Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efter nu i mine tidligere Afsnit af nærværende Artikel om den ideelle Føde at have gjort opmærksom paa den Disharmoni som Blod-, Fedt- og Kødnydelse bevirker i den menneskelige Organisme, saavel den sjælelige som den legemlige, vil det store Spørgsmaal jo rejse sig for enhver alvorligt søgende Læser: Hvad er den ideelle Føde?

For at Svaret herpaa ikke skal blive altfor afskrækkende, vil det her være nødvendigt at give et lille Overblik over Kødspisernes Indstilling til den for Mennesket absolut naturlige Føde. Denne Føde er nemlig saa enkel, saa lidet raffineret og blottet for Krydderi og Pirringsmidler, at den for den forvænte Kødspiser vil virke ligesaa kedelig og umulig, som Vand eller Mælk virker kedelig overfor Alkoholisten eller Drankeren. Ligesom denne har opelsket et ganske unaturligt Begær med Hensyn til Drikkemidler, saaledes har Tilhængeren af de animalske Ernæringsprodukter om end ubevidst og under et langt længere Tidspanorama opelsket i sig et altoverskyggende unaturligt Begær med Hensyn til Spisemidler. Slægterne har gennem mangfoldige Generationer i den Grad vænnet sig til Smagen af Kødprodukterne, at denne fra at vække en naturlig Afsky nu vækker en stor unaturlig Vellyst. Ligesom Organismen ved Tilvænning af Tobak, Alkohol og andre unaturlige Nydelsesmidler mister sin naturlige Modstandsevne overfor disse Giftstoffer og disse derved bliver til "Nydelsesmidler", saaledes taber Organismen ved den megen Tilvænning ogsaa sin naturlige Modstandsevne overfor de i Form af den animalske Føde fremtrædende Giftstoffer, hvorved disse ligesom Tobakken og Alkoholen vækker unaturlig Lystfølelse. Men selv om Tilvænningen i nogen Grad hærder Organismen imod Giftstoffernes Virkning, kan det ikke nægtes, at Organismen i det lange Løb bliver fuldstændigt undermineret. Denne Underminering er hovedsageligt synlig gennem det okkulte Syn, der kan følge Individet gennem flere Inkarnationer.

Da det er Smagsevnens Opgave at skabe Afsky eller Ulyst i Individets Bevidsthed for unaturlige Ernæringsprodukter og skabe Begær efter eller Lyst til de naturlige, er det saaledes her synligt, at Kødspiserens Smagsevne er sat over Styr, idet den ikke bevirker Afsky for Blodprodukterne, men derimod lader Smagen af disse som før nævnt være en overordentlig stor Vellyst. Men at fornemme Vellyst for Ting, der er nedbrydende eller underminerende for Organismen, og hvis Natur det derfor ved Hjælp af Smagen skulde være Individet imod, er jo det samme som en Last. At vænne sig af med at æde Dyrenes Legemer eller Legemsdele er altsaa det samme som at vænne sig af med en Last. Men at vænne sig af med en Last koster undertiden umaadelig Anstrengelse og Villieenergi. Frigørelsen af den her nævnte Last bestaar jo netop i at omskabe den forkvaklede Smagsevne, saaledes at den faar sin naturlige Reaktionsevne overfor de skadelige Nydelsesmidler tilbage. Men at omskabe Smagsevnen kan kun gøres ved en Tilvænning til de naturlige Produkter. Det der gør denne Tilvænning saa besværlig er jo netop dette, at de naturlige Produkter paa Grund af den fejlagtige Smagsevne smager om end ikke afskyeligt saa dog kedeligt eller mindre tilfredsstillende for det forvænte Individ. Men ligesom Tobak, Alkohol og andre unaturlige Nydelsesmidler før Tilvænningen var utiltalende og ubehagelige, men efterhaanden blev vellystbefordrende, saaledes vil de naturlige Ernæringsprodukter ogsaa efterhaanden ved en Tilvænning igen kunne bringes tilbage til at befordre den virkelige sunde og naturlige Vellyst eller Behagsfornemmelse for det paagældende Individ, som de oprindelig af Naturen er skabt til. Men der kræves altsaa Træning.

