Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2002/3 side 51
Ny artikel. Stjernesymbolet
Lokalmoral og verdensmoral
af Martinus
Ufuldendt manuskript til foredrag, afholdt i Instituttets foredragssal søndag den 20. oktober 1946. Manuskriptet, der slutter midt i en sætning, bærer præg af, at det er skrevet kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Stykoverskrifter af Ole Therkelsen er godkendt af Rådet 1999. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos.
 
Trods stor viden og kunnen lever menneskene i smerte og lidelse
Hvad forstår man ved "moral"? – Moral er de leveregler, der har vist sig at være de gunstigste for individets opretholdelse af livet. Men har menneskene fundet disse gunstigste leveregler? – Er livet eller tilværelsen blevet så fuldkommen harmonisk skøn og fri for smerte og lidelse, at det ville være utænkeligt, at der skulle findes højere leveregler end dem, de netop i dag praktiserer? – Er ikke hele verdenssituationen af i dag et fuldkomment billede på moralsk forvirring? – Det er rigtigt, at jordmenneskene har nået et umådeligt højt stadium i videnskabelig kunnen. De har gjort sig til herrer over elementerne. De trykker på knapper, og materiens millioner af hestekræfter, bundne i maskiner og apparater, sætter sig i bevægelse for at gøre jorden underdanig eller så gavnlig i livets opretholdelse som muligt. Har jordmenneskene ikke ved hjælp af disse gigantiske kræfters ledelse været i stand til at indrette sig boligforhold, skabe produktionsmuligheder, befordrings- og trafikforhold, videnskabelige instrumenter samt et ocean af andre nyttegenstande, der grænser op til det rent geniale? – Med deres viden og kunnen har jordmenneskene altså den materielle magt at gøre verden til et eldorado af harmoni og velvære for hvert eneste enkelt individ. Men hvorfor lever jordmenneskene, midt i al denne deres viden og kunnen, så tåbeligt, som de netop gør? – Hvorfor dør hundrede tusinder af mennesker af sult og kulde, af sygdom og vanrøgt? – Hvorfor splintrer menneskeheden sine skønne storbyer, kulturcentre med deres kunstværker og genialiteter i form af skyskrabere, universiteter, skoler og læreanstalter, fabriksanlæg, flyvepladser og jernbaner etc? Hvorfor bugner ikke vældige lagre med de fornødne livsprodukter, fødevarer og beklædningsgenstande til utroligt billige priser? – Hvorfor står der ikke tusinder og atter tusinder af lejligheder færdige og venter på de tilsvarende tusinder og atter tusinder af unge par, der i dag ikke kan gifte sig og stifte hjem, fordi de ingen bolig kan få? – Hvorfor er der ikke et væld, ja et helt ocean af nye pragtfulde elegante cykler, biler af formater og priser, der gjorde det muligt for alle at være med i nydelsen af teknikkens vidundere? – Hvorfor kan et menneske i dag ikke engang få en cykel, uden at den er et af lak og bronzering camoufleret sammensurium af reservedele fra forlængst kasserede cykelvrag? – Bugner jorden ikke netop af alle mulige nødvendige råmaterialer og fødemidler? – Og har menneskeheden ikke netop indtil overdådighed teknisk viden, kunnen og magt til at bearbejde disse råmaterialer i deres eget favør? – Hvad er det da, der bevirker, at adgangen til de smuler af virkelige værdier og livsfornødenheder, der er tilbage fra krigens hærgen og ruinlægning af landene, i stigende grad kun kan fås illegalt eller igennem den såkaldte "sorte børs"?
Gamle og nye leveregler
Hvad holder menneskene i dette sindssyge mareridt? – Det er udelukkende deres moral, hvilket igen vil sige deres autoriserede leveregler. Situationen har da forlængst gjort det til en uomstødelig kendsgerning, at jordmenneskenes moralbegreber absolut ikke kan være udtryk for de for dem selv mest gunstige leveregler. En jordmenneskehed, der med sine kraftmaskiner kan tvinge elementerne til at arbejde for sig og dog sulter og fryser mellem bjerge af fødemidler og kul, må være kommet bort fra sig selv, må have tabt koncentrationen på det virkeligt fornødne. Dens koncentration, hvilket altså vil sige dens moralske opfattelse, må da være indstillet på leveregler, der skaber undergang og disharmoni i stedet for harmoni og liv.
Hvad er det da, jordmenneskeheden er så optaget af? – Hvad er det for leveregler, der i så stærk en grad optager almenheden, at den slet ikke ser tåbeligheden i sin livsførelse? – Det er udelukkende de i samme almenhed fra fortiden nedarvede rester af dyriske tendenser, tiltroen og tilliden til krigens gud. Jordmenneskene, er de nu af sind hedninger? – De er så optaget af den dræbende moral, optaget af at skabe militarisme og krigsudrustninger, ja, har indlevet sig så stærkt i koncentrationen på mordprincippets idealisering igennem militarisme, parader og heltedyrkelse af krigens største mordeksperter, at de slet ikke endnu rent sjæleligt har bemærket, at der nu igennem et par tusinde år fra tusinder af talerstole verden over søndag efter søndag er blevet sagt til dem, "du skal ikke dræbe", "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". "Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde". Men hvem har bemærket det?
Hedenskabet i kristendommen
Det er rigtigt, at der har dannet sig religioner og sekter på disse bud. Men selv inden for disse sekter er disse bud endnu noget, der mere er i skyerne og mindre på jorden. Har disse religiøse bevægelser ikke med deres intolerance og inkvisitoriske terror og diktatur svunget krigens fakkel, ombragt ved sværd og således selv overtrådt det store bud, de foregav at skulle få alle andre til at overholde? – Og var det ikke således, at nogle af præsterne, disse Jesu autoriserede disciple, undertiden ligefrem gik foran, når der var tale om sabotage og likvidering? – Er dødsstraffen ikke i dag et ligefrem ultramoderne moralbegreb? –
Men er denne megen hængning og halshugning og skydning af næsten eller de "yngste i samfundet" en moral, der gør verden bedre? – Har den ikke netop været anvendt lige siden Kains dage? – Og er krigen dermed i aftagende, blevet mindre? – Nej, menneskehedens autoriserede leveregler og moral har for den vise eller det indviede væsen forlængst afsløret sig som ikke værende de gunstigste. Samfundene verden over kalder sig kristne og prædiker kristendom i skolerne og lærer børnene, at de ikke må dræbe, men tvinger dem til, endnu inden de er blevet helt voksne, efter et kursus i drabsteknikkens metoder, at være statens autoriserede dræbere.
Her slutter manuskriptet. Normalt holdt Martinus et ugentligt foredrag, som han forberedte tidligt samme dag ved at nedskrive et manuskript, som han imidlertid ikke brugte under foredraget, der sædvanligvis blev meget længere.