Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi lever i en tid, hvor der tales så meget om våben, der tales om bombeflyvemaskiner, slagskibe, tanks, flyvende bomber, håndgranater, maskingeværer, revolvere, bajonetter osv. Kulminationen af sabotage og ødelæggelser i stor stil kaster larm og røgskyer kilometer højt op igennem atmosfæren. Myrderier og blodbade, hele befolkningers dødsskrig runger igennem verden. En dødslavine går hen over jorden. Og det store problem for den lidende menneskehed må urokkeligt blive spørgsmålet: "Hvad eller hvem er den dræbende magt?"

Her vil man måske svare, at det er "kapitalismen", "militarismen", det er den eller den form for "politik", eller det er "forretning" eller monopoliseringen af de eller de landes særlige råstoffer eller råmaterialer, der udgør den dræbende magt, ligesom man måske også vil fremhæve, at religionen eller religiøse ideer kan afføde krig eller kamp om værdierne. Men er det nu rigtigt? Er det disse foreteelser, der er den absolut dybeste årsag til dødslavinen eller det i øjeblikket frembrusende ragnarok over jorden?

Det er naturligvis rigtigt, at disse foreteelser er de ydre iklædninger, i hvilke krigs- eller kampenergierne udfolder sig. Men fordi en ting udfolder sig i en af de nævnte foreteelser, behøver den ikke i sig selv være "ond" eller krigsbefordrende. "Kapitalismen" behøver ikke i sig selv at være "ond", tværtimod, den sande "kapitalisme" sætter jo "kapitalisten" i stand til at kunne yde sin næste en langt større materiel hjælp end noget som helst andet væsen. Han kan give millioner af kroner til mange forskellige velgørende formål. Han kan yde hjælp til forældreløse børn, til syge og andre nødlidende. Han kan skænke hele kapitaler til hospitaler, rekreations- og alderdomshjem. Han kan lade bygge skoler og læreanstalter. Han kan således på mange måder mildne livet for sin mindrebemidlede næste i en målestok, der næsten ikke har noget sidestykke. At "kapitalisten" ikke benytter kapitalen eller besiddelserne på denne måde, men udelukkende i selvisk eller egoistisk retning, ja måske oven i købet bekæmper eller modarbejder ovennævnte formål, er en sag for sig. Det skyldes altså ikke selve kapitalen eller rigdommen. Det samme gør sig naturligvis også gældende med hensyn til "militarismen". Denne er i sig selv heller ikke "ond" eller krigsbefordrende. Tværtimod, den kan jo netop i sig selv være krigsforhindrende. Den kan være identisk med en magt, der holder alle forbryderiske tendenser i ave, kan holde alle havesyge og begærlige landes anmasselser og overfald i skak. Den kan være det urokkelige fundament for beskyttelse af ædel kultur. Den kan betinge retfærdighed eller absolut lige ret for alle inden for samfundene, ja, den kan være det absolut uundværlige, livsbetingende moment bag enhver form for ro og orden inden for samfund, i hvilke der er anarkistiske tendenser. At "militarismen" eventuelt ikke bliver benyttet på denne måde eller som "politi", men derimod benyttet til at tyrannisere, røve og plyndre andre og mindre bevæbnede stater med, skabe terror, undertrykkelse og fornedrelse for andre folkeslag og racer er ligeledes en sag for sig. Det skyldes altså slet ikke selve "militarismen".

Med hensyn til politik, da afviger den ikke i princip fra de to førnævnte faktorer. Den kan i sig selv være en overdådig energi – eller kraftudfoldelse i retning af at føre disse faktorer i kontakt med den allerhøjeste moralske begrundelse. Ser vi nærmere på princippet "politik", da vil dette i sig selv lige så lidt være "ondt" som de to forudgående principper. Ja, det kan endog repræsentere det højeste ideal, have de mest menneskekærlige formål, ligesom det naturligvis også kan være udtryk for den højeste forfængelighed, begær efter at erobre og besidde magt, være fremmende for befordring af undertrykkelse, skabende herrevælde for nogle væsener og åbent eller camoufleret slaveri for andre. Men en ting, der lige så vældigt kan bruges i "det godes" tjeneste, som den kan bruges i "det ondes" eller ukærlighedens tjeneste, kan ikke bedømmes som en "ond" foreteelse. Kun det, der bevirker nævnte tings benyttelse i "det ondes" tjeneste, kan retmæssigt være genstand for nævnte bedømmelse.

Med hensyn til den fjerde af de førnævnte foreteelser og som under begrebet "forretning" så at sige udelukkende behersker hele den civiliserede verden, da er dette princip i sig selv eller i sin egen renkultur også ganske blottet for at udgøre noget som helst i retning af "ondskab" eller mentalt mørke. Tværtimod, det udtrykker jo i sin egen absolutte natur kun den evige skabers eget store hovedprincip: "Noget for noget", hvilket igen vil sige: "Samme værdi for samme værdi". I denne sin renkultur er "forretning" i allerhøjeste grad af "det gode". Da er det opretholdende universets ligevægt eller evige balance. I denne tilstand umuliggør nævnte princip al egoistisk udnyttelse af andre levende væsener. Ingen kan i form af denne overholdelse af forretningsprincippet komme til at snylte sig livets goder til eller leve højt og mageligt i dovenskab, ugidelighed og frådseri på bekostning af andre menneskers førlighed og naturlige krav til livet, så at disse må gå til grunde i fornedrelse, armod, sult og savn. Der, hvor "forretningsprincippet" kun manifesteres i form af camoufleret røveri og plyndring, hvilket vil sige, der hvor nævnte princip anvendes som påskud til at tilegne sig – ikke "samme værdi for samme værdi", men derimod "mere værdi for mindre værdi", har vedkommende "forretningsmand" jo tilegnet sig et kvantum værdi, han ikke har ydet noget for. Dette kvantum er altså stjålet. Og nævnte "forretningsmand" er ikke nogen "forretningsmand", men en "tyv". At samfundet beskytter dette "tyveri" i kraft af dettes camouflage som "forretning", forandrer ikke nævnte princips kosmiske analyse. I absolut forstand er enhver udøvelse af "forretning" på denne måde "tyveri", og i kraft af, at nævnte "tyveri" er camoufleret som noget, der er moralsk tilladeligt, vil samme "tyveri" yderligere i kosmisk forstand være at stemple som "bedrageri". Og her gælder Frelserens ord vel mere end noget andet sted: "Hvo, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder."