At omtalte Last er almengældende, saaledes at ens Forældre og Søskende, Bedste- og Oldeforældre, Venner og Bekendte o. s. v. i Reglen ogsaa er Ofre for denne, forandrer jo ikke Princippet eller ophæver Lastens Virkninger, men blænder derimod i mange Tilfælde Individets Fornuftsevne, saa det ikke ser klart i det paagældende Felt, ja undertiden ligefrem netop af disse Omstændigheder er suggereret til at tro, at hele det fejlagtige Ernæringsproblem ikke er fejlagtigt, men absolut i Kontakt med Naturen og derfor ogsaa i Kontakt med Sundheden. Og det er givet, at denne Indstilling af Bevidstheden er absolut dræbende for Villien til det naturlige. Saadanne forblindede Individer vilde derfor aldrig nogen Sinde komme ud af Suggestionen og dermed bort fra Lasten, hvis ikke netop de evige Love, paa hvilke alt i Naturen er baseret, bevirkede, at en Last aldrig i noget Tilfælde kan eksistere uden at være identisk med Underminering af den paagældende Organisme, ganske uanfægtet af i vor høj Grad den saa end maatte forekomme som Nydelse for det paagældende Individ. Og det er denne Underminering, der i Form af alle eksisterende organiske Sygdomme er den største Agitator for Menneskenes Udvikling hen imod den virkelige Menneskeføde. Og da Sygdommene tager til i samme Grad som Menneskenes Ernæringsforvildelser tager til, og en absolut Sundhed eller sygdomsfri Tilværelse dermed er umulig, saalænge Lasten eller den narkotisk-animalske Ernæringskilde bibeholdes, vil alle Mennesker gennem deres organiske Lidelser og Sygdomme tilsidst blive ført mod en renere Ernæringskilde, mod den absolute Sundhed.

Hovedfaktoren i Menneskehedens Førelse mod den rigtige Menneskeføde, mod Sundheden, er saaledes ikke den almindelige Propaganda i Form af Taler og Skrifter, thi selv om disse fuldstændigt manglede, vilde Menneskeheden alligevel uundgaaeligt føres frem til at være i Harmoni med Naturen. Det der derimod er det bærende i denne Førelse er Lidelserne eller Sygdommene. Men den skriftlige eller mundtlige Oplysning er et glimrende Supplement til Lidelserne og gør Udviklingen hurtigere for de Væsener, der er naaet saa langt frem gennem Lidelserne, at de netop er blevet modtagelige for den teoretiske Form for Paavirkning og har Lyst og Energi til at gøre sig den efterrettelig. For de øvrige Væsener er al Undervisning eller teoretisk Paavirkning ganske uden Betydning. For disse er den narkotisk-animalske Ernæringskilde grundet paa deres fejlagtige eller unaturlige Smagsevne endnu en Slags Hængedynd, en Slags Fluepapir, de ikke kan komme fri af. Sygdommene eller Lidelserne er derfor overfor disse Væsener det eneste talende eller virkningsfulde Sprog. Og det tilkommer enhver at være tolerant og forstaaende overfor de samme Væsener, thi de har endnu ikke Evne til at fatte eller begribe Situationens Alvor.

Det nævnte Bord befordrer yderligere Fedme. Den kunstneriske slanke Linie, som af Naturen er bestemt som Konturer for den menneskelige Legemsform er i altfor stor en Udstrækning sat over Styr. Den er saaledes en Sjældenhed hos Individer, der er naaet op over Fyrretyveaarsalderen. Her ser man i stor Udstrækning en Legemslinie, der er ligesaa skrigende unaturlig som det "veldækkede" Bord, der er dens Aarsag.

At man, navnlig for "Det smukke Køn"s Vedkommende, søger at tilbageerobre den tabte naturlige Linie ved Hjælp af ligesaa skrigende unaturlige, men opreklamerede Afmagringsmedikamenter, gør ikke Sagen bedre. De engang ødelagte Stofskifteorganer lader sig ikke saaledes i en Haandevending ved et "Trylleord" i Form af "Piller" eller "Pulvere" øjeblikkelig som ved et Mirakel bringe tilbage til sin Normalfunktion.

For det kosmiske Syn viser det sig, at en saadan ødelagt Stofskifteevne i værste Tilfælde kan følge Individet gennem flere Inkarnationer. I disse Inkarnationer har Individet altsaa en unormal Stofskifteevne lige fra Fødslen. Nævnte Individ udviser saaledes allerede i den spæde Alder Tendenser til en altoverskyggende Fedme. Her vil man maaske paastaa, at de nævnte Tendenser er nedarvede fra Forældrene. Men hvorfor fødes et Individ netop hos saadanne Forældre og ikke hos Forældre, hvor disse besværlige Tendenser ikke findes? En Fødsel, der for Individets Aand betinger en unaturlig Tilværelse, ja ligefrem en Arrestation i Fedt, vilde jo være Udtryk for den højeste Grad af Uretfærdighed eller Mørke, hvis ikke der netop ved det paagældende Individ selv var noget, der retfærdiggjorde nævnte Fødsel. Og det er dette noget, der for den okkulte Iagttagelse viser sig at være identisk med Individets egen i dets Evighedslegeme fremtrædende Skabeevne fra en tidligere Tilværelse. Nævnte Evighedslegeme udgør et Aandslegeme i hvilket Individets Jeg permanent fremtræder, ganske uafhængigt af om det er inkarneret eller diskarneret i et materielt eller fysisk Legeme. Ved Udskejelser, ved Tilvænning af fejlagtige eller unaturlige Tilbøjeligheder i en materiel Tilværelse eller et Jordliv nedsætter eller ødelægger Individet i tilsvarende Grad denne sin Skabeevne.

