Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det levende væsens organisme skal have næring ligesom alt andet, der skal frembringe kraft. En ild kan ikke brænde, uden at der kommer ved på ilden; der skal stadig fyres. En maskine kan ikke gå, uden at der tilføres næring. En elektromotor skal have strøm, og der skal fyres op under en dampmaskine eller en dampkedel osv. Vor egen organisme er en meget indviklet maskine og et vældigt instrument, igennem hvilket vi skal opleve livet. Vi skal opleve den daglige tilværelse i vekselvirkning med vore omgivelser, naturen og universet, og i samværet med vore medvæsener, planter, dyr og mennesker. Dette samvær med de andre levende væsener og vor opfattelse af vore omgivelser er afhængig af, hvorledes vor organisme virker som instrument for oplevelse af livet.

Udviklingen af denne organisme er begyndt helt nede i mineralriget, hvor vi ser lovbundne kræfter virke ved krystaldannelsen. Vi ser, at dannelsen af frostblomsterne på ruderne følger særlige bestemte love, at forskellige kemikalier, der udkrystalliseres, danner særlige forskelligartede blomstermønstre. Det er begyndelsen til livets frembryden, og det udvikles videre frem til planteriget. I planteriget begynder dannelsen af de organer og den organisme, som vi nu som animalske væsener kan betjene os af. Vi ser, hvorledes mavesystemet begynder at dannes i den kødædende plante, og hvorledes øjnene begynder at dannes i form af lysfølsomme celler i planternes blade. Vi kan finde alle begyndelseslinier til den organisme, vi nu har i en stærkt fremtrædende udvikling. Planten udvikler sig videre til dyret, hvis organisme endnu ikke er en færdig organisme.

Det er ikke livets mening, at væsenet skal blive ved med at stå på et trin, hvor det lever rent automatisk. Det er livets mening, at det skal nå frem til at blive et frit væsen, og udviklingen er da også kommet så langt, at dyret er blevet et frit væsen. Det fremtræder i dag under begrebet "menneske". Mennesket er nået frem til en tilstand, hvor det i vældig stor udstrækning er blevet frigjort af instinktet og kan gøre, hvad det vil. Det kan eksperimentere med forskellige ting, som dyret ikke kan finde på eller ikke har interesse for. Mennesket har fået overordentlig mange interesser, som det søger at få tilfredsstillet. Det har fået et enormt stort bevidsthedsområde, som dyret ikke har, det har en meget fremtrædende intelligensevne, ved hvilken det kan begynde at tænke og analysere. Ved hjælp af disse menneskelige evner har det igennem den materialistiske videnskab kunnet skabe alle disse vidunderlige ting, der for os betyder, at vi kan bo i dejlige huse, at vi kun behøver at dreje på haner og trykke på kontakter for at få vand, lys og varme. Vi kan flyve hen over skyerne og sejle under vandet. Vi behersker mange af naturens vældige kræfter og kan lade dem arbejde for os. Det er det, der stempler mennesket som "menneske".

Bag den fysiske organisme er der et "noget", der benytter denne organisme som et redskab. Det er en overtro at mene, at det er slut, når organismen går under. Den synlige verden er kun udkrystalliseringer af den usynlige, virkelige verden, og derfor tror man om et menneske, der henligger som et lig, at dets væsen er forsvundet og blevet til ingenting. Hvis vi undersøger vor fysiske organisme meget nøje, ser vi ikke så meget som et område på størrelse med en synålespids, der ikke er et redskab. Men et redskab kan ikke eksistere selvstændigt. Et hus ville aldrig være blevet til, hvis der ikke var en, der havde bygget det. En økse kunne ikke eksistere, uden at der var mennesker, der havde fundet på at skulle bruge en økse. Hvordan skulle vor organisme, der er en kombination af organer og fintmærkende redskaber, kunne eksistere, hvis der ikke var et "noget", der havde skabt og benyttede dette redskab? – Når organerne er redskaber, må der være et "noget", for hvilket de eksisterer. Der er ingen grund til, at der er øjne, hvis der ingen er til at bruge øjnene. Det er jo ikke øjnene, der ser, men der er et "noget", der ser med øjnene. Det er ikke ørerne, der hører, men der er et "noget", der hører ved hjælp af ørerne. Der er "noget", der fornemmer livet og reaktionerne udefra ved hjælp af sanserne.

Til dette "jeg" er der knyttet en "overbevidsthed", som ligeledes er evig og eksisterer uden for tid og rum. Til "overbevidstheden" er der knyttet en "underbevidsthed". Denne "underbevidsthed" består af "dag- og natbevidsthed". Det er nødvendigt, at man lærer at forstå, at der er et fundament bag ved det levende væsen, som det hele drejer sig om. I denne "overbevidsthed" findes der et "skæbneelement", der rummer alle de talenter, evner og anlæg, der kommer til udfoldelse her i den materielle verden. De eksisterer herinde i "skæbneelementet" som små organer, som jeg kalder "talentkerner". Det er det samme princip, som planten har i sine frø, hvor et lille bitte frø kan vokse op og blive til et mægtigt stort træ.