At en civilisation, der er baseret på autorisering af et sådant tyveri og bedrageri, næsten udelukkende betinger, at dens individer må være "tyve" og "bedragere" og i samme omfang ligeledes må bestå af "bedragne", "bestjålne" eller "udplyndrede", er naturligvis en selvfølge. Ja, er ikke en overordentlig stor del af skoleundervisningen og opdragelsen netop baseret på at dygtiggøre de enkelte individer i dette som "forretning" camouflerede "autoriserede tyveri- og bedragerisystem"? At en sådan civilisation og kultur umuligt kan bestå, men må opløse sig selv i krig og lemlæstelse, fornedrelse og undergang, er vel ikke vanskeligt at fatte? Og er det ikke netop en kendsgerning, at kultur på kultur er gået under, alt eftersom nye og mere genialt udtænkte og opfundne metoder i dette bedragerisystems favør opstod og satte sine ophav i stand til at slå det bestående samfunds kultur ud? Taler ikke talrige ruinhobe verden over om fortidens ødelagte storbyer og for længst hensmuldrede kulturer? Og hvad er det, der sker for vore øjne i dag? Synker ikke den højeste og mest moderne kultur, der endnu nogen sinde har eksisteret på jorden, i grus? Er verden ikke i øjeblikket udtryk for den herskende udfoldelse af virkningerne af det autoriserede "forretningsprincips" totale fallit? Er det ikke netop fornemmelsen af at være genstand for den allerhøjeste form for "uretfærdighed", der som en uimodståelig orkan stormer hen over jorden og med den allerhøjeste anspændelse af genialitet udløser alt, hvad der kan udtænkes af dræbende, myrdende og lemlæstende foreteelser? Intet er mere helligt og ukrænkeligt. Hævn, hævn og atter hævn over og udslettelse af "forbryderne" er det store almene ønske. I alle lejre, i alle kredse, på alle slagmarker eller krigsskuepladser råber menneskene på straf over "forbryderne", hvilket vil sige modstanderne. Kun én eneste stor følelse behersker menneskeheden af i dag, nemlig: "martyrfornemmelsen", fornemmelsen af at være genstand for blodig uretfærdighed. Hvem af stridende parter vedgår sig at være besjælet af nogen anden ånd, indstilling eller erkendelse? Hvem af stridende parter råber det ud: "Jeg har fejlet, jeg vil nu gøre alt det godt, jeg har forbrudt, jeg vil erstatte alt det, jeg, ganske vist med myndighedernes og civilisationens beskyttelse og autorisering, har stjålet og bedraget andre væsener for?" Ingen. Kun "sejrherren" kan tvinge "den besejrede" til en erkendelse af ydre kapitulation, men "martyrfornemmelsen" hos "den besejrede" kan ingen materiel magt eller terror bringe til at kapitulere. Følelsen af at være uretfærdig behandlet af modstanderen vokser i samme grad, som der gøres forsøg på ved tortur, straf eller ydre magtmidler at tilintetgøre den. Og vi er her kommet til den største form for magt, der overhovedet findes i universet, en magt, over for hvilken alverdens sprængstoffer og mest geniale dræbende midler, hemmelige og åbenlyse våben uundgåeligt må kapitulere. Denne magt er "sindets" magt. "Sindet" er således en udøvende, altbesejrende hemmelig magt bag våbnene.

Principperne: kapitalisme, militarisme, politik og forretning er således i sig selv, ikke "onde" faktorer, de kan lige så godt anvendes i det "godes" tjeneste som i det "ondes". Det, der er "ondt" eller "godt", vil altså være den hemmelige magt, af hvilken de beherskes og dirigeres. Da denne magt, som før bemærket, er "sindet", og dette igen udgør det samlede produkt af det levende væsens sanseevne og den heraf udvundne "erkendelsesevne", og denne igen betinger væsenets viljeføring, bliver det således denne erkendelsesevne, der udgør den allerdybeste årsag til, om de nævnte principper skal udfoldes til fordel for "det gode" eller "det onde".

