Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

(Fortsat)

Efter mit samvær med præsterne holdt jeg samme dag om aftenen mit andet kursusforedrag: "Bønnens mysterium", ved hvilket pastor Arelius Nielsen medvirkede som tolk. Herved blev foredraget ikke ringere for Islændingene, idet han i sin oversættelse stadfæstede visse passager i dette med sin hyldest og præstelige autoritet. Foredraget vakte også her glæde og bifald, hjertelige håndtryk og tak fra mange sider. Efter foredraget var jeg sammen med hr. Gretar Fells hjemme hos min værtinde, fru Haldora Samuelsdatter. Og hermed nåede en for mig stærkt mindeværdig og lykkelig dag sin afslutning.

Imidlertid var der kommet en anmodning til mig om at holde foredrag på hospitalet for de spedalske, hvilken anmodning jeg naturligvis med glæde ville efterkomme. På Island er denne sygdom nu ved at være bekæmpet og under fuld kontrol. Der er kun seks patienter tilbage. Hospitalet for disse spedalske ligger meget smukt ved en sø nogle få kilometer udenfor Reykjavik. Næste dag om eftermiddagen kørte Vignir Andreson mig ud til dette ejendommelige hospital. Da tidspunktet for mit foredrag i forvejen var aftalt, var alt lagt til rette, da vi kom, så jeg kunne begynde med det samme. Foruden de syge var der også andre tilstedeværende. Med Vignir Andresson som tolk holdt jeg her et lille foredrag om sygdomme. Jeg forklarede, at sygdomme absolut ikke var nogen straf fra en vred Gud, men at de tværtimod var udtryk for, at Gud arbejdede med en. Igennem Lidelserne udvikler eller skaber Gud evnen i os til sjæleligt at fornemme andre menneskers og levende væserners lidelser. Uden denne evne kan vi aldrig nogen sinde blive til "mennesket i Guds billede." Og uden denne evne kan vi umuligt blive humane og gode mennesker. Derfor må alle levende væsener gennemgå lidelserne for at komme til at opleve, hvad det virkeligt vil sige, at skabe lidelser for andre levende væsener. Efterhånden som vi sjæleligt bliver orienteret på dette felt igennem vore egne lidelser, bringes vi i samme grad i den tilstand, at vi ikke kan nænne at påføre andre væsener lidelser. Og således udvikler vi os igennem lidelserne til mindre og mindre at kunne nænne at påføre andre lidelser eller fortræd. Derfor er lidelserne i sin kosmiske analyse en velsignelse. Det gælder derfor ikke så meget om at bede om at blive fritaget for lidelserne, som det gælder om at bede om at få kraft og styrke til at kunne tage lidelserne og bevare sit livsmod. Det er rigtigt, at lidelserne kan være meget svære, ja, næsten uudholdelige, men der er aldrig noget som helst væsen, der er ladt alene midt i dets lidelser eller livs mørke. Der er altid en lysets engel i ethvert Getsemane, der er altid en vej ud af ethvert mørke. Beder man oprigtigt til Gud om at finde denne vej, går man aldrig forgæves. Denne bøn hører til de henvendelser til Gud, der hundrede procents bliver bønhørt. Det betyder ikke altid, at de rent fysiske lidelser forsvinder, men det betyder, at depressionen, bekymringerne, frygten og livsleden forsvinder. Og mennesket opnår således ved Gudskraften i bønnen at kunne være lysende midt i sit eget mørke. Og således forklarede jeg videre om livets mening med sygdommene. Det her fremførte er ikke nogen ordret gengivelse, idet jeg ikke har noget manuskript at holde mig til, men det er dog en gengivelse af mit syn på sygdommene, der ligger så nær den, jeg gav på hospitalet, at den giver det samme helhedsindtryk af min opfattelse af sygdommene som i det nævnte foredrag. Mit foredrag vakte også her glæde og bifald.

