Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vi sad på færgen, og luften var fuld af kommen og gåen og klingklang fra cafeteriet. Et barn græd et eller andet sted, og det blev ved. En stigende og faldende tone, der fortalte om al verdens uretfærdighed og om de voksnes frygtelige magt til at sige nej. Og nu dukkede en flov far op i midtergangen med barnet på armen. Diskret kiggede vi op og væk. Det lille ansigt var opløst i snot og tårer. Afledningsmanøvren var begyndt. Jo, det huskede vi nok fra dengang, det var os, der var i ilden. Nu gik turen op og ned ad trapper, rundt og kigge på færgen, nye indtryk, nye perspektiver. Og forhåbentlig inden alt for længe: omstilling og glemsel og nyt livsmod hos den lille.

Det kræver tid at omstille sig. Sådan er det også for os voksne. Vi hyler ikke op, men vi brokker os. Det er ikke rart at få nej, det føles ikke godt. Men heldigvis læger tiden alle sår, og det er en god erfaring. Det gælder om ikke at sinke processen ved at holde sårene åbne og føle sig som martyr. Snup hellere cyklen eller gå en tur. Se at komme ud under åben himmel og få sindet blæst rent! Når livet har sagt nej, gælder det om ikke at brokke sig. Ikke for længe i hvert fald. Men også at forstå, hvorfor andre gør det – brokker sig altså. De er midt i en omstilling. Kald dem ikke urimelige, selv om de vitterligt er det. Det er ganske naturligt at brokke sig, når bare det får en ende.

Martinus kosmologi er vel nok den største gave til alle os, der har det med at brokke sig. Den fortæller, at hver gang vi får et nej, er det en ny og spændende verden, der åbner sig for os. Vi møder modstand og lærer derigennem den virkelige verden at kende. Alt det andet er bare verden, som vi troede, den var. Eller gerne ville have, den skulle være. Det er de mange nej'er, der modner os. Når vi er færdige med at brokke os, er der ligefrem noget sjovt ved sådan et nej. Tænk engang, dér overskred du dine grænser og trådte ud i den rigtige virkelighed!

Hvor stor og fantastisk denne virkelighed kan være, viser Martinus os, hvis vi ellers vil lade ham føre os lidt rundt på "skibet" – altså blive hans læsere. Når ikke alle er rede til det, er det vel fordi de ikke har brokket sig længe nok, tænker jeg. De er endnu for bitre og uforsonlige. Tiden er ikke inde. – Eller måske er det slet ikke faldet dem ind at brokke sig? Sådan er der vist også nogen, der har det. Lykkelige mennesker på små solskins-øer i livet. Men for de fleste af os består tilværelsen i at miste livsmodet og finde det igen. Med brok som mellemstadium. Den ene gang efter den anden. Og hver gang ved man lidt mere om verden og sig selv. Faktisk forudser jeg, at det en dag kan gå hen og blive en hel sport at springe brokkeriet over. En daglig konkurrence. På individuelt plan, naturligvis. Vi skal ikke stille hinanden op på skamler med numre på. Så kan det godt være, jeg begynder at brokke mig...