Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Min analyse af det levende væsen og verdensaltet er to realiteter, der hver især udgør det samme treenige princip, og nævnte princip bliver derved tilværelsens eller livets grundanalyse. Intet levende væsen vil således kunne eksistere uden at udgøre denne analyse. Vi kan nemlig ikke komme uden om dette, at nævnte væsen udgør en tilkendegivelse af et Noget, der oplever, har vilje, tænker, skaber eller manifesterer sig. Enhver ting, i hvilken disse faktorer ikke er til stede, udtrykker vi som en død ting. Denne døde ting kalder vi sædvanligvis materie. Den hører til det materiale, igennem hvilket det førnævnte Noget manifesterer sig, danner organisme og de tankeformer og udtryk for mentalitet, som netop i sig selv udgør livets oplevelse. Det er denne materie, der i mit hovedværk Livets Bog udtrykkes som X3.

Men Bibelens beretning, der jo er baseret på en kosmisk analyse, viser os, at mennesket ikke altid er i Guds billede. Det hedder nemlig heri, at nævnte guddommelige menneske er noget, der skal blive til, idet Gud siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Denne guddommelige sætning fortæller os altså, at Adam, der senere skulle blive det fuldkomne menneske i Guds billede, på det tidspunkt, hvor den guddommelige vilje og tanke udløste ovennævnte befaling, ikke eksisterede i Guds billede. Ja, Jordens nuværende inkarnation var endnu i sin spæde vorden. Og for at mennesket i Guds billede kunne blive til, måtte der altså foregå en skabelsesproces.

Igennem Bibelens beretning, såvel som igennem selve livet, kan vi ikke undgå at blive vidne til, at det levende væsen må gennemgå en lang udviklings- eller skabelsesproces. I denne proces udtrykker det en fortsættende kæde af forskellige former for fremtræden som levende væsen. I form af denne dets identitet gennemlever det altså en mængde forvandlinger. Ved hjælp af disse forvandlinger kommer selve livsoplevelsen til at få kolorit. Den kan umuligt blive ensformig eller ligegyldig. Væsenet går fra den ene forvandling til den anden efter dets eget ønske. Og med disse forvandlinger opstår det, vi kalder tilværelsesplaner. Igennem disse tilværelsesplaner bliver det muligt for det levende væsen at opleve skabelsens mangfoldighed eller alle detaljer ved livets oplevelse, lige fra de mest brutale lemlæstelser, sygdomme og lidelser, til de blideste og mildeste salighedsindgydende kærtegn. Og disse oplevelser er fuldstændigt logisk organiserede og forekommer i en evigt fortsættende rækkefølge. Det er denne rækkefølge af detaljer ved livets oplevelse, vi kender fra Livets Bog som spiralkredsløbet. Livsoplevelsen går således fra himmelske tilstande, hvilket vil sige: fra overjordiske salighedstilstande, hvor væsenerne føler sig ét med Guddommen, til de mest ufuldkomne og mørkeste mentale tilstande, hvor væsenerne er totalt uvidende om sin egen udødelige natur og ikke mere kan se, at alt er såre godt, og derfor bliver i skrigende disharmoni med den guddommelige verdensplan. Det er denne væsenets nedsænkning i primitivitet og uvidenhed, der udtrykkes igennem den bibelske beretning om den fortabte søn. Men fra denne primitive tilstand vender det levende væsen atter tilbage til sin oprindelige høje tilstand som mennesket i Guds billede og ser alle detaljer i livsoplevelsen fra Guds eget udsigtspunkt, ser sin egen høje herkomst eller identitet som søn af Guden, ser sig selv som tidens og rummets, såvel som sin egen skæbnes absolutte herre.

Bibelens fortælling om menneskets skabelse er således i virkeligheden ikke en fortælling om noget, der aldrig før har eksisteret, og som derfor nu ved den almægtiges skabekraft er blevet til. Der står jo i nævnte fortælling, at Gud dannede Adam af ler. Adam blev altså til af noget. Men noget, der bliver til af noget, udtrykker jo – ikke et mirakel, hvor ting bliver til af intet – men derimod kun en forvandlingsproces. For øvrigt har livet jo for længst gjort det til en kendsgerning for det udviklede menneske, at noget umuligt kan fremkomme af intet, ligesom intet umuligt kan blive til noget. Bibelens beretning er således i virkeligheden kun en fortælling om et afsnit i kredsløbet. Dette vil altså igen sige: den del af kredsløbet, der udgør vejen fra mørket til lyset. Og da det netop er det afsnit, som udgør jordmenneskets nuværende skæbne og liv, har det sin store betydning at se lidt på denne skæbne. Jordmenneskets nuværende skæbne udgøres altså af resultatet af dets højeste selvs omskabelse af sin mentalitet fra mørke til lys. Og denne selvets omskabelse af sin mentalitet fra mørke til lys udgør et treenigt princip analogt med det treenige princip, som udgør det levende væsens grundanalyse.

