Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det var højsommeren 1992. Vi var stadig i Malmø og overvejede, hvorvidt vi turde rejse til Jugoslavien eller ej. Efter mange spekulationer frem og tilbage tog vi af sted.

På grund af borgerkrigen har vi standset alt bogsalg. I det der en gang var Jugoslavien, er der nu seks forskellige valuta- og møntsystemer. Desuden er der mindst to eller flere frontlinjer bøgerne må krydse, for at komme til f.eks. Slovenien. Høj inflation, lave indtægter og fattigdommen her er så omfattende, at det for os i Skandinavien er meget svært at forstå. I Serbien, Montenegro og Makedonien svinger en månedsløn for de fleste mellem 30 og 200 DM. Det ser bedre ud i Kroatien og Slovenien, men i det hærgede Bosnien og Herzegovina er døden det eneste der fungerer. Det er blevet et dødsrige i bogstaveligste forstand. Inden krigen for alvor brød ud, nåede vi at sælge ca. 1000 eksemplarer af de seks titler vi har udgivet (tre store og tre små bøger).

En dag ringede telefonen. Det var en vis Petar Djurickovic fra Tivat, Montenegrokysten. Navnet virkede bekendt, så jeg spurgte om ikke han tidligere havde købt nogle Martinus-bøger.

– Jo, det stemmer, svarede han. Men de er blevet slidt op. Der er så mange, der gerne vil låne og læse dem, og jeg kan ikke nægte dem det, men de nye vil jeg beholde for mig selv. Jeg vil læse dem så længe jeg lever! Jeg må af og til vende tilbage til forskellige dele af Martinus kosmologi, når jeg har mest brug for trøst, støtte eller forklaringer, når jeg ikke kan se livets mening, sagde han.

– Hvad koster bøgerne nu? spurgte han.

Det var et svært spørgsmål. Hvis vi skulle tage normalprisen ville det blive over 500 kr., og det er mere end hans månedsløn. Da han allerede havde købt et oplag og viste en så glødende iver, forlangte vi 20.000 dinarer, hvilket kun er en tredjedel af normalprisen. For at spare den høje porto, tilbød vi at tage bøgerne med, eftersom vi agtede at rejse ned til vor feriebolig ved den adriatiske kyst, hvilket kun er 15 km. fra Tivat. Jeg, der skulle flyve derned, kunne så aflevere dem personligt da lufthavnen netop ligger i Tivat.

Vi mødtes på hans arbejdsplads, en skole i Tivat, hvor han er lærer i matematik.

Førstehåndsindtrykket var meget positivt. Vi satte os ind i et privat værelse for at kunne tale uforstyrret.

Han begyndte med at udtrykke taknemlighed og ros over at nogen har taget besværet med at oversætte Martinus vidunderlige værk.

– I må udsende reklamer om bøgerne, så de ikke ligger og samler støv. Der er så stor interesse for sådan en litteratur. I aner ikke hvor stor interessen er! Jeg vil gøre alt for at hjælpe jer.

Jeg svarede, at det var et økonomisk spørgsmål, og at det ikke er muligt i øjeblikket. Ville han hjælpe, kunne han organisere en gruppe, der kunne læse og diskutere kosmologi. Det er den bedste indsats, han kunne gøre lige nu. Jeg redegjorde for vort arbejde i Belgrad, fortalte om kursuscentret i Klint og om aktiviteterne, der foregår i Skandinavien samt andre steder i verden. Jeg fortalte om vore planer med at organisere forelæsninger, kurser og foredrag når og hvis krigen ender i foråret 1993. Jeg forklarede ham også, at der ikke kom nogen, hverken fra Belgrad eller København og fortalte dem, hvad de skulle gøre. Martinus kosmologi er til for alle, og derfor er det op til den enkelte at gøre, hvad vedkommende synes, der skal gøres. De kan oprette studiekredse og diskussionsgrupper, hvor de kan læse og diskutere kosmologien. Hvis de kan samles og skaffe lokaler, kunne vi holde foredrag dér i foråret 1993, da vi bor tilpas tæt på.

Han virkede tilfreds med forklaringen. Det var en meget stor fornøjelse at lytte til ham. Han roste Martinus højt for hans evne til at forklare alt. Han havde forstået reinkarnationsprincippet og sagde, at det indtager en central rolle i Martinus kosmologi. Uden reinkarnationen kunne intet fungere. Efter at have læst Martinus bøger om og om igen, kunne han forstå og forklare oplevelser og lidelser i sit liv.

– Efter at have læst Martinus kosmologi, sagde han, – blev jeg et bedre menneske, en bedre søn og en bedre lærer. Jeg forstod, hvorfor seksuallivet ikke fungerer så tilfredsstillende som vi gerne vil have det.

Han sagde også, at kosmologien burde kunne bevises matematisk, men jeg turde ikke gå ind i en diskussion om det, da jeg ikke just er ekspert i matematik.

– Jeg ville så gerne købe alt, hvad Martinus har skrevet, sagde han – men jeg kan intet andet sprog. Jeg fortalte, at Vejen til paradis er klar til trykning og at Livets Bog 2 er ved at blive oversat. Han ville give et bidrag til udgivelse af kosmologien. Det drejede sig om småpenge, men for ham var det af stor betydning.

Der er mange sådanne som Petar Djurickovic. Vi får mange samtaler med ønsker om at købe flere Martinus-bøger, og vor medarbejder i Zagreb, Kroatien, siger, at hun også får mange forespørgsler. Ikke kun fra Kroatien, men også fra Slovenien.

– Men hvad skal jeg gøre med deres "tolar" (ny slovensk valuta)? – undrer hun.

Vi håber situationen bliver forbedret inden foråret 1993, så vi kan genoptage aktiviteterne.

Oversætter: BA