Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Harry Rasmussen, som Kosmos' læsere kender fra hans mange artikler i bladet, er en forfatter, hvis interesser spænder lige fra dagsaktuelle emner i medierne til videnskabelige sammenligninger mellem Martinus og H.C. Andersen. Eftersom han er en glimrende fortæller, var det nærliggende at spørge ham, hvordan han i sin tid fandt frem til Martinus.
 

Som 13-årig var jeg ude for en oplevelse, der overbeviste mig om, at vi mennesker lever videre efter døden. Det skete en dag i det sene efterår i skolegården, hvor en af mine kammerater i kådhed strammede mit halstørklæde så voldsomt, at jeg mistede bevidstheden om omverdenen. Men til min egen store forundring var jeg stadigvæk bevidst om, hvad der foregik med mig selv. Først oplevede jeg en isnende rædsel, idet jeg ligesom følte at blive suget hastigt roterende gennem en lang, opadgående, rørformet og mørk tunnel, men idet jeg kom op til dennes åbning foroven, fyldtes jeg af en usigelig fred og frydefuld salighed, som ikke heller kan beskrives med ord. Det føltes som ren, unuanceret væren. Straks efter befandt jeg mig på et højt klippeplateau, hvis ydre rand gik brat ned i en dyb, mørk slugt. Ovre på den anden side af slugten var der et tilsvarende klippeplateau, og her kom der nu en gruppe tavse, menneskelignende, men højtidelige og ranke skikkelser til syne. De var klædt i fodlange, hvide dragter og havde hætter på hovedet, som skjulte deres ansigter. En af skikkelserne, som stod forrest midt foran de andre, rakte armene ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg gik fremad mod klippekanten, forekom det mig, at jeg hørte en ringetone, som når skoleklokken meddelte, at frikvarteret var forbi.

Straks efter blev jeg igen bevidst om mine fysiske omgivelser og så, at mine kammerater havde anbragt "mig" på en bænk under et stort træ i midten af skolegården. Jeg havde ligesom en snurrende fornemmelse i hovedet. De kiggede forskræmte på mig, men da de så, at jeg igen kom til bevidsthed, følte de naturligvis lettelse, ikke mindst den kammerat, der i kådhed havde strammet mit tørklæde om halsen på mig. Men det undrede mig, at de ikke havde mere travlt med at forlade stedet og tage opstilling i rækken, så derfor sagde jeg: "Skynd jer! Skoleklokken har jo lige ringet!" – "Den har ikke ringet endnu!" sagde de uforstående. I selv samme øjeblik ringede skoleklokken rent faktisk, og noget forvirret herover kom jeg på benene og tog opstilling i samme række som de andre i min klasse.

Det med, at jeg troede, at skoleklokken havde ringet, før den rent faktisk gjorde det, blev jeg snart efter klar over skyldtes, at blodet vendte tilbage til hovedet og hjernen. Subjektivt oplevedes det som en skoleklokkes intense ringen. Men efter denne oplevelse, som formentlig kunne være endt alvorligt, kom det til at stå klart og stærkt for mig, at mit inderste jeg ikke kunne dø. Og selve oplevelsen af, efter at have passeret igennem tunnelen, først ligesom at svæve i et varmt og dunkelt intet eller alt, som hverken var væren eller ikke-væren, var så vidunderlig, at jeg den dag i dag endnu kan fornemme det ved tanken herom. Bagefter kom så en "opvågnen" på det omtalte klippeplateau med den dybe, mørke kløft eller slugt foran, der dog egentlig ikke føltes truende. Og situationen mildnedes af de venlige men tavse menneskeskikkelser ovre på den anden side af kløften, der ligesom kom for at modtage mig og byde mig velkommen.

Jeg fortalte ikke dengang nogen om min specielle oplevelse, for jeg følte instinktivt, at ingen i mine nærmeste omgivelser ville forstå, hvad jeg talte om. Tværtimod ville man afvise det som indbildning eller hallucination, hvor jeg selv følte, at det var noget virkeligt, helligt og ophøjet, der var overgået mig. Men selv som 13-årig forstod jeg, at jeg ved den lejlighed havde været døden nær, og at den dybe kløft eller slugt betød døden, medens de hvidklædte, anonyme skikkelser "ovre på den anden side" var engle eller ånder, der skulle hjælpe mig, hvis jeg ikke havde været så heldig at vågne op i den fysiske verden igen.