Det bliver altså udelukkende denne erkendelsesevne, der kan stemples som "ond" eller "god", hvilket igen kosmisk set vil sige: kan erkendes som udgørende den ene eller den anden af de to kontraster. Nævnte erkendelsesevne kan ikke i nogen som helst situation repræsentere de to kontraster samtidigt. Den kan ikke på én gang erkende en ting som "ond" og "god". I så fald måtte viljeføringen blive udslettet, thi den ville da diktere to modsatte handlinger. Men at ville to modsætninger på én gang er det samme som at neutralisere sin vilje. Man kan ikke samtidigt stige op på et loft og ned i en kælder. At ville begge dele på én gang er det samme som ikke at ville noget. Derfor kan en viljeføring således kun udgøre en foreteelse, til hvilken der må findes en modsætning. Om denne modsætning opfattes som "ond" eller "god" vil altså udelukkende være afhængig af den bag viljeføringen eksisterende erkendelsesevne, der jo igen er det samme som fundamentet for sindet. Erkendelsesevnen er et resultat af sanseevnen, der jo har til opgave at registrere, om en tings natur er "behag" eller "ubehag" for væsenet. I samme grad, som tingen igennem sanserne erkendes som "behag", i samme grad vil erkendelsesevnen diktere viljeføringen til fordel for nævnte ting, mens det modsatte jo er tilfældet der, hvor tingen igennem sanserne erkendes som "ubehag". Denne erkendelse af tingene som "behag" eller "ubehag" udgør således den eneste, der kan ændre væsenets viljeføring.

Men denne erkendelse kan være identisk med selvoplevet viden og derved fremtræde som "kendsgerning", ligesom den også kan være blot en af andre væsener overbragt beretning og kan da højst blive et postulat, et dogme, en formodning der, hvor den ikke udgør en korrekt "teoretisk viden". Da denne tilegnelse af indtryk af livet eller omgivelserne igennem sanserne danner væsenets erkendelse af det heraf fremtrædende "sind", bliver det her til kendsgerning, hvor kolossal en skala af "falske" eller "uægte" former dette sind eventuelt kan udgøre. Et sind kan således udelukkende være en koncentreret kombination af bare overleverede dogmer, andre væseners beretninger, postulater, som væsenet instinktmæssigt føler dragning imod og derfor bliver en "troende" tilhænger af, selv om det er ganske afskåret fra at eje disse tillærte foreteelser som realistisk viden eller kendsgerning. Disse kan derfor være totalt falske, uden at dette vil ændre noget i væsenets sympati for og tro på dem. De vil således ganske udgøre dets "sind" og uhindret dirigere dets viljeføring, der igen betinger forholdet til dets omgivelser.

Men tænk, hvilket skrigende og ulyksaligt falsk billede af sandheden, et sådant forhold kan afstedkomme. Er det ikke netop en kendsgerning, at fanatiske dogmer, postulater, tåbelige formodninger, har bragt deres ophavs manifestationer til at være en udløsning af den mest forfærdelige forfølgelse, underkuelse og fornedrelse af andre væsener. Ja, er ikke tåbelige ideer, der slet ikke har noget med videnskabelig begrundelse at gøre, undertiden opstået i et enkelt væsens hjerne og derfra igennem dets viljeføring bragt videre og styrtet hele folk i fornedrelse og ulykke, skabt forfølgelse, krig og lemlæstelse, ja, været den næsten uudslukkelige ild bag enhver form for intolerance, religionsforfølgelse, magtbegær og yderligere i form af "religion" afstedkommet ikke blot blodige drab af dyr, men også store blodbesudlede ceremonier med menneskeofringer på foregivne "altre for guder". Og hvad mener man om inkvisitionens hundrede tusinder af ofre på "den kristne guds alter", befordret af hans egne præster og ypperstepræster? Tænk hvilken åbenlys demonstration af "sindets" tåbelighed, der her er overleveret efterverdenen. Foran den almægtige ene Guddoms åsyn, der påberåbes at være "kærlighed" og påbydende, at enhver, "der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "det et menneske sår, skal det høste", "man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", ja, kort og godt påbyder, at "man skal elske sin næste som sig selv" – opsætter man et alter i form af en heksekedel, i hvilken man i ordets allermest bogstavelige forstand brændte sin næste levende op under foregivelse af at behage det "alkærlige" højeste væsen. Med glødende tænger, radbrækningsinstrumenter og andre raffinerede torturredskaber tvang man sin ulykkelige næste – det væsen man i virkeligheden skulle elske – i hundred tusindvis ind i dette "helvedes" glødende ild. Man forstod altså at skabe sig aspiranter til denne ild. Med torturredskaberne skulle man nok skaffe sig "ved" til dette djævelske bål. Tænk, hvilken sadistisk atmosfære, der her er steget op imod den eviges trone. Tænk, hvilken ny besudling og korsfæstelse af det ophøjede og rene væsen, der allerede en gang tidligere havde ladet sig korsfæste for at stadfæste "næstekærligheden" på jorden. I hans navn retfærdiggjorde man sit eget sadistiske sinds tåbelighed og udsmykkede sin endnu noget grovkornede samvittighed med pragtfulde ornater, gyldne krucifikser, rosenkranse, salmesang og orgelbrus, tændte lys etc. og opretholdt dermed suggestionen om sin egen høje kontakt med menneskesønnen.

Vi ser således her, hvorledes "sindet" bag religionen eller de religiøse kræfter i mennesket bestemmer, om disse kræfter skal anvendes i "det godes" eller "det ondes" tjeneste. Ja, som vi her har set, kan "religionen" bruges i "det ondes" tjeneste der, hvor denne anvendelse endog strider direkte mod selve religionens hovedforskrifter.

