Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om jeg i min lille bog Påske har gjort rede for mit syn på dette mysterium, er der dog alligevel nogle ting at bemærke angående denne overleverede hellige beretning. Havde påskeberetningen ikke været udtryk for en realistisk stedfunden begivenhed, således som tilfældet er, ville den alligevel have været et så overordentligt fundamentalt digterværk med genial rodfæstning i selve livets princip, at den til de seneste tider måtte stå som et urokkeligt symbol på selve virkeligheden.

Som vi nævnte før, udtrykkes dette billede også igennem den koncentrerede sætning: "Af jord er du kommen". Er det ikke netop således, at det igennem den moderne videnskabelige forskning på alle områder bliver mere og mere synligt, at jordmennesket ikke er frembragt af "intet" ved udfoldelsen af et øjeblikkeligt magtbud, men at dets ydre tilblivelse er et synligt udtryk for en igennem umådelige tidsrum stedfunden udviklingsproces? Er det ikke åbenlyst for ethvert intellektuelt menneske, at jordkloden engang befandt sig i en flammende og glødende ildtilstand, og at den da måtte være totalt blottet for alt vegetabilsk og animalsk liv? Er det ikke ligeledes en kendsgerning, at de flammende materier efterhånden blev mere og mere afkølede og dermed omdannet til vand, grus og sand, blev til "jord". Og udviklede der sig ikke her, ved et sammenspil imellem denne "jord", solens skin og klodens vand, det vegetabilske liv? Og blev det vegetabilske liv ikke efterhånden til animalsk liv? Er de vegetabilske overgangsformer, der både er halvt plante og halvt dyr, ikke for længst blevet til videnskabelige kendsgerninger? Og kan vi ikke netop følge dyreorganismernes gradvise udviklingsproces helt op til jordmenneskeformen? Den jordmenneskelige organisme er således bogstavelig talt blevet til af "jord". Og den kirkelige kristendoms sætning udtrykker således en videnskabelig sandhed.

Det næste princip i påskemysteriet udtrykkes som "langfredagsprincippet". Dette udtrykkes i Bibelen som beretningen om Jesu fremførelse for den øverste dommer i Palæstina, Pontius Pilatus samt hans hudstrygning, hans guddommelige udtalelser, lidelser og død på korset. Hvad udtrykker nu disse begivenheder? Ja, udgør de ikke netop i princip selve døden og den ydre staffage, der altid eksisterer omkring døden? Ethvert jordmenneske skal jo gennemleve den proces, vi udtrykker som "døden". Og er det ikke således, at ethvert jordmeneske, som begynder at fornemme døden nærme sig, bliver angst, begynder at føle sig stedet for den højeste dommer og igennem denne fornemmelse kan opleve allehånde former for rædsler. Og er det ikke netop disse rædsler, der tilsammen er begyndelsen til den såkaldte "skærsild"? Er der ikke netop mange jordmennesker, der her oplever en eller anden form for "korsfæstelse"? Ja, der er endog dem, der på grund af en meget dårlig samvittighed ligefrem fornemmer sig i "helvedes brændende ild" og i denne deres kvide råber til Forsynet eller verdensgenløseren om frelse eller befrielse, ligesom der også er dem, der befinder sig lykkelige, tilgivende alt og alle og opgivende sin ånd i den største og inderligste tillid til den evige Guddom. Og er det ikke netop disse omkring dødsprocessen forekommende detaljer, der symbolsk kan udtrykkes i selve verdensgenløserens dødspanorama? Er tornekroningen, hudstrygningen, mængdens hån og spot plus selve fastnaglingen til og døden på korset ikke et værdigt udtryk for "skærsilden" eller "helvede"? Kulminerer fornemmelsen af at være borte fra Gud ikke her? Råber verdensgenløseren ikke netop bekræftelsen herpå igennem de kendte ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"? Men ser vi ikke frelsen eller sagligheden symboliseret i verdensgenløserens døds scene? Havde han ikke midt i forhånelsen og fornedrelsen, da han stod over for Pilatus og mængden, i sig bevidstheden om at være en "konge", selv om hans rige "ikke var af denne verden"? Følte han ikke sin livsgerning, sin mission som fuldbragt? Og tog han ikke alle sine fjender til sit hjerte i udbruddet: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"? Og ser vi ikke en grænseløs tillid til Forsynet i de sidste svage suk fra hans døende læber: "Fader! I dine hænder befaler jeg min ånd"? Kan man tænke sig en større symbolisering af modsætningen til "helvede"? At føle sig indhyllet i en kongeværdighed, at føle sin livsgerning fuldbragt, at omslutte sine bødler eller plageånder med sin kærligheds dybeste og inderligste attrå samtidigt med, at man i kulminationen af tryghed overgiver sin ånd i Guds varetægt, kan da kun være kulminationen af idealet for et væsens møde med døden eller dets tilbagevenden til Gud.

