Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

 

Jeg vil idag gerne tale til Dem om det, der udtrykkes under begrebet "Et med Faderen". Vi kender alle dette begreb fra Jesu udtalelse, der hvor han siger: "Jeg og Faderen, vi er ét!" Desværre er det blevet en almengældende opfattelse, at den her berørte tilstand udgør noget specielt, som kun Kristus kunne besidde. At denne opfattelse, der jo ikke kan siges at være særligt stimulerende for det åndeligt søgende menneske, har fået en sådan magt, skyldes den omstændighed, at et sådant forhold mellem det jordiske menneske og Guddommen endnu ikke er almengældende. Det eksisterer endnu ikke mellem "flokken" eller flertallet og Guddommen. Og da flertallets mening normalt er den herskende, den autoritative, er resultatet blevet det, at man simpelthen anser det for blasfemi eller Gudsbespottelse, dersom et ganske almindeligt menneske står frem og hævder, at også han har oplevet at være "Ét med Faderen".

Men fordi noget ikke er almindeligt, behøver det dog ikke at være en umulighed eller noget, der slet ikke eksisterer. Og det ville da også være meget lidt inspirerende, om Kristus var den absolut eneste gudesøn blandt verdensaltets utalte milliarder gange milliarder af gudesønner rundt blandt hele det beboede univers, der kunne være "Ét med Guddommen". Prøv at forestille Dem den ulykkelige situation det ville være for Guddommen, om der kun var én eneste blandt denne mangfoldighed af gudesønner, væsener af hans eget liv, hans eget kød og blod, der totalt var i harmoni med ham selv, ja ville det i virkeligheden ikke være ensbetydende med, at Guddommen var et sygt væsen? Hele den guddommelige organisme, verdensaltet, består jo udelukkende af liv eller af alle eksisterende, levende væsener. Alle disse væsener er i virkeligheden organer, celler og mikrovæsener i denne altomfattende guddommelige organisme. Forestil Dem, at kun én enkelt lille celle eller gudesøn i denne vældige organisme var i stand til at være ét med det guddommelige Jeg. Måtte dette Jeg da ikke være i total disharmoni med sit eget legeme? Men en Guddom, der er disharmoni med sin egen organismes myriader af mikrovæsener, kan ikke være nogen fuldkommen Guddom for det intellektuelle menneske. Forestil Dem, at et almindeligt jordisk menneske kom ud for den samme disharmoni mellem sig og mikrovæsenerne i dets egen organisme, at der kun var én eneste celle i denne organisme, der var virkelig sund og rask? Er det ikke en kendsgerning, at det er dødssyg, når blot en uhyre begrænset part af disse celler gennem læsion eller sygdom bliver hæmmet i deres funktion, hvilket vil sige: hæmmet i at være i kontakt med individets vilje til livet? Kan ikke et projektil med nogle få millimeters diameter gøre det af med selv et kæmpevæsens animalske organisme? Og det er dog kun en såre liden brøkdel af en sådan organismes mikroindivider, der bliver direkte beskadiget. Viser dette ikke, at det er yderst nødvendigt for os, ja en direkte livsbetingelse for os, at langt flere end ét af vore mikroindivider er i kontakt med os, i kontakt med vor vilje til livet?

