Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Jeg havde tænkt at kalde mit indlæg om oversætterens rolle "Udsigten fra broen", fordi oversætteren fungerer som en bro mellem Martinus og den udenlandske læser og dennes kultur. For at kunne være en farbar og stabil bro skal oversætteren opfylde visse betingelser. Først og fremmest skal han eller hun have indgående kendskab til det danske sprog, hvis man altså oversætter direkte fra Martinus' original. Dette er den mest ideelle fremgangsmåde, men den er ikke altid mulig. Vi har set igennem årene, at Martinus' bøger er blevet oversat til diverse sprog via oversættelser. De første engelske oversættelser af bl.a. Logik og Påske var oversat via esperanto, og det samme er tilfældet med den japanske oversættelse af Den ideelle føde. I disse dage udkommer Menneskehedens skæbne på tyrkisk; den er blevet oversat fra den engelske oversættelse. Men den ideelle løsning er altså at oversætte direkte fra den danske tekst til éns modersmål. Ud over et indgående kendskab til dansk kræver det et indgående kendskab til éns modersmål. Her har de fleste af os i oversættergruppen – ud over at have gjort alt vi kunne for at forbedre vores sprogbrug – allieret os med lingvister, forlagsredaktører og almindelige indfødte læsere for at få kontrolleret, at vores eget sprog er godt nok. Mange af os er flyttet til Danmark for at lære dansk og studere kosmologi. Og det er selvfølgelig en kæmpe fordel. Men det har den ulempe, at man nemt kan miste kontakt med sit modersmål. Hvis man er klar over dette problem, er der meget man kan gøre for at modvirke alt for meget forfald, f.eks. se kabel-TV, læse bøger og blade på éns eget sprog, specielt åndelig litteratur, og rejse hjem på ferie en gang imellem. Med dette indgående kendskab til både dansk og éns modersmål er der jo også mulighed for at tage en egentlig oversætteruddannelse og lære noget om oversættelsesteori og -teknik.

Oversættelsesteoretikere stiller også det krav til oversætteren, at han eller hun skal have et grundigt kendskab til det stof, der skal oversættes, et synspunkt som Martinus delte. I Samarbejdsstrukturen (s.104) står følgende:

"Det forudsættes, at en oversætter af Martinus' værker først gennemlæser en stor del af værket og sætter sig ind i dette verdensbillede, og dernæst arbejder så meget med terminologien, at der er stor sikkerhed for, at den kan gennemføres konsekvent og gennemgående."

I mit forsøg på at lære mere om kunsten at oversætte læste jeg bl.a. to bøger af Eugene Nida, en amerikansk oversættelsesteoretiker som har forsket meget i oversættelsesprocessen med bibeloversættelser som udgangspunkt. Bibeloversættelser er interessante, dels fordi Bibelen er verdens mest oversatte bog (i 1964 da Nida skrev om det, var Bibelen oversat til 1200 sprog), dels også fordi de har det tilfælles med Martinus, at det drejer sig om at oversætte en "hellig" tekst eller åndelig litteratur, hvor budskabet, hvis man nu forstår det, har en afgørende virkning på éns væremåde, éns indstilling til andre mennesker og alt levende, og ikke mindst éns forståelse af gudsbegrebet og éns forhold til Gud. Nidas bøger er gennemsyret af en kærlighed til sandheden, som den afsløres gennem Det gamle og Det nye Testamente. Nu er det oversættergruppens opgave at løfte det danske slør over Det Tredje Testamente for den langsomt voksende skare af udenlandske læsere. Ligesom Det gamle og Det nye Testamente er det Martinus' mening at hans samlede værker skal udgives på så mange af verdens sprog som muligt. Lige nu oversættes der til cirka 15 sprog.

Nida mener at: Man burde aldrig oversætte noget, man ikke beundrer ... der skulle gerne eksistere en naturlig samklang mellem oversætteren og det, der bliver oversat.

Dette er jo ikke et problem for de fleste nuværende Martinus-oversættere, men det gør det vanskeligt at bestille en oversættelse hos én, der ikke kender noget til Martinus eller som ikke føler sig i harmoni med analyserne. Jeg samarbejdede engang med en forlagsredaktør i England, som gennemlæste og kommenterede mine oversættelser. Men tit kommenterede han også analyserne. Da jeg fik mine manuskripter tilbage, stod der tit UTTER RUBBISH! (altså det rene vrøvl!) på dem, og det var altså analyserne der var noget galt med og ikke oversættelsen. Han er død nu, men heldigvis dukkede der op her i Klint et halvt år efter hans død en engelsk-australsk forlagsredaktør, som spurgte mig, om jeg havde brug for hjælp med oversættelserne. Kvalificeret hjælp kommer, når man mest har brug for det.

