Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus

( Fortsat )

Næste morgen vågnede jeg op til en travl, men dejlig dag. Solen skinnede varmt ind af vinduerne til de to dejlige værelser, som Fru Haldora Samuelsdatter saa venligt havde stillet til min rådighed i sin villa på Sjafnargata. Denne gade er en af de få fornemme gader i Reykjavik, hvis villaer er omgivet af relativt høje træer. Da den ligger meget højt, havde jeg fra mine vinduer og altan på første sal en stor vid udsigt. Jeg kunde igennem visse åbninger mellem husgavlene skimte flyvepladsen, hvor islandske maskiner startede og landede, vistnok hver time på dagen, for at befordre passagerer og post ud over de vidt udstrakte afstande mellem de beboede Steder på den, på ejendommelige naturscenerier, så rigt udstyrede ø. Længere ude i horisonten kunde jeg skimte præsidentboligen Bessarstadir med sine tilbygninger og kirke. Den ligger ensomt nogle kilometer fra Reykjavik og fra andre bebyggelser. Og længere ude i horisonten rullede Atlanterhavets dønninger. Nu kaldte Fru Haldora elskværdigst til morgenmåltid. Og jeg må sige, at ved disse måltider fik vi ikke blot dejlig vegetarisk mad, men vi fik også dejlige samtaler. Fru Haldora taler godt dansk, har været teosof i mange år og er således trænet i åndelig tænkning. Hun er med i forgrunden hos de mennesker, for hvem teosofien har været en rig og glimrende vej fremad, og som i forbindelse med rige livserfaringer har modnet og udviklet dem til længsel efter og modtagelighed for endnu større og videregående guddommelige impulser fra Guds ånds strålevælds altomfattende visdom. I sin kærlighed til disse nye impulser eller til al åndelig udvikling åbnede hun sit hjem for mig og gjorde alt, for at jeg kunde befinde mig vel og få så gode arbejdsbetingelser som muligt under mit ophold på Island. Det var den samme kærlighed til videregående åndelig udvikling, der besjælede flere andre af min sags venner på Island og inspirerede dem til at slutte sig sammen om at danne økonomisk mulighed for dette mit sidste besøg. Uden disse elskelige menneskers store forståelse og kærlighed til mig og min mission, vilde dette besøg ikke have været mulig for mig. Men nu var jeg her og følte, at det nu stod til mig at gøre alt, hvad der stod i min magt for her at uddybe og viderebefordre den kærlighedsvidenskab, Gud har givet mig til mission at skabe. Her var meget af den gode jord, hvor i den åndelige sæd giver mange fold. Derfor var det også en aftale, at Vignir Andresson allerede skulde komme her til formiddag, for at vi kunde aftale en plan, hvorefter mine foredrag, og de udflugter, man havde i sinde at give mig, kunde arrangeres. Vignir Andresson kom og spiste frokost sammen med Fru Haldora Samuelsdatter og mig, og planerne om foredragene i Reykjavik blev aftalt. Med hensyn til mine foredrag i Akureyri havde man allerede i forvejen bestemt, at disse skulde holdes først. Og jeg skulle således rejse til Nordlandet allerede næste dag, tirsdag den 7. Juni.

Efter at disse planer således var fastslagt, kørte Vignir atter til sit hjem, men kun for igen kl. 15,00 at komme tilbage og hente mig i sin bil og køre os til Havnefjord, hvor vi var inviteret til kaffe hos to af vor sags trofaste venner Hr. Thorvaldur Arnason og frue. Ved mit forrige besøg på Island var det Hr. Thorvaldur Arnason, der i sin store bil kørte mig over halvvejen af den lange distance til Akureyri, og ved hvilken lejlighed jeg den gang fik adgang til at tage mange af de billeder, som jeg senere her hjemme viste som lysbilleder. Desuden gav han mig og mine venner adskillige mindre udflugter til seværdighederne i Reykjaviks nærhed, såsom til de varme kilder og Tingvalle. Jeg føler, at jeg i ham og hans hustru har to trofaste og elskelige venner. Det var derfor dejligt atter at være sammen med dem i deres hyggelige hjem i Havnefjord.