Dette "langfredagsprincip" er igen, som nævnt også udtrykt i sætningen "til jord skal du blive". Hvad er det egentlig, der skal og kan blive til "jord"? Ja, er det ikke netop det samme som det, der var "kommet af jord"? Og det, der var "kommet af jord", var jo, som vi før berørte, væsenets kødelige, animalske organisme. Denne animalske organisme skal altså igen blive til "jord". Men det er jo kun, hvad der for længst er blevet en kendsgerning for alle mennesker. Det er denne kendsgerning, alle kalder "døden". Men der er noget, som ikke kan dø, noget som ikke er "kommet af jord" og derfor heller ikke kan "blive til jord". Det er det "noget" i organismen, der føler angst for døden og glæde ved livet; det "noget", der føler sjælekval og lidelser og hungrer efter kærlighed; det "noget", der finder forløsning i fornemmelsen af en Guddom, i hvis hænder det kan befale sin ånd. Det er denne "ånd", der er det levende, befalende, bydende og skabende i organismen. At der er et sådant bydende og befalende "noget" i organismen bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi kan bevæge vore lemmer, vi kan sanse, føle og fornemme, vi kan elske og hade. Dette sker jo alt sammen i kraft af viljen i et eller andet af dens tre stadier, så-som: "A-viden", "B-viden" eller "C-viden", hvilket igen vil sige: vilje som vågen dagsbevidst funktion eller vilje som automatfunktion. Det er dette viljeførende "Noget", vi ud trykker som "Jeget", når vi ta-ler om os selv. Vi siger således: "Jeg tænk-te, jeg talte, jeg skrev" osv. At dette viljeførende eller bydende "Noget" må være forud for organismen, er jo kun, hvad der overalt viser sig som kendsgerning. Man har endnu aldrig set andet, end at en organisme lige fra dens første spæde fosterstadium og frem til dens fulde voksne tilstand normalt bliver bygget fuldstændig planmæssigt op. Og planmæssighed kan jo kun eksistere som et produkt af vilje. Da vilje igen kun kan eksistere som et produkt af ønske, og ønske i sin dybeste instans er det samme som "begær efter liv", afslører dette altså, at der forud for organismen har eksisteret "noget", der har haft begær efter det liv, der kun kan opleves igennem organismen. Begær kan nemlig udelukkende kun eksistere som en egenskab ved "noget". Det kan ikke være en egenskab ved "intet".

Det er altså dette levende, viljeførende "noget", der udgør "skaberen" bag "det skabte". I modsat fald måtte det være "det skabte", der frembringer "skaberen", hvilket jo er hundrede procent i strid med kendsgerningerne eller virkeligheden. Der skal en bygmester til at skabe et hus, der skal en bager til at bage brød, ligesom der skal en digter til at skrive digte. Intet kan blive til af tilfældigheder eller kaos. Kun et stærkt planbegærende, viljeførende "noget" kan omdanne tilfældigheder og kaos til planmæssighed eller logisk organisation. Det er denne organisation, vi udtrykker som det skabte. Og til en sådan organisation hører netop det levende væsens organisme. Og dennes organisator udgør altså det, vi kalder jeget eller "ånden". Og det er anelsen om eller håbet på denne ånds tilstedeværelse og udødelighed, der særligt dukker frem i individets fysiske dagsbevidsthed igennem "langfredagsprincippet" eller i fornemmelsen af, at det skal til at "dø". Det er denne ånd, det mere og mere bliver vænnet til at overgive i Guds varetægt, hver gang dets fysiske organisme nødvendigvis igen må blive til den "jord", af hvilken den er kommet. "Langfredagsprincippet" er således "dødsprincippet" eller tilbagegivelsen af organismens materie til jorden. Det er jegets eller åndens adskillelse fra den fysiske organisme. Denne adskillelse finder sted i kraft af det overalt i naturen forekommende kredsløb. Uden denne adskillelse ville det levende væsen aldrig nogen sinde blive i stand til at opleve sin guddommelige suverænitet som materiens og livets absolutte herre. Hvis ikke det fik oplevet sit liv uden for den eller den art materie eller grundenergi, måtte det evigt forblive i uvished om sin udødelighed, sit jegs sande natur som en gnist af guden.

Sætningen "til jord skal du blive" er således i realiteten ikke udtryk for en nedtrykkende tilintetgørelsesproces af livet, men er en lysende anordning, i kraft af hvilken individets livsfunktioners evighed garanteres. Men denne garanti ville være en total umulighed, hvis ikke opstandelsesprincippet eller det, jeg før nævnte som "påskedagsprincippet", ikke eksisterede. Den overleverede påskeberetning fortæller jo om, hvorledes Jesus af Nazaret efter at have været begravet i to dage opstod af graven og blev genkendt af forskellige af sine venner, ja var endog ved en enkelt lejlighed forsamlet med dem alle og supplerede her den undervisning og belæring, han allerede tidligere havde givet dem før sin korsfæstelse eller død. Ligesom de to andre afsnit af påskeberetningen – skærtorsdags- og langfredagsprincippet – havde sin rod i virkeligheden og var udtryk for overordentligt almengældende grundprincipper i jordmenneskets daglige tilværelse, således er opstandelses- eller påskedagsprincippet også i allerhøjeste grad symbol eller udtryk for et overalt ved livet dominerende urokkeligt princip. Det er rigtigt, at samme princip ikke er så materielt, fysisk overskueligt for det almene jordmenneske som de to førstnævnte principper, og det er jo netop grunden til, at nævnte princip for samme væsen endnu fremtræder som et mysterium. Det jordiske menneskets sansekapacitet strækker sig endnu hovedsageligt kun til fysiske reaktioner og disses rent materielle mål og vægt, hastigheder og volumen. Men denne form for facitter kan ikke direkte give individet besked om ting der ingen mål har, ting der ingen vægt har, ting der ingen hastighed eller bevægelse har, ting der ingen volumen, konsistens eller rumfang har. Nævnte facitter kan således kun give besked om materie- eller stofegenskaber. Og som følge af denne den jordmenneskelige sanseevnes kapacitets stærke begrænsning, er samme stof eller materie blevet det altdominerende i jordmenneskets mentalitet eller bevidsthed, ja, så altoverstrålende, at samme væsen undertiden pure benægter tilstedeværelsen af noget som helst andet og derved gør sig selv identisk med materien.

