Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved at iagttage sig selv kan det fordomsfri, intellektuelle menneske finde ind til sin egen udødelige struktur. Den har allerede affødt i sproget et særligt ord, ved hvilket den udtrykkes. Dette ord er det bekendte begreb, vi udtrykker som "Jeg'et". Dette ord ledsages som regel af et andet ord. Vi siger således f.eks. "jeg løb", "jeg var glad", "jeg var sulten", "jeg var syg" etc. Af disse udtryk fremgår det, at Jeg'et udgør et ophav til det, de ledsagende ord er udtryk for. De ledsagende ord er således udtryk for noget, Jeg'et gør. Jeg'et er således det højeste "Noget" i os. Det udgør det virkelige selv. Nu er så spørgsmålet, hvad dette Jeg er for noget. I første instans er vi nødsaget til at måtte erkende, at det er dette Jeg, der i kraft af sin organisme og bevidsthed skaber, ønsker eller begærer, ligesom det er dette Noget, der har vilje og behersker organismen. Det er dette Jeg, der er organismens inderste årsag. Det er det oplevende og skabende i organismen. Når dette Jeg går ud af organismen, ligger denne hen som bevidstløs eller sovende. Og hvis Jeg'et ikke igen går ind i organismen, bliver denne til et lig. Og vi siger om dette væsen, at det er død. Det er meget vigtigt at komme til forståelse af dette Jeg's struktur, thi ellers vil vi aldrig komme til klarhed over vor udødelighed. Vort Jeg er altså skabende og oplevende. Men så kan dette jo ikke være identisk med "det skabte". Det er en urokkelig betingelse, at "skaberen" må være til før "det skabte". Men når skaberen, hvilket vil sige Jeg'et, var til før "det skabte", kan "det skabte" ikke være dets analyse. Dette vil igen sige, at Jeg'et eller skaberen må være navnløs i sin virkelige struktur. Hvad vi så end vil sige om dette Jeg, så kan det kun være udtryk for noget, som dette har skabt eller frembragt og ikke for Jeg'et selv. Siger vi, at det er ondt, eller det er godt, det er stort, eller det er småt eller lignende, så kan disse udtryk ikke være udtryk for selvet eller Jeg'et, men er blot udtryk for noget, som dette Jeg har skabt. Jeg'et selv viser sig her som noget, der eksisterer selvstændigt uden for "det skabte", noget som i sig selv ikke kan være blevet skabt og derfor må udgøre en evig realitet. Det er derfor nødsaget til at være navnløst, og jeg har udtrykt dette højeste Noget i det levende væsen som "X.I". Vort Jeg er således udødeligt. Det har aldrig begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne ophøre. Men da det ikke udgør "det skabte", er det i sig selv total stilhed. Det kan derfor ikke sanses. Hvis det udgjorde noget, der ligesom materien var i bevægelse eller vibration, ville det være tilgængeligt for sansning. Men det er i sig selv således hævet over enhver tilgængelighed for sansning netop i kraft af, at det udgør total stilhed og derfor er ude af stand til at skabe den reaktion på et sansesæt, der er identisk med oplevelse. Det må derfor over for de fysiske sanser fremtræde som et "Intet". Men dette "Intet" er nødsaget til at være en illusion, da det jo er en urokkelig kendsgerning, at dette dirigerende, oplevende og skabende Jeg eksisterer som vort inderste og virkelige selv. Men dette Jeg i sin inderste natur og adskilt fra alt andet udgør ikke noget levende væsen. Det kan kun udtrykkes som "Noget, som er". Men dette Noget kan altså skabe og opleve. Det kan tilknytte sig et fysisk legeme, i kraft af hvilket det kan tilkendegive sig over for andre levende væsener og ligeledes igennem nævnte legeme opleve disses tilkendegivelser eller manifestationer. Der er således knyttet til Jeg'et en realitet, der sætter det i stand til at forbinde sig med materien, der er materiale for dets manifestationer eller tilkendegivelser. Denne realitet udgør altså hovedorganet og hovedsædet for individets livsoplevelsesevne. Denne evne må være ligeså evig som Jeg'et. Hvis der har eksisteret en tid, hvor Jeg'et ikke havde denne oplevelsesevne, der i virkeligheden er det samme som dets generalskabeevne, hvordan skulle den da være blevet til? – Uden en skabeevne kan intet skabes. En skabelse kan ikke opstå af intet, noget kan ikke komme af intet, ligesålidt som noget kan blive til intet. Denne Jeg'ets skabeevne er således ligesom Jeg'et en evig realitet. Men en evig realitet er ikke tids- og rumdimensionel, den kan ikke måles og vejes. Derfor kan Jeg'ets generalskabeevne i sin inderste struktur ikke have nogen analyse ud over denne ene, at den også udgør "Noget som er". Jeg har derfor udtrykt denne Jeg'ets skabeevne som "X.II.". Denne skabeevne bliver ved sin forbindelse med materierne og den i kraft heraf opbyggede struktur at udtrykke som Jeg'ets "overbevidsthed". Til denne overbevidsthed er der igen knyttet et område af det levende