Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1956/14 side 1
Klint, den 6/7 1956.
Kære læser!
Da Gerner Larsson i øjeblikket er stærkt optaget, får De denne gang brev fra mig. Det vil ske engang imellem, når særlig meget arbejde forhindrer Gerner Larsson i at få skrevet kontaktbrevet i rette tid.
Jeg har som bilag til dette brev valgt en kronik fra en jydsk provinsavis. Jeg fik den af en studiekredsdeltager på en af mine rejser i vinter. Den er skrevet af en mand, der selv har erfaring for det, han skriver om, og dens indhold kan vist de fleste på en eller anden måde have gavn af at stifte bekendtskab med. Og mon ikke man også kan finde noget af sig selv deri? Vi kan vist ikke sige os fri for det. Vi har alle – i større eller mindre grad – komplekser, vi er alle – i større eller mindre grad – psykopater. Spørgsmålet er netop om det kun er i mindre, eller det er i større grad, vi er det. Ordet psykopat lyder grimt i vore øren, fordi det er blevet en karakteristik af medmennesker, der, som kronikkens forfatter skriver, "er puttet i brokkassen", fordi de ikke "duer".
Psykiaterne gør uden tvivl et stort og fortjenstfuldt arbejde for at prøve at hjælpe disse mennesker, men de er overbebyrdede med arbejde, og kan derfor ikke tage sig tilstrækkeligt af den enkelte. Og desuden er videnskabens viden inden for de psykiske områder meget begrænset, hvilket i høj grad begrænser muligheden for hjælp, og endelig: een faktor er absolut nødvendig, den kærlige omsorg. Og den fordufter så let, til trods for den bedste villie, i det samfund, hvor det tekniske og det kontormæssige er sat højere end de menneskelige hensyn.
Set fra et ensidigt materialistisk-praktisk synspunkt kan det være rigtigt, at visse mennesker ikke "duer". Men set fra dette synspunkt, er der jo så meget, der er nytteløst. Kunst og kunstnere for eksempel!
Der er mennesker, der regner kunstnere for "skøre individer", i alt fald indtil de har vist, at de kan tjene penge ved deres kunst, såstiger de i disse menneskers øjne, ja, det ender med, at man beundrer dem og forguder dem. Man tænker ikke på, at den beundrede kunstner og den foragtede psykopat er i slægt med hinanden, at de faktisk er forsiden og bagsiden af samme medallie. Og man tænker heller ikke på, at denne "medallie" er en del af alle menneskers sind. Det kunstnerisk følsomme temperament har sin rod i enhver, og det psykopatiske har det også. Hos nogle mennesker slumrer de begge i sindets dybder, og den praktiske, snusfornuftige, kortsynet-intelligente og hårdhudede mentalitet dominerer i dagsbevidstheden. Det er den, der mest "duer" i verden i dag, når det drejer sig om "at blive til noget" og "komme frem i verden". Men denne tilstand vil livet ikke lade mennesket forblive i. Den robuste mentalitet er som en skal, en maske, et ydre menneske, som dækker over noget indre, vi ikke rigtig vil være ved. Det er både noget godt: længsler, drømme, ønsker om en bedre tilværelse; og noget mindre godt: angst, mindreværd, usikkerhed. Visse ydre begivenheder kan en sjælden gang få os til at reagere, så vi viser den skjulte del af os selv for omgivelserne, vi "taber ansigt", som man siger. De fleste får dog hurtigt samlet masken op igen og får den på. Situationen er reddet. Men der bliver et sår i bevidstheden, et svagt punkt, som kan rammes igen, og som vil blive ramt. Livet selv, eller skæbnen, som vi kalder det, vil sørge derfor.
Kendskab til de kosmiske analyser vil med tiden ændre menneskenes syn på mangt og meget, også på de medmennesker, man kalder psykopater. Kendskabet til reinkarnation og skæbnedannelse vil forårsage, at man bedre forstår de mennesker, der i øjeblikket er i en tilstand, hvor de, som der står i kronikken "ikke magter at mestre livet". De mennesker, hvis psykopati ytrer sig som livsangst, mindreværdsfølelser og dette, at de tager så tungt på livet og lader sig slå ud ofte af det, andre synes er bagateller, har igennem flere liv fået voldsomme sår i sindet, som har vanskeligt ved at læges. Men i den nuværende inkarnation og ind i fremtiden er der mulighed for ikke alene at læge disse sår, men at benytte de erfaringer og den følsomhed, som denne tilstand har skabt i bevidstheden på en sådan måde, at uduelighedsfornemmelsen lidt efter lidt forvandledes til oplevelse af de skabende evners vækst til gavn for helheden.
I gamle dage var der også psykopater, selv om man ikke brugte denne lærde glose om dem. Adskillige af dem flygtede fra verdens hårdhed ind i klostertilværelsen. Der fandt de en erstatning for den anden verden, de længtes efter. Gennem askese, koncentreret andagt, bøn og faste, ja måske endda ved selvpinsler, blev en særlig form for følsomhed udviklet, men samtidig mistede de evnen til at klare sig i den ydre verden, deres intelligens praktiske evner stagnerede. Bortset fra visse barnhjertige munke og nonner, der uden at tænke på dem selv plejede syge medmennesker, må de fleste af fortidens nonner og munke, enten de har været kristne eller buddhister, være født igen med ringe evner til at klare sig i den ydre verden og med en overudviklet følsomhed. I mange tilfælde vil de også have en stærk dragning mod det modsatte køn på grund af den "sult", der ganske naturligt er opstået i bevidstheden under en seksuel afholdenhed, der ikke var naturlig for dem.
