Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/2 side 23
 
Sjernesymbolet
 
Dommedag
 
af Martinus
 
Som så mange andre af Martinus' artikler handler også denne om evige principper uden særlig tilknytning til det årstal, hvor artiklen blev skrevet. Det gælder dog ikke indledningen, der ganske tydeligt bærer præg af året 1938, hvor Hitler og Mussolini førte sig stærkt frem. Måske kan det undre læseren, at Martinus i den forbindelse taler om disse systemers "totale mangel på censur". Sjældent har censuren jo været hårdere, men som det fremgår af artiklen, tænker Martinus her på den manglende censur af diktaturet selv. Det havde frit løb, og snart ville verden stå i brand. Dermed er Martinus, som vi skal se, inde på artiklens store hovedspørgsmål: Hvad er dommedag?
 
Vi lever i en tidsperiode, hvor verdensudviklingen har en meget alvorlig tendens. Resterne af fortidige primitive moralbegreber, der er stimulerende eller befordrende for tvangsstyre, national magtudfoldelse, erobringslyst, militarisme og paradeglimmer etc. er stærkt inde i en renæssance. At dette middelalderlige enevældssystem med sin totale mangel på censur giver glimrende afløb for udfoldelsen af despotiske magthaveres primitive bevidsthedstendenser, er naturligvis en selvfølge. Hvem tør trodse dødsstraffen ved at modsige "eneherskerne"?
Vi ser derfor også, at primitive bevidsthedstendenser: intolerance, racehad, religionsforfølgelse, fængsel eller dødsstraf for alle "uautoriserede" meninger eller opfattelser i stor udstrækning erobrer terræn og ligefrem har fundet fristed inden for de diktatoriske magtzoner, hvor de betragtes som idealisme. Det er givet, at med sådanne magtfaktorers udbredelse i verden vil alt arbejde for international folkelig fred og forståelse, al demokratisk stilen hen imod en fælles folkenes domstol, en international højesteret, udstyret med myndighed og magt til at bandlyse den anarkisme, i hvilken alle nationer endnu befinder sig eller er truet af, stagnere samtidig med, at menneskeheden forarmes under et oprustningens vanvid som aldrig før. Sygdom, demoralisering, revolution, mord, selvmord, drab og lemlæstelse, åndssvaghed, sindssyge, subsistensløshed og livslede er alle faktorer, der i særlig grad præger store dele af det tyvende århundredes menneskehed. Og det gør ikke sagen bedre, at den førnævnte opblomstring af de fortidige, primitive kræfter koncentrerer sig i det så højt lovpriste, kulturelt udviklede Europa og således i nærheden af verdenskulturens hjerteregioner søger at kaste sine dødbringende dunstarter ud over den øvrige verden. Ganske vist er de nævnte kræfter, ifølge den højeste okkulte analyse, så udlevede og forældede i jordens zoner, at de aldrig vil komme til helt at beherske verden mere. Men dette forhindrer, som nævnt, ikke, at de netop for tiden er inde i en ny opblomstring. Denne opblomstring vil altså komme til at forme sig som en sidste krampetrækning af en forældet og døende verdensopfattelse, et bevidsthedslag med dyriske og dræbende traditioner. Den vil blive dyrerigets dødskamp i den jordmenneskelige bevidsthedszone. Vi er ved at opleve "dommedag" eller begyndelsen til "verdens ende". Vi lever i "de sidste tider".
Hvad er "dommedag", "verdens ende" eller "de sidste tider"? Ja, svaret herpå er at finde i Jesu udtalelse, hvor han siger: "Men når menneskenes søn kommer i sin herlighed og alle de hellige engle med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone. Og alle folk skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side, men bukkene ved den venstre side. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: kommer hid, I min Faders velsignede! Arver det rige, som eder er beredt, fra verdens grundvold blev lagt.
Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.
Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig og gave dig mad, eller tørstig og gave dig drikke? Når så vi dig fremmed og toge dig til os, eller nøgen og klædte dig?
Når så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?
Og kongen skal svare og sige til dem: sandelig siger jeg eder: hvad I have gjort for en af disse mine mindste brødre, have I gjort for mig.
Da skal han også sige til dem ved den venstre side: gå bort fra mig I forbandede, i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle!
Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.
Da skulle også de svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og tjente dig ikke?
Da skal han svare dem og sige: sandelig siger jeg eder: hvad I ikke have gjort for en af disse mindste, have I heller ikke gjort for mig.