Når den fysiske organisme dør, overlever talentkernerne inde i skæbneelementer, hvorefter de igen kan være med til at skabe en ny organisme, når der på det materielle plan findes forudsætninger for en befrugtning ved forplantningen imellem kønnene. Ved en sådan undfangelse vil det diskarnerede væsen blive tiltrukket et forældrepar, og så begynder fosterdannelsen i moderlivet. Ved hjælp af forældrenes anlæg og individets egne anlæg fra tidligere liv, bliver det lille foster dannet. Og denne organisme bliver så et resultat af de talentkerner, som væsenet har dannet sig i tidligere tilværelser.

Talentkerner kan være defekte og ødelagte, således at de tilsvarende organer, der nu skulle bygges op, bliver tilsvarende defekte. Således kan menneskene tilegne sig defekte talentkerner, der bringer dem nedad, og får deres organisme til at degenerere. De kan liv for liv gå nedad og blive svagere og svagere for til sidst at nå en kulmination, hvor så at sige alle sanserne er blevet defekte, og vi kender denne sygdomstilstand, der desværre er meget udbredt, som "åndssvaghed". Det er kulminationen af sygdom, det er kulminationen af afsporinger, som menneskene har tilegnet sig igennem nedbrydning af organismen gennem flere liv.

Hidtil har menneskene ikke kunnet få hjælp med dette store problem, for dertil kræves en åndelig videnskab. Ligesom menneskene på det materielle plan ikke kunne nå denne vældige viden og genialitet uden en fysisk videnskab, således kan de heller ikke få en virkelig viden og kundskab om deres væremåde, deres indstilling til livet og det daglige livs tankegange uden gennem en åndsvidenskab. Menneskene har nu så mange erfaringer, at åndsvidenskabens analyser allerede kan vise sig som selvoplevede kendsgerninger. Der kræves nemlig ikke nogen særlig kosmisk bevidsthed for at følge med i analyserne, når de bliver nedtransformeret på den måde, som det er blevet min mission at gøre. Jeg ønsker at skabe det således, at analyserne kan blive til kendsgerning ved egen sansning og iagttagelse. Jeg ønsker ikke på nogen måde, at man skal tro på mig, for så vil opfattelsen af analyserne stå og falde med antipatien eller sympatien for mig. Det er ikke meningen. Menneskene har så god en intellektualitet, at de kan lære at forstå, hvad der er livets mening, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

I dag er der en vældig udbredt sansedefekt, som hæmmer verdensstrukturen og hele den åndelige udvikling iblandt menneskene. Den er så almengældende, at når man hører det første gang, vil man tro, at det ikke kan være rigtigt. Men hvis alle gik rundt og haltede, ville man heller ikke tro, at det var en sygdom. Hvis alle havde et defekt øje, ville man tro, at det var normalt. Det man opfatter som normalt, bestemmes som regel af flertallet. Denne meget udbredte og almengældende sansedefekt skyldes, at det er blevet moderne eller god tone at indtage unaturlige nærings- og nydelsesmidler.

Når vore sanser er i deres fulde naturlige tilstand, skal de skabe en sult efter de stoffer og vitaminer, vi skal bruge, og de skal frembringe en naturlig mættelse, der siger stop, når vi har fået tilstrækkelig næring. Denne mekanisme med en naturlig hunger og mættelse er for den store part af menneskene defekt. Mange mennesker spiser og drikker alt for meget, mens andre spiser for lidt, fordi det er blevet moderne at være slank. Hvad almenheden gør, er blevet til rettesnor for mange mennesker, men det er højst uheldigt, for almenheden repræsenterer ikke den højeste klogskab. Almenheden tager fejl i umådelig mange tilfælde.

Hvordan opstår en kunstig sult? – Ja, den opstår ganske snigende, uden at man er klar over det. Den opstår i mange tilfælde, ved at menneskene i vældig udstrækning har gjort det til mode at nyde skadelige og giftige stoffer ved alle festligheder. Enhver begivenhed skal fejres med et glas. Barnedåb, bryllup og konfirmation bliver fejret ved, at man indtager noget, der forvirrer bevidstheden, så man nærmest bliver halvidiot eller helidiot. Ved begravelser har man hørt, at menneskene kunne lave vældige drikkegilder. Det er noget, som i stor udstrækning er blevet mode.

Undertiden bliver der indtaget meget store kvanti, der er mennesker, der kan drikke hele kasser øl. Hvis man går en tur på lønningsdagen, kan man se, hvordan mange mennesker farer ud og ind af den ene beværtning efter den anden, og hvordan de dingler rundt i deres arbejdstøj og kommer hjem langt ud på natten. Tænk, at konen og børnene må modtage en sådan stinkende og åndsforvirret mand! Men sådan er det jo, og det er da tydeligt at se, at det ikke har med kultur at gøre. Det viser et sølle individ, der har fået falske sanser. Der er sket det, at smagsevnen er blevet forandret. Den skulle sige: "Det er forkert! Det er meget farligt!".

