Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da vi passerede vintersolhverv eller årets korteste dag, passerede vi mørkets kulmination eller det stadium, hvor solen eller dagens lyskilde er længst borte fra vore breddegrader. Af denne passage er der intet jordmenneske, der kan være ganske uberørt. Den ligesom drejer vort sind og hele tankeindstilling. Mens vi før vor passage af denne årets korteste dag var indstillede på et stadigt tiltagende vintermørke, imod hvilket vi måtte gardere os ved hjælp af et ydre kunstigt fysisk lys, og hvad sindet angik ved et indre sjæleligt lys, så er vi nu efter denne passage indstillet på selve lyset. Vi ved nu, at solen for hver dag kommer nærmere og nærmere for til sidst at indhylle vore breddegrader i sommerdagens strålende klarhed og kolorit. Vintersolhverv eller mørkets kulmination har således tændt en vældig håbets stjerne i vort sind. Vi venter på sommer og sollyse dage. Da denne passage af vintersolhverv er en urokkelig tilbagevendende foreteelse, efter hvilken der ligeså urokkeligt kommer en passage af lysets kulmination eller sommersolhverv, er dette vort håb således ikke bygget på fantasi men på en levende kendsgerning. Vi har indtil overdådig fylde oplevet, at vor passage af disse solhverv kun er nattens og dagens kredsløb i et endnu større format, der betinger Bibelens ord: "Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade."

Men hvad kan dette kredsløb nu fortælle det udviklede eller intellektuelt begavede menneske? – Hvad kan det fortælle den søgende åndsforsker? – At dagen kommer efter natten, og sommeren kommer efter vinteren, ved vi jo alle, ja, det ved selv dyrene. I modsat fald ville de jo ikke i den grad forberede sig på sommerens eller vinterens komme, som tilfældet er. Nogle dyr samler forråd og går i hi, andre f.eks. trækfuglene, søger mod mildere egne. Men dermed er Forsynets mening eller hensigt med disse kredsløb ikke fuldført eller tilendebragt. Disse kredsløb er ikke til, blot for at vi skal lære at underordne eller gardere os imod dem. Det er rigtigt, at det er dem, der giver livet kolorit, skaber kontraster og mangfoldiggør oplevelsesmulighederne for de levende væsener. Men der er bag alt dette endnu en særlig stor oplevelse eller et specielt facit, Guddommen eller Forsynet ved hjælp af kredsløbsprincippet vil indføre og levendegøre i det tænkende væsens bevidsthed. Dette facit er tilkendegivelsen af dets egen udødelighed og Guddommens evighed bag kredsløbene.

Hvorledes kan man da igennem kredsløbene komme til at opleve eller se denne tilkendegivelse? – Ja, den første betingelse for et virkeligt højere klarsyn af de daglige og årlige fysiske foreteelser i naturen og livet i og omkring os er naturligvis dette at kunne tænke absolut logisk. Kan man ikke tænke logisk, bliver alle oplevelser jo kun til formodninger, trosdogmer, fantasifostre, der ofte kan være indtil hundrede procent falske eller illusoriske. Imod denne falske tilstand eller opfattelse af tilværelsen eksisterer kun den logiske tænkeevne. I samme grad som man virkeligt besidder den, kan man ikke illusioneres eller bedrages af falske forestillinger. Har man én gang fundet eller oplevet naturens særlige struktur og evige love, ved man, at alt skal passe ind i denne struktur og disse love. Hvis en analyse eller beretning, et dogme eller en påstand ikke passer ind i nævnte struktur og love, ved man, at disse kun er menneskelige påfund, fejlagtige forestillinger eller formodninger, ligegyldigt om disse forestillinger så er hundredårige traditioner eller hvilken som helst anden særlig magtfuld position, de så end måtte have indtaget i kulturen eller samfundet. Enhver kultur, tradition eller foreteelse, der er baseret på et sådant ulogisk facit, vil uundgåeligt før eller senere komme til kort over for den natur eller det liv, som den ved sit falske facit eller fundament lyver sig fra. Livet eller naturen bevæger sig i bestemte evige baner efter lige så bestemte evige love. Alt, hvad der derfor i livet eller naturen gives en herfra afvigende retning, kan ikke følge med i den øvrige naturs baner, og kan ikke opfylde de evige love. Dets fremtræden bliver derfor synlig som mere og mere abnorm for til sidst slet ikke at kunne finde rodfæste eller næring i det normale liv eller den normale natur, fra hvilket det udgik. Det må da som en plante, der er rykket op af den nærende jord og kastet i solen, visne og gå til grunde. At tænke logisk vil derfor være det samme som at kunne tænke og udrede facitter, der fuldstændig er i kontakt med disse naturens evige baner og love. Og vi vil altså i kraft af denne logiske evne se lidt på, hvad der ligger gemt i den oplevelse, vi kalder årsskiftet eller nytår og dermed tilegne os et facit, der passer på evigheden eller udtrykker de evige love og baner, som er livets urokkelige struktur.

