Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dagens dirrende Hede med Solstraalernes dansende Leg er borte. Aftnens Kølighed breder sig langsomt og vederkvægende overjorden.

De første Elverpiger vover sig forsigtig frem og begynder at træde Dansen udover Mosen. Søens Glar ligger stille hen, og afspejler en enlig Aftenstjerne – – alt aander Fred og Stilhed. Højt i det store Fyrretræ synger en Solsort sin melodiøse Hymne til den synkende Sol.

Skoven staar saa alvorsfuld, – Sivene ved Søens Bred er for en Stund holdt inde med deres Hvisken, – Blomsterne er ved at lukke deres Blade sammen, – – det er ligesom Verden trækker Vejret rigtig dybt. Hele den lange Dag, den første rigtige Foraarsdag, har været eet eneste Kærtegn. Nede ved Søens Bred staar to Birketræer og omfavner hinanden, medens de smilende nikker til Spejlbilledet i Søen.

Jeg sidder alene paa den store mosgroede Sten. Ved mine Fødder løber den lille Skovbæk klukkende og leende, som bar den paa tusinde søde Hemmeligheder. Den kommer inde fra den store mørke Skov, – er løbet over Enge, hvor intet Menneske har kunnet forstyrre Sommerfuglenes og Biernes Leg over de brogede Blomster, – er løbet gennem Tykninger, hvor Ræv og Grævling i uforstyrret Ro leger med deres Mage foran Hulens Munding, – har set Skovens brune Hjort, hvor den stolt græsser med sine Hind'er, – og nu iler den ud mod den stille Sø, for der at fortælle om sine Oplevelser til de svajende Siv.

En nagende Ensomhedsfølelse griber mig; – hvorfor er jeg udenfor alt dette? – Hvorfor er der ingen, der ødsler Kærtegn paa mig? Er det min Lod i Livet at sidde stille udenfor som et stumt Vidne til al denne Lykke? – –

Aftnen synes pludselig raakold. Taagerne er fugtige, og hviler som tunge klodsede Sække over Buskene.

Da hører jeg oppe i Luften en sagte Duren – den stiger til et Fløjt – og synker saa igen, for tilsidst at fortabe sig i den altfavnende Stilhed. Det er Trækfuglene, der haster nordpaa.

Ned paa min Haand daler et lille Dun, saa fint og silkeblødt. Det er helt varmt endnu, – for faa Øjeblikke siden sad det paa en af disse travle rejsende, og var maaske bestemt til at danne et blødt Leje for en lille nyfødt Ælling?

Det føles som et Kærtegn mod min kolde Haand, og pludselig er det, som der falder et Skæl fra mine Øjne – –

Jeg er ikke mere udenfor, jeg er ikke alene, – jeg staar ikke ulykkelig udenfor og stirrer ind i en Verden fuld af Lykke, jeg er selv midt inde i den. Ude over Mosen opfører Elverpigerne en underskøn Menuet for mig, – inde i Krattet ved Søens Bred begynder en Nattergal at sende sine lokkende Triller ud over det stille Vand, og fra Søens Spejl blinker Aftenstjernen venligt til mig. En Aftenklokke i et fjernt Kirketaarn falder ind som Akkompagnement til Nattergalens Toner, og bag det hele begynder Skoven hviskende at fortælle sin aartusindgamle Historie.

Jeg rejser mig let om Hjertet og vandrer hjemad under Nattens tindrende Stjerner.

Jeg er maaske nok ene, men ikke alene. Jeg har fundet min Gud udenfor Cellens fire Vægge, uden Hjælp af støvede Folianter – –

Det lille Dun blev for mig Sct. Peders Nøgle.