Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når jordmenneskene i dag i så stor udstrækning savner lykke, skyldes det den omstændighed, at deres åndelige horisont eller kosmiske udsigt er alt for snæver. De daglige begivenheder er så store, at de helt spærrer udsigten. Disse daglige begivenheder kan være så tætte og uigennemtrængelige, at de virker som stejle skrænter, som det føles umuligt at klatre over. Resultatet bliver, at de jordiske mennesker vandrer nede imellem begivenhedernes store og mørke slagskygger, der kan være så uigennemtrængelige for åndeligt lys, at man vandrer i totalt mørke og forbander Gud eller Forsynet, hvis man da i det hele taget tror, at et sådant eksisterer. Situationen kan tilspidses, så den resulterer i mord eller selvmord, og selv om så drastiske tildragelser ikke er daglige begivenheder, så er der alligevel hver dag som regel en lille smule myrderi. Man sparker og puffer til hverandre og albuer sig frem på andres bekostning. Man ødelægger hinandens normale velvære og livsglæde. Ja, så tæt er det mentale mørke, væsenerne vandrer i, at de slet ikke kender forskel på "levende væsener" og på "død materie". Mange af jordmenneskenes intellektuelle autoriteter hævder, at det levende væsen ingen sjæl har. De mener at være i stand til at konstatere, at dette væsen kun består af så og så mange kemikalier og stoffer, og at den særlige kombination, disse stoffer befinder sig i, alene er betingelsen for, at der opstår det, vi kalder "livet", hvilket igen forsvinder, hvis denne særlige materiekombination på en eller anden måde bliver forstyrret. Disse "kloge mænd" hævder som følge heraf, at der ingen udødelighed er, at det levende væsen kun er en timelig ting, der er begyndelse og afslutning underkastet, og det vil altså igen sige, at man kun kender det levende væsen igennem de symptomer, der ufejlbarligt kendetegner enhver art materie eller stof. Man forstår ikke, at man i virkeligheden slet ikke ser det levende væsen. Man vandrer i materiens store slagskygger og tror og fastholder som en indbildt kendsgerning, at alt er materie. Og når man tror sig ét med materien, må man også tro, man er ét med dødeligheden. Man tror, at ens liv skal forgå, ligesom man tror, at det engang har begyndt. Den åndelige horisont er blevet så lille, som den overhovedet kan blive.

Når det levende væsen tror sig identisk med materien, ligger det under for den største illusion, der overhovedet findes. Hvordan kan man da vide, at dette er en illusion? Det kan man, fordi der findes højere udsigtspunkter, hvorfra man kan se, at materien er det samme som "bevægelse", mens de levende væsener repræsenterer to ting: "bevægelse" og "noget", der igennem vilje dikterer bevægelsen. Det er ligegyldigt, hvilken form for materie vi vil pege på, den vil absolut uundgåeligt være "bevægelse", hvilket vil sige, at den er forvandling underkastet. Den er underkastet det, vi kalder "tidens tand". Visse former for materie forandrer sig kun ganske langsomt, usynligt for vore øjne, mens andre forvandler sig inden for brøkdele af sekunder. De levende væseners organismer er i allerhøjeste grad underkastet forvandling, foruden at også de repræsenterer begrebet "bevægelse" ved selv at kunne bevæge sig og sætte andre ting i bevægelse. Vi kan altså diktere bevægelse, og vi kan konstatere bevægelse. Her er det, at væsenernes tro på at være identiske med materien kolliderer med virkeligheden, idet de undlader i deres betragtninger at medtage det "noget", der dikterer og konstaterer bevægelse. Dette "noget" fornemmer det jordiske menneske som sit inderste "jeg", og det vil engang gøre det af med enhver form for illusion eller overtro, der går ud på, at det levende væsen skulle være identisk med materien og kun udgør en skabt eller timelig ting. Dette jeg er "det levende" i enhver materiekombination, vi kalder en "organisme", og betinger, at denne fremtræder som "et levende væsen". Selve denne organisme er, så mærkeligt det måske kan lyde, en af de største og vanskeligste skygger for jordmennesket at hæve sig op over. Det ser nemlig, at dets fysiske tilværelse på en måde står og falder