Med Hensyn til den omtalte uheldige Ernæring kan denne altsaa indvirke saaledes paa Individets Skabeevne, at samme Individ blandt andet bliver ude af Stand til at opbygge normale Stofskifteorganer i sit fysiske Legeme ved en ny Inkarnation. Virkningen heraf bliver, at samme Legeme lige fra Fosterdannelsen bliver Genstand for altfor megen Fedme. At et saadant Individ fortrinsvis fødes hos Forældre med lignende Tendenser, eller hvis det har nedbrudt sin Skabeevne ved Drikkeri og derved fortrinsvis fødes hos drikfældige Forældre eller paa andre Maader fødes hos Forældre, der har de samme gode eller slette Tilbøjeligheder som det selv, skyldes ganske naturligt Loven for Tiltrækning og Frastødning. Men for at forstaa dette maa vi gaa helt tilbage til nævnte Individs diskarnerede Tilstand, hvilket vil sige, dets aandelige Tilværelse før dets nuværende Fødsel. I nævnte Tilværelse fremtræder det foruden i visse underordnede aandelige Legemer ogsaa i et General- eller Hovedlegeme. Dette Legeme beskrives i Livets Bog som Individets "Evighedslegeme" eller "X 2". Nævnte Legeme er Hovedsædet for Individets Skabeevne og ligger til Grund for al Individets Manifestation og Evne til at genfødes. Nævnte Legeme bliver altsaa det dybeste udløsende Moment for Individets Skabelse af et nyt fysisk Legeme. Gennem førstnævnte Legeme, der selv repræsenterer den syvende Grundenergi udløses Individets Korrespondance med Tilværelsens seks andre Grundenergier, hvilket vil sige dets daglige Liv og Færden, dets Opbyggelse og Nedbrydning af Materie, dets Ungdom og Alderdom, dets fysiske og aandelige Tilværelser. Da det samme Legeme saaledes fremtræder som Sædet for en stadigt skiftende Kombinering af Grundenergierne, repræsenterer det saaledes til enhver Tid en tilsvarende Form for Udstraaling. Denne Udstraaling vil igen være at udtrykke som Individets "Aandsglorie". Denne Glorie udgøres altsaa af aandelig Energi. Men da aandelig Energi igen i Følge Livets Bog kommer ind under Begrebet "Elektricitet", vil nævnte Glorie saaledes repræsentere en eller anden Form for elektrisk Natur. Men en elektrisk Energimængde, der fremtræder i en bestemt Form for Begrænsning, vil jo være at udtrykke som en "Bølgelængde". Men en "Bølgelængde" kan igen kun dirigeres ved Tiltrækning og Frastødning. Tiltrækning og Frastødning kan igen kun komme til Udløsning gennem "Apparater". For det aandelige eller ufødte Væsen udgøres disse "Apparater" indtil et vist Omraade af inkarnerede Væseners fysiske Legemer. Naar et Han- og Hunvæsen gennem deres fysiske Legemer indgaar en seksuel Forbindelse, og denne Forbindelse er fuldkommen, hvilket vil sige, at Befrugtning finder Sted, har de nævnte Væsener om end ubevidst udløst Tiltrækning af et diskarneret Individs Aandsglorie. Ved deres seksuelle Samleje har de nævnte to Væsener saaledes tilsammen virket som "Modtagerapparat" for et ufødt Individs Glorie eller "Bølgelængde". Denne "Bølgelængde" bliver igen direkte fastholdt af "Modtagerapparatets" "Kondensator", hvilket vil sige Hunvæsenets Befrugtningsorganer. Efter at denne Forbindelse er kommen i Stand, kan det ufødte eller diskarnerede Individs Energi ved Hjælp af nævnte Organer begynde at vibrere i fysisk Materie. Og Resultatet heraf udgør det vi kalder "Fosterdannelse". Hunvæsenet virker altsaa her som et direkte Medium eller Redskab for et diskarneret Individ eller Aandsvæsen, der nu er i Færd med at materialisere eller skabe sig et nyt fysisk Legeme. Naar dette Legeme naar en vis tilstrækkelig Position, udskilles det gennem den Proces, vi kalder "Fødslen", fra Mediets fysiske Legeme, hvorefter det bliver synligt paa det fysiske Plan som en "nyfødt" Verdensborger. Til denne er altsaa Hunvæsenet "Moder" og Hanvæsenet "Fader".