Men "sindet" bestemmer jo også i felter, der ligger helt uden for de rent religiøse. Hvor mange kan i dag sige sig fri for at have bragt en eller anden lille, ikke helt flatterende og endnu mindre som absolut sandhed bekræftet, nyhed til torvs om den eller den af deres næste, der ikke i særlig grad er i deres yndest? Ja, ser man ikke, at individer, der hver især endog udgiver sig for at være en særlig moralsk kapacitet, være inkarnationen af den eller den profeterede åndelige autoritet eller storhed, der skulle komme, være inkarnationen af en messias, være inkarnationen af Jesus eller lignende, udgøre redskaber for den samme slags "nyhedsudbredelse" om deres næste, når denne næste hører til væsener, hvis højintellektualitet er en besværlig hindring for udbredelsen af troen på deres egen formodede høje åndelige identitet og storhed?

Men ethvert træ må bære sin særlige slags frugt. Og en moralsk kapacitet, en Kristus, der befordrer nedsættende tale om sin næste, der ikke kan bekræftes som sandhed, kan umuligt være identisk med den "Kristus", der var ét med sandheden. Men selv om denne nedsættende tale kan bekræftes som sandhed, vil en Kristus, der udbreder den, ligeledes umuligt kunne være identisk med den Kristus, der var "ét med vejen". "Vejen" er jo dette: at "elske sin næste som sig selv". Og der er vel ingen, der retmæssigt kan påstå, at verdensgenløseren Jesus Kristus ikke var den inkarnerede næstekærlighed? Ja, det skulle da lige være de falske Kristus'er, hvis mangel på næstekærlighed er alt for åbenlys kompromitterende for deres påstand om at være verdensgenløseren. Desuden er verdensgenløserens personlighed ikke blot og bar et væsen, der kan vise ydre venlighed, tilgivelse eller næstekærlighed. Han er noget meget mere end det, at være et godt og rart menneske. Han er også inkarnationen af "næstekærlighedens videnskab", thi uden denne ville hans mission som verdensgenløser være umulig. Og stillet over for sådanne kvalifikationer er det, at væsener, der endnu ikke engang er nået så langt i deres udvikling, at de kan være et godt og rart menneske og derfor i langt, langt mindre grad kan besidde denne sindstilstands videnskab, åbenlyst kompromitterer sig for det almindeligt intellektuelt begavede menneske, når de påberåber sig at være "Kristus" eller en af menneskehedens allerstørste førere. Og i særdeleshed når de, som før bemærket, ligefrem nedlader sig til at udsprede nedsættende nyheder om medvæsener, hvis virkelige højintellektualitet er dem i vejen, ja, så er det jo tydeligt at se, at deres sind gør dem identiske med den slags sandhedsforfølgende væsener, om hvem Kristus siger: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør."

Vi er således alle en slags mentale træer i Guddommens store have. Og vi må som følge heraf bære frugt. Og denne frugt hedder altså "sindet". Sindet udgør således mange slags frugter. Og nogle af os kan altså bære frugter, der ligefrem gør os sandhedsødelæggende, sandhedsforfølgende, får os til at befordre illusioner og løgne, skabe krig, død, tortur, lemlæstelse eller korsfæstelse i den tro, at vi dermed er moralske storheder. Og andre af os kan bære frugter, der er umådeligt velsignelsesrige, befordrende den evige sandhed, spredende liv, kraft, glæde og lykke eller mental helbredelse ind i ethvert sind, hvor overtroens, sorgens og ulykkens lidelser ellers plejer at have til huse, og derved gør os til væsener, der virkeligt i større eller mindre grad er "ét med Kristus" eller en verdensgenløser. Det er altså sindet, der er den altbeherskende magt bag manifestationerne. Det er sindet, der får os til at være "ond" eller "god". Det er sindet, der får os til at lave de mest raffinerede og grusomme mordvåben og lemlæstelsesinstrumenter; revolvere, maskingeværer, bomber, kanoner, krigstanks, flammekastere, giftgas og andre livsfjendtlige tekniske og kemiske substanser. Og det er sindet, der får os til at bruge disse foreteelser enten i hadets eller kærlighedens tjeneste. Det er sindet, der får os til at udløse de mest geniale samfundsgoder: jernbaner, dampskibe, flyvemaskiner, sporvogne og biler, sunde og hygiejniske boligforhold, hospitalsvæsen, invalide- og alderdomsforsorg, statsstyrelse, retsvæsen, ro og orden osv., osv.