Findes der da noget andet end materien? Ja, absolut! Stof eller materie kan umuligt udgøre alt det, der eksisterer, hvilket tydeligt ses i kraft af de førnævnte mål- og vægtfacitter. Disse dækker jo slet ikke det udviklede væsens spørgsmål og kan derfor heller ikke tilfredsstille dets intelligens, hvilket de absolut ville kunne, hvis de hundrede procent udtrykte det, der eksisterer. At et væsen måler 175 cm i højden, vejer 70 kg og udtrykker den eller den hastighed i sine manifestationer og med sin organisme udgør det eller det rumfang, giver ingen som helst oplysning om, hvorfor det netop udtrykker disse bestemte facitter. Der bliver altså tilbage et "hvorfor". Ja, man kan naturligvis sige, at væsenets mål, vægt og øvrige fremtræden i nogen grad er "nedarvet" fra forældrene, men er spørgsmålet dermed løst? Vil man ikke spørge om, "hvorfor" disse ting er nedarvet fra forældrene? At man så får at vide, at denne nedarvning skyldes særlige yngle- eller formeringsprincipper i organismens dybeste funktionscentre ved hvilke, evner og egenskaber kan forplante sig over i ny væsener og her komme til udfoldelse, udelader jo heller ikke det stadige "hvorfor". Vil man ikke her hungre efter at vide, hvorfor det nedarves? Hvorfor kommer børnenes materielle og mentale ydre undertiden til at være næsten en kopi af faderens eller moderens materielle og mentale ydre? Når man så også her kan få oplysning om, at det skyldes særlige organfunktioner af den eller den art, er man så tilfredsstillet? Hvad er det egentlig, man har fået at vide? Er vi kommet til andet end – funktioner? At få at vide, at en tings tilblivelse skyldes funktioner, og at disse funktioner igen skyldes andre funktioner og således fortsættende i det uendelige, er jo lige så umulig en forklaring som den, at hønen er kommet af ægget, og ægget er kommet af hønen og denne igen af ægget osv. Og spørgsmålet hvem bestemmer disse funktioner er stadigt åbent. Men da et spørgsmål er det samme som en mental sult eller hunger, bliver det således en urokkelig kendsgerning, at der i jordmennesket eksisterer en særlig speciel mental sult, som ikke kan mættes med almindelige videnskabelige facitter eller oplysninger om funktioner eller grader i mål og vægt, ligegyldigt hvor uomstødelige kendsgerninger de så end måtte udgøre. Men da sult aldrig i noget tilfælde kan eksistere uden i sig selv at udgøre den ene halvdel af et princip, af hvilket den anden halvdel udgøres af mættelse, vil det således herigennem blive til kendsgerning, at der også findes en "mættelse" for den førnævnte sult eller et svar på spørgsmålet: Hvem bestemmer funktionerne.