Om aftenen holdt jeg mit sidste kursusforedrag. Emnet var: "Hinsides døden". Og nu var tilslutningen kommet op på ca. 150 tilhørere. Og der var stor glæde og bifald ligesom ved de tidligere foredrag. Tilslutningen ville være blevet endnu større. Men der var sket det uheldige, at en ældre teosofisk foredragsholder, mr. Boolt fra England, holdt foredrag de samme aftener som jeg, hvorved en del medlemmer af det teosofiske samfund naturligvis følte sig forpligtet til at overvære foredragene af denne deres egen foredragsholder. Hr. Gretar Fells beklagede meget, at mr. Boolts og mine foredrag således var blevet placeret på de samme aftener, idet teosofferne er meget venligt stemt overfor mit arbejde og meget gerne også ville have overværet mine foredrag. Men hr. Gretar Fells og frue, samt en del andre teosofer, overværede dog enkelte af mine foredrag. Og hermed var mine storforedrag forbi på Island for denne gang. Og jeg følte mig meget glad over den store interesse, der havde været for dem, og over den store sympathi og venlighed for mig og min mission, de havde affødt fra alle sider. Ligeledes betragtede man det som selvfølgeligt, at jeg atter ville komme tilbage til Island og gentage en foredragsrække.

Da det var Sct. Hans aften, arrangerede man en midnatsudflugt til Tingvalla efter dette mit sidste kursusforedrag. På denne udflugt deltog min værtinde, fru Haldora Samuelsdatter, Vignir Andresson, hr. Simpson og hans hustru, lærer Jacobsen og flere andre af min missions og sags gode venner. I tre biler kørte vi ud af den ældgamle vej mellem høje fjælde til Islands hellige terræner. Skønt klokken var omkring 23,00, kørte vi i den dejligste aftenrødebelysning. Et steds på vejen holdt vi stille for at kunne iagttage solnedgangen, der netop denne aften viste sig i et meget smukt farveskær, der indhyllede fjældene omkring os i en ejendommelig eventyrbelysning. Jeg fotograferede, og vi kørte derefter videre og nåede hurtigt frem til vort mål, stedet hvor Islands lov og ret igennem et tusinde år var blevet dikteret, stedet for den islandske kulturs fødsel. Det er ikke så mærkeligt, at dette minderige sted af Islændingene betragtes som helligt. Denne tusindårige kulturfødsels psykiske atmosfære er endnu den dag i dag så levende og stærk, at den maner den kærligt indstillede besøgende til ærefrygt. Ja, det kan endog hænde, at han bliver indhyllet i ekstaselignende salighedsfornemmelse. Således gik det mig, da jeg første gang besøgte Tingvalla og kom op til Øxaravandfaldet. Medens jeg gik og fotograferede dette smukke vandfald, kom der over mig en ganske ekstaselignende glæde, uden at der var nogen som helst påviselig, ydre fysisk årsag til denne tilstand. Jeg kunne kun føle det som en velkomsthilsen fra væsener, der ikke var af denne verden. Herude på Islands store, ubeboede vidder, tusinder af mile borte fra de øvrige nationers larmende jag og mere eller mindre gudløse atmosfære, er det ikke så mærkeligt, at de højere grader af den psykiske eller åndelige verdens atmosfære langt lettere trænger igennem. Her lukkes den ikke ude af det domæne af overtro, vantro, materialisme, magtbegær og havesyge, armod, nød og elendighed, der afslører den uvidenhed eller tågedannelse i det menneskelige tankeklima, der har bragt enhver hidtidig kultur til undergang i krig, blod og drab, og som endnu idag skjuler livets mening så totalt for de regerende magter verden over, at den to tusindårige kristendom for dem endnu kun er et Fata Morgana i ørkenen. Deres beskyttelse af nutid og fremtid er atom- og brintbomber. Med en sabotage af livet, tror de at kunne beskytte livet. Dette er kulminationen af det levende væsens afsporing i livsopfattelse. Længere bort fra virkeligheden eller den absolutte sandhed kan intet levende væsen komme. Her kan det ikke undgå at opleve virkningerne af denne sin store dødbringende fejltagelse. Og dets kulturbasis vil efter denne oplevelse blive den sande kristensdoms kerne: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er alle loves fylde".