Det er jo forlængst blevet en kendsgerning for os, at vintersolhverv er en afslutning på et kredsløb, og at et nyt kredsløb derfor efter dette solhverv tager sin begyndelse. Nævnte solhverv markerer således for os et kredsløbsskifte. Det er dette kredsløbsskifte, vi kalder "årsskiftet" eller "nytår". Et sådant kredsløb, der altså er det samme som et år, har den store ejendommelighed, at det på et kort overskueligt fysisk område udtrykker et af langt større dimensioner fremtrædende kosmisk princip. Dette princip kendes fra mine analyser som "spiralkredsløbet". Men et sådant kosmisk spiralkredsløb er af så kæmpemæssige dimensioner og dets eksistenstid af så umådeligt et tidsrum, at det kun kan opleves gennem hundrede tusinder og atter hundrede tusinder af liv. At det almindelige jordmenneske ikke aner, det er i færd med at tilbagelægge et sådant gigantisk kredsløb, før det igennem verdensgenløsningen eller visdommens repræsentanter bliver gjort opmærksom herpå, turde være en selvfølge. Det har jo ikke kosmisk bevidsthed, kender ikke sin skjulte overbevidsthed eller evige ånd. Men trods denne sjælelige uformuenhed eller endnu ufærdige tilstand er disse væsener alligevel ikke gjort til stedbørn af Guddommen. Det er rigtigt, at de ikke direkte kan se det vældige kredsløb, de med deres rækker af genfødsler og liv er i færd med at tilbagelægge, men Guddommen har alligevel trukket en lille flig af sløret til side for denne deres umådelige kosmiske færd. Det, de derfor bliver vidne til, hvor denne flig er trukket til side, er, at hele livet og tilværelsen udelukkende fremtræder i form af kredsløb. De ser, at stoffernes passager igennem faste, flydende og luftformige tilstande i virkeligheden kun kan eksistere som passager i kredsløb. Hvad er dag og nat, sommer og vinter andet end tidens kredsløbs passage igennem evigheden? – Hvad er menneskenes ernæring, deres fordøjelse, deres tilfredsstillelse af begær, andet end opfyldelse af kredsløb? – Ja, hvad er deres fysiske legemes eksistenstid, dets passage igennem barndom, ungdom, manddom og alderdom andet end passage af stadier i kredsløb? – Det bliver således til en urokkelig kendsgerning, at alt, hvad vi er i stand til at sanse eller opleve af livet, kun kan forekomme som identisk med kredsløb.

Guddommen har altså ladet dette altbeherskende princip være tilgængeligt for vore sanser. Men dermed har han jo givet os en umådelig kosmisk udsigt ind i selve evigheden, over livets fundament. Igennem adgangen til det fysiske syn af materiens kredsløbsunderkastelse er der rent fysisk åbnet adgang til ligefrem at se hinsides vort nuværende fysiske legemes eksistenstid, ja, endog synet af vor udødelighed toner frem som en strålende stjerne midt i vort fysiske livs åndelige nat. Men det kan altså her, hvor væsenet endnu ikke har passeret den store fødsel, og hvor det ikke er indviet, kun lade sig gøre ved hjælp af "logik".

Det er altså logisk eller i kontakt med kendsgerningerne at antage, at materien eller stofferne normalt må passere disse kredsløbs forskellige stadier. Vi kan derfor udregne eller nøjagtigt bedømme stoffernes plads i kredsløbet. Vi ved nøjagtigt, at et stykke is er vand på sit fortættede stadium, og at i den luft, vi indånder, er det samme stof i frigjort eller luftformig tilstand. Alle materier har således deres fortættede og porøse eller luftformige og stråleformige (elektriske eller åndelige) tilstand. Men så vil det også kun kunne være logisk at antage, at vi selv i kraft af dette altdominerende princip må befinde os på et eller andet af disse kredsløbets forskellige stadier. Da vi ved, at stof i kredsløbsbanen kun kan forvandles i rækkefølgen fast, flydende, luftformig og herfra til stråleformig (elektrisk) tilstand, kan vi ligefrem fysisk se, hvilket stadium i kredsløbet, der må blive vort næste stadium. Da alle vi jordmennesker næsten er på kredsløbets flydende stadium – vort legeme udgør 90% vand – må vort næste stadium blive "luftformigt", og det næste igen "stråleformigt". Dette er altså logisk. Men det betyder ikke, at alle lige med det samme vil acceptere dette som sådant. Tværtimod, mange vil ligefrem stemple en sådan analyse som fantasi eller som det rene vrøvl, selv om der i hele verdensaltet ikke eksisterer noget som helst, med hvilket denne påstand virkeligt eller absolut kan begrundes. Den logiske påstand kommer af, at logik er kærlighed – kærlighed uden logik er ikke kærlighed. Udfoldelsen af kærlighed i det daglige liv er kontakten med spiralkredsløbets love. Når alle udfolder dette solskin til vor næste, er den guddommelige verden opstået på jorden.