Sindet gør os således til herre over tingene, lige så vel som det er sindet, der gør os til slaver af tingene. Det levende væsens sind er den absolutte magt bag al dets manifestation og skabelse. Hvad er da "sindet"? Sindet er selve den foreteelse ved det levende væsen, der netop betinger, at det er et "levende væsen". Sindet er selve livet. Livet består igen af de to foreteelser: skabelse og oplevelse, hvilke foreteelser igen er identiske med det, der i mit hovedværk Livets Bog er beskrevet som "livets grundfacit nr. 2" og udtrykt som "årsag og virkning". Skabelse kan ikke blive til eller manifesteres uden at være årsag og virkning. Men da virkninger lige så umuligt kan blive til uden at blive årsag til ny skabelse, der igen bliver årsag til nye virkninger og således fremdeles, bliver livet eller sindet en uendelig kæde af manifestation eller skabelse, bliver en uendelig kæde af oplevelse og dermed stadfæstende sig selv som evigt eller udødeligt. Det er dette evige eller udødelige ved det levende væsen, der får det til at fremtræde enten som mord-, lidelses- og ulykkesfrembringende eller som et velsignelsesrigt, glæde- og lykkefrembringende væsen. Det er dette evige i væsenet, der får det til at være "ondt" eller "godt", være lig den øvrige natur, være ét med de love, under hvilke denne natur udfolder sig, eller være imod naturen, være på tværs af dennes love og dermed være i disharmoni med det store liv, i hvilket man "lever, røres og er". Det er således sindet, der betinger vor sorg og ulykke, lige så vel som det betinger vor højeste lykke og salighed. Alt i vor skæbne udrinder fra et eller andet i vort sind. Men når vort sind er en så altomspændende faktor i vor skæbne, ja, er vor skæbne, bliver en hvilken som helst opfattelse af os selv som martyr eller vort liv som et martyrium, for hvilket det eller det af vore medvæsener har ansvaret, identisk med selve kulminationen af overtro. Det er ikke det eller det væsen, der er vor virkelige og dybeste fjende, det er ikke det eller det væsen, der er den sande årsag til vor ulykke, lige så vel som det naturligvis heller ikke kan være det eller det væsen, der er den sande årsag til vor skæbnes fremtræden som udgørende lykke og salighed. Hvorledes skulle dette vel gå til? Om en ting skal kunne fornemmes som ulykke eller lykke er ikke et spørgsmål om næstens optræden over for os, det er ikke et spørgsmål om, hvad han gør, og hvad han ikke gør. Den sande årsag til vor fornemmelse af tingene som "onde" eller "gode" er udelukkende kun et spørgsmål om vort eget sind, altså vor egen fremtræden som identisk med den evige livskæde af årsag og virkning. I kraft af vor identitet med denne kan vi jo umuligt opleve virkninger, som vi ikke selv er forudgående årsag til. Virkninger kan umuligt opstå uden en forudgående årsag. Hvis et menneske pludseligt på en mørk vej overfalder og udplyndrer os, ja, måske sårer og lemlæster os, er vi jo blevet genstand for en serie af virkninger. Nu vil man måske fremhæve, at i en sådan situation er vi da totalt uskyldige og overfaldet derfor en forbrydelse, som vi har ret til at hævne ved at lade dens ophav straffe. Og det er jo ganske rigtigt inden for det juridiske lovsystem eller retsvæsen, som ethvert kultiveret samfund foreløbig er nødsaget til at befordre. Inden for det sanseområde eller det overblik over livets mysterium, man her har til rådighed, kan tingene ikke bedømmes anderledes. Men samtidig er det også en kendsgerning, at det område, ud fra hvilket nævnte bedømmelse stadfæstes, dog kun udgør et overordentligt lille lokalt område i det umådelige spil af kræfter, der udgør helheden, hvilket i dette tilfælde vil sige: røverens evige årsags- og virkningskæde. Denne kæde er jo i kraft af sin evige eksistens identisk med uendeligheden. Men når vi ikke kan se denne helhed, men derimod kun en lille mikroskopisk del af den, hvordan kan vi da være sikker på, at vor dom over røverens adfærd er absolut retfærdig? Denne adfærd, som blev til virkninger i vor skæbne eller livskæde af årsag og virkninger, er jo en så uendelig lille mikroskopisk del, dels af røverens og dels af vor egen årsags- og virkningskædes uendelighed, at den i allerhøjeste grad danner muligheden for, at begivenheden kan være noget helt andet set fra et større overblik over helheden end det, den i dette lille lokale felt ser ud til eller formodes at være, og ud fra hvilket strafudmålingen finder sted. Hvis man kun ser et enkelt bogstav af teksten i en stor bog på flere tusinde sider, kan man dog ikke vide, hvilke andre bogstaver i værket det er forbundet med, og hvilken berettiget placering i og betydning for bogen i sin helhed det kan have. Vor dom eller vor erkendelse af nævnte bogstav kan derfor umuligt udgøre en fuldkommen eller absolut bedømmelse af selve bogen, da vi jo i dette tilfælde er ganske afskåret fra de forudsætninger, der kræves for at kunne udløse en sådan bedømmelse. Vor dom bliver derimod en afsløring af vor egen sympati eller antipati over for bogstavet. Samme bogstav kan jo være af en i vor smag fremtrædende kunstnerisk skønhed, og vi vil beundre og glæde os over det; og det kan være fremtrædende i en udførelse, der slet ikke falder i vor smag og vil derved udløse vor antipati i form af nedsættende kritik eller bedømmelse af samme bogstav. Denne vor bedømmelse eller kritik har således i begge tilfælde intet som helst med selve bogstavets virkelige mission og forbindelse med det værk, i hvilket det forekommer, at gøre. Det er altså kun bogstavets forhold til os, altså bogstavets virkning på vort sind, vi sætter op som målestok for dets livsberettigelse. Vor kritik, vor sympati eller antipati for bogstavet er vort sinds reaktion over for nævnte. Men da denne reaktion, som vi her har set, kan være sympati så vel som antipati over for bogstavet, ganske uafhængigt af dets virkelige eksistensberettigelse og nødvendighed i det værk, hvor det hører hjemme, bliver hele problemet i realiteten ikke et spørgsmål om bogstavets berettigelse, mission eller absolutte analyse, men derimod kun et spørgsmål om vort eget sinds reaktion over for bogstavet. Og har vi ikke her et klart billede af vort sinds reaktion over for den førnævnte røver, hvilket nærmere betegnet vil sige: vor næste? Om vor næstes manifestation er røveri eller kærtegn, kan den som nævnt umuligt udgøre andet end en ganske lille mikroskopisk del af den helhed, hans uendelige kæde af årsag og virkninger eller hans liv eller evige fremtræden udgør. Den lille hændelse, vi blev genstand for, den være sig nok så smertelig for os, kan altså kun udgøre et enkelt "bogstav" i den store "bog", hans evige liv og tilværelse udgør. Og da denne "bog" er endnu større, ja er ligefrem gigantisk i forhold til det værk, vi før betegnede ved flere tusinde sider, thi hvad betyder flere tusinde sider i et værk, der er uendeligt, er selve evigheden, vil vor bedømmelse af vor næste som "røver" således ikke være nogen absolut bedømmelse af vor næstes virkelige højeste selv eller den guddommelige "bog" eller det "evige værk", han som levende væsen udgør. Nævnte bedømmelse vil derimod kun udgøre en afsløring af vor reaktion over for det enkelte lille bogstav i nævnte evige værk, som vor næstes røveri allerhøjest kan udtrykkes at være.