Som De vil se, har Guddommen gennem de her berørte af os selv oplevede erfaringer givet os et fingerpeg eller et holdepunkt for vor udforskning af mikrovæsenets forhold til Jeg'et i hans egen organisme. Ethvert levende væsen udgør en del af Guddommens materielle såvel som åndelige organisme. I kraft heraf kommer loven for livet i den guddommelige organisme også til at gælde i enhver anden levende organisme. Vi kan således her se loven, hvilket vil sige: betingelserne for livet. Opfyldes disse betingelser ikke, opstår der disharmoni, medens der opstår den fuldkomne harmoni der, hvor de samme betingelser bliver opfyldt. Men når der er betingelser, der skal opfyldes, for at der kan være harmoni i organismen og dermed i bevidstheden eller mentaliteten, afslører dette, at der bag disse betingelser eksisterer en plan. Betingelser kan jo ikke eksistere uden at være et led i en organisering af kraft eller energi. Men en organisering af energi kan ikke eksistere uden at udgøre en plan, ligesom en plan umuligt kan eksistere uden at være identisk med en kombination af tanker. En kombination af tanker, der udtrykker en plan er igen det samme som manifestationen af et ønske. Manifestationen af et ønske er igen det samme som vilje. Og således ser vi her i vort eget kød og blod, i vor egen organisme, åbenbaret den guddommelige vilje eller Guddommens ønske med hensyn til livet. Denne vilje besjæler ethvert levende væsens mentalitet og gør det til noget ganske normalt, noget selvfølgeligt, at ønske sig sund og rask. Enhver bevidst afvigelse fra dette ønske kan kun være at betragte som unormalt. Da betingelserne for dette ønske er, at alle mikrovæsenerne i vor organisme er i harmoni med hverandre, er denne harmonis skabelse vort mest fundamentale ønske. Det er derfor, vi spiser og drikker, derfor vi går med klæder på kroppen og opvarmer vore stuer, derfor at vi på alle områder søger at gøre os det behageligt, for at vi kan befinde os vel og undgå sygdomme og anden disharmoni. Men ligesom vort rent legemlige velvære kun kan opretholdes igennem skabelsen af harmoni og velvære for hvert eneste mikrovæsen i vor organisme, således kræves der også skabelse af indbyrdes harmoni og velvære mellem mikrovæsenerne i Guds organisme. Der, hvor der ikke er velvære og harmoni inden for den samme bevidsthed, er der disharmoni og smerte.

Nu vil De måske spørge mig om, hvad Guddommens organisme, Guddommens mikroindivider, kommer mennesket ved? Men ethvert menneske såvel som ethvert andet levende væsen er i sin dybeste analyse et mikrovæsen i Guddommens organisme. Og dersom der ikke er harmoni mellem det enkelte menneske og denne organisme, kan mennesket ikke i længden skabe den harmoni mellem sig og sine egne mikrovæsener, der er forudsætningen for det fysiske såvel som psykiske velvære og sundhed, der er et lykkeligt livs grundvold. Det bliver således her til kendsgerning for os, at vort daglige liv og velfærd, vor oplevelse af glæde og lykke, er afhængig af vort forhold til to organismer! Det er afhængigt at vort forhold til vor egen organisme og af vort forhold til Guds organisme.

Medens det jordiske menneske nok vedkender sig forholdet til sin egen organisme, har det endnu meget svært ved at vedkende sig sit forhold til Guddommens organisme, hvilket vil sige dets omgivelser, dets medvæsener.

Medens det er ivrigt efter at skabe velvære for sin egen organisme, ja næsten til tider forkæler den til døde, så tager det det endnu ikke så nøje med "Guds organisme", som det meget ofte på grund af sin uvidenhed er med til at ødelægge og lemlæste. To frygtelige verdenskrige taler her sit eget sprog. Er det ikke en kendsgerning, at en modsat indstilling end den, der fører til krig, også ville have affødt krigens modsætning? At give efter for begær, der både fører til ødelæggelse af ens egen organisme og til ødelæggelse af "Guds organisme", er direkte imod de betingelser, på hvilke al sand lykke beror. Det nytter således ikke, at man plejer sin egen organisme eksemplarisk, hvis man glemmer "Guds organisme", hvilket vil sige de os omgivende væsener og ting eller det, der med et enkelt udtryk hedder "vor næste". Da vore omgivelser og medvæsener er mikrovæsener i Guds organisme, og da der, for at en organisme kan være sund og rask, fordres harmoni og velvære indbyrdes blandt dens mikroindivider, vil det her være synligt, at det er Guds vilje, Guds ønske, at der skal skabes den harmoni og velvære blandt disse mikrovæsener, der er forudsætningen for, at de kan opleve glæden ved at være til. Ethvert mikrovæsen, altså i nærværende tilfælde: ethvert jordisk menneske, der ikke har denne indstilling til sine omgivelser, men er ligeglad med dem, når blot det selv har det godt, er således ikke i kontakt med Guds vilje. Et sådant menneske er en "betændelsesbakterie", er et sygdoms- og disharmonibefordrende væsen i den guddommelige organisme og afføder ved sin væremåde en tilsvarende disharmoni inden for den del af den guddommelige organisme, hvor det har sin livsoplevelse. Et sådant menneske er altså ikke "Et med Faderen". Det er kun "Ét med sig selv". At det har denne indstilling, kan det ikke gøre ved. Det er en reminiscens eller en atavisme fra en hel anden zone i den guddommelige organisme, en zone hvor selviskheden var den fundamentale basis for skabelsen af lykke og velvære. Denne zone er den, vi har givet navnet "dyreriget". Her er det en ganske anden form for harmoni imellem væsenerne indbyrdes, der danner betingelsen for livslykken end den, der udgør betingelsen for den samme lykke blandt mennesker. I dyreriget må enhver være "sig selv nærmest", ellers bliver man selv dræbt eller udryddet. Men det jordiske menneske er ikke længere totalt placeret i dette rige. Det befinder sig også i en zone, hvor det dyriske princip er ifærd med at degenerere til fordel for en total modsat indstilling til livet. Enhver zone i Guds organisme har en særlig bestemt mission at udføre på samme måde, som enhver zone eller ethvert "organ" i vor organisme har sin specielle mission eller formål. Hver del af Guds organisme udgør således et særligt redskab for en særlig manifestationsform. Om dette redskabs kapacitet skal være på sit højeste, bestemmes således af, om der er den for formålet livsbetingende harmoni mellem mikroindividerne i dette redskab. I modsat fald er det sygt og kan ikke præstere den kapacitet, det er bestemt til.