Ethvert levende væsens mentalitet udgør således i sig selv et treenigt princip. Den kan ikke eksistere uden at repræsentere angreb og forsvar og fred, hvilket vil sige ligevægt mellem angreb og forsvar. Selvopholdelsesdriften i dyret betinger, at det må angribe de væsener og ting, som det nødvendigvis må have til føde, ligesom det også må forsvare sig selv overfor alle de væsener og ting, der er en hindring for dets eksistens eller tilværelse. Den ligevægt, der her kan opstå imellem angreb og forsvar, er udelukkende det eneste, der kan være dets lykke eller den for dets udviklingstrin normale fornemmelse af livet.

Af disse tre principper vil angrebsprincippet være at ligne ved X3. Nævnte princip danner her grundlaget for erfaringsdannelse. Det udgør nedbrydningsprocessen. Angrebstankerne udgør de kosmisk-kemiske kemikalier, af hvilke erfaringerne eller erkendelsen af, hvad man ikke skal gøre, bliver dannede. Og hvordan skulle væsenerne vel komme til kundskab og visdom uden netop disse erfaringer? – Angrebsmentaliteten udsletter enhver opfattelse af medvæsenerne som levende væsener og gør dem hver især til en blot og bar ting. Angrebsvæsenerne betragter deres fjender som noget, de har ret til at hævne sig på, ret til at myrde eller udslette, akkurat som de føler sig berettigede til at slagte deres kvæg eller sælge deres hus eller andre ejendele. Angrebsvæsenerne gør således hensynsløst alt til materiale for deres selvdyrkelse. I virkeligheden kan man ved hjælp af angrebsmentaliteten, hvis kulmination vi kalder selviskheden eller egoismen, udelukkende kun opfatte alt, såvel næsten som de døde ting, som berettiget materiale for skabelsen af tilfredsstillelsen af sine egne begær, ganske uanset hvad dette så end bevirker af brutale indgreb i næstens frihed, ret og glæde ved at være til.

Det er rigtigt, at alle de planteædende dyr ikke i så overvældende en grad kan betegnes som angrebsvæsener, men denne omstændighed afkræfter dog ikke ovennævnte analyse, idet de planteædende dyrs angrebsepoke blot er tilrettelagt på et senere stadium i disse væseners udvikling, således at de eventuelt først kommer til at opleve denne i deres jordmenneskestadium, modsat rovdyrene, der allerede får udlevet en stor del af deres angrebsepoke i deres dyriske fremtræden, inden de når menneskets oprejste gang og opadskuende blik. Men for begge de her nævnte parter gælder det, at de absolut må gennemleve deres angrebsepoke, inden de kan nå nogen højere tilstand inden for virkelig kultur eller højere former for sjæleliv. Lige så lidt som det levende væsen kan eksistere uden X3, lige så lidt kan noget som helst væsen eksistere som virkeligt kulturmenneske eller fremtræde i fuldkommen humanitet, hvilket vil sige: total uselviskhed eller næstekærlighed, uden i kraft af totalt at have oplevet, overvundet eller tilbagelagt angrebsepoken. Det er således meget vigtigt for ethvert væsen, der ønsker at stile sit liv imod lyset, at få konstateret angrebsepokens plads i spiralkredsløbet eller udviklingsbanen, thi i samme grad som det får dette konstateret, vil det stadfæste eller bekræfte humanismen eller menneskekærligheden som et for jordmennesket absolut højeste eksisterende ideal og derved få stabiliseret grundlaget for sin kulturelle stræben, sin tankeverdens, sine længslers og drømmes retning imod denne højereliggende epoke eller fuldkommenheden.

Det normale jordmenneske stiler aldrig med god dagsbevidst vilje imod de lavere eller primitivere former for tilværelse. Det ligger i alle jordmenneskers natur, ifølge deres plads i udviklingen eller spiralkredsløbet, at stile imod alt, hvad de fornemmer som værende af en højere og fuldkomnere natur end deres egen. Ja, denne dets tendens er jo netop kendetegnet på dets normalitet. Ethvert væsen, der afviger herfra, er altså et unormalt væsen. Alene i denne kendsgerning begynder humaniteten eller næstekærligheden at kunne øjnes som jordmenneskehedens absolut største ideal og mål for dens fremtidsdrømme. Det er denne idealfornemmelse, der i sin begyndende nebuloseagtige eller spæde tågeagtige form besjæler jordmennesket som en længsel efter en virkelig fred. Dette begær efter fred er en begyndende afklaring af alle religiøse mysteriers beretning om paradisiske himle og højere tilværelsesformer. Denne fred er det absolut eneste virkeligt fornødne eller saliggørende ideal for jordmenneskeheden af i dag. Det er i håbet om tilegnelsen af denne fred, at jordmenneskeheden af i dag fører krige, revolutioner og kampe. Den lever endnu i troen på, at den med våbenmagt eller i kraft af sværdets brug eller dødsgengældelsens praktisering kan skabe adkomst til humanitetens paradis.