At denne næste overhovedet slet ikke har udløst den absolut første betingende årsag til eller basis for, at vi blev genstand for den handling, vi udtrykker som røveri, og at vi selv således er den absolut første udløsende årsag til nævnte begivenhed, ligger som regel helt uden for vort daglige fysiske erkendelsesområde. Når vor næstes handlemåde overhovedet har kunnet få indpas i vor egen skæbne eller i vor egen årsags- og virkningskæde, er det jo netop fordi, vi på et eller andet tidspunkt, måske endog i et tidligere liv, ved vore handlinger har udløst eller formet nævnte kæde således, at der har kunnet danne sig mulighed for en kollision med vor næstes årsags- og virkningskæde. Kendsgerningen viser os altså, at vi kunne blive genstand for – virkninger. Men da virkninger umuligt kan opstå uden en forudgående årsag, må der også være en årsag til, at vi kommer i en sådan situation, at vor næste kan udplyndre os. Denne årsag kan umuligt findes hos næsten, idet samme årsag jo nødvendigvis må være udløst allerede inden, vi mødte denne næste. Men når årsagen til vor udplyndring allerede findes hos os selv, inden vi overhovedet mødte vor næste, bliver det her til kendsgerning, at vor næste absolut ikke kan være den første årsag til vor skæbne. Det samme gælder i en hvilken som helst situation. Hvad vor næste så end gør imod os, kan han aldrig i noget som helst tilfælde være den første årsag til vor oplevelse af hans indblanding i vor egen skæbne. Der må altid forud for dette være en årsag til, at vi kan blive genstand for vor næstes påvirkning, enten det er røveri eller kærtegn, enten det er had eller kærlighed. Der må være en årsag til, at vi kommer til at møde denne næste, kommer i forbindelse med ham. At vi måske slet ikke har opsøgt ham, men at han derimod har opsøgt os, forandrer jo ikke princippet. Hvis han opsøger os, skønt vi måske slet ikke kender ham, kan det jo kun være på grundlag af, at vi har udløst eller bevirket noget, der tiltrækker ham, noget der vækker hans interesse, enten det nu er for at hade eller for at kærtegne os.

Som vi her ser, kan den "første årsag" til vore oplevelser aldrig i noget som helst tilfælde ligge hos andre end os selv. Hvordan livet så end former sig for os, hvilke oplevelser der så end kommer over os, vil situationen altid urokkeligt være den, at vi er stillet over for spørgsmålet: hvad har bevirket, at vi netop kommer til at være stillet over for disse begivenheders ophav – for kun det, der er årsag hertil, kan være den sande årsag til, at disse begivenheder er blevet vor skæbne.

Da denne årsag nødvendigvis må være udløst inden vort møde med de nævnte begivenheder og deres ophav – i modsat fald ville dette møde jo aldrig kunne have fundet sted – kan nævnte ophav således, som allerede tidligere påpeget, umuligt være vor skæbnes sande ophav eller første årsag.

Men da jordmenneskets sind ikke desto mindre er baseret på den tro, at næsten er ophavet til dets skæbne, bliver det ond eller god imod næsten, alt eftersom det tror, han er ond eller god imod det selv. Og da denne tro er den absolut førende kraft i det ufærdige jordmenneskes sind og derved bliver den virkelige førende eller styrende faktor bag samme væsens vilje, er vi her kommet til den inderste analyse af den magt, der befordrer alverdens ulykkelige skæbner, der befordrer krigens og lidelsernes kulmination og eldorado inden for det jordiske menneskesamfund. Det er denne fuldstændigt fejlagtige tro eller falske forestilling om sin næste og sig selv, der udgør den altbeherskende magt bag viljen og dermed bag væsenets materielle virkeliggørelse af denne vilje. At denne falske tro på sin næste umuligt kan gøre sindet venligt, lyst og lykkeligt stemt over for denne næste turde vel være åbenlyst. Men da den ikke desto mindre udgør den hemmelige magt bag væsenets viljeføring, bestemmer absolut alt, ja, former væsenets sind, skaber dets modtagelighed og immunitet, dets antipati og sympati og dermed hele udformningen af dets skæbne, er vi her ved roden til absolut alt "ondt". Sindet, formet som en udløsning af denne falske tro på næsten og denne heraf følgende tro på sig selv som martyr, som uretfærdigt behandlet af denne næste, er således den absolut inderste magt bag alle ydre dræbende, lemlæstende og ødelæggende våben eller redskaber. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløsningen igennem verdens største vise og de af dem skabte religioner og moralforskrifter koncentrerer sig i det store og ene bud: "Du skal elske din næste som dig selv", og forkynder, at dette er "al lovens fylde".