dermed. Og da dets sanser til at skue kosmisk eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i sin fysiske tilværelse ikke se sit jegs uafhængighed af organismen og heller ikke, at dens ophør ikke er en udslettelse af livet. Det tror på denne udslettelse af kroppen som en "død" også for sit jeg, og når det lever i den illusion, at både det selv og næsten er ét med stoffet eller materien, er det givet, at det også må handle ud fra denne illusion. Og i kulminationen af denne illusoriske tilstand finder vi det jordiske menneske af i dag. Det lever og handler ud fra den forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt lille tid (et enkelt jordliv), og når det så alligevel kommer til at leve en mangfoldighed af jordliv, bliver der en disharmoni imellem væsenets tænke- og handlemåde og dets virkelige liv. Disharmonien blandt de jordiske mennesker bunder først og fremmest i, at de tror om sig selv og andre, at de blot er timelige eller forgængelige ting, og handler derefter, mens sandheden er, at de alle er evige væsener. At væsenerne i denne tilstand ikke kan nyde glæden over deres evige liv eller virkelige udødelige eksistens er naturligvis en selvfølge, og det er denne disharmoni og illusoriske tilstand, der udgør den såkaldte "død". Anden død findes ikke i universet. Da jordmenneskene kulminerer i denne illusion, afslører de dermed, at de tilhører universets "dødsrige", der er det samme som vildfarelsernes og krigens domæne.

Når levende væsener indlader sig i krig, hidsige diskussioner og kampe, intriger, sladder og bagtalelse, er det alt sammen kun "dødens kendermærker", de her åbenbarer. Når de forfølger hverandre og optræder med selvbestaltet retfærdighed og skal "udrense" her og der, er det ligeledes en total blottelse af deres identitet som "kosmiske lig". Men det er naturligvis i øjeblikket nødsaget til at være sådan. Lige børn leger bedst, og derfor må de "døde" behandle de "døde", så længe de ikke kan forstå noget andet. Er der da noget andet? Ja, der er det føromtalte jeg, som man umuligt kan identificere som stof, idet det altid viser sig at være et "noget", der igennem vilje dikterer stoffet. Da dette "noget" ikke er stof og ikke er skabt, men i sig selv udgør "skaberen", kan det ikke have begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne få nogen afslutning. Det vil altså i virkeligheden være i besiddelse af en evig tilværelse og må da også kunne hæve sig op til at være bevidst i og derigennem ét med denne evighed. Og det er jo netop dette, det kan. Men for at kunne det, må det naturligvis opfylde de betingelser, gennem hvilke det er muligt at løfte sig op til dette sit virkelige niveau over tiden og rummet. Hvad disse betingelser er, skal vi om lidt vende tilbage til. Først må vi se på, hvilke betingelser der har bevirket, at jordmenneskene har mistet evnen til at opleve, at de er ét med evigheden. Det er nemlig ikke en evne, de aldrig har haft, det er en evne, de engang har mistet. Hvordan kan man vide det? Det kan man, når man ser fra det kosmiske udsigtspunkt hævet over de materielle slagskygger. Og ethvert menneske vil engang komme til at besidde denne viden som sin egen, når det opfylder betingelserne for at opleve sin identitet som et evigt væsen. Det er blevet min opgave at hjælpe mennesker til at forstå, både hvad betingelserne var, for at de i sin tid blev "kosmiske lig", og hvad betingelserne nu er, for at de kan "opstå fra de døde". Ganske vist har de jordiske mennesker lært om det i deres børnelærdom, men det har i de fleste tilfælde været på en måde, hvor man tog de gamle beretninger så bogstaveligt, at deres kosmiske værdi så at sige er gået tabt. Også her kom materiens slagskygger til at dominere. Set i det kosmiske klarsyns perspektiv afslører de gamle skrifter imidlertid store og dybe sandheder i deres symbolske billedsprog, og selv om søgende mennesker i dag – og ikke mindst i fremtiden – i langt højere grad vil kunne inspireres af en mere videnskabelig fremstilling af de kosmiske principper, vil en sådan fremstilling i sin grundanalyse ikke afvige en tøddel fra, hvad der i Bibelen er udtrykt i symbolsprog.