Det er endnu ikke helt gået op for den jordiske menneskehed, at det paradis, som opretholdes i kraft af sværdet eller det dræbende princip, ikke er det humanitetens paradis, den søger. Det er ikke den fred, den idealtilstand, den i virkeligheden hungrer og tørster efter. Det er derimod et krigens, brutalitetens eller den rå magtoverlegenheds paradis, der igen er det samme som Valhal, og som i dag for det fremskredent intellektuelt udviklede, humane jordmenneske udelukkende kun kan betyde den diametrale modsætning til humanitetens paradis eller den absolutte fred, det søger. Men en modsætning til fredens paradis kan jo kun udgøre én ting, nemlig helvede. Det dræbende princips Valhal kan således udelukkende kun betyde helvede for alle intellektuelt udviklede og humanitets- eller kulturelskende jordmennesker. At angrebsvæsenernes mentalitet ikke fører til fred, men derimod absolut fører til dennes modsætning helvede, bliver så meget desto mere synligt, eftersom enhver handling er en årsag til en reaktion, der ifølge loven for bevægelse før eller senere absolut må virke tilbage på sit ophav. At denne reaktion eller virkning må være af samme art eller natur som den handling, der har udløst den eller er dens årsag, bliver til kendsgerning igennem loven for sæd og høst, der jo gør det umuligt på nogen som helst måde at kunne høste andet end det, man sår. Ethvert væsen, der angriber et andet væsen, sår altså angreb på sig selv. At et væsen, der ifølge denne dets sæd må leve i en permanent forfølgelse, leve i krig med sine omgivelser og permanent må høste virkningerne af de angreb, det udløser overfor næsten, absolut ikke kan opnå den fred, den lykke eller det humanitetens og næstekærlighedens paradis, det så inderligt ønsker, er naturligvis en selvfølge. At det tror, at dets angreb på omgivelserne eller næsten udelukkende er retfærdighed, er i fredens eller humanitetens tjeneste, fører det ikke nærmere mod det ønskede mål: fredens paradis, indvielse eller kosmisk bevidsthed, men vil derimod før eller senere afsløre for det, at det er på vej til de dræbende guders hjemsted, hvilket i virkeligheden vil sige: de såkaldte djævles opholdssted, det sted, den tilstand, den oplevelsesform, det mest af alt i denne verden frygter.

Det er rigtigt, at djævle i al almindelighed betragtes som fantasifostre, men dette afkræfter absolut ikke, at enhver form for angrebsmentalitet udelukkende er den, med hvilken alle mørke magter er udstyret. Uden denne mentalitetsforms udløsning ville alle mørke magter i verden være en umulighed. Da angrebsmentalitet udelukkende er de mørke væseners eller magters mentalitet, vil den i virkeligheden være at identificere som djævlebevidsthed. Alle, der udelukkende baserer deres tilværelse på denne mentaludfoldelse, er i virkeligheden djævle. Djævle, trolde eller andre mørke væsener eller magter bliver således til virkelighed i form af angrebsvæsener. Det er derfor meget vigtigt for den moderne kulturskaber eller fredsagitator samt for præster og ypperstepræster eller andre lærere i humanitetens og næstekærlighedens tjeneste, at de strengt overvåger, at de netop befinder sig på deres ideals sikre vej, så at de ikke pludselig en skønne dag skal opdage, at de i virkeligheden er fredens og humanitetens største modstandere. Alle de væsener, der med angrebsmentalitet tror at kunne skabe den virkelige fred for sig selv og andre, må alle uden undtagelse opdage, at al deres store stræben med sværdet eller svøben kun har været en hån og nedtrampning af alt det gode, de i virkeligheden vill, og en sejrrig og stærk udløsning af alt det onde, de ikke ville. Angrebsvæsenerne og angrebsmentaliteten er således kulturens og næstekærlighedens værste hindring eller modstand. Angrebsmentaliteten er den rene bevidste eller ubevidste dyrkelse af ufredens eller mørkets magter, ligegyldigt under hvilken overtro, camouflage som retfærdighed eller indbildt kultur, den så end udløses. Den udgør de mørkets dødbringende, stinkende dunster, med hvilke den fortabte søn erstatter tabet af sin gudesønlige himmelske stråleglorie under passagen af mørkets eller helvedets regioner.