Den falske tro på næsten er således jordmenneskets største onde. Det er frøet eller kernen til dets egen ulykkelige skæbne, ligegyldigt hvilken art af ulykke eller ubehag denne skæbne så end udviser. Hvis mennesket når at få udviklet evnen til at elske sin næste således, at dets forhold til denne bliver det samme som hundrede procent kærlighed, vil det udelukkende betinge, at det kommer til at leve i et tilværelsesplan, hvor sygdomme og ulykker lige så lidt kan forekomme, som krig eller forfølgelse og lemlæstelse af næsten i det samme plan kan finde sted. Til en sådan hundrede procent kærlighed hører naturligvis også ophøret af myrderierne af vore medvæsener på det animalske plan, de såkaldte dyr. Disse væsener hører jo til de medskabninger, som Gud også velsignede efter skabelsen og påbød: "Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden."

Tror man ikke, det er Guds mening her, at det menneskelige sind skal være opfyldt af at være med i forståelsen og udfoldelsen af denne guddommelige vilje? Han sagde aldeles ikke, at disse skulle være føde for jordmennesket. Tværtimod, var det ikke netop denne føde, der hører med til den "forbudte frugt"? Den guddommelige vilje angående jordmenneskets føde står udtrykkeligt klart i den bibelske overlevering. Siger Gud ikke her til Adam og Eva: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al jorden, og allehånde træer, i hvilke træers frugt, som have sæd, de skulle være til føde"? Stemmer dette ikke overens med det femte bud "du skal ikke dræbe"? Den fuldkomne Adam eller det fuldkomne menneske behøver således ikke at dræbe for at leve. At spise træers frugt, i hvilke der er sæd (kerne), er altså det samme som at spise frugtkødet, der er omkring kernen. Men derved sker der jo ikke noget som helst drab på selve træet. Da kernen netop bliver fri, ved at man borttager kødet omkring den, bliver der jo dermed skabt mulighed for, at den kan sås eller plantes og dermed bringes til at spire og udvikle sig. Og hvad selve frugtkødet angår, får det jo den fordel af at blive spist eller optaget som næring i en organisme, at dets mikroliv (det levende i stoffet) får lejlighed til på en naturlig måde at fortsætte sit liv i den organismes stofverden (dens blod og kød), i hvilken det er indgået som føde og kommer derved til at opfylde sin guddommelige plan og hensigt. I modsat fald ville nævnte frugtkød være prisgivet den såkaldte forrådnelsesproces, der for dets mikroliv uundgåeligt betyder unaturlig død og undergang. Alle betingelser for på normal måde at leve videre bliver samme liv derved afskåret fra. At jordmennesket endnu ikke kan leve udelukkende ved dette fine og levende stof forandrer ikke princippets rigtighed eller den guddommelige befaling. Det viser derimod bare, at "Adams" skabelse endnu ikke er færdig. Han er endnu ikke udgørende "mennesket i Guds billede". Men selv om jordmennesket endnu ikke er så langt fremme i sin udvikling eller den guddommelige skabelse, så er det dog urokkeligt fremtrædende i en sådan situation eller omgivet af sådanne muligheder for vegetabilsk føde, at det slet ikke på nogen som helst måde er en livsbetingelse for det at dræbe dyr.

Det er ganske rigtigt nødvendigt for vegetaren at nyde vegetabilsk føde, der ligger lidt uden for de foreskrevne rammer, såsom rødder, blade og stilke, ja, endog i visse tilfælde kerner, hvorved situationen ikke bliver helt i kontakt med en hundrede procent opfyldelse af det guddommelige bud. Men en "Adam", der f.eks. indtil halvfems procent overholder dette bud, er nærmere sin fuldendelse og mere i "Guds billede" end en "Adam", der indtil halvfems procent overtræder det. At virkningen heraf ikke udebliver er naturligvis en selvfølge. Var det ikke netop denne virkning af den "forbudte frugt", der betød, at jorden skulle være "forbandet", hvilket vil sige fuld af disharmoni, smerte og lidelse?

Hvorfor bringer det da mindre lidelse at "dræbe" planter, hvilket jo mere eller mindre sker i de situationer, hvor det drejer sig om at spise rødder, stilke og kerner? Da planten ikke har den fundamentale del af sin vågne dagsbevidsthed på det fysiske plan – dens højeste sansebegavelse her er udelukkende kun en svag begyndende anelsesevne – er den i det væsentlige et endnu "ufødt" væsen på det nævnte plan. Den har derfor ikke noget nervesystem af en så udviklet standard, at den kan lokalisere en læsion i sin fysiske organisme på anden måde end som en mere eller mindre fremtrædende "ubehagsanelse". Ja, man kan her rent billedligt udtrykke, at i dens forhold til dyrets hundrede procent evne til at fornemme smerte, har planten kun en fem procent evne. Hvad der således ligger uden for disse fem procent af plantens oplevelsesevne, kan jo umuligt påføres den som oplevelse af bevidst ulykke og lidelse og er dermed ganske uden for dens skæbne. Og det er jo disse fem procent (ubehagsanelse), der totalt ophører for planten i situationer, hvor kun dens rene frugtkød eller modne frugter bliver antastet eller beslaglagt som føde for en animalsk organisme.