Adam og Eva er det symbolske udtryk for hele den jordiske menneskeheds individer. Og hvad fortæller Bibelen om disse væsener? Den fortæller, at Adam og Eva oprindelig var i "paradisets have", hvor der ikke var "synd", ikke var disharmoni. Men så kom nydelsen af frugten på "kundskabens træ", hvilket vil sige: interessen for "æblet", interessen for materien. Og væsenerne gik så meget op i materien, at de efterhånden helt tabte deres kosmiske bevidsthed og blev ét med materien. Derved kom de til at opfylde den guddommelige forudsigelse, der var knyttet til nydelsen af frugten fra kundskabens træ, nemlig den, der er udtrykt i ordene: "Æder ikke deraf, og rører ikke derved, at I skulle ikke dø". Den "død", der her er tale om, er dette, at blive ét med materien og samtidig miste sin bevidsthed eller viden om sit evige liv. Findes der noget større udtryk for døden? Der er her tale om en oplevelse af døden ved at æde af frugterne på kundskabens træ, træet "på godt og ondt". Hvis døden var en total udslettelse, kunne den jo ikke være nogen oplevelse. Noget, der ikke kan opleves, kan umuligt have nogen interesse i den guddommelige verdensplan, rent bortset fra, at en tilintetgørelse af det levende væsens jeg er en umulighed, eftersom det i sig selv ikke er bevægelse, ikke er stof, men bare "noget, som er"', og som har evne til at forbinde sig med materien og igennem denne forbindelse åbenbare sin eksistens eller nærværelse i universet. At jeget kan regulere disse forbindelser ved at lade dem være begyndelse og afslutning underkastet, betyder ikke, at det i sig selv er dødeligt, men derimod, at det netop kan bestemme over "døden". Jeget i det levende væsen udgør "det levende", og stoffet eller materien udgør "det døde". "Det levende" kan altså forbinde sig med "det døde", og derved opstår manifestation, og det kan afbryde denne forbindelse, og manifestationen vil da opløses, men "det levende" bliver ved med at være "levende", og "det døde" bliver ved med at være det "døde", hvormed jeget atter kan forbinde sig og skabe nye manifestationer. Materien eller stoffet er således uforgængeligt, men stadig under forvandling. "Noget" kan ikke blive til "intet", ligesom "intet" ikke kan blive til "noget". Tingenes totalværdi vil evigt være "noget, som er".

Det jordiske menneske er altså gået så meget op i materien, at det føler sig ét med denne, det har mistet sin "kosmiske bevidsthed" eller sit kendskab til selve "det levende". For at få dette kendskab tilbage må det nu til at spise af "livets træ", ligesom det, for at få kundskab om materien "på godt og ondt", måtte spise af "kundskabens træ". At spise af "livets træ" vil sige at udvikle eller tilegne sig viden om selve "det levende", om jeget, om det, der behersker materien. Det vil sige at tilegne sig viden om "Skaberen" eller det viljeførende "Noget" bag alle manifestationsformer, såvel bag naturen som bag det levende væsen. Vil denne tilegnelse af viden eller kundskab om "det levende" da ikke være det samme som at nyde af "kundskabens træ"? Det vil det ikke. Man kan nemlig i al evighed blive ved med at søge kundskaber om materien, man kan blive ved med at søge så og så mange lysår ud i verdensrummet uden at komme til nogen ende og uden at komme til nogen kundskab om sit jeg, så længe man kun tror på og fatter mål- og vægtfacitter. Nydelsen af "kundskabens træ" gør blot individet til ét med materien i dets koncentration på, at en ting repræsenterer den eller den umådelige afstand eller vejer så eller så meget og har den og den konsistens osv. Blandt disse kundskaber er der intet, der fører på sporet af en evig tilværelse. Kundskaben om livet og udødeligheden kan umuligt tilegnes igennem den blotte og bare kundskab om materien. Den gør blot individet til ét med "den kosmiske bevidstløshed" eller den "død", der blev bebudet som en følge af "syndefaldet".

