Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mogens Møller:

 

På gamle huse kan man somme tider se et eller flere vinduer, som blot er malet på muren. De er der, fordi man i gamle dage tog særlig hensyn til symmetrien, selv om man ikke havde brug for vinduer de pågældende steder. I vor funktionalistiske tid er sådanne malede vinduer utænkelige. Et vindue anbringes der, hvor man har brug for det, hverken flere eller færre, og så finder man, at det også er smukkest sådan.

Selv om man inden for arkitekturen er gået bort fra vinduer, der kun førte en skintilværelse og nu ser mere praktisk og logisk på tingene, eksisterer "de blinde vinduer" i vort samfund på en masse områder, hvor man endnu ikke er udviklet til logisk tænkning. Vi har en masse "blinde vinduer" i vor samfundsbygning, som findes der på grund af tradition, vanetænkning og fordomme, "for symmetriens skyld", selv om de er uden reel betydning. Ja, der er endda det at sige om samfundets "blinde vinduer", at de er malet både indvendig og udvendig på huset, og mange mennesker tror, at man kan se ud af dem, og ved ikke, at det, de tror at se, kun er indbildning eller suggestion. Den, der kommer og siger, at det kun er skin-vinduer, er, som det lille barn i "Kejserens nye klæder", der sagde: "Men han har jo ingen ting på!", ganske ene imod mængdens tro på, at det forholder sig anderledes. For ellers var de jo dumme eller duede ikke til deres arbejde, blev der sagt, og det ville man ikke lade sidde på sig. Men H.C. Andersen fortæller i sit geniale eventyr, at der dog gik en summende hvisken fra mand til mand: "Han har jo ingenting på – er der en lille dreng, der siger!" Man havde en fornemmelse af, at der måske trods alt var noget om snakken, men garderede sig for en sikkerheds skyld ved, at det jo ikke var en selv, der sagde det.

Sådan er det også med vort samfunds "blinde vinduer". Der går, selv om de fleste ikke vil tage konsekvensen af at tage personlig stilling til sagen, en hvisken fra mand til mand: "Der er noget galt med vor velfærdsstat, som vi er så stolte af. Den er som en skude uden ror og kompas, og systemet er helt forfejlet – siger den og den", skynder man sig at tilføje, "men ikke mine ord igen, for han er måske kommunist!" Og ordet "kommunist" betyder i dette tilfælde det samme som det, der i eventyret kaldes "dum eller uduelig til sit arbejde". Sådan hviskes der i vest, men i øst hviskes akkurat det samme, blot med glosen "imperialist" i stedet for "kommunist", og man stirrer i øst og vest mod hinanden gennem sine "blinde vinduer' og ser det, som man tror, man skal se for ikke at være dum eller uduelig til sit arbejde.

Men den summende hvisken er der stadig og virker forstyrrende, og den vil med tiden stige til mere end hvisken. Ja, det er den egentlig allerede, for man er begyndt at opleve, at det just ikke er en velfærdstilstand, der er i samfundets hus. Men oplevelsen vil forstærkes, og man vil prøve at slippe ud. Man søger udvej gennem sine illusioner og forestillinger, gennem de "blinde vinduer" og opdager da først sin fortvivlelse, at de kun er malet på muren.

Hele den politiske og økonomiske krise, vi mærker i samfundet i dag, såvel som videnskabens, kunstens og religionens krise er en kamp med de "blinde vinduer". Gennem sine af tradition, vanetænkning og fordomme prægede forestillinger tror man at kunne redde sig ud af krisesituationen, men man løber panden mod en mur. Nogle mennesker begynder så småt at ane, at alle disse kriser ikke er noget uden for dem selv, skabt af omgivelserne, at det ikke, som de fleste tror, blot er "alt det andet og alle de andre", der er noget i vejen med, men at krisen er noget i dem selv. Søgende mennesker begynder at forstå, at det enkelte menneske nu må tage personlig stilling til det, der foregår, og hverken nøjes med, hvad det er skik og brug at mene i bestemte kredse og milieuer, eller, hvad der hviskes mand og mand imellem, at en har sagt. Hver især må hjælpe til at bryde hul i vanetænkningens mure så godt han kan, for at vi kan få udsyn til den virkelige verden, der omgiver os, i stedet for til "malede vinduer".