Efter besøget her kørte Vignir Andresson mig til det teosofiske samfunds hus og hovedkvarter her på Island. Jeg var inviteret til middag hos Hr. Gretar Fells, præsidenten for de teosofiske loger her oppe. Hr. Gretar Fells og frue er to elskelige mennesker, som jeg skylder megen taknemlighed. Det var på Hr. Gretar Fells initiativ, at mit forrige besøg på Island fandt sted, ligesom det naturligvis også var Hr. Gretar Fells's tolerante ånd og forståelse af min mission, der bevirkede, at jeg for mange år siden modtog en meget hjertelig telegrafisk hilsen fra de islandske loger, der var samlede i Reykjavik. Det var den første hjertelige sympatitilkendegivelse, jeg har fået fra en åndelig eller religiøs bevægelse. At denne hjertevarme gav mig stor inspiration og glæde er naturligvis en selvfølge. Det er nemlig ikke endnu blevet almengældende, at religiøse bevægelser giver hinanden hjertevarme sympatitilkendegivelser. De har snarere tendenser til at gå i modsat retning. En lille nyfødt religiøs bevægelse skal derfor ikke i alt for høj en grad vente sig at blive taget ved hånden af de større og ældre brødrebevægelser, som der findes så mange af. De kæmper hver især mere for deres bevægelses presstige og beståen, end de kæmper for den absolutte sandhed, de foregiver at deres bevægelse representerer. Hvis ikke det var således, vilde alle religiøse bevægelser i verden forlængst være blevet forenet i en skøn harmonisk enhed, baseret på den absolutte sandhed, ligegyldig hvor og i hvem den så end var blevet åbenbaret. Men intolerance og frygt for presstigetab udelukker som regel enhver tilførsel af ny udvidet erkendelse af de evige fakta fra de fra en sådan bevægelses en gang vedtagen dogmeerkendelse. Samme bevægelse kommer derved til at opleve, at sandheden baner sig vej gennem nye og mere tolerante og intellektuelle bevægelser, imellem hvilken førstnævnte bevægelse derved kommer til at blegne, blive affældig og sammensunket ligesom et gammelt hus i en moderne bydel. Det er denne hårdnakkede kamp imod al udvidelse af den religiøse eller åndelige horisont, der bragte Kristus til at sige, at "de første skulle blive de sidste". Det var også den samme visdomsspærring, der bragte ham og hans disciple, med undtagelse af en, på korset, ligesom den på samme måde førte mange af de første kristne frem til at blive sønderrevet af arenaens vilde dyr eller gjorde dem til offer for mange andre dødbringende forfølgelsesmetoder. På baggrund af denne intolerance eller visdomsspærring, der den dag i dag i større eller mindre grad endnu behersker verdensreligionerne eller de religiøse sekter og samfund, er det ikke så mærkeligt, at den førnævnte kærlige telegrafiske hilsen og det besøg på Island, man senere skænkede mig, blev til stor inspiration og glæde for mig og min påbegyndte mission, ja, blev noget af en lille oase indenfor det åndelige orkenterræn, der opstår der, hvor intolerancen lukker af for al erkendelse og tilførsel af ny åndelig viden og vækst.

Jeg var altså til et samvær med Hr. Gretar Fells og hans smukke frue i deres meget hyggelige hjem i det teosofiske hus. Disse to elskelige mennesker fik mange venner her hos os, da de i sommeren 1952 besøgte Kosmos Ferieby. Efter en meget hyggelig aften her i deres hjem fulgte de mig i den lyse nat til min bopæl i Sjafnargata. Og en ny dejlig dag med mange kærlige oplevelser var tilendebragt.