Mere end nogen sinde tidligere i jordmenneskehedens historie hører man råbet om en "varig fred", og det er ikke mærkværdigt, at dette ønske opstår, for der er en større ufred og disharmoni på jorden, end der nogen sinde før har været. Den fysiske videnskab har haft enorm fremgang, det er lykkedes for forskerne at trænge ned i mikrokosmos og ud i makrokosmos og finde stadig nye mål- og vægtfacitter, og man taler om den strålende logik, man finder i alt, såvel i det store som i det små. Men man ser overalt kun detaljer, og man bruger endda disse detaljer i krigens og ufredens tjeneste. Man bruger sin viden om mål- og vægtfacitter i atomverdenen til atombomber, og man tror, at en sådan skabelse også er baseret på logik. Ingen vildfarelse kan dog være større. Set fra det kosmiske udsigtspunkt er logik det samme som kærlighed; at handle logisk vil i dette perspektiv sige at handle til gavn for helheden. Universet eller verdensaltet er i sig selv en evigt kulminerende kærlighed, og alle levende væsener – og dermed også den jordiske menneskehed – kan ikke eksistere uden at "leve, røres og være" i denne kærlighed. Til hvilken som helst tid og på et hvilket som helst sted eller i en hvilken som helst tilstand, såsom i sorg og glæde, i ulykke og velvære, er alle levende væsener omgivet af universel eller guddommelig kærlighed. Den er det absolut eneste, der kan røre ved det levende væsens sanser, det eneste, der kan få disse til at reagere. Vi møder den overalt og til alle tider som universets kosmiske vibrationstilstand, der er identisk med Guddommens mentale strålekraft.

Jordmenneskehedens mentale sfære er i det store og hele et hjemsted for ulykkelige skæbner, den kan siges at være selve "helvede" eller mørkets rige. Årsagen til dette er ikke en "fejl" i universet eller en "vred gud", der vil straffe menneskene; årsagen er en midlertidig mangel i de jordiske menneskers sanseevne, det jeg før kaldte "kosmisk bevidstløshed". Så længe de jordiske mennesker funderer deres liv, deres moralitet og viljeføring eller deres forhold til næsten på lokale detaljer i verdensaltets struktur i stedet for på helheden i den tro, at deres detaljeopfattelse er udtryk for den absolutte sandhed, så længe vil også intolerance, konflikt og krig være de jordiske menneskers psykiske atmosfære. Forskellige opfattelser af sandheden eller helheden skaber tilsvarende forskellig moral og levevis, og den moral, der skabes på basis af detaljeopfattelse, er oftest den, at man tror om de anderledes opfattende, at de er "umoralske", at de er i konflikt med sandheden, at de er "forbrydere" eller "fortabte sjæle". Er det ikke netop i sådanne situationer, vi finder de dogmatiske religioner og de religiøse sekter? De har ned igennem tiderne udløst en overordentlig stor intolerance i indbyrdes krige og forfølgelser. Har ikke selve den statsautoriserede "kristendom" med sine inkvisitoriske heksebål, terrorhandlinger og bandbuller været i forreste række blandt alle intolerante? Man har endog dræbt, pint og lemlæstet i hans navn, der bad for sine bødler og mordere og sagde: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og som sagde til "røveren" på korset: "I dag skal du være med mig i Paradiset". Islams tilhængere