At et angrebsvæsen også i nogen grad besidder forsvarsmentalitet er naturligvis givet. Ethvert normalt væsen er altid udstyret med de for sin opretholdelse af livet nødvendige forsvarsegenskaber. Men dette forhindrer naturligvis ikke dets angrebsmentalitet i at være den dominerende på et vist stadium i udviklingen eller kredsløbet. Men efterhånden bliver forsvarsmentaliteten mere og mere optrænet, således at den ikke blot udgør det nødvendige til husbehov i selvopholdelsesdriften, men den udgør også ligefrem et overskud, der bevirker, at væsenet kommer til at føle trang til eller begær efter at forsvare andre. Det kan ikke tolerere noget som helst i retning af, hvad det mener er uretfærdighed. Det ønsker at forsvare de svage, som ikke selv kan forsvare sig. Det springer i vandet for at redde en druknende fra druknedøden, eller det løber ind i et brændende hus for at redde væsener eller ting fra flammernes tilintetgørelse, selv med fare for sit eget liv. Det går med i frihedskampe og modstandsbevægelser over for fremstormende herrefolk eller væsener, der har i sinde at gøre andre til slavefolk. Ja, dets forsvarsmentalitet kan være så dominerende, at det også her ringeagter dødsfaren og vover sit liv for andre. I sandhed, denne mentale tilstand er dog større og fuldkomnere end angrebsmentaliteten. Det kan dog ikke nægtes, at det er udtryk for et højere kulturtrin at forsvare svage og hjælpeløse væsener over for stærke og livsfarlige, forfølgende medvæsener, end det er at angribe, nedbryde og ødelægge andre væseners liv og velfærd. I modsat fald var jo al øvrighed eller politivæsen i de civiliserede stater at betragte som en banditinstitution. Og det er vel nok det, en sådan institution mindst af alt skal være. Den er jo netop beregnet på at være en beskyttelse imod alt banditvæsen eller de såkaldte forbrydelser.

Politiets angreb på de asociale væsener er således disse væseners egen karmaudløsning. Hvis ikke de nævnte væsener var asociale eller forbryderiske anlagte imod samfundet, var en pest for den højere intellektuelle kultur, ville de umuligt kunne angribes af noget politi, da et sådant jo da var totalt overflødigt og dermed uden betingelser for at kunne eksistere. Politiets eller øvrighedens angreb på de asociale væsener kan således ikke være noget absolut angreb, men er udelukkende en bivirkning af de asociale væseners angreb på samfundet. Det er en reaktion, udløst af angriberne selv. Det er således ikke politiet, der er disse væseners angribere, men derimod de pågældende væsener selv. Politiet er bare de medier eller redskaber, ved hvilke de asociale væsener eller forbryderne, om end ganske ubevidst, iværksætter angreb på eller forfølgelse af sig selv. Og jo mere asocialt eller livsfarligt forbryderisk disse væsener angriber samfundet, desto mere livsfarligt iscenesætter de politiets eller myndighedernes angreb på dem selv. Derfor finder vi også inden for politiets eller retsvæsenets håndhævere de samme metoder, mordvåben, knipler og revolvere etc. benyttet, som forbryderne betjener sig af. Og jo mere robust og primitivt et samfund og dets forbrydere er, desto mere tilsvarende robust og primitiv er også myndighedernes forholdsregler over for dets forbrydere eller asociale elementer. De må anvende både dødsstraf og tortur, de må bruge skydevåben og galger, de må bruge list, magt, vold etc. At de således må betjene sig af de samme metoder, midler og våben som forbryderne, viser, at det er forbrydernes egne udløste tankearter og atmosfære, der fungerer, men nu er der bare den forskel, at de asociale mentale energier er nået over i fremmede hjerner og igennem disses ophavs reaktion eller udfoldelse drejer tilbage imod deres første ophav, der så bliver genstand for denne deres egen asociale energivirkning, som nu kommer tilbage og rammer dem selv efter således at have passeret et kredsløb.

Det er rigtigt, at forbryderne ikke ved af, at deres straf er deres egen personlige udløsning, der er kommet tilbage, befordret af andre væsener (her i dette tilfælde politiet). Derfor bliver de bitre på politiet eller de væsener, der har været medier eller redskaber for energiernes tilbageføring i kredsløbet. Og således betinger loven for energiernes kredsløb eller bevægelse, at alle levende væseners energiudløsninger, hvilket vil sige: reaktionen af tanker og handlinger, de har udløst mod medvæsenerne, uundgåeligt kommer tilbage. Derved bliver det lige så uundgåeligt for individet i længden at blive ved med at være ukendt med, hvordan det føles at opleve den eller den form for ubehagelighed, som han selv vanemæssigt og ubevidst udløser igennem sin daglige væremåde over for omgivelserne. Det er denne tilbagevenden af energierne eller reaktionerne af de handlinger, væsenet har begået, der kaldes erfaringer. Af erfaringerne lærer individet efterhånden, hvad der er klogt eller uklogt med hensyn til opbygningen af dets egen skæbne og med hensyn til skabelsen af virkelig, sand lykke i tilværelsen.