Og de skulle gå hen, disse til evig pine, men de retfærdige til evigt liv."
Her har vi altså et kosmisk væsens udtalelse om "dommedag". At denne udtalelse har en bogstavform, der passer for den enfoldige, og en åndsform eller sandhedsside skjult bag bogstavformen, der er synlig for og i harmoni med den højintellektuelle, skal jeg i det efterfølgende forsøge at vise læserne.
Hvad er "menneskesønnens herlighed"? "Menneskesønnens herlighed" kan kun være "menneskesønnens" fuldkomne mentalitet eller bevidsthed og den herpå baserede tilsvarende fuldkomne eller færdige væremåde, der som bekendt gjorde ham til "et med Faderen". En større "herlighed" kan vel ikke tænkes? Bliver ikke en hvilken som helst anden form for herlighed heroverfor blot til en slags "guld" og "glimmer", tilpasset til tilfredsstillelse af almindelig jordmenneskelig forfængelighed og ærgerrighed? Den førstnævnte herlighed udgør altså det fundamentale i "dommedagens" manifestation. Men denne herlighed i form af Jesu væremåde er igen det samme som "den hellige ånd". Når Jesu væremåde, mentalitet eller "den hellige ånd" igen viser sig på jorden, da skal altså "alle folk" blive opmærksom på den.
Men da denne væremåde er åbenbaringen af den højeste viden, hvilket vil sige den højeste kundskab om selve livet og dets mening, bliver samme ånds åbenbaring i verden således i virkeligheden en afsløring af ethvert menneskes harmoni eller disharmoni med livets love. Det bliver synligt, hvem der er i kontakt med livet, og hvem der er i disharmoni med dette. Der opstår således to grupper mennesker i verden. "Den hellige ånd" skiller virkelig "fårene" fra "bukkene". Den bliver således en "dom" over menneskene. Men den er ikke nogen "straffedom". Den er kun en påvisning, en guddommelig analyse af menneskene og deres skæbner, deres genvordigheder og deres lykkefølelser. Den "dømmer" ikke menneskene til "evig pine" eller "evigt liv". Den er blot en oplysning om, hvem der går til "evig pine", og hvem der går til "evigt liv". Som "dom" betragtet udgør den kun en intellektuel erklæring om, hvem der er hvem, og kan således udelukkende kun udgøre – "visdommen". Denne "dom" udgør igen i henhold til Livets Bog kulminerende kærlighed. "Dommedag" er således "visdommens" dag, hvilket altså igen indirekte vil sige "kærlighedens dag".
Det der "dømmer" menneskene på "dommens dag", er således udelukkende deres egne gerninger. Visdommen siger jo: "Det et menneske sår, det skal det høste". Hvis nogen kommer til at lide smerter og ubehageligheder, vil disse jo være identiske med ting, hvormed de allerede har dømt sig selv ved i forvejen med deres væremåde over for deres omgivelser at have "sået" disse, lige såvel som de behagelige eller "gode" ting er blevet til på samme måde.
Bibelen udtrykker således, at der vil komme en tid, hvor denne "høst" i særlig grad vil blive koncentreret, hvilket i dette tilfælde vil sige: finde sted på et langt kortere tidsrum end det ellers plejer at være tilfældet. Det vil altså betyde en tidsperiode, hvor lidelserne eller mørket er i vældig udfoldelse samtidig med, at lyset ligeledes vil være i stærk koncentreret fremtræden.
Som tidligere nævnt er dette stærke lys Kristi "andet komme". Dette "andet komme" er således, som vi allerede har påpeget, åbenbaringen af "talsmanden den hellige ånd", som skal bringe menneskene den højeste visdom, som Kristi "første komme" ikke kunne give menneskene grundet på deres endnu primitive tilstand. At dette lys måtte komme på et tidspunkt, hvor den mentale himmel er fuld af skyer, er naturligvis en selvfølge. Hvad skulle ellers sprede "skyerne"? Det er jo altid solen, lys– og varmekilden, der klarer atmosfæren op. Og det er da også her betegnelsen: "Og de skulle se menneskenes søn komme i himmelens skyer med megen kraft og herlighed", må føres hen, hvis der skal blive mening i den.