Med hensyn til det jordiske menneske, da er det nu i en zone af den guddommelige organisme, hvor harmoni eller glæden ved at være til kun kan skabes på basis af det modsatte af selviskhed, nemlig næstekærlighed. Det befinder sig altså i en zone, hvor den guddommelige vilje, det guddommelige ønske, kun er næstekærlighed. Enhver der derfor i denne zone udelukkende tænker på sig selv og ikke viger tilbage for at skabe sin egen lykke på andres bekostning, er således ikke i kontakt med den guddommelige vilje. Det endelige resultat af dets fremtræden og skabelse bliver ikke lykke og harmoni, men derimod disharmoni og smerte, der igen er krigens og lemlæstelsens fundament.

At vide og forstå dette er ensbetydende med at arbejde med på skabelsen af livsglæde og velvære for sine omgivelser, og dette vil igen være det samme som at være i kontakt med Guds vilje og ønske" Når Jesus derfor siger "Faderen og jeg, vi er ét", er det ikke for at fortælle, at han har opnået et privilegium, der er uopnåeligt for andre, men derimod kun for at udtrykke den tilstand, der er absolut nødvendig for at kunne skabe den fred og harmoni, der udgør den sande livsglæde for det jordiske menneske"

At være "Et med Faderen" er således det samme som at forstå Faderens vilje og at besidde ønsket om og evnen til at kunne opfylde denne vilje. Og denne vilje er altså den, at der skal skabes en fuldkommen fred og harmoni i alle vore medvæseners indbyrdes forhold på samme måde, som vi selv ønsker, at der skal være fred og harmoni i vor egen mikroverden, for at vi kan opleve glæden ved at føle os både fysisk og psykisk sunde. At være "Ét med Faderen" er derfor at forstå, at vejen til sundhed på både legeme og sjæl går gennem udvikling af evnen til at elske "Guds organisme", hvilket vil sige: vore omgivelser og medvæsener, lige så fuldkomment og normalt, som vi elsker vor egen organisme" Dette udgør igen den totale opfyldelse af alle de højeste love eller opfyldelsen af dette at "elske sin næste som sig selv". At være "Et med Guddommen" er således det samme som at være besjælet af den allerhøjeste kærlighed og i kraft af denne kærlighed at have evne til at se på sin næste med Guds øjne og i lyset af dette syn at se den dybe sandhed bag de evige ord: " – at alt var såre godt!"

 

(Foranstående foredrag af Martinus blev holdt i instituttets sal søndag den 4. marts 1945 og er blevet bearbejdet for kontaktafdelingen af E. Gerner Larsson. Bearbejdelsen er godkendt af Martinus.) –