Vi har således her igennem en kosmisk analyse set kerneprincippet i den daglige skæbnedannelse for væsenerne. Vi har set, at væsenerne kunne angribe hverandre og underminere hverandres tilværelse. Men vi har også set, at denne underminerende tilværelsesform ifølge energiernes kredsløb eller loven for bevægelse ganske rigtigt kunne gå ud imod sit mål, blive den forfølgelse af det væsen, den var tiltænkt, men at den her uundgåeligt glider uden for sit ophavs kontrol og besætter eller overskygger sådanne andre væseners hjerne og bevidsthed, der har evne til at befordre dem tilbage. Ophavet til disse energier kan derfor ikke gardere sig imod denne tilbagevenden af sine egne udsendte energier. Disse energier beherskes nu ikke mere af hans egen, men af andre væseners hjerner og vilje. Disse andre væsener fornemmer disse energier som et begær efter at binde og uskadeliggøre deres ophav eller påføre det en eller anden ubehagelig tendens, altså lige akkurat det samme begær, som dette ophav havde over for den, der var målet for nævnte energiers udsendelse. Hvis ikke det netop var således, kunne der jo aldrig nogen sinde blive tale om gengældelse, had eller vrede, ligesom der naturligvis heller aldrig kunne blive tale om oplevelse af glæde og lykke eller en fuldkommen skæbne rent bortset fra, at enhver form for liv eller oplevelse ville være en total umulighed. Livet består jo netop i, at medvæsenernes bevidsthedsenergier kun kan befordres igennem os og ikke uden om os. Hvad er vor tankefunktion andet end en sansning af reaktionen af vort eget væsens eller selvs berøring med andre væseners liv og fornemmelse? – Kom vor tankeenergi ikke i berøring med energi, udløst af andre væsener eller andre ophav end os selv, og disse andre ophavs reaktion heroverfor ikke var en drejning af vore egne mod næsten udløste energier tilbage mod os selv, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå nogen som helst oplevelse.

Det er således her synligt, at vort liv udelukkende er oplevelsen af omgivelsernes eller medvæsenernes tilbagekastning af vor mod dem udsendte tankeenergi i form af tilfredsstillelse af vore højst forskellige normale eller unormale begær. Denne tilbagekastning af vore egne udløste energi- eller tankeformer er vor skæbne. Vore medvæseners reaktion overfor os er livets spejl. I denne reaktion ser vi vort virkelige åndelige udseende, vor sande kosmiske analyse eller den absolutte sandhed om os selv. Vi har således set, hvorledes den guddommelige verdensplan befordrer udviklingen af vor evne til at opleve vore omgivelsers fornemmelse af vor egen handlemådes behagelige eller ubehagelige påvirkning af dem. Det er altså magtpåliggende for Forsynet eller ophavet bag verdensplanen at få bibragt os denne evne. I samme grad, som vi mangler denne evne, må vi være uvidende om vore handlingers natur som behagelige eller ubehagelige for vore omgivelser. Og med denne uvidenhed ville vi jo være uden indsigt bag viljen, der er nødvendig for at kunne tilsigte enten det behagelige eller det ubehagelige for vore omgivelser eller vor næste.

For at få et grundlag for styringen af vor vilje må vi altså have viden. Men for at få viden må vi udløse handling. Den første form for udløsning vil derfor nødvendigvis befordres af hungeren efter viden. Denne hunger kender vi som den almindelige nysgerrighed. Vi finder derfor denne nysgerrighed allerede hos dyrene. Selv køerne på marken kigger meget nysgerrigt og interesseret efter usædvanlige ting, der foregår omkring dem. Hvis disse ting ikke er af en sådan art, at de forskrækker dem, vil de endog prøve på at undersøge disse, lugte til dem og slikke på dem eller lignende. Herved gør de allerede små erfaringer, opdager spiselige eller ikke-spiselige ting eller ting, der er behagsdannende eller velgørende og ting, der er smertebringende eller dræbende. Væsenerne får derved udviklet et kendskab, ved hvilket de så igen kan styre og lede deres vilje, så de kan tilegne sig behagsfornemmelser og undgå ubehagsfornemmelser på disse nyopdagede områder. Men efter at de har gjort denne opdagelse, er nysgerrigheden i nævnte område jo tilfredsstillet. Denne kan derfor ikke mere være motiv for dets tiltrækning til samme område. Herefter vil tilnærmelsen derfor kun befordres i kraft af væsenets viden om den behagsfornemmelse, som det kan tilegne sig her, ligesom dets frastødning til området er baseret på den erfarede viden om den eventuelle ubehagsfornemmelse, det kan blive genstand for her. På denne måde begynder individet igennem erfaringsdannelsen at få indsigt i, hvad der er livsbefordrende, og hvad der er livsødelæggende for det i dets daglige liv.