Kristi "andet komme" bliver således mere i "skyerne" end hans "første komme", der blev en ren, fysisk, legemlig demonstration i form af korsfæstelsen. Dette "første komme" var en "dommedag" en miniature. Det var en praktisk demonstration af "dommedagens" indtog i det enkelte menneskes bevidsthed. Det var en opvisning af, hvorledes det udviklede menneske modtager "dommedagen" eller lidelserne og igennem dem når "opstandelsen" eller fuldkommenheden. Det var anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske bør modtage "dommedagen", når den ved Kristi "andet komme" er rettet mod hele menneskeheden. "Dommedag" er menneskehedens vandring til Golgatha. Kun igennem den "blodige angstens sved" fra "Getsemane" bliver menneskene modtagelige for lyset, for "opstandelsen".
Bibelens enkle og klare ord om "dommedagen" er således ikke bebudelsen af en realitet, der i bogstavelig forstand skal udløses på en enkelt bestemt fysisk dag, ligesom menneskeheden naturligvis heller ikke bliver stillet op i to bogstavelige geledder for at "dømmes" af et væsen, sat på en ren materiel trone, pyntet med fysisk guld og glimmer. En sådan form for magtvælde hører kun det primitive menneske til. Det er det højeste begreb, det kan danne sig om magt og herlighed. Derfor måtte "dommedagens" kosmiske herlighed nødvendigvis symboliseres igennem nævnte begreb. I modsat fald ville dens beretning jo have været ganske uden inspirationsværdi for samme væsen. Vi ser netop endnu i dag mangfoldige mennesker, der klamrer sig hårdnakket fast til dommedagsberetningens bogstavform, idet de udelukkende kun kan få deres inspiration gennem denne.
"Dommedag" er altså menneskehedens møde med kulminationen af virkningerne af generationers fejlagtige livsførelse, laster og udskejelser. Da disse sidstnævnte realiteter udgør kontrasten til alt velvære, lykke og behagsfølelse, vil et sådant møde betyde lidelse. Da denne lidelse er dyrerigets dødskamp i jordmenneskehedens mentalitet, og en sådan kamp som regel er voldsommere end en almindelig udfoldelse af kraft, vil nævnte dødskamp således her blive en ganske alvorlig sag, ja, et drama, verden endnu aldrig har set mage til, en kulmination i udløsning af geniale mordprincipper, der i kraft af bevidst udnyttelse i form af: pestbaciller, dødsstråler, giftgas foruden det almindelige krigsmateriel vil affolke sogne, byer og lande. En sådan ny verdensbrand vil ikke efterlade sig sejrherrer eller besejrede. Den vil ikke afpresse noget folk eller nogen stat erstatningspligt. Den vil nemlig kun efterlade sig en sønderrevet menneskehed, der på det dræbende princips alter har måttet erlægge – ikke en bagatel af 10 millioner grave således som i krigen 1914–1918, men derimod en tredjedel af menneskeheden som lig foruden den sædvanlige skare af invalider, enker, faderløse, ruinerede og hjemløse, som følger i en krigs kølvand, men her i dette tilfælde altså i en endnu langt større målestok.
Jeg kan ikke her i en så lille afsluttet artikel udrede en nærmere detaljering af de store krigsprocesser, der hånd i hånd med naturens egne katastrofale udfoldelser vil omforme jordmenneskenes mentalitet til at udtrykke en "ny himmel" og en "ny jord" (hvilket vil sige: et nyt og inderligere forhold til Guddommen og en absolut kærlig eller retfærdig fordeling eller administration af jordens materielle værdier, så der intet mere kendes til fattigdom, nød og subsistensløshed). Jeg må derfor her nøjes med at hentyde til et par strofer af Bibelens egen beretning om "dommens dag". Den første strofe udtrykkes som følgende:
"Og den første engel basunede, og der kom hagel og ild, blandet med blod, og blev kastet på jorden; og tredjedelen af træerne opbrændtes, og alt grønt græs opbrændtes.
Og den anden engel basunede, og der blev ligesom et stort bjerg, brændende i lue, kastet i havet; og tredjedelen af havet blev blod, og tredjedelen af skabningerne i havet, som havde liv, døde, og tredjedelen af skibene blev ødelagt.
Og den tredje engel basunede, og fra himlen faldt en stor stjerne, brændende som en fakkel, og den faldt på tredjedelen af floderne og vandkilderne.
Og stjernens navn kaldes malurt; og tredjedelen af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af vandene, fordi de vare blevne beske."