Som man her har set, er dette svar altså ikke at finde i mål- og vægtfacitterne, idet disse kun giver udtryk for funktioners natur og egenskaber, men er ganske ude af stand til at sige noget som helst direkte om, hvem der har bestemt funktionerne. Og dette har da også bevirket, at man her hjælper sig med surrogatfacittet: tilfældighed. Man påberåber sig, at alle naturens processer eller funktioner er blot og bar "tilfældigheder". Men hvad er "tilfældigheder"? Tilfældigheder er det udtryk, man bruger for at kendetegne de ting eller funktioner, der ikke kan udtrykkes at være et produkt af et levende væsens viljeføring eller logiske indgriben. Man har altså måttet inddele funktionerne eller det, man oplever, i to grupperinger, nemlig "det tilfældige" og "det planmæssige". Dette vil altså igen sige, at der findes funktioner eller ting, der er af en sådan natur, at de kun kan eksistere som en afsløring af eller er et uomstødeligt bevis for et levende og dermed et tænkende og viljeførende ophav bag sig, mens der er andre funktioner eller ting, der forekommer i en sådan fremtræden, at de tilsyneladende ikke giver noget som helst udtryk for at være et produkt af viljeføring eller tænkning. I samme grad som denne viljeføring eller tænkning af en ting afsløres som en kendsgerning, i samme grad er det levende væsen bag tingen også en kendsgerning. Det levende væsens kendetegn udgøres altså af tænkning og viljeføring og den heraf manifesterede planmæssige skabelse. Da forskeren således må inddele alle de funktioner, som udgør livets oplevelse, i to grupper eller kategorier, nemlig "de tilfældige" og "de planmæssige", bliver det dermed en kendsgerning, at livet ikke kan udgøres af blot og bar "funktioner", men i sin natur udtrykker noget mere. Det udtrykker det, der gør funktionerne planmæssige. Men for at funktionerne kan blive planmæssige og en logisk manifestation heraf opstå, må funktionerne beherskes af "intelligens" og "vilje". Foruden de almindelige funktioner eller bevægelser består livet altså også af disse to faktorer. Men da disse også udgør "funktioner" om end af en anden art end de førstnævnte, efterlader de også i beskuerens bevidsthed et stort spørgsmål. "Intelligens" og "vilje" er nemlig underordnede funktioner, idet de bliver "dirigerede". Spørgsmålet bliver da: "Hvem eller hvad dirigerer intelligens og vilje?" Funktioner eller bevægelse er i sig selv "døde" ting og kan således ikke bestemme over sig selv. En flyvemaskines funktioner kan ikke selv ønske, at maskinen skal stige eller dale. Kun med vilje og intelligens kan denne stigen eller dalen finde sted på en logisk eller fuldkommen måde. Men da "vilje" er det samme som "begær", bliver det her en kendsgerning, at der må være et "noget", der begærer flyvemaskinens stigen eller dalen og må benytte "intelligens" for at opnå tilfredsstillelsen af dette begær. Så vil De måske udbryde: "Ja, flyveren naturligvis". Men er det noget fyldestgørende svar på spørgsmålet? Hvem eller hvad er "flyveren"? Hans dåbsattest er ingen løsning, lige så lidt som det, at han er et jordmenneske, kan være noget fuldt dækkende svar på problemet. Hvad er et "jordmenneske"? Er det ikke en organisme bygget op af materie i kraft af særlige funktioner og selv udløsende særlige funktioner i materien? Men derved afviger det jo ikke fra alle de andre eksisterende såkaldte "levende væsener". Hvad er et "dyr"? Er det ikke også en organisme bygget op af særlige funktioner og udløsende særlige funktioner, ganske ligegyldigt om samme væsen er en fugl, en fisk, en tiger, et insekt eller et hvilket som helst andet levende væsen? Men er det nogen forklaring på flyvemaskinens intelligensmæssige styring, dens logiske stigen og dalen, at der bag dens rat sidder en organisme bygget op af funktioner og selv udløsende funktioner? Hvad er det, vi bliver vidne til her? Vi ser en flyvemaskine. Denne udgør en organisme, der er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner. Bag dennes rat sidder der en organisme, der også er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner, der igen forplantes til flyvemaskinens funktioner og styrer eller behersker disse. Vi har altså set nogle funktioner (jordmenneskets) på intelligens- og viljemæssig måde beherske andre funktioner (flyvemaskinens), men har vi dermed fundet livsmysteriets løsning? Er dette ikke stadigt en gåde? Kan nogen forstå, at funktioner kan udløse intelligensmæssige funktioner? Kan funktioner le eller græde? Kan funktioner bygge et hus, sy en klædning eller holde et foredrag? – Ja, lyder sådanne spørgsmål ikke naive? Men sådanne spørgsmål er ikke desto mindre højaktuelle, hvis man påstår, at det levende væsen kun udgør dets kødelige organisme, og at enhver opfattelse af, at der bag organismen skulle eksistere en såkaldt "udødelig ånd", er ren fantasi eller overtro. Men kan en sådan påstand holde stik? Bliver det ikke mere og mere en kendsgerning for alle intelligente mennesker, at en logisk funktion umuligt kan eksistere selvstændig, men altid udelukkende kun kan fremtræde som en egenskab, der bliver dirigeret? Men når den er en egenskab, der bliver dirigeret, bliver det en kendsgerning, at der må eksistere noget, der er det dirigerende. At dette "noget" i første instans er "intelligens" og "vilje", kan ikke være noget fyldestgørende svar, idet disse to faktorer også er "funktioner", der bliver dirigeret. Spørgsmålet: "Hvem dirigerer intelligensen og viljen", bliver stadig tilbage. Og dette spørgsmål kan altså aldrig nogen sinde komme ud af verden, før svaret herpå repræsenterer et "noget", der absolut ikke kan dirigeres, men er det dirigerende selv. Det må altså være et "noget", over for hvilket intelligens og vilje er underordnede egenskaber såvel som de øvrige funktioner. Da materie og funktioner i virkeligheden er det samme, idet de udgør bevægelse eller vibration begge to, kan det dirigerende "noget" således ikke være identisk med materien. Men da det ikke er identisk med bevægelse eller materie, kan det ikke udgøre nogen som helst analyse ud over denne, at det udgør "noget, som er". En hvilken som helst anden analyse, vi vil tillægge det, kan kun udtrykke nogle dette "noget" underlagte eller underordnede egenskaber og kan derfor ikke udgøre dette "noget" selv. Og med erkendelsen af dette "nogets" eksistens er der ikke mere noget spørgsmål om, hvad eller hvem der står bag organismen.