At væsenet med al sin viljekraft her søger tilnærmelser eller dragning imod de ting eller foreteelser, igennem hvilke det ved, at det kan opnå behagsfornemmelse og helst går uden om de ting, der er ubehagelige, er naturligvis en selvfølge. Det bliver da herigennem foreløbigt udviklet til at blive et væsen, der kulminerer i selviskhed eller egoisme. Det kan igennem denne udviklingsproces kun blive besjælet af sin egen selvopholdelsesdrift. Denne udviklingslinje kan således udelukkende kun udvikle væsenet til for enhver pris at tilegne sig tilfredsstillelsen af sine begær efter det behagelige ganske uafhængigt af, hvad dette så end måtte koste af ubehagelighed for dets omgivelser eller næsten. Og vi har her det fødte angrebsvæsen. Det er en sådan væsenstilstand, der ligger til grund for dyreriget.

Hvad giver da denne højere natur i det levende væsens mentalitet sig udslag i? – Den giver sig udslag i, at der i det pågældende væsen begynder at vise sig en evne, ved hvilken det fornemmer andre væseners oplevelser af ubehag, hvilket jo er totalt umuligt hos det førstnævnte kulminerende angrebsvæsen. Dette væsen har kun sans for at kunne fornemme de ubehageligheder, der kommer til udløsning i dets egen mentalitet og organisme. Det er derfor, det så hensynsløst kan leve på andre væseners bekostning. Ja, det ved naturligvis teoretisk, at den eller den lemlæstelse eller lidelse, det påfører andre væsener, af disse fornemmes som smerte og lidelse, af hvilken grund det derfor undertiden endog kan bruge denne viden som grundlag for sin iværksættelse af hævn eller egoistiske begærs tilfredsstillelse, men det har ingen som helst dybere sjælelig fornemmelse af, hvor "ond" eller ubehagelig lidelsen kan være for den, den er tilsigtet. Dette giver sig til kende derved, at det netop kan nænne at påføre andre væsener nævnte smerte eller lidelse. Da der samtidigt findes andre væsener, der absolut ikke kan nænne at påføre andre væsener den omtalte smerte og lidelse, bliver vi således her vidne til en forskel på væsenernes sansemæssige indstilling overfor omgivelserne. Der eksisterer altså en forskel i dette at kunne nænne. Væsenerne kan således ikke alle nænne at udløse den samme lidelse og smerte over for deres næste. De står her på højst forskellige trin. Nogle væsener er meget hævngerrige, kolde og hjerteløse over for næsten, mens andre i større eller mindre grad hellere selv vil lide, end at andre skal lide. Det bliver derved en kendsgerning, at der eksisterer et endnu højere trin end det rent egoistiske.

Hvordan bærer verdensplanens ophav sig da ad med at forvandle egoisten til et uselvisk eller næstekærligt væsen? – Der må nødvendigvis finde en anden erfaringsoplevelse sted end den før beskrevne fysiske, hvor væsenet øjeblikkeligt og direkte konstaterer reaktionerne af sit forhold til omgivelserne eller materierne. Der må være en skjult horisont, hvor der udløses andre realiteter end netop dem, der er synlige på den ydre fysiske overflade. Her på denne overflade ser væsenet med lethed alt, hvad der er øjeblikkeligt og direkte behageligt for dets sanser og dermed for dets foreløbige eksistens. Men det ser ikke, om denne behagsdannelse for dets nutidige eksistens muligvis skulle have en efterfølgende virkning, som måske var alt andet end behagelig for en senere eksistens. Det kan nemlig ikke følge reaktionerne længere end der, hvor de endnu forekommer på det fysiske plan, og ser derfor slet ikke, hvad disse reaktioner bevirker på det åndelige plan. Hvis bersærken slog et menneske ihjel, var han en helt, blev hædret som aspirant til gudehjemmet Valhal med dets materialistiske herligheder. Hans mordmanifestation skaffede ham således øjeblikkelig og direkte virak og den heraf følgende behagsfornemmelse. Når en nuværende forretningsmand gør en "god handel", hvilket vil sige: sælger en ting for en pris, der ligger svimlende over tingens sande værdi, og han derved har tilegnet sig en værdi eller rigdom, han i virkeligheden slet ikke har ydet noget for, fornemmer han det som en strålende direkte behagsfornemmelse. Ingen af disse to personer, bersærken og forretningsmanden, morderen og bedrageren, ser andet end netop den behagsfornemmelse, som vedrører dem selv. Den ubehagsfornemmelse, som er vederfaret ofrene for deres handlemåde, ser eller fornemmer de slet ikke. Og de kan jo umuligt erfare en sådan handling på anden måde end som storartet eller glimrende, idet den jo skaffede dem behagsfornemmelse og dermed en vis form for glæde ved at være til.

