Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– – –og da han var trængt igennem det sidste Krat, se – da laa for ham den dejligste krystalklare Dam, og paa dens duftende Vande vuggede Lotusblomst ved Lotusblomst.

Synet var saa smukt, at han i stille Tilbedelse kastede sig ned ved Bredden. Han lukkede Øjnene og aabnede dem forsigtigt igen, men Synet var der stadig – der var en Dam, det var hans Dam, og ikke en af de Luftspejlinger, der havde narret ham under hans lange Vandring. Med et jublende Skrig, kastede han sig ud i dens svale Vand og fyldte sin Favn med de herlige Blomster.

Men ak – den næste Morgen vaagnede han og fandt, at alle hans Blomster laa visne og grimme ved hans Side, Skønheden havde forladt dem, og han blev meget sørgmodig. Tavs vandrede han ned til Dammen, men da han saa de Blomster, der endnu flød paa dens Vande, glemte han – og fyldte paany sin Favn med Lotus for at beruse sig i deres Duft og Farver.

Dette gentog sig flere Dage, og tilsidst var der kun een eneste Lotus tilbage. Grædende lagde han sig ned ved Dammens Bred – nu indsaa han, hvor taabelig han havde været. Hvilket jordisk Menneske evner at fange Lykken og lægge den i Lænker – at plukke Glædens Blomster, og holde dem levende i Fangenskab.

Med sit Hjerte tungt af Sorg bad han, om ikke denne ene Lotus maatte faa Lov til at gro. Han tilbragte sine Dage med at pleje den og passe den; han lærte gennem sine Anstrængelser Glæden ved at gøre noget for andre, – og se – Lotusblomsten voksede og voksede, satte nye Skud, og en Dag var Dammen atter fuld af de herligste Blomster, men den skønneste Blomst var vokset frem i hans eget Hjerte. Dens Blade var straalende Purpur, og dens Duft var skønnere end Ord formaar at sige, og dens Navn var – – – Næstekærligheden.

Kun ved at glemme sig selv, finder man sig selv
kun ved at frigive Lykken, faar man Lykken.