har i Allahs og profetens navn søgt at udrydde alle "vantro hunde", der ikke ville blive muhamedanere. De har erklæret "hellig krig" mod anderledes troende. Alle parter har villet omvende eller dræbe hverandre, således at "den rette tro", deres egen, kunne udbredes over hele jorden. Uoverensstemmelser kan ganske vist også kun fjernes ved, at parterne kommer til at få et fælles syn. Men hvordan får en muhamedaner og en kristen et fælles syn? Hvordan kommer to kontrære parter i det hele taget i kontakt med hverandre? Hvordan bliver der fred mellem to krigsførende magter? Kan det ske ved, at den ene part, i kraft af sin styrke eller overlegenhed, overvinder den anden part og bringer denne til at acceptere sin forestilling som den eneste rigtige? Nej, absolut ikke. Det er rigtigt, at den ene parts styrke og overlegenhed kan bringe den anden til tavshed – i alt fald en tid – og til tilsyneladende at acceptere den sejrende parts forestilling på grund af denne parts overlegenhed. Men det er jo ikke fred, selv om det ganske vist kan udtrykkes som en slags ro. Men en ro, der opretholdes ved hjælp af tvang, er det samme som en indestængt kraft, og indestængt kraft er i virkeligheden det samme som en "bombe". En bombe repræsenterer altid en eksplosionsfare, en mulighed for katastrofe og destruktion, for død og lemlæstelse. Hvor to parter, enten det er to væsener eller to grupper af væsener, "slutter fred", fordi den ene part er blevet sejrherre og forfølger sin sejr ved at udøve magt og diktatur over den anden, bliver den anden part skabt om til en "bombe". Og jo mere kraft, der er indestængt, desto større bliver eksplosionsevnen og -faren, og desto større må sejrherrens påpasselighed og vagtsomhed være. Under den overflade, som er diktaturmagtens "opretholdelse af ro og orden", eksisterer altså den overvundne parts "bombementalitet" og den andens magtudøvelse og nervøsitet for at miste sit overherredømme. Det har intet som helst med fred at gøre, men er blot "stilheden før stormen", idet begge parter i virkeligheden er levende bomber.

Dette at være sejrherre, udelukkende i kraft af magt, betyder absolut ikke nogen virkelig fred for sejrherren. Det er blot en fortsat kamp. Han må stadig passe på de undertrykte, de indestængte kræfter, de levende "bomber". Og er det ikke netop på denne måde, at jordens stater af i dag oprindelig er blevet til? Stater og landegrænser er udelukkende resultater af fortidige krige og bestemt af fortidige krigeriske sejrherrer. Derfor må staterne i vor tid også holde hær og flåde og stadig forbedre deres krigs- eller mordmateriel for at forsøge at skabe sikkerhed om de engang opsatte grænser. Jordens stater er ladede med mentalt sprængstof, som jordmenneskene med teknisk raffinement i vor tid "materialiserer" til fysisk sprængstof. Derfor er det foreløbig uundgåeligt, at alt dette sprængstof af og til bryder ud i kolossale eksplosioner i form af verdenskrige. Det er uundgåeligt, så længe eksplosionerne eller krigene kun betyder forskydninger af magtcentrerne. Om det ene eller det andet folk har magten, fjerner ikke eksplosions- eller krigsfaren, så længe de jordiske mennesker kun begærer og besidder magten for magtens egen og ikke for rettens skyld.