Men når disse væsener slet ikke på nogen som helst måde har sanser eller evner, ved hvilke de kan føle medlidenhed over for andre væsener og i særdeleshed ikke over for de væsener, der er deres ofre, kan deres handlemåde jo umuligt være "syndig". At det netop ikke er syndigt bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at disse dyr måtte dø, hvis de havde en sådan medlidenhed og ikke kunne nænne at dræbe. I deres nuværende fremtræden er det en livsbetingelse for disse væsener, at de får stillet deres sult med kød eller animalsk føde. Det femte bud: Du skal ikke dræbe, kan således ikke have nogen som helst betydning her, thi hvis væsenet overholdt dette bud, ville det jo betyde, at det dermed dræbte sig selv. Og dette at dræbe sig selv er som bekendt også at overtræde det femte bud. Vi står altså her overfor det kulminerende eller totale angrebsvæsen. Det lever således i en bevidsthedssfære, hvor det er en livsbetingelse at dræbe. Det vil altså sige, at man her opfylder livet ved at myrde. Man er ganske uden for den mentale sfære, hvor de moralske love doceres som næstekærlighed. Ved at se på dyrenes liv, ser vi ind i en verden, hvor opfyldelsen af det, der doceres menneskene som livsbetingende moral, ville være den rene gift, ja, ville ligefrem være et helvede, hvis den skulle praktiseres. Dog ser vi inden for dyrenes seksuelle liv og i forholdet til deres afkom en vis form for medfølelse, der giver sig udslag i beskyttelse af ægtemagen og afkommet og sammenhold i selvopholdelsesdriften.

Men nu det jordiske menneske, er det som angriber, som kriger lige så højt i kontakt med den guddommelige vilje? – Kan dette væsen på samme måde angribe og føre krig uden at "synde"? – Kan det myrde og dræbe andre levende væsener og så være i en lige så fuldkommen kontakt med nævnte højeste vilje? – Nej, det kan det ikke. Det repræsenterer et stadium eller en mental tilstand, hvor det i større eller mindre grad får samvittighedsnag over sin handlemåde, kommer ud for kriser, hvor det fortryder eller angrer sin handlemåde, ligesom det da også sammen med andre individer i den flok eller det samfund, det tilhører, er underkastet tryk af moralske love og forskrifter fra væsener, der for længst har ophørt med at dræbe eller forfølge de levende medvæsener, idet de elsker deres næste som sig selv. Et sådant væsen har vi f.eks. i verdensgenløseren Kristus. Jordmennesket befinder sig altså på et stadium mellem det angribende og myrdende rovdyr og det totalt næstekærlige Kristusvæsen. Det har således overdådig lejlighed til at gøre sig bekendt med sin egen mentale løbebane eller til at se eller iagttage sin egen fremtræden i forhold til disse to yderpoler for mentalitet. Og dette syn eller denne iagttagelse viser, at det selv har en evne til at elske andre væsener (væsener ud over forplantningsområdet), som rovdyret ikke har. Men samme iagttagelse viser også, at denne evne eventuelt slet ikke er så total eller omfattende, som den verdensgenløseren lagde for dagen som sit eget væsen. Det vil da ifølge denne kendsgerning se, at dyret er et væsen, der er fattigere på medfølelse for næsten end det selv. Derfor må det betragte dyrets stadium som et lavere stadium, mentalt set. Da verdensgenløseren er rigere på evner i retning af medfølelse over for næsten end jordmennesket, vil det uundgåeligt komme til at betragte hans mentale stadium som et højere stadium. Denne betragtning eller bedømmelse er jo urokkelig i kraft af evneforskellen mellem det selv og dyret og Kristus eller verdensgenløseren. Jordmennesket står således her imellem to mentale yderpunkter. Det ene punkt udgør minimum, og det andet udgør maksimum af, hvad det har evne til at skue af næstekærlighed. At verdensgenløserens væremåde og påbud er blevet det livsbetingende, moralske ideal for jordmennesket, bliver her selvfølgeligt. Da næstekærlighedsevnen kun er en latent foreteelse i dyret, men er mere fremskreden hos det almindelige jordmenneske og endnu mere fremskreden hos verdensgenløseren, bliver det dermed til kendsgerning, at den er under udvikling i jordmennesket. Men når den er under udvikling, er det jo denne udvikling, der er udtryk for den guddommelige vilje med hensyn til jordmennesket. At modarbejde næstekærligheden er således det samme som at være imod Guds vilje på det jordmenneskelige plan, ligesom dette at være i kontakt med næstekærligheden er at være i kontakt med den guddommelige vilje på det samme plan. At være imod Guds vilje udtrykkes af menneskeheden selv som umoralsk, ligesom dette at være med nævnte vilje betragtes som moralsk.

