Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– Sidst vi talte sammen, nævnte du et Begreb, du kaldte en "Udviklingsspiral", og du lovede mig, at du en anden Gang vilde komme ind paa det. Kan vi ikke drøfte det i Dag?

– Jo, det vil jeg meget gerne, men da jeg formoder, at du ikke før har hørt Ordet nævne og derfor vel sagtens stejler lidt over det, vil jeg helst gaa ud fra noget, vi allerede i en tidligere Samtale er blevet enige om. Du husker maaske, hvordan vi ved at gaa ud fra en saa enkel Kendsgerning som den, at "intet kan frembringe sig selv", kom til det Resultat, at det "Jeg", som vi finder bag ethvert levende Væsen, er evigt?

– Ja, det husker jeg godt, og jeg haaber, at vi stadig kan bevæge os indenfor saadanne Omraader, at vi, som du ogsaa lovede, udelukkende gaar ud fra vort eget Erfaringsmateriale. Men jeg maa tilstaa, at jeg ikke rigtig indser, hvorledes et Bevis for, at "Jeg"et er evigt og uforanderligt, skal kunne anvendes, naar det netop drejer sig om at paavise dets Udvikling.

– Det glæder mig, at du sætter Fingeren paa netop det Problem, for overfladisk set maa man faa det Indtryk, at det er et Paradoks, men for at bevare den røde Traad vil jeg vente lidt med at besvare dette Spørgsmaal. Vi var som sagt blevet enige om, at der bag ethvert levende Væsen fandtes et "Jeg", og at dette "Jeg" var evigt og uforanderligt, idet det jo var hævet over Bevægelse. Jeg vil med det samme indføre de Betegnelser, som Martinus anvender i "Livets Bog", da det letter Samtalen. "Jeg"et eller "Det levende Noget" betegner Martinus X I, idet det ikke lader sig sammenligne med noget andet i Verden. Ligegyldig hvilken Betegnelse, du vil hæfte paa det, stort eller smaat, grønt eller gult, godt eller ondt, alt sammen vil det være Udtryk for noget begrænset og kan følgelig ikke anvendes som Betegnelse for noget ubegrænset. Men vi vil denne Gang gaa videre i vor Analyse af det levende Væsen, og vi vil da faa at se, at det kan analyseres ud i endnu to Faktorer. Du vil nemlig se, at de levende Væsner har en "Skabeevne", de er i Stand til at frembringe f. Eks. Bygninger, Maskiner, Tøj, Tanker o. s. v. Denne "Skabeevne" betegner Martinus X II.

Grunden til, at den ogsaa, ligesom den foregaaende Realitet, betegnes med X, er den samme som før: ingen anden Betegnelse vil kunne dække Begrebet. Ligesom "Jeg"et er "Skabeevnen" evig i sin Natur. At dette er en Kendsgerning, kan let indses, hvis man prøver at opstille den Formodning, at det modsatte var Tilfældet, – altsaa at Skabeevnen ikke altid havde eksisteret. Da det jo er en Kendsgerning, at den eksisterer paa nuværende Tidspunkt, hvilket vi ser gennem den umaadelige Skabelse, der til daglig finder Sted for vore Øjne, maatte den altsaa paa et eller andet Tidspunkt være blevet "skabt". Men til at foretage en saadan Proces kræves en – Skabeevne, og da den jo umulig kan være til paa et Tidspunkt, hvor den, ifølge vor Antagelse ikke var til, ser du, at X II virkelig er en evig Realitet.

Og endelig er der den tredie Del af Analysen af det levende Væsen, nemlig X III eller "Det Skabte", der omfatter alt, hvad vi ser omkring os: Ligesom de to foregaaende Realiteter har denne altid været til, – man kan jo ikke frembringe noget af ingenting –, men i Modsætning til de to foregaaende, der var uforanderlige, viser X III sig som eet eneste Hav af Bevægelse.

– Maa jeg lige have Lov til at stille et Spørgsmaal. Du sagde lige nu, at X III omfattede alt, hvad vi saa omkring os, men jeg synes da, at vi i en tidligere Samtale var kommet til det Resultat, at alt var Liv, og ifølge det, maa det, vi ser, da være X I?

– Ja, det har du fuldstændig Ret i, men vi vil i denne Sammenhæng præcisere det lidt nærmere og sige, at alt er Udtryk for Liv, idet det er nok saa korrekt ud fra de Betragtninger, der bragte os til Resultatet. Det er nemlig igennem X III, at vi bliver klar over, at de to foregaaende Realiteter eksisterer. Her vil jeg dog lige indskyde den Bemærkning, at du aldrig vil finde een eller to af disse tre Faktorer, men altid dem alle tre sammen, idet det kun er rent analysemæssigt, at de lader sig skille. I Virkeligheden udgør de en "Treenighed"; hvor man iagttager den ene, finder man ogsaa de to andre.

Den fuldstændige Analyse af det levende Væsen indeholdes altsaa i de 3 X'er. Du kan selv prøve at anvende den, og du vil se, at den dækker alle Former for levende Væsner, lige fra Mineralet og op til den højeste Form, du i Dag kender, det jordiske Menneske.

– Ja, jeg kan godt indse Analysens Rigtighed, men jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til min Indvending fra før, at jeg ikke kan se, hvorledes et "Jeg", der er "evigt og uforanderligt", skal kunne "udvikle sig"?

– Nej, jeg kan godt forstaa din Tvivl, men jeg maa igen bede dig vente, for at vi ikke skal faa den røde Traad "klippet over".

Som vi før blev enige om, er alt, hvad vi ser omkring os, Udtryk for Liv; det er igennem "Formernes Verden", at vi bringes til Klarhed over, at de to førstnævnte Faktorer X I og X II eksisterer. Imidlertid ser vi ikke hinanden, men kun det Redskab eller den Organisme, hvorigennem vor Bevidsthed for Tiden fungerer.

– Vil det saa sige, at vi, naar vi er døde og altsaa har forladt denne Organisme, vil blive i Stand til virkelig at se hinanden?

– Nej, det vil det ikke. Jeg ved ikke, om du kan huske, at vi i vor sidste Samtale lige strejfede det Emne, at man efter den saakaldte "Død" betjente sig af en anden Organisme, der var konstrueret til at korrespondere med en anden Vibrationstilstand? Det lyder maaske lidt teknisk, men det er i Overensstemmelse med Sandheden.

Jeg nævnte jo ogsaa for dig før, at du intet Sted i hele Verdensaltet vilde se, at de 3 X'er forekom adskilte.

– Ja, det siger du, men hvordan kan jeg vide, om det er rigtigt?