Kosmos 2001/4 side 87
At skabe
af Lasse Malmgren
I Martinus' verdensbillede er der kun to personer: Guddommen og én selv. Set ud fra dette perspektiv reflekterer Lasse Malmgren over fænomenet: tanker. Hvor kommer de fra, har nogen tænkt dem før, hvad er bevidsthed?
Ind imellem bliver jeg barnligt henrykt over at formulere mine tanker, dvs. at danne tankekonstruktioner. Nogle af os konstruerer biler, andre komponerer musik, og atter andre er billedskabere, mens jeg altså ind imellem føler mig som en tankeskaber.
Det lyder vældigt prætentiøst at være en tankeskaber – som om jeg fandt på nye tanker! Det gør jeg jo ikke, der er "intet nyt under solen"! Men alligevel er det jo i mig, tankerne manifesterer sig, og det faktum giver mig en stor tilfredsstillelse.
Lyder dette forvirrende? Først hævder jeg, at jeg holder af at konstruere nye tanker for i næste øjeblik at påstå, at jeg ikke egentligt kan skabe nogen nye tanker. Hvordan kan det så give mig sådan en glæde? Det har jeg funderet lidt over, og lad mig rede begreberne ud, så det måske bliver begribeligt, hvad jeg mener. Dette er med andre ord en indbydelse til den, der ønsker at deltage i mine (?) tankekonstruktioner!
Hvis er tanken?
Som du bemærkede, tvivlede jeg på, at jeg kunne tænke nogen nye tanker. Hvordan kan det være? Jo, tankerne er nye for mig og måske også for en del andre væsener, men de er ikke i sig selv nye! De har på en måde altid været der. Tanker er jo, præcis som alt andet, et produkt af noget – et resultat af den evige kæde af årsag og virkning. Stenen kan ikke tænke, den kan end ikke føle eller fornemme. Planten begynder derimod at kunne ane. Den kan opleve en vag anelse af behag eller ubehag, men mangler stadig tanken. Dyret har differentierede følelser og ikke kun anelse som planten. Dyret er også begyndt at få noget, der ligner tanker, dvs. det kan rumme eller skabe diffuse, abstrakte konstruktioner. Hos det jordiske menneske er disse konstruktioner ganske stabile og funktionelle, – disse abstrakte konstruktioner er altså mine tanker.
Men hvad mente jeg med, at det ikke var nogen nye tanker? Et kig på, hvordan tankerne er opstået, giver forklaringen! Som vi så, kan planten ikke tænke, den kan knap nok ane. Men hvordan kan dyret fornemme og begynde at tænke? Jo, det er et resultat af omgivelsernes påvirkning. Føleevnen i planten forøges takket være den stærke påvirkning, den udsættes for af sol, vind, regn og dyr. Dette resulterer i, at planten udvikler embryoner til de fysiske sanser, der hos dyret er fuldkomne i fx syns- og hørelsesorganerne. Og som et resultat af dyrets øgede oplevelsesevne, via sine fysiske sanser, får dyret klare og detaljerede oplevelser. Når dyret begynder at strukturere sine oplevelser, er det begyndt at tænke. Tankerne forårsages altså af omverdenens påvirkning på mig. Jeg kan med rette fundere over, om tankerne er mine eller omverdenens!
Tankerne er et resultat af mit møde med omverdenen, eller hvis jeg bruger lidt andre termer – et resultat af mit møde med Gud! Det er ikke så underligt, at mine tankekonstruktioner kan give mig en sådan inspiration eller euforisk glæde. Men eftersom mange væsner tidligere i tankerne har mødt Gud, og mange væsener vil få lignende oplevelser, kan jeg ikke hævde, at mine tanker er absolut unikke. Ordet mine er et meget ulogisk ord. Det refererer til, at noget udelukkende kan tilhøre ét væsen. Men jeg kunne ikke få nogen oplevelse, hvis jeg var aldeles alene – uden medvæsener eller Guddom. Alt, hvad jeg kan opleve, er et resultat af mødet mellem mig og Gud. Så tankerne er frugten af mødet med Gud – det er Guds ånde pustet ind i mig.
Vrangbillede
Tænk, hvilket vrangbillede hele vor nuværende kultur hviler på! Vi tror, at livet skal være en kamp mod omgivelserne. Vi tror, det gælder om at værne om sit eget; sine ejendele, sin familie, sin stilling etc. Når der nu ikke findes noget, der udelukkende kan være ens eget!