væsens struktur, der fremtræder for os som Jeg'ets "underbevidsthed". Igennem denne underbevidsthed oplever Jeg'et igen sin "dagsbevidsthed" og "natbevidsthed". Denne underbevidsthed bæres af seks organismer eller legemer, et for hver af de seks grundenergier: "Instinkt", "tyngde", "følelse", "intelligens", "intuition" og "hukommelse". Til underbevidstheden hører det fysiske legeme, igennem hvilket de andre legemer mere eller mindre åbenbarer sig og er med til at danne Jeg'ets oplevelsesevne og bevidsthed, karakter og villieføring, ønsker og begær etc. Disse underbevidste legemer er tids- og rumdimensionelle. De skabes eller bygges op, kulminerer og forgår igen. De udgør kun redskaber og må ligesom andre "skabte ting" være underkastet slidtage og er dermed som nævnt forgængelige. Men evnen til at skabe nye organismer eller legemer sidder altså i overbevidstheden, der ikke er forgængelig. I kraft heraf er Jeg'et altså i stand til at overleve alt det timelige og dermed sit eget fysiske legemes undergang og er tillige i stand til at bygge et nyt legeme op, når de hertil egnede betingelser er til stede. Denne underbevidsthed er i sit inderste princip ligeså uforgængelig som Jeg'ets overbevidsthed eller "X.II.". Kun de igennem underbevidstheden skabte organismer eller legemer er forgængelige, og i kraft af hvilken de bliver tids- og rumdimensionelle, men selve underbevidsthedsstrukturen er evig. Derfor bliver den også navnløs i sin inderste struktur og kan kun udtrykkes som "Noget, som er". Dette område af det levende væsens struktur har jeg derfor kaldt "X.III." Disse tre "X"er udgør lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som et levende væsen. Disse tre principper kan ikke adskilles. Hvis vi udelader et af dem, er de andre to uden betydning. Jeg'et ville ikke kunne fremtræde som et levende væsen. Manifestation og livsoplevelse ville være en total umulighed. Disse tre analyser hører altså uadskillelig sammen og udgør derved det levende væsens udødelige struktur. Det levende væsen udgør således en énhed sammensat af tre uadskillige evige principper, der betinger, at nævnte væsen fremtræder som et over tid og rum hævet evigt udødeligt individ.

Med oplevelsen af de levende væseners udødelighed kan man ikke undgå at se, hvorledes retfærdigheden og dermed kærligheden bag al skabelse i naturen og bag alle de levende væseners skæbner begynder at åbenbare sig for det virkeligt af hjertet sandhedssøgende menneske. Det ser, at alle levende væsener er underkastet en guddommelig forvandlingsproces i form af udvikling. Og der, hvor denne udvikling er færdig, er det levende væsen til glæde og velsignelse for levende væsener. Der er det en lysende og varmende mental sol for sine omgivelser. Der mærkes Guds nærhed. Der, hvor de levende væsener endnu ikke er færdige, kan de naturligvis heller ikke opfylde dette guddommelige formål. Her opstår jo store skyggeregioner med mental kulde, had og bitterhed, skinsyge og misundelse etc. Dette afføder igen krige og ulykkelige skæbner for de pågældende væsener. Og det er en sådan skyggeregion, der i dag hindrer den jordiske menneskehed i at få fred, glæde og lykke i deres kultur og samliv. Men udødeligheden viser, at denne tilstand kun er forbigående ligesom alle de andre udviklingsepoker, som naturens eller Guddommens skabelse udviser. Og da de andre epoker altid har ført fra en primitiv til en mere fuldkommen og færdigudviklet epoke, hvorfor skulle så den nuværende livsepoke for menneskeheden ikke også følge i det samme spor og blive afløst af en epoke, i hvilken hele den varige freds velsignelser og kulturelle goder skulle blive lysende for alle? – Vi kan jo se igennem denne store udviklingsproces, som førte kloden frem fra en glødende ildtilstand til dens nuværende og for den menneskelige livstilstand guddommelige muligheder, hvorledes der blev fuldkomnere og fuldkomnere former for liv, fuldkomnere former for organismer eller legemer for de levende væsener. Og da udødeligheden nu viser, at det er de samme væsener, nemlig os selv, der var bag ved mineralmateriens reaktioner, og det ligeledes var os, der senere eksisterede i planteorganismerne for senere igen at komme til at opleve livet i endnu fuldkomnere organismer, nemlig dyreorganismerne, for derefter at ende i de strålende organismer, vi i dag kalder menneskeorganismer, kan vi ikke komme uden om, at vi er under en guddommelig modellering, i kraft af hvilken Gud vil føre os ind i en ny epoke, og i denne bringe ethvert menneske til at udgøre "Guds billede". Mennesket i Guds billede er igen det samme som et væsen, der er ét med Gud i alle ting og derfor kun kan åbenbare kærlighed, visdom, kunst, skønhed og glæde. Det åbenbarer Guds nærhed i og overalt, hvor det kommer frem.