Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Molli sad på fortovscaféen og trøstede sig med en flødekage, da hendes veninde kom forbi og fandt, at hun så elendig ud. "Ja, jeg har problemer på mit arbejde og føler mig angst, så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," forklarede Molli, mens de sidste rester af flødekagen forsvandt. "Jeg har fået nerveberoligende medicin af lægen, men tør ikke tage den på grund af bivirkningerne."

"Bed til Gud om hjælp," foreslog veninden. "Det hjælper!"

"Det kan jeg ikke," sagde Molli, "jeg tror ikke på sådan noget." "Det gør ikke noget, det fungerer alligevel, " mente veninden. "Ikke på den måde, at man kommer af med problemer og bekymringer eller får den her flotte bil, som du ikke har råd til at købe. Men du kan få kraft og styrke til at komme igennem besværlighederne. Og det spiller ingen rolle, om du står op, sidder eller ligger ned, når du beder. Gud er ikke så smålig, at han bryder sig om den slags småting," havde veninden læst. "Og du behøver ikke at lægge makeup, du kan endog være uglet i håret."

Molli overvejede. Hun havde gjort værre ting i sit liv end det. Hun kunne da altid prøve. Hun var ikke den, der udelukkede muligheder. Specielt ikke hvis det kunne give hende ro i sindet.

Da hun kom hjem om aftenen, trak hun gardinerne for, ifald nogen i lejligheden overfor skulle stå med en kikkert og se hende sidde med foldede hænder. De ville jo tro, hun var religiøs. Hun følte sig lidt komisk, men begyndte at bede "Fadervor". Det havde veninden sagt, hun kunne begynde med og så senere tale med Gud, som om det var hendes bedste ven. Hendes bedste ven var ganske vist hunden, men man kunne jo have flere bedste venner.

Hun fortsatte ... "som er i himlen" ... Hvad skulle hun have til middag i ... ... "vorde dit navn, komme dit" ... i morgen ville hun tage den nye kjole på og ... ... "rige, ske din vilje, i" ... biblioteksbøgerne måtte hun ikke glemme ...

Nej, det her går ikke! Hun kunne ikke koncentrere sig. Hun tog sin gamle konfirmationsbog frem, støvede den af og læste "Fadervor" i en rasende fart, så hun ikke kunne nå at tænke på noget andet. Men det føltes ikke bedre.

Næste dag fortalte Molli veninden, at det ikke havde hjulpet at bede. Da veninden hørte, hvordan det var foregået, forklarede hun, at en bøn ikke sådan skal rables af, men siges med følelse og indlevelse. "Læs bogen Bønnens Mysterium," foreslog veninden, "så forstår du også indholdet i 'Fader Vor' bedre."

"Desuden," sagde Molli, "er det mig imod at bede til et hankønsvæsen. Jeg overvejer at udskifte 'Fadervor' med 'Modervor'. Mændene har jo så meget magt her på jorden, så det er uretfærdigt, at de også skal have det i himlen."

 

 

"Nej, nej, sådan er det slet ikke" – og nu virkede veninden oprørt. "Gud er hverken mand eller kvinde. Gud er kønsløs. Gud er alt, hele verdensaltet, og vi er alle dele af det, som små mikrovæsener i dette gigantiske makrovæsen." "Ja, jeg har naturligvis ikke oplevet Gud," sagde veninden undskyldende, "da jeg endnu ikke har kosmiske evner, men jeg har læst om det i Livets Bog."

"Og Jesus er ikke længere en mand på det åndelige plan. Jaså, er han blevet en kvinde," spurgte Molli forhåbningsfuld. "Nej," sagde veninden, "han er et dobbeltpolet væsen og lever permanent i de åndelige verdener."

Molli kørte hjem og prøvede igen at bede. Men hun havde så meget andet at tænke på og gav snart op. Derefter glemte hun helt rådet.

Der gik nogle uger og en aften, efter Molli var gået i seng, blev uroen og angsten særlig slem. Hun kunne ikke sove eller blive i sengen, men klædte sig på og gik ud, selv om det var midt om natten. Det føltes som om hun havde en bombe inden i sig, der når som helst kunne eksplodere. Smerten i brystet var uudholdelig og hun havde svært ved at få luft. Skulle hun gå hjem og tage alle tabletterne og gøre en ende på det hele? "Gode Gud, hjælp mig," bad hun, mens hun gik der i mørket. "Jeg orker ikke mere. Hjælp mig, jeg må have hjælp! Gode Gud!"

Det var som om stormen havde lagt sig på et oprørt hav og alt blev stille inde i hende. Hun kunne vende hjem og gå i seng og lægge sig til at sove. Den nat sov hun så godt, som hun ikke havde gjort i flere uger.

Næste dag var Molli forvirret. Havde nogen hørt hendes bøn? Molli vidste ikke hvad hun skulle tro. Men hjælp havde hun fået.

En dag Molli sad i S-toget gik en mand frem og tilbage i gangen med rynket pande. Han så plaget ud og forsøgte flere gange at sætte sig ned, men havde ikke ro på sig til at blive siddende. Molli genkendte symptomerne. Manden var plaget af angst. Stakkels menneske! Hvad skulle hun gøre? Hun følte sig helt magtesløs og fortvivlet. "Gode Gud," tænkte hun, mens hun lukkede øjnene – "manden må have hjælp, før han går til. Hjælp ham! Kære, rare, gode Gud! Hjælp ham! Gode Gud!"

Da hun så op, havde manden standset sin rastløse gang. Han tog et dybt åndedrag og rynken i panden forsvandt. Lidt efter satte han sig ned med et smil. Han så faktisk rolig og glad ud! Hvilken forandring!

Da Molli skulle af toget, rakte hun sin avis frem og spurgte om han ville have den? Manden så forbavset på hende, gav hende et strålende smil og sagde tak! Ingen i stor angst kunne smile. Det vidste Molli udmærket. Hun følte sig pludselig jublende glad. Manden havde fået hjælp og selv havde hun fået et personligt bevis for, at hendes enkle, lille bøn var blevet hørt.

Hun behøvede ikke tro på andre, der sagde at bøn hjælper, nu vidste hun det af egen erfaring.

Hvor livet dog alligevel var skønt at leve!

Oversætter: SB