Fra dette lille sidespring i kosmisk atmosfærebedømmelse vil vi atter vende tilbage til Islands store vidder med den rene psykiske atmosfære. Vi er som før omtalt på udflugt til Tingvalla i anledning af, at det er Sct. Hans aften. Her på Island brænder man ikke bål denne aften, således som tilfældet er hjemme i Danmark. Her er ingen trolde eller hekse, der skal brændes. Det blev en herlig tur. Det var ejendommeligt at opleve dette historiske sted i den lyse, islandske nat. Vejret var smukt, selv om det ikke var så lunt som på en dansk midsommernat, men til gengæld var der så at sige dagslyst hele natten. Temperaturen har vel været ca. 8 grader celsius. Dagtemperaturen var i de dage i Reykjavik omkring 12 grader celsius. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor forskellige klimaforholdene er på de forskellige steder på jorden. Her under polarkredsen, mellem Islands sneklædte fjelde, oplevede jeg midsommernatten i tykt undertøj, overfrakke og handsker. I sydindien under tropesolens blændende stråler oplevede jeg 35 – 40 graders varme ved juletid. Her var vinduer og døre åbne overalt. Store vifter svingede rundt i lokalerne for dog at skabe blot en lille antydning af kølighed. Mange indfødte, navnlig fiskere og kasteløse gik totalt nøgne, rent bortset fra en slags "figenblad", som de havde ophængt i en snor omkring livet. På Island var der dagslyst hele natten og derfor ingen stjerner at se. I troperne var der mørk nat fra omkring kl. 18,00 til kl. 6.00 morgen, men med en funklende og klar stjernehimmel. Ja, således er bladene af Guds store billedbog kontrastrige og mangfoldige. Gud åbenbarer sit store tusind-og-een-nats eventyr overalt for den, der er modnet til at høre og se, føle og fornemme hans nærhed, hans sprog, hans visdom og kærlighed. Og med denne indstilling blev mit besøg på Tingvalla med dets ejendommelige minderige steder på denne midsommernat meget lysende. Det var et behageligt samvær med trofaste og kærlige venner i en jomfruelig ren og uberørt natur, belyst af trylleskæret fra den lige under horisonten skjulte midnatssol. Lige i nærheden styrtede den frembrusende Øxaraflod sine tonsagtige vandmasser ud over en tårnhøj, lodret klippevæg og skabte her en tordenlignende, monoton larm, en sfærernes musik, der blev et akkompagnement til beskuelsen af de øvrige af jordens vældige skabekræfter udformede islandske naturscenerier, der hist og her i deres millionårige uforanderlighed fremtræder som symboler på evigheden. Her spiste vi den dejlige mad, som min værtinde og de andre husmødre så venligt havde sørget for at tage med. Og her drøftede vi enkelte af de store evighedsproblemer. Og herfra gik vi ture rundt i terrænet enkeltvis eller i følge med nogen, alt eftersom det passede ind i hver enkelt deltagers lyst til i enkelte øjeblikke at være alene med den altovervældende, strålende natur, og i andre øjeblikke lyst til at nyde sceneriet i fælleskab med andre. Imidlertid brød solen atter frem, og vi begav os på hjemvejen. I den skønneste morgensols gyldne lys nåede vi atter tilbage til Reykjavik. Klokken var da halv fire. Og dermed havde jeg, takket være mine venners kærlighed, oplevet en Sct. Hans nat i et eventyrskær, der vil lyse og varme meget længe i mine minders indre verden.

Efter at have fået godt udsovet efter den natlige tur til Tingvalla, var jeg i byen sammen med Vignir Andresson for at gøre nogle indkøb. Jeg fik også tid til at skrive nogle breve til venner hjemme i Danmark. Om aftenen holdt jeg et almindeligt foredrag over emnet "Den kommende ny verdenskultur". Foredraget vakte bifald og glæde ligesom mine øvrige foredrag. Men da man mente, at dette foredrag ikke behøvede at blive oversat på stedet ved hjælp af tolk, ligesom de andre foredrag, og dette i forvejen var blevet annonceret, bevirkede det straks et ikke ringe frafald i tilslutningen. Og vi blev derved klar over, at oversættelse at mine foredrag ikke kunne udelades. Vi besluttede derfor, at oversættelse atter måtte finde sted ved det næste foredrag, hvilket da også bevirkede, at tilslutningen igen blev god.

Efter foredraget fik vi meget travlt. Mine venner havde besluttet at opfylde mit ønske om at se midnatssolen og havde derfor bestilt billet til mig til deltagelse i en midnatsrejse til Grimsey, en ø i Nordishavet lige på polarkredsen. Og lidt efter sad Vignir Andresson og jeg behageligt i en af Islands mange flyvemaskiner på vej til midnatssolens rige.