Vi er således her ved to mentale yderpoler, efter hvilke al moralitet indenfor jordmenneskeheden bestemmes. Jo mere et væsens handlemåde er lig dyrets, jo mere bedømmes væsenet som primitivt og umoralsk, mens det bedømmes som moralsk, intellektuelt eller humant, jo mere dets handlemåde er lig verdensgenløserens. Denne konklusion er altså urokkelig og uafhængig af, om man tilhører en religiøs sekt eller er irreligiøs, er materialist, er vantroende. Ens handlinger røber således et bestemt moralsk trin. Jo mere disse handlinger er i det dræbende princips favør, desto mere dyriske eller primitive vil deres ophav således urokkeligt være. Og vi kan i virkeligheden uden om alle religiøse dogmer eller gældende juridiske love i dag således korrekt bedømme et væsens moralitet efter livets egen direkte struktur. Når vi derfor har for os et angrebsvæsen, et væsen, der i stor udstrækning og uden samvittighedsnag eller anger kan røve og plyndre fra andre væsener, begå rovmord og terror for at få sin vilje eller sine begær tilfredsstillet, er det let at se, at en stor del af et sådant væsens mentalitet endnu slet ikke er påvirket af nogen udvikling. Den er endnu et ganske uberørt udtryk for dyrisk mentalitet. At det samme væsen ganske vist også har et område af sin mentalitet, hvor udviklingen har sat sit præg, og igennem hvilket det kan nære blidere følelser for væsener, der er i dets egen interesses favør, er naturligvis en selvfølge, thi hvad skulle ellers være årsag til, at et sådant væsen nu fremtræder i jordmenneskelig organisme og har prædikatet jordmenneske? –

Denne medfølelse kan absolut ikke være noget, der kan opstå eller udelukkende være baseret på det ydre materielle eller fysiske syn, thi som vi allerede før har berørt, vil det i næsten alle fysiske situationer tilsyneladende være det mest logiske egoistisk at albue sig selv frem og rydde alle andre væsener af vejen der, hvor de er en hindring for vore begærs tilfredsstillelse. Når væsenet ikke desto mindre meget ofte går imod denne direkte albuen sig frem, er det ikke udelukkende, fordi det er bange for de juridiske love, det er heller ikke udelukkende af religiøse grunde, thi der, hvor væsenet kun holder sine dyriske evner i skak af disse grunde, er det jo ikke af næstekærlighed, men derimod i allerhøjeste grad af kærlighed til sig selv. I begge disse tilfælde har det jo stor lyst til at erhverve goderne på næstens bekostning, men det ved, at når det gør det og giver efter for denne dets vilje, kommer det måske i tugthuset eller vederfares andre former for juridiske ubehageligheder. I dette tilfælde giver det således kun afkald på sit begærs tilfredsstillelse – ikke for at skåne sin næste for de ubehageligheder, denne tilfredsstillelse ville have forvoldt ham – men for at beskytte sig selv imod de juridiske ubehageligheder, nævnte tilfredsstillelse ville have voldt det selv.

Under den moderne civilisations eller den såkaldte kristne kulturs overflade forekommer der altså en temmelig fremtrædende underverden, der undertiden kan sende sine glødende, primitive, altødelæggende kræfter op igennem kulturens endnu tynde skorpe og komme til syne som livsfarlige eller ulykkebringende vulkaner på kulturens overflade og helt tildænge denne med hadets, magtsygens og begærlighedens sorte, osende og kvælende lavastrømme. Det er denne side ved underverdenen, der endnu er så farlig for al virkelig kulturskabelse af i dag. Det er ikke den lille menige tyv eller rovmorder, der er kulturens eller civilisationens værste fjende eller fjende nr. 1, men derimod dem, der kan camouflere deres røveriske eller rovmorderiske og menneskefjendtlige talenter, begær og anlæg med en sådan genialitet, at de ligefrem selv tror på eller opfatter denne deres mentale tilstand som højeste moralitet eller idealisme og herigennem får næsten ubegrænset kraft til at forføre alle, i fremskreden kultur endnu ubefæstede folk eller stater, og gøre dem til banditsamfund inden for nationernes rækker.