Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus havde en omfattende korrespondance. Det drejede sig i mange tilfælde om mennesker, som spurgte ham til råds. Kopier af hans svar findes desværre ikke. Men af og til hænder det, at spørgerne selv eller nogle af deres pårørende er så betænksomme at sende os disse svar. Skulle nogen ligge inde med Martinus-breve, modtager vi dem med stor taknemmelighed. Instituttet er ved at indrette et stort arkiv med alt, hvad der berører sagens historie. Tilsendt materiale vil naturligvis blive behandlet med diskretion. Overlad roligt til os at bedømme, om brevene har nogen værdi. Og se så her, hvad vi har været så heldige at få tilsendt:

 

Kære N.N.,

Jeg har forlængst modtaget et brev fra Dem dateret .. og beder Dem undskylde, at jeg ikke har nået at få svaret på dette noget før.

Jeg ser af nævnte brev, at De er højst misfornøjet med Deres liv. De skriver bl.a., at ingen forestilling er Dem så forhadt og afskyelig som den at være "ansat" i et borgerligt erhverv ... med alt hvad det repræsenterer ... at have en fast dagsplan – og altid ens, og at måtte adlyde andre og som en marionetdukke lade sig hive omkring og gøre ting, som ikke vedkommer én det ringeste. Et kontor eller en forretning, ligegyldig af hvilken art, er Dem forhadt "som fanden selv", og før ville De hellere krydse Atlanten på en tømmerflåde med fare for at blive opslugt dér, end indtræde i kontor- eller forretningsverdenen for at opsluges af den – hvis De fik valget.

Dernæst skriver De, at dette kan P.P. ikke begribe, skønt De synes, det er let at begribe.

Ja, kære N.N... Deres tilstand er let nok at begribe. Den har De mere end tilstrækkelig tydeligt åbenbaret igennem Deres brev. Men årsagen til den – det er jo den, det gælder. Og her kan jeg godt forstå at P.P., som selv er et ualmindeligt flittigt arbejdsmenneske, parat til at udføre et hvilket som helst arbejde, der i en given situation måtte blive krævet af ham, har vanskeligt ved at forestå Deres tilstand, der er en hundrede procents modsætning til hans. Men nu har De bedt mig om hjælp, og jeg skal endnu engang forsøge at orientere Dem.

Deres livsindstilling er altså et had til at være "ansat", had til et borgerligt erhverv, had til at være undergivet andre, had til at dikteres til at gøre ting, som ikke vedkommer Dem. De nævner her kontor- eller forretningsverdenen og hader altså alt dette som "bare fanden". Det som alle mennesker verden over, lige fra de er små, bliver opdraget til, nemlig til selv at skulle tjene deres føde og klare deres udkomme, så de ikke kommer til at ligge andre til byrde, denne absolut sunde og livsnødvendige indstilling til livet afviser De pure og understreger dette med, at De hader det som "bare fanden".

Men har De tænkt over, hvor meget De selv skylder det borgerlige erhverv? – Hvis alle andre mennesker hadede det borgerlige erhverv og ligesom De havde kunnet undgå at deltage deri, undgå at have en livsstilling, hvordan skulle De så have kunnet nyde alle de goder, som De dagligt, lige fra De blev født, har tæret på som en selvfølgelighed. Når De kan gå i pæne, behagelige klæder og sko, når De kan bo i et dejligt hus eller en dejlig lejlighed, når De kan komme på sygehus og under lægebehandling, hvis det skulle blive nødvendigt, når der forefindes fabrikker, lys- og gasværker, skoler og læreanstalter, litteratur, kunst og videnskab etc. etc., skyldes det udelukkende mennesker, der netop i større eller mindre grad må se bort fra, hvad de har lyst til, og hvad de ikke har lyst til. De lever således, kære N.N., hver dag på alle disse menneskers arbejde og er derfor samfundet eller det borgerlige erhverv overordentlig meget skyldig. Kan De ikke se, at det er en afsporing at ville leve og nyde behageligheder på andre menneskers bekostning? Vi er alle sammen vor næste i det borgerlige erhverv det skyldig, at vi selv også er med til at yde vort bidrag til dets opretholdelse. Hvis vi derfor alle, ligesom De, forbander det og flygter fra det i stedet for at forstå dets betydning, vil samfundet gå under. Hvis alle ville være snyltere på andres arbejde, hvordan skulle arbejdet så blive gjort? – Hvorfor skulle De være en undtagelse? – Hvorfor skulle De ikke arbejde på et kontor eller i en anden stilling inden for noget, De har mulighed for at kunne udrette? –