På denne baggrund forekom tanken eller idéen om reinkarnation egentlig ikke fremmed, da jeg som 17-årig første gang stiftede bekendtskab med den. Det skete i og med læsningen af Ananda Acharyas "Indledning til indisk filosofi", et optryk af en foredragsrække, der var blevet holdt ved Kristiania Universitet i 1915, samme år som bogen også var udgivet. Tankerne heri virkede så velkendte og letfattelige, at de forekom mig som den største selvfølgelighed. Men denne opfattelse deltes ikke af folk i mine nærmeste omgivelser, som anså tankerne i bogen for verdensfjerne fantasier. Og reinkarnation var efter deres mening en uhyggelig tanke, for tænk, hvis man skulle leve et tilsvarende liv som nu flere gange, eller eventuelt blive til et eller andet dyr i sit næste eller flere følgende liv! Nej, så hellere blive slettet totalt ud, når dette ikke altid lige nemme og behagelige liv engang var slut.

De få i mine omgivelser, som gad sætte sig lidt ind i, hvad reinkarnationstanken i henhold til indisk filosofi gik ud på, fik et meget godt modargument i hænderne, idet de kunne henvise til, at indiske filosoffer, der baserede sig på Upanishaderne og som tilhørte Sankhya- Yoga- og Vedanta-skolerne, opfattede reinkarnationen (samsara) som et onde, der var forårsaget af uvidenhed (avidya) om livets illusoriske natur (Maya's slør).

Men omkring 1956, midt medens jeg aftjente 22 måneders civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren, begyndte jeg for alvor at tvivle på indisk filosofis forklaring om, at enkeltsjælen (atman) på et tidspunkt "udskiller" sig fra alsjælen (Brahman) og grundet sin uvidenhed (avidya) føler sig tiltrukket af og involverer sig med materiens verden (Maya's slør), og herunder mister enhver erindring om sit oprindelige tilhørsforhold. Men gennem de utallige og mangeartede lidelser, dette i forbindelse med reinkarnation (samsara) afstedkommer, vækkes sjælens længsel efter at blive genforenet med sit universelle ophav, og gennem bevidst arbejde på sin frelse eller befrielse fra materiens åg vil dette – efter mange inkarnationer – til sidst lykkes. Dermed vil sjælen have fået en erfaring, der sikrer den imod at gentage "fiaskoen" eller engagementet med materiens verden. Denne sjælelære kunne jeg simpelthen ikke få til at stemme med, hvad jeg selv forstod ved logik og fornuft. For det første, hvorfor lod sjælen sig i sin fuldkomne urtilstand af væren og ikke-væren overhovedet friste til at forlade denne og indlede og gennemgå et engagement med materiens verden? – På grund af begær, som skyldtes uvidenhed og mangel på erfaring, lyder svaret. – For det andet, hvordan kan man være sikker på, at sjælen efter sin genforening med alsjælen ikke endnu engang eller eventuelt flere gange kan lade sig friste til at gentage engagementet? – Det kan man, fordi sjælen under sit lidelsesfulde engagement med materien har høstet så megen erfaring, at dens begær efter materiens verden er udslukt, og så megen viden, at den har gennemskuet illusionen, lyder svaret.

Tvivlen var virkelig et problem og dilemma for mig på det tidspunkt, for jeg kunne ikke selv umiddelbart se nogen løsning. Man kan derfor sikkert tænke sig til, hvilken befrielse det var for mig, da jeg i sommeren 1957 for alvor stiftede bekendtskab med Martinus' Kosmologi, for heri blev stort set alle spørgsmålene besvaret og problemerne løst. Primært gennem forståelsen af "det treenige princip" og sekundært gennem forståelsen af især "spiralkredsløbsprincippet". Desuden blev enhver fødsel opfattet som reinkarnation, og denne blev i øvrigt ikke betragtet som et onde, men tværtimod som et i høj grad positivt, selvfølgeligt, nødvendigt og uundværligt – men samtidig begrænset – led i individets evige liv og udvikling.
 

Så blandt andet af disse og mange andre grunde blev Martinus' Kosmologi eller verdensbillede "sandheden" for mig.