Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(når naturvidenskaben bliver en trussel mod livet)

 

Jeg skal ikke nægte, at det er med en vis modvilje, jeg kaster mig ud i et emne af en så nedslående karakter og med så skræmmende perspektiver. Jeg er stort set enig med dem, der mener, at det i mange sammenhænge er bedst at "tale om det gode og tie det onde ihjel" (selv om godt og ondt naturligvis ikke eksisterer i absolut forstand). Med hensyn til genmanipulation – eller genmodifikation som tilhængerne foretrækker at kalde det – står vi imidlertid over for et fænomen med en så dybtgående indvirkning på alt liv på jorden, at vi som åndsvidenskabeligt interesserede simpelthen er nødt til at ofre sagen den opmærksomhed, den kræver. Martinus selv lagde som bekendt heller ikke fingrene imellem, når han iblandt anså det for nødvendigt at fordybe sig i de fatale konsekvenser af menneskers fejlagtige og ulogiske tænke- og handlemåde, ja, han brugte ligefrem betegnelsen djævlebevidsthed om det stadium i evolutionen, hvor man omgås sine omgivelser allermest hensynsløst, og hvor afstanden til Guddommen derfor er maksimal.

Da det først er inden for de sidste 10-15 år, at mennesket for alvor er begyndt at "redigere" naturen på dens mest forfinede og basale niveauer, har Martinus af gode grunde ikke haft mulighed for at gå i detaljer med denne problematik. Personligt er jeg dog ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville have haft en mindst lige så negativ indstilling til genmanipulation, som han f.eks. havde til atomkraft, i hvert fald så længe mennesket endnu befinder sig på et udviklingstrin, hvor kortsynede profitinteresser styrer såvel produktion som forskning, og hvor vores viden om delene i den grad overskygger viden om helheden.

Med hensyn til manipulation af de vegetabilske fødevarer, som i denne artikel vil være hovedemnet, er der desuden det store problem med krydsbestøvning, hvorigennem alle mulige specifikke egenskaber – eksempelvis resistens over for et bestemt ukrudtsmiddel – vil kunne overføres til vilde planter, der så må bekæmpes med måske endnu giftigere midler. Krydsbestøvning indebærer desuden, at også økologiske afgrøder efterhånden vil kunne blive udsat for genetisk forurening, og at forbrugeren derfor trods nok så omfattende mærkning aldrig kan vide sig helt sikker. Når dertil lægges, at de menneskeskabte plantearter ofte har mange sidedefekter, netop fordi en grundlæggende ændring på et felt ikke kan undgå at påvirke de øvrige led i kæden, skulle der allerede nu være rigeligt med argumenter for at udskyde disse "julelege" i hvert fald et par hundrede år!

 

 

Et andet problem ligger i, at eftersom f.eks. et fiskegen altid vil kode for et specifikt animalsk protein, kan det efterhånden blive vanskeligt at være ren vegetar, ligesom der for planternes vedkommende kan siges at blive tale om en forvrænget evolution med ombytning af visse elementers naturlige rækkefølge i tid og rum. Nu vil nogle måske her indvende, at der jo også foregår en vis forcering af tingene gennem gammelkendte former for forædling o.lign., men det må her meget kraftigt understreges, at forædling kun kan finde sted inden for rammerne af, hvad naturen selv tillader, eller hvad der populært sagt kan lade sig gøre "på den gammeldags facon". Genetisk manipulation er et ganske anderledes drastisk indgreb i naturens egen grammatik og fortællemåde og kan iøvrigt ud over de allerede omtalte kalamiteter også føre til mutation af de normale – dvs. ikke-manipulerede – gener i et hidtil ukendt omfang. Forædling er en art kreativ eksperimenteren på naturens egne præmisser og har intet at gøre med at sammensplejse gener fra en kylling og en kartoffel eller en hamster og en tobaksplante for nu blot at nævne et par enkelte eksempler fra det virkelige – eller skulle man sige uvirkelige – liv i industrigiganternes laboratorier (for slet ikke at tale om deres forsøgsmarker, hvorfra diverse fejlslagne "gensplejse" kan smutte ud og forurene hele biosfæren).