Det er muligt, at De har lyst til at arbejde med ting på et højere plan end det rent materielle fysiske plan, men hvem af de mange bundne arbejdere i fabrikker, på værksteder og kontorer e.l., og som er med til at betinge, at De kan nyde civilisationens goder, har ikke det? – Men et højere plan eller kulturstadium end den nuværende, materialistisk gudløse kultur repræsenterer, er idealisme. Sand idealisme er næstekærlighed. Det er dette hellere selv at ville lide end at andre skal lide, hellere selv at tage tørnen end at andre skal tage den. Det er at forstå, at alt i éns skæbne er beregnet på at omdanne én til "mennesket i Guds billede". Det er at forstå alt og alle. Kun denne forståelse giver den frihed, som De i virkeligheden hungrer efter, men som De slet ikke kan få, fordi De er langt fra at have denne forståelse og den hermed forbundne idealisme. Så længe De, kære N.N., ikke indstiller Dem på at være i kontakt med det, De skylder menneskeheden på det materielle plan, alt det i det borgerlige erhverv, som De udtrykker at hade, er De ikke idealist. De er ikke noget godt eksempel for andre. Og uden at være dette, kan De jo umuligt tilhøre et højere plan end netop det, disse andre befinder sig på. De er således i virkeligheden i dag, kosmisk set, på Deres rette hylde. De har en lidt for højt udviklet intelligens i forhold til Deres humane talent. Denne tilstand lader Dem ane et højere kulturstadium, som De meget gerne vil tilhøre. Men Deres endnu mangelfulde humane udvikling bevirker, at De ikke vil betale det, det koster at tilhøre et sådant plan. De vil ikke tage den tørn, som De nødvendigvis må tage for at passere vejen op til dette stadium og til den frihed, De så stærkt hungrer efter. Men andre mennesker kan ikke gå vejen for Dem, De må selv personligt tage tørnen. Og denne tørn er netop det, De udtrykker at "hade som bare fanden". Dette had må De derfor se at få bekæmpet og så være villig til at være vaskekone såvel som fyrstinde, være fabriksarbejderske såvel som kontordame, være indstillet på hellere at tjene end at lade sig tjene, og så være indstillet på uden had og bitterhed at udføre et hvilket som helst arbejde, Gud i form af Deres skæbne så end måtte forlange af Dem. Kom endelig bort fra den tanke, at De skulle være for god eller for højt udviklet til at udføre det eller det ærlige arbejde, der i en given situation af skæbnen er blevet pålagt Dem.

Så længe De ikke har lært dette, så længe De bliver ved med at hade det eller det ærlige arbejde, vil De atter og atter møde det for til sidst at blive lænket i det. Det vil således spærre vejen til den frihed, De så stærkt påberåber Dem. Når De derimod har lært at indse, at det arbejde og borgerlige erhverv, De i dag hader, i virkeligheden er livsnødvendige foreteelser i Guds omskabelse af Dem fra "dyr" til "menneske", og at de i virkeligheden hellere må velsigne end forbande det, da vil frihedens sollyse epoke stige op over Deres skæbnes horisont. Da begynder De selv at blive lysende for andre.

De må ikke tro, at de største vise er mennesker, der er bange for at udføre simpelt arbejde, og at det er derfor, de er nået så langt frem i åndsudviklingen. Tværtimod, det er alle mennesker, der er parat til at gøre, hvad det skal være af arbejde, hvis de dermed kan hjælpe menneskene til et større lys eller en bedre tilværelse. De er udelukkende kommet så langt, fordi de lever i den opfattelse, at de er kommet til verden for at tjene og ikke for at lade sig tjene. Det er også værd for dem at erindre, at Kristus var tømrersvend, ligesom hans disciple heller ikke var uden borgerligt erhverv. Selv har jeg deltaget i det borgerlige erhverv siden jeg var 12 år. Jeg var hjorddreng, tjenestekarl, mejerist, natvægter og til sidst kontormand. Da indtraf den åndelige tilstand i mit liv, der affødte friheden for mig til at arbejde med livets højeste problemer. Dog måtte jeg endnu engang, efter at jeg havde begyndt på mit store hovedværk "Livets Bog", et lille stykke tid tage plads som arbejdsmand for at klare mit livsophold. Men jeg har aldrig nogen sinde i disse mine situationer følt mig bitter eller hadefuld, selv om jeg naturligvis ikke følte disse som opfyldelsen af mit livs idealer eller mål. Jeg følte altid i disse situationer, at jeg arbejdede for Gud, og at det var noget jeg måtte igennem. Jeg følte, at jeg i stor udstrækning levede på andres arbejde. Derfor måtte jeg også være med til at udføre det arbejde, andre kunne leve på, så længe jeg endnu ikke var modnet til at kunne udføre det åndelige arbejde for Gud, som jeg senere i så høj grad blev velsignet med.

Ja, kære N.N.! Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet skrive et andet brev til Dem, der havde været mere behageligt, men så ville jeg jo ikke have været ærlig over for Dem. Jeg har bedømt Deres tilstand efter deres brev, og jeg kan udmærket føle, hvor pinlig den må være for Dem. Jeg har derfor af mit ganske hjerte søgt at finde de oplysninger frem, som ufejlbarligt kan hjælpe Dem ud af Deres skærsild og, for så vidt De selv vil, give Dem den store livsglæde, det er, kun at leve for at tjene sin næste og dermed være til glæde og velsignelse for alt levende.