Man forstår, at det levende væsen repræsenterer to uomstødelige principper, nemlig "materien" og den såkaldte "ånd". "Materien" udgør igen funktionerne, og "ånden" udgør det "noget", der dirigerer funktionerne. Funktionerne er igen det samme som "det skabte", mens nævnte "noget" udgør "skaberen". Vi har således her fundet den virkelige urokkelige "skaber" bag funktionerne, bag viljen og intelligensen. Vi har fundet en "skaber", der viste sig at være, ikke en blot og bar "funktion" eller en herre- eller ophavsløs intelligens- og viljemanifestation, men derimod et levende "noget", over for hvilket alt uden undtagelse i livet må være underordnede egenskaber eller biting. At dette "noget" i sig selv ikke kan have nogen begyndelse eller afslutning er en selvfølge, idet det aldrig nogen sinde er blevet skabt. Men når det ikke har haft begyndelse, ikke er blevet skabt, kan det ikke være funktion eller bevægelse. Men når det ikke udgør nogen bevægelse, kan det ingen forandring udvise eller være underkastet og vil således ingen afslutning kunne repræsentere. Det er en absolut evig realitet. Og det er denne evige realitet, vi ikke har kunnet undgå at give udtryk i selve sproget. Det er nemlig den, vi udtrykker som "jeget". Når vi vil udtrykke os selv, siger vi ikke: "Organismen så" eller "materien så", hvilket jo ellers ville være det fuldt korrekte udtryk, såfremt det nævnte evige "noget" ikke eksisterede, og organismen eller materien således var det absolut eneste, der var til. Men vi siger derimod: "Jeg så", "jeg gik", "jeg skrev" osv. At udtrykke organismen eller materien som det viljedirigerende ophav har således ikke været tilfredsstillende. De to faktorer har ikke kunnet dække selve livsoplevelsen. Men ved, at man således har måttet finde udtryk for "noget", der ikke kunne udtrykkes ved "organismen" eller "materien", men derimod måtte udtrykkes som "jeget", bekræfter vi jo hver især omend ubevidst, dette "noget"s eksistens, hver eneste gang vi føler os nødsaget til at udtrykke vort eget selv ved begrebet "jeg".

Som vi her har set, udgør det, vi udtrykker ved begrebet "jeg", således hverken "materien" eller "organismen". Men når det ikke er materien eller organismen, kan det kun være individets eller væsenets virkelige, evige, organisme og materiebeherskende selv. Og vi har således her i "jeget" fundet individets virkelige "udødelige ånd". Men at forklare denne "ånd" er ikke gjort med et foredrag, dertil må der bruges et helt værk. Og det er jo netop et sådant værk, det er blevet min opgave at manifestere i form af Livets Bog. De vil derfor forstå, at jeg her i mit foredrag kun har kunnet antyde for Dem de mest fremtrædende konturer eller detaljer ved nævnte "ånd" eller dette vort evige, udødelige jeg. Men idet vi således er kommet til erkendelse af nævnte udødelige jeg, bliver det lettere at forstå sætningen, "af jord skal du igen opstå", lige såvel som opstandelsesmysteriet påskemorgen også hermed bliver tilgængeligt for intelligensen eller for intellektuel forskning.

Idet det levende væsens organisme således ikke udgør det virkelige væsen, men består af materie, der ved intelligens og vilje er kombinerede sammen på en sådan måde, at samme organisme udgør et redskab, ved hvilket "jeget" kan åbenbare sin eksistens eller nærværelse i altet, er det givet, at samme jeg således er hævet over organismens eller dette redskabs eksistens. Det står og falder således ikke med dette. Det, der derimod står og falder med organismen eller redskabet, er således ikke jeget eller det evige "noget" i væsenet, men det der udgør resultatet af organismens eller nævnte redskabs eksistens. Og da dette resultat jo udgør jegets åbenbaring eller tilkendegivelse af sig selv som et individ eller levende væsen, er det denne åbenbaring eller tilkendegivelse, der står og falder med organismen. Men at "jeget"s tilkendegivelse eller åbenbaring af sin identitet som individ eller levende væsen over for andre væsener således står og falder med organismen, betyder jo ikke, at samme identitet i sig selv ikke eksisterer. Tværtimod, den vil jo i kraft af "jeget" eller den evige og dermed udødelige del netop udgøre selve individualiteten eller det virkelige, det uforgængelige i individet. Dette vil således igen betyde, at det kun er udadtil imod andre levende væsener, at individets død eller forgængelighed tilsyneladende eksisterer. Disse væseners erkendelse af individets eksistens er jo udelukkende afhængig af den tilkendegivelse af samme eksistens, som individet kan give i kraft af sin organisme. Idet organismen, der jo er en "skabt ting" og derfor er forgængelig og ligesom alle andre skabte ting grundet på det store universelle kredsløbsprincip, al materie er underkastet, igen må opløses, kan individet derefter jo ikke mere manifestere denne tilkendegivelse. Og når den ikke mere eksisterer, kan den naturligvis heller ikke skabe reaktioner i de andre væseners sansesæt. De kan ikke mere se liv i individets organisme og tror derfor dette tilintetgjort, og individets bevidste eksistens dermed ophørt med at eksistere. Og vi er altså her stedet over for livets største illusion eller det, vi kalder "døden". Døden er således i sig selv kun individets ophør med at tilkendegive sin eksistens over for andre væsener. At denne tilkendegivelses indtræden og ophør normalt ikke er underkastet viljen, men dirigeres af det førnævnte universelle kredsløbsprincip, al materie er underkastet, forandrer ikke dødens identitet som illusion. Den er og bliver – ikke et individs ophør – men kun en tilkendegivelses ophør. Denne tilkendegivelses ophør beror altså på, at det redskab (organismen), igennem hvilken tilkendegivelsen kunne manifesteres, svigter. Denne svigten kan skyldes en ulykke eller katastrofe, ved hvilken organismen er blevet så lemlæstet, at den slet ikke mere kan holdes i funktion og udskilles da fra jegets domæne. Men normalt sker denne organismens adskillelse fra jegets domæne ved alderdom, der igen er baseret på det førnævnte kredsløbsprincip.

