Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Protagoras (ca. 485-415 f.Kr.) rejste rundt i det gamle Grækenland og gav lektioner i veltalenhed. Sammen med andre filosoffer af samme skole tilhørte han de såkaldte "sofister". Hos dem kunne man lære at begå sig i forsamlinger, – det gjaldt jo om at vinde indflydelse og gøre sig heldigt bemærket i det spirende græske demokrati!

Hvilken filosofi kunne nu støtte et sådant formål?

Protagoras fandt, at mennesket er alle tings målestok. Vi måler og bedømmer ud fra det, vi hver især synes er rigtigt. Demokratiet er altså til størst gavn for den, der kan overbevise andre og få modsatte synspunkter til at virke forkerte. Det sidste var let nok, mente Protagoras, man skulle bare forlange beviser på bordet. Det ville snart vise sig at være umuligt, for kun naturlovene kan bevises. Altså stod og faldt det hele med, hvor dygtig man var til at tale sin sag.

 

 

"Retorik" hed det. Folk strømmede til.

Men desværre kunne Protagoras ikke dy sig for at udfordre Athens borgere med sin egen retorik. Kunne man bevise, at der var guder til, spurgte han. Var nogen i stand til at sige, hvordan de så ud? Han ville ikke udelukke, at de var til, men i grunden kunne man intet vide ... Den slags spørgsmål vakte forfærdelse, og Protagoras måtte i hast forlade byen.

I vore dage dukker Protagoras' tanker op mange steder. Allerede i børnehaven lærer børnene, at de må "råbe op" for at blive hørt. Kendt er det også, at nøglen til succes ved eksamensbordet er "selvtillid". Og den behøver ikke altid at være lige velbegrundet. Kravet om beviser finder vi også. En læge kan fx nemt vælte 30 års statistik, der går på, at det er farligt at ryge. Sundhed er et "retorisk spørgsmål", der kan diskuteres og gøres til politik.

Hvad mener Martinus? Han mener som Protagoras, at mennesket er alle tings målestok. Men når det er sagt, skilles vejene. Hvor Protagoras stopper op ved målestokken, spørger Martinus, hvor den kommer fra. Hvoraf kommer det, at nogen tror på Gud, andre ikke? Det var et spørgsmål, som Martinus gjorde til sit livs opgave at besvare. Og svaret var, at hvert eneste menneske går fra målestok til målestok som trinene på en stige. Vi er alle på vej mod den åbenbaring af Gud, som han selv oplevede. Men for Martinus gjaldt det ikke om at få nogen til at tro på en sådan mulighed, endsige agitere for den. Det trin var passeret for dem, han først og fremmest ønskede at få i tale. Derfor måtte han nøje holde sig til de beviser, han selv fandt rigtige. Og slutte dér. Så var det op til læserne selv at tage stilling. De skulle gå efter deres egen målestok, ikke nødvendigvis hans. Derfor ønskede han heller ikke nogen forening omkring sin sag, ikke noget med politik og retorik. Sagen måtte være stærk nok til at tale for sig selv, – i modsat fald var tiden ikke moden. Men det skulle den nok blive, mente Martinus. Det vigtigste for ham var derfor at få bøgerne skrevet – så de lå parat!