Næste morgen kom Vignir Andresson og kørte mig til flyvepladsen, hvor han ordnede billetspørgsmålet og bagageindskrivningen for mig. Og lidt efter var jeg atter på vingerne. Denne gang var det en lille to motorers maskine. Og turen gik nu op over Islands meget ejendommelige terræner til Akureyri, hvor mine første foredrag skulde afholdes. Da jeg under mit forrige besøg på Island skulde besøge Akureyri, blev rejsen foretaget pr. bil. Mine venner i Reykjavik kørte mig godt og vel halvvejen af den 450 kilometer lange vej, medens mine venner i Akureyri befordrede mig det sidste stykke vej. Jeg fik derved lejlighed til at opleve de islandske højder og dybder på nært hold og fik taget mange fotos. Det var derfor mine venner så kærligt havde stillet sig til rådighed med de selv og deres biler. Det var så meningen, at jeg den gang skulde have fløjet tilbage til Reykjavik, men så blev det ikke flyvevejr. Tågen lagde sig meget tæt over fjældende. Jeg måtte derfor foretage tilbageturen pr. rutebil. Jeg fik på denne tur et glimrende indtryk af de islandske eventyrlige terræner og de islandske chaufførers fabelagtige manøvreringskunst, samt det kæmpearbejde, det har kostet, at få anlagt farbare veje fremover dette, de lodrette klippers, de udbrændte krateres, de varme kilders, de milevide lavamarkers, de dybe afgrundes og de himmelstræbende fjældtoppes og de hvide jøklers rige. Jeg beskrev dengang en del af dette i korrespondancebrevene. Men under mit nu lige overstået sidste besøg på Island var der ingen som helst hindringer for Flyvning. Vejret var strålende, ligesom jeg også må tilføje, at Islands flyvevæsen synes at have udviklet sig kolossalt siden mit forrige besøg her. Og jeg var altså nu på vej til Akureyri igennem lufthavet. Først fløj vi igennem tykke skylag, men lidt efter lidt klarede det op, og så lå Islands eventyrland under os i strålende solskin. Jeg havde som sædvanlig under alle mine flyverejser fået en meget god vinduesplads. Og jeg tog mit filmsapparat frem og vilde til at filme landskabet under os fra mit vindue. Men da kom der bud fra kaptajnen, at jeg hellere måtte komme ind i førerummet. Der vilde betingelserne for at filme være langt bedre. Da jeg derefter kom ind i førerummet, rejste den ene pilot eller flyver sig fra sit sæde ved rattet eller styrepinden og bød mig sin plads. På det andet sæde ved siden af mig sad kaptajnen og førte nu selv maskinen alene. Jeg må sige, at jeg nær havde glemt at filme, for nu var jeg kommet til sæde i et eventyr, jeg aldrig før havde oplevet. På mine lange flyverejser har jeg som før nævnt haft gode vinduespladser, men herfra kunde jeg kun se ud af vinduerne og betragte omgivelserne, men nu var jeg pludselig kommet til at sidde i selve flyvemaskinens indre organisme. Jeg sad i dens hjerne- og nervekombinationer. Foran mig var der et ocean af manometre eller målere med udsvingende visere til orientering for flyveren, der her fremtrådte som flyvemaskinens eller den tekniske organismes Jeg. Ligeledes var der også et ocean af kontakter til udløsning af maskinens tekniske organer, rent bortset fra en, foran flyveren anbragt, nedhængende styrestang og flere andre forden, på dette område ukyndige, tilskuer, mystiske apparater og instrumenter. Samtidig med, at flyveren eller vidunderets Jeg igennem de mange kontakter udløste de impulser i maskinens organer, der støt og sikkert bar maskinen frem gennem lufthavet, hen over bjærge og dale, hen over slugter og afgrunde, hen over land og hav etc., havde han også en permanent telefonisk forbindelse med flyvestationerne nede på jorden og eventuelt øvrige omverden. Vi fløj med stærk fart hen over sneklædte fjeldtoppe. Kaptajnen rakte venligst sin arm hen foran mig for at åbne et vindue, så der blev en lille sprække jeg kunde fotografere igennem. Da jeg havde taget nogle meter film og mente at jeg hurtigst mulig igen måtte give plads for den anden flyver, på hvis sæde jeg sad, tog kaptajnen hovedtelefonen af et øjeblik og fortalte mig, at jeg hellere måtte vente lidt, thi da skulde maskinen dreje nedad, og jeg vilde da få meget lettere ved at filme. Og jeg satte mig så til rette igen. Vi fløj nu ind igennem en stor dalslugt med høje fjelde på begge sider af maskinen. Lidt efter fløj vi hen over Akureyri. Og jeg havde takket være den unge kaptajns store elskværdighed, de mest glimrende betingelser for at kunne filme nedflyvningen til Akureyri flyveplads, der ligger i nogle kilometers afstand fra byen inde mellem bjærgene. Og lidt efter blev jeg her modtaget af mine gode og elskelige venner fra mit forrige besøg på Island, lærerne Erikur Sigurdsson, Jon Sigurgeirsson og forretningsmanden Kristjan Adelsteinsson. Disse tre kære venner dannede modtagelseskomiteen og førte mig i Kristjan Adelsteinssons store bil ind til Akureyri. Og hermed var et nyt stykke dejligt rejseeventyr tilbagelagt. Jeg var nået frem til mig og min missions kære elskelige venner og yderste forpost heroppe under polarkredsens lyse midnatsstemninger.