Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Om Pyrrhon (ca. 365-275 f.Kr.) ved vi, at han var med på Alexander den Stores felttog til Indien. Noget i hans filosofi tyder på, at han her kom i forbindelse med hinduernes opfattelse af verden som et blændværk, et "mayas slør". Pyrrhon sagde: – Vil man være lykkelig, må man undersøge tre ting: hvad består verden af, hvordan bør man forholde sig til den, og hvad kommer der ud af det? Med hensyn til verden, så viser den sig at være usikker og umulig at bestemme, derfor bør man ikke mene noget om den, og derfor er man lykkelig, når man forholder sig tavs.

Det kan overraske, at Pyrrhon med en sådan filosofi, der lige fra starten lukker munden på sig selv, kunne blive filosof. Men det kunne han, og de filosoffer, der tænkte som han, kaldte man "skeptikerne".

I vore dage er de fleste skolebørn vokset op med at være skeptiske. "Er der noget, I ikke forstår, skal I bare spørge," hedder det. På den måde lærer vi at tænke selv og være på vagt over for såkaldte "færdige meninger". Derfor er det også god skik, at enhver filosof eller forsker ydmygt sætter visse spørgsmålstegn ved sit eget arbejde og understreger, at han står i gæld til tidligere forskere, og at der endnu er mange uløste gåder tilbage.

Noget af det, som måske kan virke allermest slående for en læser, der første gang giver sig i kast med Martinus, er den sikkerhed, hvormed han fører sig frem. Her er ingen løse ender, intet som bygger på andres arbejder, eller som det må overlades til eftertiden at søge nærmere oplysning om. "Mayas sidste slør" er faldet, og alt har sin faste plads i et evigt og urokkeligt verdensbillede.

Kan en forfatter tillade sig at skrive således i dag?

Som en sjælden undtagelse må man nok svare ja, for Martinus er ikke nogen helt almindelig forfatter. At han har en forklaring på sin sikkerhed, røber han kun nogle få steder i sine bøger. Der ligger en oplevelse bag, viser det sig, men den betyder mest for ham selv. For læserne er "analyserne" det vigtigste. Derfor iklæder han sig ikke en beskedenhed, som i dette tilfælde ville være falsk. I fortalen til hovedværket siger han rent ud, at Livets Bog er et samlet udtryk for verdensaltet, livet og tilværelsen ... transformeret ned, så det passer til os jordiske mennesker. Selv befinder han sig i en zone i udviklingen, hvor alle overfysiske og åndelige realiteter ikke længere er mystik og utopier, men ganske almindelige, dagligdags oplevelser og detaljer. Og grunden til, at han kan opleve alle disse ting og transformere dem ned til os, er, at hans bevidsthed er bygget op og reguleret af en udviklet kærlighed, intelligens og intuition.

Meningen er altså ikke at lukke munden på læseren, som Pyrrhon gjorde. Tværtimod, nu begynder dialogen. Men det skal opleves, hvordan Martinus gang på gang kommer læserens spørgsmål i forkøbet med svar på svar på svar...