Da jeget jo engang i kraft af dets uforgængelige eller evige tilstand har været med til at bygge den afgåede organisme op, vil det også igen kunne være med til at bygge en ny organisme op, igennem hvilken det atter kan tilkendegive sin eksistens eller nærværelse i altet eller livet. Og vi får her grundlaget for reinkarnationen. Individet danner sig således stadig en ny organisme, når den gamle grundet på kredsløbsprincippet må udskilles eller opløses. Denne udskiftning af organismer, som reinkarnationerne således er, er altså ikke en afbrydelse i individets eksistens eller dets virkelige liv, men kun en afbrydelse af dets tilkendegivelse af denne sin evige eksistens. Og det er derfor, vi igennem fysisk sansning ikke kan blive vidne til nogen permanent eller evig tilværelse for individet. Vi bliver derimod vidne til, at den netop hos alle individer uden undtagelse bliver afbrudt. Vi ser ganske vist nye organismer blive til, men da væsenerne endnu hovedsageligt kun kan sanse fysisk og ikke har nogen dagsbevidst erindring om tidligere liv, kan der ikke finde nogen dagsbevidst genkendelse sted af de nye organismers ophav, selv om disse ophavs jeger eller ånd har kendt hinanden i mange tidligere liv. Og væsenerne må da være henvist til at tro, at det er helt nye individer eller væsener, der begynder med enhver fosterdannelse i moders liv, og at deres eget liv således har haft sit allerførste udspring samme sted, og at det nuværende liv er det absolut eneste, de har oplevet og vil komme til at opleve, idet de i værste tilfælde tror, at døden er en absolut uforsonlig tilintetgørelse af deres eksistens. Men i dybden bor trods alt alligevel håbet om en fortsat evig tilværelse hos alle individer, selvom det midlertidigt kan være skjult bag uigennemsigtige, mørke, materialistiske tankeskyer.

Idet individet eller det levende væsen således består af en organisme sammensat af materie og et jeg eller en ånd, som er evigt eksisterende, bliver det let at analysere selve opstandelsesprincippet. Da jeget eller ånden er evigt uforgængelige og dermed i tilsvarende grad er udødelig, kan en opstandelse som før nævnt ikke udgøre tilblivelsen af en "ny ånd" eller et "nyt jeg". Sådanne vil overhovedet aldrig nogen sinde kunne eksistere. Alt det liv, der i dag eksisterer, har evigt eksisteret og vil i al evighed fortsat eksistere. Kun de materiekombinationer, der er et produkt af jegets eller åndens vilje og magt, hvilket vil sige de "skabte ting", er tilblivelse og ophør eller "fødsel" og "død" underkastet. Med hensyn til opstandelse vil der kun kunne være tale om noget, der "opstår", hvilket igen vil sige noget, der bliver til, noget der "skabes", noget der "fødes". Men da "nye ånder" eller "nye jeger" ikke kan "skabes" eller "blive til", vil en "opstandelse" således ikke kunne udgøre tilsynekomsten af et "nyt jeg" eller af en "ny ånd", men derimod kun tilsynekomsten af en af "jeget" eller "ånden" frembragt "ny skabelse". Men da skabelse jo er åndens eller jegets tilkendegivelse af sin eksistens eller nærværelse i altet, vil en opstandelse således kun kunne udgøre en "ny tilkendegivelse" af denne åndens eller jegets evige eksistens. Når et lille barn fødes, vil denne fødsel, der jo i sin natur også er en opstandelse, ikke være tilblivelsen af en ny ånd eller et nyt jeg, men derimod tilblivelsen af en "ny tilkendegivelse" af en evigt eksisterende "ånd" eller et "udødeligt jeg".