Jeg kan naturligvis ikke her gaa i Detailler med saa omfattende et Problem, men maa henvise til de kommende Bind af Livets Bog. Naar jeg her giver disse enkelte svage Konturer af Problemet, er det kun for at vise, at ingen medfødte Tendenser er uskyldigt paaførte, men at disse i absolut alle Tilfælde vil være identiske med Resultater af Individets egen Vandel i tidligere Liv eller Tilværelser. Thi da ethvert diskarneret Individ udgør en "Bølgelængde", og dennes Karakter udgøres af Individets i dets sidste forudgaaende fysiske Inkarnationer opelskede Vaner og Tilbøjeligheder, Opbyggelser og Nedbrydelser af Skabeevnen, og denne særlige Begrænsning af "Bølgelængden" betinger tilsvarende særlig Indstilling af "Apparaterne" for sin "Modtagelse", kan intet diskarneret Individs "Aandsglorie" blive tiltrukket af noget "Apparat", hvilket vil sige Medium eller Forældre, der ikke paa en eller anden Maade er indstillet paa samme "Bølgeomraade".

Det er denne guddommelige Anordning, der betinger, at Køer ikke føder Bjørneunger, at Bjørne ikke føder Elefanter, at Elefanter ikke føder Mennesker eller lignende, men at hver Art af levende Væsener netop føder de for sin Art særligt passende Individer. Men ligesom de evige Love saaledes her betinger eller garanterer Arternes rigtige Fødsler, saaledes betinger de samme Love ogsaa, at de defekte og fuldkomne Individer faar de for hver især særligt passende Fødsler, saaledes at intet Individ ved Arvelighed kan paaføres Tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindelig selv er Ophav til. Loven for Tiltrækning og Frastødning betinger saaledes, at ethvert Individ hele Tiden har sin egen Skæbnes Traade i sin Haand og ustandseligt kan arbejde paa sin egen Guddommeliggørelse. Det vigtigste Punkt for det samme Individ bliver altsaa at komme til Erkendelse eller fuld Klarhed over denne sin egen altoverskyggende guddommelige Magt for derved at anvende den i Styringen af sin egen Skæbne mod de højeste Tinder.

Naar Individet fødes med Tendenser til Fedme, er det ligeledes dets egen Nedarvning fra fortidige Tilværelser, der gør sig gældende. At komme tilbage til den naturlige Linie eller Slankhed, kan altsaa kun ske ved en Tilvænning til den naturlige Føde. Men en saadan Tilvænning kan naturligvis ikke gøres paa Dage eller Uger, men kun paa Maaneder eller Aar, for Individer, hos hvem de nævnte Tendenser er medfødte. For de Individer, der kun lider af Tendenser fra deres nuværende Liv, stiller Sagen sig jo meget lettere. Men for begge Parters Vedkommende, gaar Vejen til Sundhed og Førlighed saaledes ikke over kunstige Medikamenter, men derimod udelukkende kun gennem Omformningen af samtlige Individers fejlagtige Smagsevne, saaledes at al unaturlig Føde eller de for Organismen skadelige Produkter gennem denne bringes til at vække Afsky, medens de for Organismen absolut sunde og velgørende Produkter ligeledes gennem Smagsevnen bringes til at vække naturlig Lyst- eller Behagsfornemmelse.

Da en fejlagtig Smagsevne og de med denne forbundne uheldige Tendenser er almengældende, bliver Spørgsmaalet: Hvorledes faar man denne Smagsevne forandret? aktuelt. Og Svaret herpaa vil ganske enkelt og naturligt komme til at lyde: Gennem Træning.

Denne Træning bestaar altsaa i at vænne sig til at spise de naturlige Produkter, som jeg eventuelt i næste Nummer af Kosmos naar frem til at paavise som udgørende den for den menneskelige Organismes Vibrationstilstand fremtrædende absolut rigtige Føde.

Naar Individet har vænnet sig saa meget til den, at dens Produkters Smag forekommer det som det eneste appetitlige i Verden, da er det frigjort af den dødbringende Kost, der nu i Følge Vanens Magt som en Lænke binder det til primitiv Oplevelse af Livet; til Sygdom, Sorg og Lemlæstelse.