Selvfølgelig kan der være mange andre årsager end en tidligere klostertilværelse til at nogle mennesker idag fremtræder i en overfølsom upraktisk og initiativløs tilstand, men hvad årsagerne end kan være, så er de at finde i menneskets eget sind og egen skæbnedannelse, og mere vigtigt end at søge tilbage og finde årsagerne, er det i øjeblikket at få overvundet disses virkninger og skabe nye årsager, der åbner nye muligheder for fremtiden.
Der er ingen mennesker, der ikke "duer", og som kronikkens forfatter slutter med at skrive: "Ingen er så hjælpeløs, at han ikke på et eller andet område kan tage et tag med".
Men han skriver også "Vi kan sige, at psykopaten er sat forkert sammen såvel i sind og krop som hele væremåde". Dette synspunkt får først rigtig betydning, når man forstår, at denne "forkerte sammensætning" hverken er et resultat af tilfældigheder, eller af, at en fummelfingret Vorherre har kludret med skabelsen, men af, at mennesket selv i sin tilblivelses- eller forvandlingsproces, der strækker sig over et umådeligt tidsrum, nu er nået til et stadium, hvor dets selviske fortid banker på døren som skæbne. Ikke som en straf, men som et resultat af menneskets egen længsel efter "en anden og bedre verden". Inderst inde ønsker dette menneske ikke mere, at dets bevidsthed skal være "sat sammen" som det robuste menneskes, der skaber ødelæggelser og lidelser omkring sig. Derfor er der ved at ske en forandring ide kræfters sammensætning, der udgør bevidstheden. Det sker ikke på een gang ved et mirakel, men som en gradvis forvandlingsproces. Mange mennesker er "sat forkert sammen", hvis man ser på dem udfra den gamle verdensmoral "enhver er sig selv nærmest". De er for bløde, for følsomme, for eftergivende. Og de er endnu ikke "sat sammen", så de virker helt efter den nye verdensmoral. Den sammensætning af bevidsthedsenergierne, hvorigennem der vil kunne opleves en bedre verden er så småt begyndt, og når lidelserne, ydmygelserne, smerterne og besværlighederne strømmer mennesket imøde i dets hverdagsoplevelser, er det for at vække det til SELV at tage hånd i hanke med sin skæbne udfra den forståelse og medlidenhedsevne, lidelserne har vakt i dets egen bevidsthed. Det er ikke ved at gå i kloster, man finder "Himmeriges rige", det, man tror at finde der, kan være et stadie på vejen, men vil vise sig at være et blindspor. Himmeriges rige er der, hvor der arbejdes TIL GAVN FOR HELHEDEN, hvor det "Himmeriges rige", der "er inden i eder" strømmer som skaberkraft, hjælpsomhed, livsglæde og godt humør mod omgivelserne, da er "mennesket i Guds billede" blevet til virkelighed i den fysiske verden, det menneske, som Kristus var model til, "den sæd, hvori alle jordens slægter skal velsignes". Den sæd må sås af os ved at enhver "tager sit kors og følger ham". Den psykopatiske tilstand er en "korsfæstelse" med et "Getsemane", det er netop mennesker, der duer, der kommer ud for de prøvelser, selv om de ikke alle består dem i første omgang.
Det, der skete i Getsemane Have var jo netop, at Kristus, selv om han vidste, hvilken ydmygelse og smerte, han gik ind til, kunne forene sin villie med universets villie og skaberkraft til gavn for menneskene, som trængte til en vejleder, der viste, hvordan det indre menneske, det virkelige menneske, ikke nærede bitterhed eller had, men viste forståelse og tilgivelse, selv overfor sine bødler. Til trods for sin tilsyneladende svaghed var han stærkere end nogen anden.
Det stærkt følelsesbetonede element i mennesket, som hos nogle psykopater er særlig udviklet og skaber overdrevne reaktioner, såsom pirrelighed, for stor begejstring, (der let kan ende i det modsatte) fantasteri, angst mindreværdskomplekser og hysteri, er det samme element, som bundet af villien og tøjlet af Intelligensen resulterer i kunstnerisk skabelse. Mange kunstnere er periodevis psykopater, når de ikke får udløsning gennem deres skabeevne. Selv det, at blive en stor kunstner, er jo kun et stadium på vejen til at blive suveræn livskunstner. Kronikkens forfatter fortæller om den evne til medleven, psykopaten kan have, og hvordan tanken om andre menneskers skæbne kan berøve ham nattesøvnen. Det er altsammen positivt, hvis det ikke blot ender i bekymringer, men resulterer i kærlige tanker og positive handlinger. Men her er det, det kniber for psykopaten, han tror ikke, han duer til noget. Åndsvidenskaben vil lære ham, at selv hans mindste tanke betyder noget. Han skal blive langt stærkere end det robuste menneske, og han vil få impulser og inspiration til at lave det "helvede" vi lever i, om til "den anden verden" han inderst inde længes efter, hvis han selv lukker sit sind op i tillid til at den (for ham endnu delvis skjulte) mening, der er med hans liv, er den samme mening, der er bag alt i universet: at være til gavn for helheden. Lidt efter lidt vil livskunstneren i os alle overvinde psykopaten i os, det er den "opstandelse", som kommer efter "Getsemane" og "Korsfæstelsen".
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Mogens Møller