I den anden strofe hedder det:
"Og de fire fugle bleve løste, som til time og dag og måned og år vare færdige til at ihjelslå tredjedelen af menneskene. Og tallet på rytternes hær var to gange titusinde gange titusinde; og jeg hørte deres tal. Og således så jeg i synet hestene og dem, som sad på dem; de havde ildrøde og hyacintfarvede og svovlgule pansere, og hestenes hoveder var som løvers hoveder, og af deres munde udgik ild og røg og svovl. Af disse tre, af ilden og røgen og svovlen, som udgik af deres munde, blev tredjedelen af menneskeheden ihjelslagen.
Thi deres magt er i deres munde: thi deres stjerter er ligesom hugorme og have hoveder, og med dem gjøre de skade."
Selv om man ikke ønsker at opfatte disse uddrag af bebudelsen af "dommedagens" katastrofer i deres bogstavform, kommer man alligevel ikke udenom, at de udtrykker tildragelser af sådanne dimensioner, at de vil komme til at savne ethvert sidestykke i hele menneskehedens historie.
Et ocean af hjerteblod og tårer vil det koste menneskeheden at komme i kontakt med livets love. Kun igennem sorgen over synden imod sin næste fører vejen ind i den "ny jord og himmel". "Dommedagens" mission er at minde menneskene om den glemte kærlighed til næsten. At denne mindelse må være af en så drastisk natur, bliver mere og mere forståeligt, når man gør sig klart, at den teoretiske påmindelse om det samme emne har gentaget sig hver uge i århundreder fra tusinder af prædikestole verden over samtidig med, at ærlige reformatorer, profeter, evangelister, sektdannere og andre moralister i stort tal har søgt og stadigt søger at dreje verdensmentaliteten imod næstekærligheden, uden i mindste måde at have fået nogen som helst hæmmende indflydelse på den krigeriske mordergalskab, som nu forberedes. Intet i verden befinder sig i en så kolossal opblomstring som den moderne krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig skaberkraft og teknisk kunnen må ofres til fordel for folkenes dygtiggørelse i at slå hverandre ihjel. Og herfra lader menneskeheden sig ikke ved nogen som helst form for materiel eller religiøs, teoretisk påvirkning rokke. Her må der realistiske og stærke erfaringer til. Gud må tale direkte med hvert enkelt menneske, der endnu sværger til sværdets magt. Denne tale er "dommedag".
For at forstå "dommedagens" mission og sande analyse er det naturligvis en forudsætning, at man forstår, at ethvert væsens nuværende fysiske jordliv kun udgør et enkelt led i en uendelig kæde af liv, som det samme væsen har oplevet, og at det således befinder sig midt inde i en evig tilværelse. I de jordliv, der er gået forud for det nuværende liv, har det ved sin væremåde skabt årsagerne til sit nuværende liv, eller ved sin væremåde skabt årsagerne til sin nuværende skæbne, ligesom det ved sin væremåde i sit nuværende liv skaber årsagerne til den skæbne, det vil få i sit fremtidige liv. Set fra denne synsvinkel bliver der mening i "dommedagens" problem.
Igennem loven for tiltrækning og frastødning organiseres hele den guddommelige administration og skabelsesmetode. Det er denne lov, der bevirker, at hunde føder hundehvalpe, og katte føder kattekillinger, og at mennesker på samme måde bliver født hos mennesker. Men det er ikke alene på fødselsområdet, at denne lov er bestemmende. Det er også den, der ligger til grund for den gamle realitet, "krage søger mage", og "lige børn leger bedst". Den betinger således, at beslægtede arter søger beslægtede arter. Som følge heraf vil den samme lov i livet bevirke, at mennesker på samme trin i udviklingen fortrinsvis søger hinanden, bliver tilhængere af de samme partier, politiske såvel som religiøse. I denne udskillelse i partier, sekter og samfund begynder vi allerede at kunne skimte en ren materiel tilsynekomst af de to grupper: "Fårene" og "bukkene". Dette vil igen sige, at mennesker med tilbøjelighed for samme moralske anskuelser, samme mentalitet og væremåde mere og mere bliver koncentreret sammen i grupper. Disse grupper, i deres mest fundamentale form, er nationerne. Hver enkelt nations individer har altså noget i deres mentalitet, der er beslægtet med de øvrige individers mentalitet i samme nation. Det er dette, der har bevirket, at de er blevet født i samme rige. Men bag nationerne finder der også en gruppering sted. I denne bliver nationerne skilt ud fra hverandre i to store grupper. Det er disse to grupper, der er "dommedagens" "får" og "bukke". Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder "magtprincippet" i stedet for "retsprincippet". For disse væsener er "magten" retten.
Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen, væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed. For disse væsener er "retten" "magten". De udgør "fårene" ved den "højre side".
Dog ville disse væsener være uhyggeligt stillede, hvis der inden for deres gruppe ikke eksisterede en serie væsener, der endnu kan hylde sværdprincippet, thi da ville den førstnævnte gruppe helt undertrykke og lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis grad militært indstillede mennesker, danner ligesom et værnende skjold eller panser for gruppens kerne, der jo består af væsener, i hvis mentalitet krigen er ganske bandlyst. Når der således i den "højre sides" gruppe kan eksistere krigsvæsener, så skyldes det den omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den "venstre sides" væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede på at bruge sværdet i forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende idealer, hvilket absolut ikke kan siges at være tilfældet med den anden gruppe, der udelukkende kun bruger sværdet i nationale, egoistiske foreteelsers tjeneste, selv om de også ynder at påberåbe sig at "kæmpe for freden". Men det passer jo også godt med "dommedagens" profeti. Det er jo denne gruppe, der i så høj grad påberåber sig at have hjulpet verdensgenløseren, hvilket vil sige: kæmpet for fredsidealerne, skønt de i virkeligheden ikke har skabt andet end ufred. De mord, drab og lemlæstelser, de ved deres krigsidealer afstedkommer, gør de jo direkte imod de virkelig kristne idealer. Det er denne gruppe, der skal gå frem til "evig pine".
Her må man erindre, at da Bibelen ikke i særlig grad er baseret på at give menneskene oplysninger om "reinkarnationen", har man ikke noget som helst begreb om en kommende ny timelig tilværelse. Som følge heraf vil alt, hvad der henfører til tilværelsen uden for det nuværende fysiske liv, blive udtrykt som – "evigt". Når der berettes, at den "venstre sides" væsener skal gå bort til "evig pine", vil det i virkeligheden kun sige det samme som, at de skal gå over til virkningerne af deres nuværende dræbende væremåde i en ny fysisk tilværelse.
Når den "højre sides" væsener, hvis væremåde jo er udtrykt som den højeste grad af beskedenhed, idet de jo var så vant til at give og hjælpe, at de slet ikke havde lagt mærke til, at de dermed havde hjulpet verdensgenløseren, skal gå ind til "evigt liv", "det rige, som var dem beredt" osv. , så vil det sige, at deres skæbne også ligger i en kommende ny fysisk tilværelse, hvor de vil komme til at høste virkningerne af deres nuværende kærlige eller udviklede væremåde. Menneskene befinder sig således allerede midt i deres "evige tilværelse". Men de oplever altså for tiden en epoke, i hvilken de i særlig grad udskilles fra hverandre. Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen grad sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne. Ethvert menneske kommer derfor til at være der, hvor det retmæssigt, i henhold til dets tidligere væremåde, hører hjemme. Og det er dette princip i verdensordningen, der garanterer, at isbjørne normalt ikke fødes ved ækvator, og krokodiller ikke fødes i polernes isregioner. Alle væsener kommer, hvor de skal i henhold til de af deres væremåde udløste skæbneårsager. Lande, der er prædestinerede til naturkatastrofer, bliver efterhånden befolket med væsener, i hvis skæbneudløsning og udvikling oplevelsen af naturkatastrofernes gene er lige så nødvendig, som polarlandene normalt er nødvendige for isbjørne og tropelandene for krokodillerne. Det samme princip gør sig naturligvis også gældende, når der er tale om væsener, hvis væremåde har udløst lyse skæbneårsager. Hvis sådanne væsener befinder sig i lande, hvor den lyse skæbne ikke vil kunne manifesteres, kan individet naturligvis ikke genfødes der, men fødes på et sted og i omgivelser, hvor dets skæbne retmæssigt kan komme til udfoldelse. Intet er således underkastet tilfældighed. Det er dette princip, der ligger til grund for Jesu udtalelse om spurvene: "Og ikke én af dem falder til jorden, uden eders Fader vil", og ligeså for hans udtalelse: "Men endog eders hovedhår er talte".
Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af væsenerne for at kunne føre dem til det for hvert enkelt væsen særligt passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså med sin væremåde selv bestemt. Det vil derfor være så temmelig nødvendigt for opnåelsen af at komme til at høre til den sortering, der skal gå frem til "evigt liv", hvilket altså vil sige til en lys skæbne i kommende liv, at man ihukommer Jesu ord: "Våger og beder, at I ikke skulle komme i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt."
Da "kødet" her betyder den dyriske vanebevidsthed, og "ånden" viljen til det gode, vil ovennævnte altså sige det samme som, at det er bekæmpelsen af de i menneskene endnu boende dyriske anlæg: egoisme, had og kødspisning, der er vejen over til "dommedagens" "højre side". Da disse anlæg ikke kan fjernes fra individets bevidsthed uden igennem fødslen af evnen til at "elske sin næste som sig selv", bliver denne næstekærlighed jo kendetegnet på nævnte "højre sides" væsener. Men da disse væsener skal gå frem til "evigt liv", hvilket vil sige: fortsætte livet på jorden, vil dette liv således blive baseret på næstekærlighed. Men derved vil livet komme til at afvige fra det nuværende, der er baseret på dyrisk magt og styrke i egenkærlighedens tjeneste. Da det er denne gamle kulturtilstand, der hidtil har været jordmenneskenes mentale, fysisk praktiske verden, vil det altså være denne "verden", der skal gå under. Og da den ny kultur er baseret på næstekærlighed og dermed udgør en ny praktisk og fysisk verden, bliver det således denne "ny verden", der er den "ny jord". At denne ny kulturs videnskabelige indstilling til "den hellige ånd" vil give individerne en langt skønnere og højere indsigt i livet uden for den fysiske tilværelse er naturligvis en selvfølge, i særdeleshed da "dommedagen" jo ikke kan fuldføres før Kristi "andet komme", hvilket, som tidligere berørt, er "den hellige ånds" synliggørelse på jorden. Da man kalder de overfysiske regioner og problemer og hvad dertil hører for "himlen" vil den ny kulturs mennesker således også have en "ny himmel".
Om man forstår, at vi for tiden oplever "verdens ende" eller "de sidste tider", vil altså være afhængig af, om man forstår, at den nuværende kultur er ved at gå under. Om man er i stand til at acceptere den nuværende tilstand i verden for "dommedag", vil være afhængig af, om man er i stand til at se adskillelsen af "fårene" og "bukkene", og at "den hellige ånd", hvilket altså vil sige den videnskab, det lys og den kærlighedslære, uden hvilken en ny verdenskultur, hvor freden har hjemme, umuligt kan opstå, bliver manifesteret. Har man ikke spor af evne til at være i føling med disse ting, da vandrer man i virkeligheden endnu rundt i blinde, ligegyldigt hvor meget man så end måtte tro at være i besiddelse af de verdensfrelsende idealer. Da har man endnu dyrets egoistiske og dræbende tendenser i sin natur. Og man vil igennem sin reinkarnation og skæbne bogstavelig talt blive ført over i de lande og zoner, der er "dommedagens" "venstre side", for der at gå frem til "evig pine", hvilket altså vil sige: til den guddommelige erfaringsoplevelse, man mangler for at kunne forstå det bud, der er "al lovens fylde".
Men med denne oplevelse bag sig har man "fuldkommet løbet". Da står vejen åben til den "ny himmel" og "ny jord". "Den fortabte søn" bliver atter forenet med sin guddommelige Fader.
"Dommedagens" fundamentale kendetegn er således Kristi "andet komme". Dette "andet komme" er som nævnt "den hellige ånds" åbenbaring. Denne åbenbaring må være dokumentationen eller videnskabeliggørelsen af næstekærligheden, thi ellers kan den umulig være basis for den "lovens fylde", der er det absolut eneste fundament, på hvilket en virkelig verdenskultur i harmoni med livets love eller Kristi væremåde kan manifesteres. Vær derfor alle på vagt! Hen over verden går en dønning af det største mørke. "Veerne" har taget sin begyndelse. Men ind over jorden skinner en stråle af det stærkeste lys. Det er ved at forplante sig i kød og blod. "Hvo som har øren, de høre. Hvo, som har øjne, de se. Hvo, som har kærlighed, de fornemme et møde med Gud".
Første gang bragt i Kosmos 1938