Nida er også af den mening, at det ikke er oversætterens opgave at overgå forfatteren, et synspunkt som også deles af Martinus:

"Hvis noget er skrevet primitivt, så skal det blive stående primitivt. Folk må gerne se, at jeg ikke er særlig belæst." (Samarbejdsstrukturen s.102)

Nida fortsætter:

"Ved oversættelsen af Bibelen har de fleste fremtrædende oversættere tillige insisteret på endnu et krav, nemlig en from erkendelse af at være afhængig af guddommelig nåde ... Oversætteren bør ikke alene bruge de bedste videnskabelige metoder men også påkalde og stole på guddommelig nåde i udførelsen af sit hverv." (Nida 1964:152)

Jeg synes, at det er en god idé at bede, når man oversætter. Vi skal selvfølgelig mobilisere alle vores intellektuelle ressourcer, vores samfølelse med og loyalitet mod Martinus og hans stilsans og være så samvittighedsfulde som mulig, men lidt guddommelig inspiration vil jo ikke skade, især når det drejer sig om at finde ord for tanker, der ikke har været udtrykt på ens eget sprog før og analyser, som ligger uden for vores direkte erfaring.

" ... "ligevægtsvæsenerne" ... er blottet for alt begær efter at ville brillere. De er væsener, der er stilfærdige, sympatiske og forstående over for alt og alle. De er væsener, der har let ved at tie stille, når andre er alt for ivrige efter at vise deres kundskab. De er væsener, der ikke på nogen måde ønsker magt og berømmelse. De er væsener, der allerhelst vil leve ukendt og ubemærket og kun kommer offentligt frem i sådanne tilfælde, hvor ikke forfængelighed, men pligtfølelse kalder dem ..."

Som regel oversætter man ikke Martinus' værker helt alene. Man er, som jeg sagde før, nødt til at tage danske lingvister og modersmålslingvister med på råd såvel som andre kyndige kosmologer, når der er spørgsmål om tolkning af f.eks. tvetydige eller mangetydige ord og begreber. Og der er ikke noget der er så godt for ens forfængelighed som at få kritik, som man jo selv har bedt om, fra andre fagkyndige. Som eksempel kunne jeg nævne, at vi har en diskussion kørende i oversættergruppen for øjeblikket, om hvordan begrebet det sympatiske anlæg skulle forstås og oversættes. I den største dansk-engelske ordbog har ordet ANLÆG 17 betydninger og 33 oversættelsesforslag og noget lignende er tilfældet med andre sprog.

" ... de fleste tilfælde af unødige ændringer af en original er ikke et resultat af noget bevidst ønske om at omdanne eller fordreje budskabet, men snarere af ubevidste personlighedstræk, som influerer på et menneskes arbejde på underfundige og tilsyneladende uskyldige måder. De forekommer især, når en oversætter er tilbøjelig til at forbedre originalen, rette åbenbare fejl eller varetage en personlig præference gennem en tilpasning af sit ordvalg ..."

" I nogle tilfælde er det oversætterens egen følelse af usikkerhed, der gør det vanskeligt for ham at lade dokumentet tale for sig selv, og i andre tilfælde kan mangel på ydmyghed få ham til at oversætte uden at rådføre sig med personer, der har studeret teksterne mere grundigt end han selv."

Her vil det også være godt, hvis oversætteren anerkender behovet, ikke blot for de kvalifikationer jeg nævnte før, men også for et så fuldt kendskab til sig selv som muligt, til sine svagheder, sin styrke og sit potentiale (dog må man erkende at fuldt kendskab til sig selv er uopnåeligt for de fleste på nuværende tidspunkt). For oversætteren er udtrykket "kend dig selv" af overordentlig praktisk betydning. Den udenlandske læser er afhængig af oversætteren, og det giver oversætteren en vis magt. En høj oversættelsesmoral er derfor meget vigtig, hvis man skal forvalte denne magt i sandhedens og ikke egoismens tjeneste.

Nu kunne der siges mange spændende ting om selve oversættelsesprocessen, men det må være en anden gang. Jeg vil bare afslutte ved at fortælle, at de første bibeloversættere og deres læsere blev brændt på bålet i middelalderens Frankrig. De var anklaget for at have fordrejet og forvansket Guds hellige ord. Jeg håber at Det Tredie Testamentes oversættere møder en mere behagelig skæbne. Vi gør jo vores bedste for ikke at fordreje og forvanske Martinus' ord. Dog har vi set for et par år siden, at de serbo-kroatiske udgaver af Martinus' bøger blev beslaglagt af militæret i Beograd og at én af oversætterne blev forhørt af militæret, inden hun fik lov til at rejse hjem til Sverige.

Det er oversættergruppens håb at oversættelserne kommer til at danne de broer, som kan føre udenlandske sandhedssøgere til forståelsen af den daglige oplevelse af livet som en direkte korrespondance med Gud, en korrespondance som de bliver i stand til at reflektere over og til sidst fuldkommengøre.

Litteraturhenvisninger:
Martinus Institut – Samarbejdsstrukturen (1992)
Eugene Nida: Toward a Science of Translating (1964)