Når jordmenneskene ikke desto mindre svælger i deres animalske medvæseners eller dyrenes organismer, kød og blod, ja, endog i visse tilfælde har gjort dræbningen af disse medvæsener til tidsfordriv, til sport, til fornøjelse i form af lystjagt, lystfiskeri og lignende, og således er hundrede procent overtrædere af selve loven for livet, er det altså også her sindet, der er den altbesejrende magt i dette "lystmorderiske" væsens mentalitet. At dette væsen her dækker eller camouflerer sine overtroiske formodninger eller indbildte forestillinger om, at det har ret til at dræbe, bag flertallets autoriserede skik og brug, mode, dannelse eller såkaldte "kultur" på samme måde, som det dækker så mange andre konflikter med eller udskejelser over for loven for livet, forandrer ikke princippet eller samme lovs urokkelige krav om opfyldelse. At flertallet overtræder loven for livet gør jo ikke overtrædelsen til en overholdelse og fjerner således ikke overtrædelsens virkninger, men gør derimod overtrædelsen til en magt. Den "autoriserer" overtrædelsen med de mange overtrædendes enstemmighed. Den enkelte overtræder får flokkens magt og dermed dens velsignelse bag sin overtrædelse. Og tænk, hvad der så opstår, når "magten" velsigner overtræderen af "loven for livet", velsigner undermineringen af selve det fuldkomne livs eksistens. Er det ikke denne flokkens velsignelse og samtykke, der gør tobaksrygning, nydelse af alkoholindholdige drikkemidler, nydelsen af kød og blod eller andre animalske produkter til uundværlige foreteelser eller faktorer i den såkaldte "god tone". En enlig ikke-ryger, ikke-dranker, ikke-kødspiser i et selskab på f.eks. 50 personer tilhørende nævnte "god tone" eller den heraf fremtrædende "autoriserede" moderne "dannelse" og "kultur" er nærmest udsat for dette selskabs medynk og beklagelse, hvis han da ikke er udsat for dets hån, latter og vittigheder. Han er og bliver dette selskabs eller denne floks "sorte får". Tænk, hvilken rå magt der således skjuler sig i den moderne kultur og dannelse, den autoriserede "god tone".

Og hvad er så denne kultur og dannelse eller "god tone"? Ja, er den ikke slet og ret "flokkens sind"? At være et "fint menneske", at være "kultiveret" eller "dannet" vil altså være dette, at have flokkens sind ganske uafhængigt af, om dette sind i sin natur er udløsningen af den værste mordudskejelse. Tænk, hvor farligt det altså kan være, kun at eje flokkens sind og tanke, og hvor guddommeligt det til gengæld uundgåeligt er at eje et sind, der uafhængigt af flokkens mening, efter evne tør opfylde "loven for livet". Uden disse væsener ville flokken aldrig nogen sinde komme længere fremad eller opad i kultur, men måtte forsumpe i moral og væremåde. Kun den, der tør overholde "loven for livet" på tværs af flokkens mening, er dens åndelige fører, selv om han er dens fysiske "sorte får". Dens hån og forfølgelse er kun det sikre kendetegn på, at han virkelig er i færd med mentalt at løfte flokken. Det markerer, at han har tag i den. Den føler sig allerede ilde berørt af dette hans tag, derfor hån og spot, derfor forfølgelse af den formastelige, der, om end ikke ved propaganda eller trang til at erhverve proselytter, dog ved sin blotte væremådes mere eller mindre fremtrædende opfyldelse af livspligten fornemmes som en fare for flokkens overtro, indbildte kultur og dannelse, dens fortsatte tilfredsstillelse af unaturlige og dræbende begær og lyster.

Som vi her har set, er sindet således den absolut altbeherskende magtfaktor bag viljeføringen. Det er ikke blot på det rent fysiske område i forholdet til andre mennesker, men også i allerhøjeste grad i forholdet til dyrene, til den føde vi indtager. Alt, hvad vi foretager os, er et udslag af vort sind. Men da sindet igen kan reguleres i kraft af åndeligt lys, hvilket vil sige intellektualitet, kundskab og viden om tingene, vil det "ene store fornødne" for det jordiske menneske af i dag udelukkende være: åndeligt lys, lys og atter lys. Dette lys er ikke blot en kundskab om mål og vægt, det er ikke et spørgsmål om, hvor langt der er til solen, eller hvor meget jorden vejer. Det er ikke et spørgsmål om, hvad der i dag er skik og brug, eller hvad man i dag anser for "god tone" eller "flokkens" mening angående moral, ligesom det heller ikke er et spørgsmål om, hvordan ens næste lever, eller hvad han gør eller ikke gør imod en selv. Det er derimod et spørgsmål om kundskab til overholdelsen af "loven for livet" og evnen til at praktisere denne overholdelse. Men da loven for livet ikke kan eksistere uden samtidigt at være identisk med "loven for væsenets forhold til sin næste", idet denne næste også er identisk med "livet", ligger hele vor skæbnedannelse, vor mulighed for opnåelse af virkelig lykke eller glæde ved at være til, således udelukkende i vort daglige forhold til denne næste. Hans liv er den mark, i hvilken vi nedplanter vort sinds frugter, dets kerner eller frø. Denne mark vil så efterhånden over for os blive fyldt med giftige, dræbende urter, blive en krigens, dødens og lemlæstelsens valplads, eller en guddommelig have, overdådigt fyldt med livgivende og salighedsbefordrende skønne træer, blomster og frugter, blive et lysets hjemsted, alt eftersom vort sind over for næstens liv eller på nævnte mark var en nedplantning eller såning af had eller kærlighed.

Når sindet eller denne "den hemmelige magt bag våbnene" bliver til kærlighed, går lysets porte op for menneskeheden. Dødens overtro er ikke mere. Gråd og tænders gnidsel, skrig og pine er også fjernet fra menneskehedens kontinenter. Og jordens bevægelse i tid og rum er blevet en fredens lysende bane i universet.

 

Foredrag holdt 1944, bearbejdet af Martinus personlig, fra Kosmos 1965