Igennem lange tider har der med visse mellemrum været inkarneret store bevidstheder på denne klode, mennesker, der med rette, som Kristus, kunne sige: "Mit rige er ikke af denne verden". Disse indviede væsener og verdensgenløsere inkarnerede i længst forsvunden tid, først som indviede konger, dommere og herskere, senere, da kongeprincippet var degenereret, som profeter og vismænd. Alle disse væsener har i udstrakt grad sat deres præg på jordmenneskehedens udvikling. Virkningen af deres inspirerende indsats blandt de i udviklingen længst fremstående folk er det, vi i dag kalder "kulturstater". I disse stater er der gennem tiderne skabt et retsvæsen, der forbyder menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller på anden drastisk måde at genere sin næste. Junglens magtprincip er altså her ved at blive nedbrudt. Det er naturligvis ikke sket på en gang, og de jordiske mennesker har heller ikke været lige modtagelige for denne afløsning af "den stærkeres ret" eller magt- og overlegenhedsprincippet. Man kan inddele jordmenneskene i visse grundkategorier i forhold til evnen til at efterleve den nye moral, der skal gøre dem mere menneskelige. Først og fremmest er der naturligvis de to hovedgrupper, hvoraf den ene består af dem, der kan overholde de juridiske love, og den anden af dem, der ikke kan. De sidstnævnte er dem, i hvilke de dyriske idealer endnu er så fremtrædende, at de kun kan se disse som idealer og i stor udstrækning funderer deres liv derpå. De finder det naturligt at stjæle, bedrage og i værste tilfælde at myrde, skønt de derved kommer på kant med de juridiske love. Disse uudviklede sjæle udgør kultursamfundenes "underverden", der i virkeligheden er en mellemsfære mellem naturmenneskestadiet og de fremskredne kulturmennesker. Man kan kosmisk set ikke sige, at de er forbrydere, idet de ikke betjener sig af en handlemåde, som de i forvejen ved, er forbryderisk. De ved det måske teoretisk fra skoleundervisningen i den stat, de tilhører. Men det kan de kun opfatte som et forbud, og den indre sjælelige indstilling kan ikke ændres ved et forbud. Man kan ikke forbyde en løve at være en løve eller en tiger at være en tiger. Man kan ganske vist tvinge nævnte dyr til at udføre visse handlinger, der ikke er naturlige for dem, og således kan man også forsøge at tvinge den nævnte kategori af mennesker til at følge et adfærdsmønster, der for dem er uforståeligt. Men i begge tilfælde er der tale om dressur, og det kan meget let hænde, at naturen går over optugtelsen.

I udviklingen fra dyr til menneske, som det jordiske menneske befinder sig i, har retsprincippet spillet og spiller stadig en stor og væsentlig rolle. Jordmenneskene er gradvis blevet belært om, at ethvert menneske har både pligter og rettigheder. Men ét er teori, og praksis ofte noget andet. Øje for øje og tand for tand-princippet kan skabe disciplin på basis af en slags dressur, og det har også på denne måde været muligt at skabe former for lov og orden i mange stater. Men love kan fortolkes, og samvittighedsløse, men snedige lovfortolkere, kan ved deres overlegenhed tiltage sig en magt, der blot adskiller sig fra junglens ved at være intellektuelt betonet. Både i forholdet mellem staterne indbyrdes og mellem borgerne i de enkelte stater har retsprincippet ofte været brugt som ren og skær camouflage for magtbegær. Tyveri, løgn og bedrag, ja, endogså mord er blevet begået i retfærdighedens navn. Det vil altså sige, at hverken religionerne eller retsvæsenet, der begge er virkninger i kulturstaterne af de indviedes og verdensgenløsernes belæring af den jordiske menneskehed, har været tilstrækkeligt til at gøre jordmenneskene mere menneskelige. Begge dele har været nødvendige led i den påvirkning, der skal forvandle de jordiske mennesker til "mennesket i Guds billede", men de er kun stadier i udviklingen. En tredie og mindst lige så vigtig faktor spiller ind i forvandlingsprocessen, og det er de jordiske menneskers individuelle skæbnedannelse baseret på universets evige love for årsag og virkning. Jeg omtalte tidligere, at der var to hovedkategorier blandt jordmenneskene, når det gjaldt forholdet til de juridiske love: de, der kunne overholde lovene, og de, der ikke kunne. De sidste har jeg omtalt, og de kan naturligvis inddeles i mange flere underafdelinger, end det er muligt i et foredrag. Det er dem, der fysisk og mentalt – i visse tilfælde kun mentalt – tilhører underverdenen. Men hvad er nu årsagen til, at den første kategori af jordiske mennesker har let ved at overholde lovene? Nogle så let, at der slet ikke behøvede at være nedskrevet nogle love; de kunne alligevel ikke overtræde dem, de kunne ikke nænne det, fordi de bærer loven i deres hjerte. Sådanne mennesker er væsener, der er så langt fremme i udvikling af den rent menneskelige opfattelsesmåde, at de har fået en interessesfære, der går i retning af det uselviske. De begynder at føle glæde ved at gøre noget, der kan komme andre væsener til gode. Mens et sådant væsen tidligere kun var optaget af at gøre ting, der udelukkende kom det selv til gode – denne handlemåde var jo i længst forsvunden tid en livsbetingelse – så er det nu ved at blive så stærkt indstillet på at leve til gavn for næsten eller omgivelserne, at denne måde at leve på er ved at blive en livsbetingelse. Det er denne indstilling af bevidstheden, der udgør væsenets personlige retsbevidsthed, der er det samme som den begyndende evne til at føle næstekærlighed, den evne, der først og fremmest udgør det menneskelige i det jordiske menneske.

