Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle normale mennesker, der endnu ikke befinder sig i alderdommens epoke, er i almindelighed bange for at dø og giver ikke godvilligt afkald på deres liv. Det samme er tilfældet med dyrene. Alle kæmper for at bevare livet. På sygehusene kæmpes der imod døden, i hjemmene og i menneskenes daglige tilværelse kæmpes der for at bevare livet. Ingen har lyst til at dø, hvis de er sunde og raske, og skæbnen er dem gunstig. Når der hos aldrende mennesker undertiden kan findes lyst til at dø, er det, fordi de er blevet affældige, sanserne er svækkede, og organismen har ikke tilstrækkelig kraft til, at de kan klare sig selv. At de i en sådan situation kan ønske døden, er ikke så mærkeligt, det samme ønske kan også opstå hos yngre mennesker, der er blevet meget syge og svækkede og totalt afhængige af andre mennesker. Hvad kan vi lære af det? Hvorfor skal der ligefrem en ubrugelig organisme til for at frembringe længsel efter døden? Hvorfor nærer alle normalt en uvilje mod at dø? Døden er jo dog noget, der er lige så naturligt som at fødes. Den er lige så naturlig, som det er at sove om natten, og det har man dog ingen uvilje imod. Det er ligefrem en glæde at kunne gå i seng og sove, når man er træt, man nærer ingen ængstelse for den bevidstløshed, vi kalder "søvnen", for alle regner sikkert med, at de atter skal vågne, når de har udsovet. Det regner man derimod ikke med, når det gælder døden. Hvis man gjorde det, ville der ikke være nogen særlig dødsangst. Men døden er noget ukendt for menneskene, de ved ikke, at de i virkeligheden slet ikke kan dø.

Mennesker, der tror blindt på den dogmatiske kristendom, kan eventuelt være bange for at komme i "helvede" eller for "fortabelsen". Ikke-troende kan være bange for, at døden er det samme som totalt ophør af deres eksistens, en evig udslettelse. Døden er i virkeligheden mystik for troende og ikke-troende. Det eneste, der er absolut sikkert for alle mennesker, er, at engang før eller senere skal deres fysiske organisme indgå i den proces, der kaldes døden, og da man er tilbøjelig til at identificere sig selv med samme organisme, der engang bliver livløs og går i opløsning, tror man, at man kan dø. Hvis en af vore kære går bort, forsvinder vedkommende jo for vore fysiske sanser, der er kun et dødt legeme tilbage, som vi kan se og føle på. Vedkommende menneske er nemlig virkelig "gået bort" fra sit fysiske legeme, derfor kan vi ikke sanse ham eller hende. Det "noget", der er gået bort, er ganske utilgængeligt for fysisk sansning og har altid været det, også mens vi mente, vi direkte oplevede dette menneske. Det har vi aldrig gjort. Vi har oplevet de virkninger, som dette levende væsen en tid har skabt gennem et fysisk redskab her i denne fysiske verden. Væsenet selv har hele tiden, som vi alle er det, været utilgængeligt for fysisk sansning og har nu ophørt at bruge det redskab eller fysiske legeme, gennem hvilket det en tid har været muligt at opleve vedkommende indirekte her i denne fysiske verden. Tilbage af det pågældende levende væsen eksisterer kun noget, der er ganske utilgængeligt for de fysiske sanser, men denne for fysisk sansning ganske utilgængelige del, er i virkeligheden den primære del af samme væsen, den er intet mindre end selve det levende væsen, der var herre over den fysiske organisme, før den døde. Det var dette usynlige væsen, der talte, så og hørte ved hjælp af nævnte organisme, det var dette usynlige væsen, der dirigerede organismen til at gå og stå, sidde eller løbe. Det var dette usynlige væsen, der gennem sin organisme viste os venlighed, forståelse, ja, måske kærlighed – eller det modsatte. Ved hjælp af samme organisme kunne dette usynlige væsen skabe og frembringe i den fysiske materie med sine evner og talenter, hvis virkning vi på denne måde kunne opleve. Men at denne organisme i sig selv også var en skabt ting, et redskab, burde jo ikke være mystik for nogen, eftersom den er bygget op eller påbegyndt ligesom en hvilken som helst anden skabt ting og er de samme love underkastet. Den kan slides op, den kan misbruges og gå i stykker. Ingen skabt ting kan vare evigt, hvor meget den end bliver passet og plejet; det skabte er noget, der bliver til, og igen før eller senere ophører. Efter organismens ophør kan dens usynlige ophav ikke mere på normal måde give sig til kende i den fysiske verden. De efterlevende i denne verden tror måske, at vedkommende har ophørt at være til, og så er sandheden dog den, at de blot ikke kan komme i kontakt med ham eller hende gennem fysiske vibrationer og bølgelængder, fordi vedkommende væsens fysiske apparatur er blevet ubrugeligt.