Selve åndens eller jegets evige eksistens er uberørt af opstandelsen. Kun åndens eller jegets tilkendegivelse af denne sin eksistens er skiftende. Og det er disse jegets skiftende tilkendegivelser af sin evige eksistens, vi kalder jordliv. Et jordliv er således i sit princip en "ny tilkendegivelse" af vor ånds eller vort jegs evige væren. Disse tilkendegivelser (jordlivene) er ikke udgørende en fuldstændig kopi af hinanden. Hver ny tilkendegivelse afviger i nogen grad fra den foregående. Denne forandringsproces afslører sig igen som udgørende et "kredsløb". Ved et kredsløb vil igen her være at forstå en manifestations passage igennem "åndelige", luftformige, flydende og faste materier. Det er denne forandringsproces, vi bliver vidne til i enhver form for materie og i enhver form for skabelse. Vi ser f.eks. luften fortætte sig til vand, vandet fryse til is og isen igen smelte, blive til vand, der igen fordamper og bliver til luft, hvorfra det igen overgår i elektriske former eller bliver "åndelig" i sin natur. Men det er ikke alene med vandet, at denne proces foregår. Enhver form for materie vil udelukkende kun kunne fremtræde i en eller anden af disse nævnte tilstande. Ingen materie kan således forekomme uden at være fast eller flydende, luftformig eller elektrisk. Og vi ser da også, at selve jordens tilblivelse udviser det samme kredsløb. Dennes tilblivelse begyndte ude i himmelrummet som en kombination af elektriske kræfter, der efterhånden blev til lysende tåger, blev til flydende ild, blev fortættet til en fast klode, der igen igennem de levende væseners udvikling i dens sfære er under forvandling fra den grove materielle fysiske tilstand til vældige sjælelige eller tankemæssige udfoldelser og forfinelser. Fra at være tung primitiv fysisk materie er den nu på vej til at blive åndeliggjort. Det er også denne proces, vi bliver vidne til i studiet af selve menneskets udviklingsbane. Er de første abelignende, primitive naturmennesker ikke udstyret med en vældig materiel organisme med kolossal skelet- og benbygning og en fortættet muskulatur, men kun med en meget lille tankefunktion? Går vi endnu længere tilbage i det levende væsens udvikling her på kloden, ser vi de store fortidsdyr. Her er tankefunktionen endnu langt mindre, mens organismens repræsentation af massivitet og rumfang er af en endnu vældigere art. Ser vi derimod på det nulevende mest forfinede og intellektuelle kulturmenneske, da har det kun en organisme af langt mindre materiel natur, men med en kolossal tankefunktion. Da tankefunktion jo er af elektrisk natur, vil det altså sige, at jordkloden såvel som de levende væsener i dens sfære er på vej mod kredsløbets "åndelige" materietilstand. Og det er denne passage i kredsløbet, vi kender under begrebet "udvikling". Denne proces udgør i virkeligheden en slags "åndeliggørelse" af materien eller dennes omformning fra en fast, massiv tilstand til mere porøse, luftformige og "åndelige" tilstande. Det er denne "åndeeliggjorte" materie, vi kalder tanker eller bevidsthed. Materiens åndeliggørelse betyder altså bevidsthedsudvidelse og en hertil svarende formindskelse af den materielle organisme. Og vi er her stedet for opstandelsesprincippet i sin højeste analyse. Opstandelse er således det samme som bevidsthedsforøgelse eller bevidsthedsberigelse. Men en bevidsthedsberigelse er jo igen det samme som en slags opvågnen fra uvidenhed til viden. Og er det ikke netop denne opvågnen, vi bliver vidne til i form af den kolossalt tiltagende undervisning, som mere og mere bliver herskende inden for alle kulturstater. Er ikke selve den nu dominerende verdenskrig en kolossal erfaringsoplevelse i udfoldelsen af "det dræbende princip" og virkningerne heraf? Tror man ikke, de tanker, denne oplevelse giver eller det kendskab til nævnte princips sande virkninger, som væsenerne igennem krigen oplever, bliver til bøger, der igen danner grundlaget for undervisning i kulturskabelse, hvilket igen vil sige undervisning i skabelse af humanitet? Er krigen ikke netop en levendegørelse af alt, hvad der ødelægger eller modarbejder humanisme og dermed undermineringen af al kulturskabelse? Er ikke de store universiteter, læreanstalter og almindelige skoler baseret på at skulle skabe kultur samtidigt med, at deres påkrævethed udgør bevis for religionernes, kirkernes og troens utilstrækkelighed i denne skabelse? De udgør beviset for, at erfaringerne måtte til, således at de evige facitter, der fra kirkerne doceres som "trosdogmer", fra universiteterne og læreanstalterne kan doceres som "videnskab" eller "kendsgerninger". Da disse kendsgerninger ingen som helst steder eller i noget som helst tilfælde er i inhumanismens, krigens eller myrderiernes og lemlæstelsernes favør, men overalt enten direkte eller indirekte er til fordel for skabelsen af humanitet og en herpå baseret fred eller næstekærlighed såvel mellem stater som individer, vil man heraf se, at jo vældigere krigen med sine ødelæggelser, myrderier og lemlæstelser finder sted, jo vældigere underminerer eller ødelægger den sig selv og skaber hermed tilsvarende hurtigere opstandelsen af en ny æra for menneskeheden. De millioner af grave, i hvilke den har nedstyrtet tusinder af slægters individer generation efter generation, vil urokkeligt pointere de vildfarelser, det mentale smuds og affald eller den mentale uformuenhed, der har afstedkommet krigens gru. Og sammen med disse graves indhold: de lemlæstede lig, de bristede øjne, de kolde hænder og det størknede blod, vil alle disse vildfarelser gå sin totale opløsning i møde, gå over i andre former, blive til ny materie adlydende kredsløbets evige lov. Og se, de mørke grave vil engang være forsvundet, være gået over i glemselens store intet, men deres triste indhold vil da i form af markens liljer, roser, plæner og parker funkle i deres opstandelses klare lys. Og dér, hvor før de såredes dødsskrig gik imod himlen og deres blod imod jorden, vil terrænet være forgyldt. Sommermorgenens mangfoldige dugdråber i græs, blade og blomster giver genskin af solens varmende lys, gør jorden til et med himlen, mens tusindtallige små struber lader et væld af lovsange til den evige Faders pris stige imod skyerne. Og himlen fornemmes på jorden. Og hen igennem denne skønne sfære vandrer i herlige, skønne nye organismer de jeger, hvis tidligere organismer engang som lig fyldte de mørke grave, men som nu i kraft af kredsløbsprincippet i opstanden, forherliget tilstand her er blevet materiale for Guddommens kærtegn af sine evige sønner. Gravenes indhold, de stinkende lig blev til lysende materie, blev til ny næring og liv, blev til farve og kolorit, blev til glæde og velsignelse. Et skønnere møde med de levende væseners fortidige affald kan vel ikke tænkes. Og ligesom kloakkens mudderpøl er forvandlet til det krystalklare vand, vi drikker, er blevet til den rene luft, vi indånder, og er identisk med den blå himmel, vi ser på, således er også vildfarelsernes virkninger omdannet til fornemmelsen af Guds nærhed. Denne forvandling er det samme som "opstandelse". Og denne opstandelse er al materie underkastet.