Men hvordan går det til, at væsenerne vokser i humanitet eller næstekærlighed? Hvad er fundamentet for den virkelige hensyntagen til næsten eller omgivelserne? Det skyldes udelukkende et voksende kosmisk udsyn, en evne til at sanse næstens skæbne, hans glæder og sorger. Dette udsyn udgør en fornemmelse, der går langt dybere eller er meget mere gennemtrængende end det fysiske syn. Det er en modtagelighed for andres vanskeligheder, lidelser og smerte, der er så stor, at væsenets medfølelse næsten er en følelse af, at vanskelighederne, sorgerne eller lidelserne ramte det selv. Denne medfølelsesevne er ikke noget et menneske får forærende, den er udviklet liv for liv i en række fysiske inkarnationer, hvor vedkommende væsen har sået smerte, sorg og lidelse i forholdet til sin næste og derefter har høstet virkningerne deraf som egne smerter, sorger og lidelser. Det ved nu inderst inde, hvad lidelse er, og kan ikke nænne at være årsag til andres lidelse, ja, det har ikke ro, førend det kan hjælpe og trøste der, hvor det møder lidelsen på sin vej. Et sådant væsen har tilfulde nydt af frugterne af "kundskabens træ på godt og ondt" og er ved at "blive ligesom Gud", dvs. blive ét med den altomfattende universelle kærlighed. Det er begyndt at få kosmisk syn.

Ud fra et vanebetonet materialistisk livssyn vil man hævde, at et lille barn, der kommer til verden, ingen tanker eller forestillinger kan have i sin bevidsthed. Det skulle så i henhold til ovennævnte, være ganske uimodtageligt for sanseindtryk. Livsoplevelsen skulle være umulig for sådant et lille væsen. Men ikke desto mindre ser vi, at et sådant væsen udvikler mere og mere bevidsthed og giver udtryk for tiltagende liv. Er det nyfødte barn da ikke en "første begyndelse" af liv? Kun hvis barnet var dødfødt og så alligevel var i stand til at repræsentere et tiltagende eller voksende liv, måtte vi erkende dette liv for en "første begyndelse". Men sligt er jo aldrig nogen sinde sket og sker heller ikke. Det er rigtigt, at barnet i sin spæde, nyfødte tilstand ikke kan give detaljerede udtryk for tanker eller forestillinger, således som voksne kan det, men det betyder ikke, at det er totalt blottet for tanker og forestillinger. En tanke eller forestilling er i sit princip blandt andet en åndelig reaktion på fysisk sansevirkning. At denne åndelige reaktion ikke kan være iklædt et fysisk sprog hos det nyfødte barn, der endnu ikke har lært at tale, er kun selvfølgeligt. Et voksent menneske kan heller ikke udtrykke tanker eller forestillinger i et sprog, det ikke har lært at tale. At det lille barn i sin spæde tilstand ikke åbenbarer stor tanke- eller sjælevirksomhed udadtil, er blot naturligt, idet dets redskab (det fysiske legeme), hvorigennem det skal manifestere sin ånd og tanke, kun er i begyndelsen af sin skabelse. Hvordan skulle et væsen kunne manifestere hele sin bevidsthedsmæssige kapacitet, så længe det redskab eller den organisme, hvorpå manifestationen af denne kapacitet udelukkende beror, ikke er færdigbygget? Hvem kan sige, at sjælen og ånden bag skabelsen af spædbarnets voksende organisme ikke er et "voksent" væsen? Det såkaldte barnestadium er i virkeligheden noget rent "kropsligt". Det er et spørgsmål om skabelse eller opbygning af en organisme. Den evige ånd bagved organismen er et evigt "voksent" væsen, hvad enten den viser sig i den fysiske verden som et foster i moders liv, som et barn, et ungt menneske, et menneske i sin modne alder eller et gammelt menneske. Hvis ikke ånden og sjælen bag et