Den demokratiske fostertilstand, der eksisterer på jorden i dag, må være begyndelsen til et fælles menneskeligt forhold til den storslåede virkelighedens verden, der omgiver os. Ligesom fosteret forlader sit naturlige midlertidige indelukke i moders liv ved de bevægelser, der fremkalder fødselsveer, må demokratiets fostertilstand ophøre ved de bevægelser, som dette foster foretager dirigeret gennem dets hjerneceller og nervetråde. De celler, der virker i demokratiets fostertilstand, er de enkelte mennesker. Hvert søgende, fordomsfrit og kærligt indstillet menneske er en sådan faktor, som er medvirkende til langsomt men sikkert at dirigere fosteret ud af sit modermørke til en mere direkte vekselvirkning med det levende univers. Det enkelte menneske, som efterhånden formår det, må hjælpe til, og denne proces må foregå i et stadigt voksende fællesskab og samarbejde inden for demokratiets endnu så spæde organisme. Men fællesskabet og samarbejdet må for virkelig at få betydning være baseret på den enkeltes forhold til den indre virkelighed, der kaldes Gud, Gud i det enkelte menneske.

Nu vil adskillige mennesker sikkert indvende, at det altså blot er en billig religiøs- sekterisk løsning af kriseproblemerne, der søges i denne artikel. Og hvis det er det, har dens indhold ingen betydning, da er det virkelig for billigt. Læseren må selv dømme, om den er det eller ej, men samtidig erindre, at der findes såvel religiøs som materialistisk vanetænkning. Det er rigtigt, som lægeforfatteren Tage Voss for nylig skrev i en kronik i Politiken: "Kun sekterere kan tro, at en bestemt kostplan eller en bestemt medicin eller en bestemt religion er hjælp for alle og for alt ondt. Selv om én finder et ståsted, som han kan arbejde ud fra, skal han ikke gå ud fra, at han har fundet andet end sin private De vises sten". "Man kan ikke skænke andre ståsted, de må finde sig et selv, prøve det, udbygge det og befæste det." Tage Voss' kronik omhandler specielt kunstens krise, og han efterlyser den kunst og litteratur, der ikke, som det nu er på mode, blot afslører den private angst og den enkeltes rådløshed og anfægtelser. "Det siger os intet, det har vi nok af selv", skriver han. "Men har du fundet ud af noget, noget der angår os alle, der kan lindre vor kvide og hjælpe os til svar på vore spørgsmål, så bring os det, bring os det hurtigt, bring os det råt. For vor hunger er glubende, vor længsel grænseløs!"

Tage Voss sætter videnskaberne op mod kunsten, de er ilet forud, siger han, og har fundet frem til et nyt verdensbillede, medens kunsten er blevet hængende i æstetikens hængedynd og pessimistisk og angstfyldt navlebeskuen. Han har utvivlsomt ret i mange af sine påstande, men glemmer måske, at videnskaben også har sin krise. Vel har man fundet frem til et nyt verdensbillede, eller rettere sagt, man er ved at finde frem til et nyt verdensbillede, men videnskaben har samtidig medvirket i stærk grad til at skabe hele den fortvivlede situation, menneskeheden i øjeblikket befinder sig i. Uden videnskaben ingen atombombe. Uden videnskaben ingen maskiner og apparater, der skaber arbejdsløshed og økonomisk krise. Uden videnskaben ville hele vor tids forjagede, hæsblæsende og åndløse tempo ikke eksistere. Mange ulemper som al for stærk udnyttelse af jorden for at skabe storproduktion, eller brug af giftstoffer, hvis virkninger på længere sigt vi ikke aner noget om, var heller ikke forekommet uden videnskaben. Dette er ikke sagt som kritik, kun som en analyse af de forhold menneskeheden på jorden i øjeblikket befinder sig i.