Ingen kan eksistere helt afskåret fra alt andet, som en isoleret ø i total tomhed. Det er jo en fuldstændig umulig tanke. Men alligevel er det efter dette mønster, vi handler, når vi tror, vi må være os selv nærmest. Vi kæmper mod omverdenen for at overleve, når det faktisk kun er takket være omverdenen, vi kan overleve – ja, opleve i det hele taget!
Hvordan ville den moderne bybo leve uden maden, som naturen og bonden producerer, uden tøjet, som tekstilfabrikanterne fremstiller, uden boligerne, elektriciteten, renovationen etc.? Hvordan skulle vi kunne trække vejret uden ilten, som planterne producerer, eller se uden sollyset? Livet til daglig, ja hele vor eksistens viser os, at vi kun kan eksistere i samarbejde med vore omgivelser. Alligevel betragter vi ofte omgivelserne som noget, vi skal bekæmpe, på trods af at det er den absolutte forudsætning for vor eksistens – at det gælder om at fremhæve det enkelte på fællesskabets bekostning. At forsøge at forstærke mikrovæsenet på makrovæsenets bekostning er jo en fuldstændig tåbelig ide, når det er så åbenlyst, at mikrovæsenet kun kan eksistere i samklang med makrovæsenet. Men denne så naturstridige ide er det bærende fundament i vor nuværende økonomiske ideologi. Og i dag er det økonomien eller markedet, der styrer. Men et andet perspektiv åbner sig. Vi er kommet så langt i vor udvikling, at mange af os ikke længere kan tilfredsstille vore dybt menneskelige behov via selvopholdelsesdriften.
Et nyt perspektiv – en grundlæggende sandhed
Det er altså helt tydeligt, at de bærende tanker i vor nuværende verdenskultur er fuldkommen naturstridige. Og det er lige så tydeligt, at det naturstridige ikke kan tage overhånd i naturen. Men så rigt er livet, at selv det naturstridige kan eksistere, så længe det modsvarer væsnernes længsel. Og det er hvert væsens længsel at måtte opleve kontrasten til livet og lyset, dvs. døden og mørket. Set fra et meget begrænset perspektiv kan livet ligne en kamp for tilværelsen. Oplevet ud fra de fysiske sanser og analyseret ud fra en manglende logik og følelse, kan livet opleves som en kamp. Men det er et meget ufuldkomment billede, hvor betragteren ikke opfatter de bærende principper i naturen. Det er det, Martinus kalder lokallogik. Men al oplevelse resulterer i erfaringer. Og erfaringer forandrer os – det er jo det, der er udviklingen! Og i takt med at dyret udvikles til menneske, kan det ikke bibeholde sit vrangbillede af virkeligheden. Evolutionen eller livsvandringen leder mennesket frem mod at opleve den sande virkelighed, og det ser, hvordan kampen for tilværelsen egentlig blot var en kamp for at opbygge sanser og oplevelsesorganer. Det ser, at døden kun var et sjæleligt vrangbillede – et misforstået slør over livets strålende struktur. Det ser, at ondskaben var den ubehagelige, men nødvendige kontrast, der var forudsætningen for at kunne nyde livets mangfoldige rigdom. Den ensomhed, det følte, var bare en vildfarelse! Al oplevelse har til stadighed været et samvær med Gud, og når mennesket er blevet bevidst om dette samvær, vil det hurtigt udvikles til en nydelse.
Vendepunktet
Selv befinder jeg mig i den mærkelige situation, at jeg skiftevis oplever forskellige perspektiver – vrangbilledet og virkeligheden. Somme tider er min dag mørk – kampen og ensomheden hersker. I næste øjeblik kan jeg trænge ud af mit mentale fængsel, og jeg oplever livet, som det virkelig er. Denne kontrastrige oplevelsestilstand må være unik i hele den ufatteligt store udviklingsspiral. Til stadighed stræber jeg efter lidt mere sammenhængende at opleve livet, sådan som det er. Men min evne er endnu for svag. Jeg mister balancen og ryger på enden! Men snart forsøger jeg at rejse mig igen og skabe tanker, der er i samklang med livet, naturen eller Gud. Om det nu virkelig er mig, der skaber tankerne...eller det er Gud, der tænker gennem mig?!?
Oversættelse: BA
Tilbage til forfatterregister
Forrige