foster var et "voksent" væsen, hvordan skulle organismen da nogen sinde blive voksen? Det er jo ikke organismen, der skaber væsenet, men væsenet, der skaber organismen. Foster- og barnestadierne såvel som alderdomsstadiet i et jordisk menneskes fysiske inkarnation er udelukkende baseret på legemets opbygnings- og nedbrydningsstadier, der igen er baseret på kredsløbsprincippets love i naturen. Den fra den modne manddomsalder afvigende mindre manifestationskapacitet, der gør sig gældende før og efter den modne alder, skyldes absolut ikke selve sjælen, men derimod organismemateriens afhængighed af kredsløbsprincippet. Dette princip betinger, at al materie konstant er på vandring i kredsløb, således at ingen som helst materiekombination eller skabelse vil kunne være bestandig, men er underkastet en evig forvandling.

Et liv fra undfangelse og fødsel til "døden" indtræder, er altså ikke, som det opfattes set i et materialistisk perspektiv, hvor materiens "slagskygger" dominerer, noget, der fra en første begyndelse iler sin totale afslutning i møde. Det er, set i et kosmisk perspektiv, hvor der ingen "slagskygger" findes, et jegs berøring med den fysiske materie, en organismeopbygning, der igen må degenerere og gå i forfald til fordel for nye skabelsesprocesser. Men under disse reinkarnationer i materien, hvor jeget også oplever kredsløbsprincippet som karma eller skæbnedannelse fra inkarnation til inkarnation, finder også en forvandling sted i jegets psykiske struktur. Det levende væsen gør erfaringer (disse erfaringer har igennem årmillioner ført det gennem en fysisk udvikling fra mineralrige, gennem plante- og dyrerige frem til det nuværende stadium, det er det, der er "Adams og Evas" skabelse). Det er disse erfaringer, der ligger bag de skiftende fosterstadier i moders liv, og det er dette fra tidligere inkarnationer eksisterende diskarnerede indre liv, der betinger det nyfødte barns møde med den ydre verden.

Når et jordisk menneskes møde med et sanseobjekt resulterer i disharmoni eller manglende balance i dets bevidsthed, fordi det ikke var på "bølgelængde" med objektet, kan denne disharmoni strække sig fra stadier af mere eller mindre ligegyldighed til den største vrede og følelse af forurettelse, og da er væsenet endnu ét "kosmisk lig". Den kan også resultere i en undren, et spørgsmål, og da er mennesket på vej mod "opstandelsen", da er det søgende. Hvis denne oprigtige tilstand efterhånden forbindes med en større og større kærlighed til alt levende, en ægte medfølelse, og forsøg på forståelse af, hvorfor ét menneske er sådan og et andet sådan osv., vil vedkommende menneske begynde at opleve, hvorledes den snævre sansehorisont udvides. Man er ikke i stand til at hade nogen, heller ikke dem, der måske mener, at de er ens fjender. For man kender deres kosmiske analyse og ved, at de netop i øjeblikket ikke kan være anderledes, end de er, samtidig med at de i realiteten uden at vide det er med til over for en selv at udløse den skæbne, man tidligere har sået. Nu og i fremtiden er det det enkelte menneskes udvikling, det gælder, dets evne til at være til gavn og glæde for andre og til at overvinde sin tilbøjelighed til at forveksle en enkelt lille bølge på livets hav med hele oceanet. For at komme til at forstå og opleve verdensaltets eller livets virkelige struktur, vil det være absolut nødvendigt, at ens indre verdens grundtone vibrerer i kontakt med universets grundtone, der er kærligheden. Det kan man, hvis man ser alt under evighedens synsvinkel.