Selv om man ikke kan skænke andre et ståsted, kan man dog hjælpe dem, hvis man har et selv. Det er jo også derfor Tage Voss efterlyser den kunst, som ikke blot er virtuoseri eller selvoptagethed, men også forkyndelse, eller i hvert fald en søgen, som ikke er planløs. Men kunsten har jo alle dage haft en religiøs-romantisk eller en materialistisk verdensanskuelse at gå ud fra, og den har ingen af delene mere. Videnskaben er ganske rigtigt ilet forud på jagt efter et nyt verdensbillede og har for længst distanceret religionernes åndelige diktatur. Men den har også distanceret den ensidigt på materialistiske forestillinger baserede livasnskuelse. Kunsten er også forud for disse to gamle kulturfaktorer og ligger mellem dem på den ene side og videnskaben, som er forrest, på den anden. Den har altid været vant til at suge næring fra den kulturfaktor, som var den førende, men mellem kunst og videnskab kan der i øjeblikket ikke rigtigt opstå nogen befrugtende vekselvirkning. Vel har man forsøgt at skabe science-fiction-romaner og -noveller, men det er sjældent, at de har vist en lødighed over kriminal-roman-stadiet. Denne tilstand, hvor videnskab, kunst, dagligliv og religion står som Isolerede faktorer, er opstået ved, at menneskene selv føler sig som isolerede faktorer i verdensaltet. Individualismens strålende epoke er endt i ensomhedsfølelsens knugende mareridt.

Nogle mennesker falder hen i sløvhed eller søger at dække sig bag en forjaget men tom tilværelse. Andre løber i fortvivlelse og raseri gang på gang panden mod deres illusioners og mere eller mindre dogmatiske forestillingers "blinde vinduer". En tredie kategori søger, som før nævnt, i fællesskab at få hul på muren. Men det kan man ikke gøre med de bare næver, man må have redskaber og hjælpemidler, og der kan hverken den fysiske videnskab alene, eller kunsten alene, eller en ensidig materialistisk-politisk livsanskuelse eller en religiøs dogmatik hjælpe menneskene. Men ligesom disse kulturfaktorer hver for sig i tidens løb har været menneskene til uvurderlig hjælp i udviklingens mange epoker, er en ny kulturfaktor parat til at blive brugt som redskab til videre udvikling, og det vil i den nuværende situation sige til at bryde hul på vanetænkningens og fordommenes mur og give udsyn til det universelle perspektiv. Dette redskab er den åndelige videnskab, der, ligesom en katalysator i kemiens verden kan få stoffer til at indgå forbindelse, vil kunne virke som den faktor, der forener de gamle kulturfaktorer i en ny og frugtbar forbindelse og samtidig forbinder det isolerede menneske med den levende helhed af væsener i universet, der alle er redskaber og sanseorganer for den Guddom, hvori det lever, røres og er.

Martinus kosmiske analyser vil med tiden vise sig at være en sådan kulturfaktor. Ganske vist opfatter mange mennesker Martinus åndsvidenskab som noget religiøst-sekterisk, og nogle vil måske også ligefrem kalde den en slags kommunisme, fordi den viser frem til en samfundsordning, som i mangt og meget er væsensforskellig fra de nugældende samfundsforhold. Men den er hverken religiøs eller politisk sekterisme, hvad enhver, der fordomsfrit vil søge at sætte sig ind i analyserne, kan overbevise sig om. Martinus giver i sin analyserække og med sine symboler det søgende menneske en hjælp til selvhjælp. Han anerkender absolut, at hans ståsted ikke kan skænkes eller påtvinges andre, men det virkelighedsperspektiv han oplever, har han nedlagt i sine analyser på så objektiv en måde, at andre ved at sammenligne dem med deres eget erfaringsmateriale og bruge deres logiske sans kan finde, prøve og stadfæste deres ståsted eller faste punkt i tilværelsen, som ikke isolerer dem, men tværtimod forbinder dem med alt levende. Selvfølgelig er det en forudsætning, at det er søgende mennesker, og endda at det er mennesker, hvis "hunger er glubende, og hvis længsel er grænseløs", som Tage Voss skriver. Har livet selv efterhånden bragt én i en sådan tilstand, vil man finde, at Martinus har noget at sige én, "noget, der angår os alle, der kan lindre vor kvide og hjælpe os til svar på vore spørgsmål". Ligesom vi ikke mere bryder os om blinde vinduer på vore huse, men ønsker store vinduer, gennem hvilke lyset kommer ind i vore boliger, som det er mest praktisk og formålstjenligt og samtidigt smukt, vil det åndelige lys som kosmisk viden strømme ind der, hvor vi arbejder på at nedbryde sindets fordomme og vanetænkning, enten de er religiøst eller materialistisk betonet. Martinus kosmiske analyser er et værktøj, der, samtidig med at det giver hjælp til det enkelte menneske, bliver redskaber, der er hjælpende faktorer ved demokratiets forvandling fra foster til dets fødsel som jordens forenede stater.

 

Denne artikel er grundlag for Mogens Møllers foredrag i Kosmos Ferieby fredag den 5. juli 1957.