Når Martinus i Den ideelle føde taler om fremtidens gigantfrugter og de nuværende landbrugsarealers omskabelse til skønne parker og frugtplantager, bruger han da også ordet "forædling", uden at det hermed skal udelukkes, at der kan komme en tid, hvor såvel den moralske standard som den naturvidenskabelige forståelse har nået et udviklingstrin, hvor indgreb på naturens "blue print"-niveau kan gå hen og blive både nyttige og forsvarlige. Som et kuriosum kan det da her nævnes, at der er dem der mener, at bananen er et eksempel på en lykkelig gensplejsning fra en længst svunden civilisation på jorden.

Det tjener imidlertid ikke noget formål blot at skabe skræk og rædsel, som man f.eks. ofte kan opleve det i nyhedsmedierne, hvor en god nyhed ofte slet ikke anses for en nyhed, og hvor et nærbillede af en blodplet ofte bringes som dagens "scoop". Såvel depression som handlingslammelse kan hurtigt blive følgen, når man, som det så smukt hedder, "lader kendsgerningerne tale deres eget sprog". Jeg tror, at alle der har beskæftiget sig seriøst med åndsvidenskab, vil give mig ret i, at mange såkaldte facts først bliver til virkelig viden, når de får deres naturlige plads og fortolkning i en kredsløbsbaseret livsvidenskab, hvor alt ses i lyset af slutfacitterne som den logiske og optimismeskabende baggrund for selv de mørkeste fænomener. Når dertil lægges en gryende forståelse af, at det levende væsen i sin kerne er evigt og uforgængeligt, kan selv fænomener som de her beskrevne ikke for alvor tage modet fra en.

Endelig gør Martinus det jo helt klart – ikke mindst gennem sin egen indtræden i en for ham lavere verden – at der ved siden af den belæring som livets modstande i sig selv repræsenterer, også eksisterer et kosmisk forældreprincip, hvorom det bl.a. gælder, at det virker desto kraftigere, jo mere man åbner sig for det.

I forbindelse med fænomener som atomkraft (der i virkeligheden er makrokosmisk energi) og genmanipulation, hvor det vist ikke er nogen overdrivelse at sige, at visse videnskabsmænd allerede tror sig indruleret i "Guddommens primære bevidsthed" (hvis de da ellers havde hørt om en sådan), kan det vist roligt fastslås, at uden en sådan medleven og lejlighedsvis indgriben fra åndelig side, ville vi være endog meget ilde stedt. Intelligens, der kører på friløb, kan som antydet i indledningen undertiden antage ligefrem djævelske former – hvormed ikke være sagt, at man ikke iblandt kan støde på både meget idealistiske og humant begavede repræsentanter for videnskaben.

Hvad der også kan give en vis trøst, er Martinus' oplysninger om vort nærmeste makrovæsen jorden, der i sit spiralafsnit er lige på nippet til kosmisk bevidsthed (svarende til ca. 3000 år for menneskehedens vedkommende), hvilket jo faktisk fortæller, at der i de store linjer – pyh ha! – ikke er nogen vej tilbage. At det i det store perspektiv kan siges "naturnødvendigt" at gå den rigtige vej ændrer imidlertid ikke på det faktum, at de positive og livsfremmende tiltag skal komme fra levende væsener, i dette tilfælde altså primært fra os selv, hvorfor information også om mindre hyggelige emner som genmanipulation, stadig er uomgængeligt nødvendigt. Forlader man sig alt for meget på, at "det nok skal gå", når alt nu dybest set er "såre godt", er man for mig at se offer for noget af det "tankedril", som Martinus mange steder omtaler, og som jo bl.a. kan siges at bestå i et fatalistisk forhold til skæbneloven, hvor man så at sige glemmer at indregne sin egen ændrende og skabende indsats (og hvor man måske oven i købet undskylder egne fejlgreb med henvisning til, at ingen jo hverken kan "gøre eller lide uret").

Jo mere helhed man har i sit liv, jo større er også opbakningen fra naturen og Forsynet, hvilket igen betyder, at ethvert projekt man måtte kaste sig ud i – endog at tale Roma (det videnskabelige- industrielle kompleks) ret imod – har langt større chance for at bære frugt og på længere sigt blive til uvurderlig gavn for livets helhed.