Påskemysteriets opstandelse er således ikke en blot og bar beretning om Jesu tilsynekomst i et åndeligt legeme, der var fri af den fysiske materie, men er også symbol for selve kredsløbsprincippet eller det fundamentale princip, der betinger, at ingen absolut undergang eller tilintetgørelse kan finde sted, idet det gør al tilintetgørelse såvel som skabelse identisk med "omskabelse". Og det er denne materiens omskabelse, der er udtrykt i de tre sætninger: "Af jord er du kommen", "til jord skal du blive" og "af jord skal du igen opstå". Hvad er disse sætninger udtryk for andet end en evig rytmisk forandringsproces eller omskabelse? Det er en beskrivelse af to fundamentale realiteters forhold til hinanden. Disse to realiteter udtrykkes i sætninger som "jord" og "du" og vil kosmisk set igen henholdsvis være identisk med "materien" og "jeget". Da jeget ikke kan blive til materie, og materien ikke kan blive til jeget, vil de førnævnte tre sætningers absolutte indhold dermed kun kunne udgøre dette: "Af materien har jeget frigjort sig", "til materien vil jeget igen knytte sig", og "af materien vil det atter frigøre sig". Jeget bliver således "det evige" og materien "det foranderlige". Og hermed har vi jo påskemysteriet dybeste indhold og absolutte facit, hvilket vil sige: beskrivelsen af jegets evige skiftende forhold til materien. Dette skiftende forhold er udgørende en frigørelse og en tilknytning til materien. Disse to foreteelser udgør altså kredsløbets to store hovedfaser. Og af disse oplever jordmennesket for tiden frigørelsen, der er det samme som det, vi udtrykker som udvikling. Denne frigørelse vil til sidst kulminere i det højeste og fuldkomneste, bevidste herredømme over materien, hvilket igen vil sige: den totale hundrede procent oplevelse af livslovenes opfyldelse, der igen udgør den totale næstekærlighed eller dette: at være et med Guddommen. Den anden fase i kredsløbet udgør udviklingens modsætning og udtrykkes i Livets Bog som "indvikling". Her bliver individet i kraft af stærke materielle begær og ønsker mere og mere tilknyttet materien. Denne tilknytning kulminerer i en total fortættelse af materien, der lag på lag har lagt sig uden om individets åndelige bevidsthed og indtil en vis grad har bragt denne ud af funktion, har bragt den i en slags hviletilstand. Det er denne svækkede åndelige funktion eller de høje åndelige centrers hviletilstand, der ligger til grund for den totale uvidenhed om sit eget væsen, sin udødelighed og identitet som søn af guden og den heraf affødte ligefremme antipati, intolerance imod og forfølgelse af al religiøsitet, som kendetegner det primitive, materialistiske jordmenneske og gør det til begejstret udøver af alt, hvad der kommer under begrebet "det onde".

Men jordmenneskene er altså allerede langt fremme i udviklingen eller frigørelsen af denne tilstand og befinder sig midt i den største form for princippet "opstandelse". Dets dybeste håb, længsel og mål er "freden", hvilket vil sige: den totale næstekærlighed. Det udøver ganske vist endnu megen deltagelse i krig og blodsudgydelser, men det sker udelukkende, fordi det tror dermed at kunne indhente eller skabe den så stærkt attråede fred eller en fuldkomnere idealistisk tilstand. Slagmarken af i dag er ikke som forhen skuepladsen for en vild begejstringsrus i tilfredsstillelsen af blot og bar krigslængsel eller blodtørst, men er tilfredsstillelsen af den virkelige attrå: den fuldkomne kultur, der igen er det samme som næstekærligheden eller den varige indbyrdes totale fred imellem stater såvel som individer og den heraf følgende virkelige, fuldkomne oplevelse af liv og tilværelse.

Som man her har set, er de omtalte tre sætninger i de kristnes begravelsesritual intet mindre end en strålende, fuldkommen beretning om gudesønnens virkelige ophøjede identitet som materiens og dermed dødens absolutte suveræne behersker. Det er påskemysteriets dybeste facit og verdensgenløsningens absolutte grundvold eller fundament formuleret i en nøddeskal. Næstekærligheden er det virkelige, fuldkomne liv. Og i samme grad som man hver især på intellektuel måde begynder at indhylle dem og dét, man i dag ikke kan lide eller måske ligefrem hader, i det forståelsens og sympatiens varmende lys, hvormed man ellers kun omslutter sine bedste venner, i samme grad begynder et nyt forklaret legeme at bære menneskets bevidsthed og kaste sit himmelske lys igennem dets fysiske fremtræden. Og se, da vil det som en lysende fakkel kaste fredens overjordiske skin ind i alle de øjne, sind og hjerter, det er givet mennesket at møde. Dét er freden. Dér, hvor det går hen over kloden, vil almagtens velsignelse stråle og Guds nærhed føles.