Er der noget ved det fysiske levende væsen, der tyder på, at den fysiske organisme ikke er det levende væsen selv, og at dette levende væsen udgør en usynlig realitet hinsides denne organisme? Ja, hele det levende væsens fysiske tilværelse er i sig selv en afsløring af dette usynlige og virkelige bag organismen. Hvad er der ved den fysiske organisme, der ikke peger hen på et ophav, for hvilket det er et redskab? Er øjnene selvstændige? – Er høre-, lugte- og smagsorganerne selvstændige? – Eller er de indre organer som hjerte, lunger, lever, nyrer osv. blot til for deres egen skyld? – Er de ikke alle uden undtagelse indbygget, nødvendigt samarbejdende inventar i et uundværligt redskab for et levende væsens fysiske manifestation? Hvert eneste organ, stort eller lille, udløser en funktion, der er en medvirkende livsbetingelse for fysisk oplevelse. Men da hele organismen udelukkende består af sådanne organer, hvis medvirken er en betingelse for det levende væsens sansning og manifestation, hvor er da selve det levende væsen? Er det i nyrerne eller i hjertet? Er det i øjnene eller i næsen? Det ved vi, det ikke er. Men er det da i hjernen? Nej, hjernen er også et organ, som må stå i konstant forbindelse med de øvrige organer, for at livsoplevelse kan finde sted på det fysiske plan. Den er et redskab sammen med andre redskaber, der alle samarbejder for at gøre organismen til et fuldendt apparatur, men for hvem?

Mon ikke vi alle ved af erfaring, at der er visse ting, vi kan blive så vant til at opleve, at vi efterhånden slet ikke lægger mærke til dem? Det gælder også oplevelsen af at være et åndeligt væsen. Vi mærker i virkeligheden i høj grad, at vi er et åndeligt væsen, men det er blevet så meget vane, at vi ikke lægger mærke til denne side af vore oplevelser. Det er dette åndelige væsen i vor fysiske organisme, der udgør vort virkelige selv, og som vi udtrykker vort "jeg". Vi siger: "Jeg så", "jeg gik", "jeg sagde", "jeg var glad" osv. Hvem er dette "jeg"? Det var jo ikke bare øjnene, der så, eller fødderne, der gik. Det var ikke blot munden, der talte, og det kan heller ikke være den fysiske organisme, der var glad, da den jo kun er bygget op af underordnede organer, som er til for at gøre organismen til et fuldkomment redskab for et manifesterende og oplevende usynligt "noget". Vort "jeg" må være dette "noget". Øjnene kan ikke bestemme, hvor der skal ses hen, benene kan ikke bestemme, hvor de skal gå hen, og munden bestemmer ikke, hvad der skal siges. Er det ikke netop vort "jeg", der bestemmer alt dette? Er det ikke også vort "jeg", der føler glæde og sorger? Det er "jeget", som er den primære faktor, og organismen er den sekundære, redskabet, der opleves og manifesteres igennem. "Jeget" kan være knyttet til en fysisk organisme, men det kan også frigøre sig fra den. Men når det kan det, må det have en åndelig struktur, i kraft af hvilken denne proces: tilknytning til en organisme – og frigørelse fra en organisme, kan finde sted.

Til væsenets åndelige struktur hører således hele dets mentale tilstand, dets tænkeevne og følelsesliv, dets begær, ønsker og vilje. Fra "jegets" overbevidsthedsstruktur, i hvilken det selv udgør det faste punkt, udgår og indgår igennem dets dagsbevidsthed hele dets livsoplevelse. Herfra udløses de kræfter, der bliver det pågældende væsens påvirkning af andre væsener. Og her indgår de kræfter, der er en virkning fra omgivelserne af de kræfter, væsenet har udløst. Det er disse virkninger, der bliver dets skæbne, dets oplevelser af "ondt" og "godt". Hvis vi nu begynder at forstå, at det levende væsen ikke er identisk med sin fysiske organisme, men derimod består af en evig, åndelig struktur omkring sit jeg, kan vi også begynde at forstå dets skæbne. Uden denne kundskab vil menneskene umuligt kunne fatte, hvorledes det går til, at væsenerne her i det daglige liv har så højst forskellige skæbner. Da de ikke dør sammen med det fysiske legeme, men lever videre i kraft af deres åndelige eller kosmiske struktur og efter en tids forløb atter skaber sig et fysisk legeme og således atter fødes til det fysiske plan, er det naturligt, at de må fortsætte denne nye fysiske tilværelse på det udviklingstrin, hvortil de var nået i sidste fysiske liv. Og de virkninger af fysiske handlinger, som de har udløst imod deres næste i tidligere liv, har de nu lejlighed til her i det nye fysiske liv at komme til at opleve. Denne årsags- og virkningskæde udløses af den evige struktur, jeg kalder det levende væsens evighedslegeme.