Det er meget farligt, hvis drikkeriet får lov til at fortsætte, for så mister man også evnen til at kunne sanse på andre områder, og så kan der ske forfærdelige ting. Er der ikke mange, der mister deres stillinger? – Er der ikke mange, der handler forkert og laver ulykker og lidelser, når de er berusede? – Er der ikke mange bilister, der kommer galt afsted, når de mener, at de netop er så dygtige til at køre, når de er fulde?

Her i disse felter begynder sygdommene som tankefejl eller tankesygdomme, og når eftervirkningerne af disse kommer længere frem på det materielle plan, kommer de til syne som de kendte sygdomstilstande. Hvis man vil overvinde sig selv, må man begynde inde i tankeverdenen, inden man skaber en talentkerne for den ene eller den anden udskejelse. Hvis talentkernen først er skabt, er det svært at få det under hjernens kontrol igen. Er det ikke svært for en dranker at komme tilbage fra denne tilstand? – Man har afvænningskure og forskellige moderne metoder, og man tror også, at man kan hypnotisere mennesker fra en last, men det er en tåbelig illusion. Man skal ikke tro, at en vældig talentkerne, der er blevet til, ved at man har dyrket en last igennem lange tider, kan ødelægges ved en hypnose. Man kan naturligvis bringe et menneske i en kunstig søvn, som kan vare i måneder og i heldigste tilfælde vare over et år, og det kan måske en tid lade være at drikke, ryge, spise forkert, eller hvad skavanken nu kan være. Men da årsagen ikke er fjernet, kommer der en dag, hvor denne hypnose ikke virker længere, og så står mennesket der igen med sin hunger og tørst på de uheldige felter. Vi ser her, at i det daglige liv "vandrer menneskene trygt, hvor engle ikke tør træde".

Menneskene har også ødelagt smagen på mange andre områder, de har f.eks. fået smag for animalsk føde og skabt en sult efter kød, der dog er en slags næringsmiddel. Det kan give en vis tilfredsstillelse eller mættelse i modsætning til spiritus, som slet ikke har med næring at gøre. Det er så udbredt at spise animalsk føde, at de, der ikke gør det, i stor udstrækning bliver betragtet som særlinge. Den åndelige og efterhånden også den fysiske videnskab påviser, at indtagelse af animalsk føde er årsag til nedbrydning af den menneskelige organisme, fordi den slet ikke er egnet for animalsk føde. Mennesket med dets vældige intellektualitet er for højt udviklet til at indtage disse ligstoffer. De er direkte dødbringende, men her har man ødelagt reaktionsevnen. Hvis man nu serverede menneskekød, ville sanserne reagere ganske forfærdeligt, for der er de endnu i behold og virker et hundrede procent – ellers ville man jo være kannibal. Hvis man serverer stegt lever og siger, det er af ham, der døde derhenne, og det er hjertet af hende, der døde af kræft derhenne, så tror jeg nok, at sanseevnen ville reagere, som den skulle. Men når man serverer noget af et lig fra et dyr, så gør det ikke noget, så reagerer man i almindelighed slet ikke. Det siger jeg ikke for at kritisere dem, der spiser kød, men for at oplyse dem, der gerne vil vide, hvordan tingene forholder sig.

Det er ganske uværdigt for mennesket at leve under de samme principper og love som løver og tigre. For tigeren og løven er det naturligt med animalsk føde, for dem er det en livsbetingelse at dræbe. Her gælder det femte bud ikke. Men mennesket behøver ikke at dræbe for at leve. Det er rigtigt, at selv om man indtager vegetabilsk føde, er det på en måde også at dræbe, men sagen er den, at planten ikke kan opleve fysisk smerte. Den kan kun tankemæssigt eller bevidsthedsmæssigt opleve behag og ubehag, ren fysisk smerte kan den ikke opleve. Derfor ville det være mere menneskeværdigt og passe bedre med den menneskelige humanitet at benytte sig af den mindst dræbende tilstand. Vibrationerne i den vegetabilske føde passer også bedre til menneskets organisme. I den animalske føde er disse alt for høje eller for stærkt svingende til, at den kan indgå som næring i organismen. Derfor skal der dræbes en hel masse af de animalske stoffer, før man kommer til de stoffer, der kan indtages som næring i organismen. Det skal der derimod ikke i samme grad ved den vegetabilske føde. Især det modne frugtkød behøver ikke nogen særlig fordøjelse for at blive optaget i organismen, og det er en livsbetingelse for mikrolivet i frugtkødet at blive optaget som næring i en organisme. Der sker intet drab, og mennesket lever, som det er det værdigt. Det færdige eller fuldkomne menneske vil udelukkende kunne ernære sig ved frugter.

Mennesket i Guds billede skal ikke være et væsen, der slagter, myrder, flår og flænser i levende væseners organismer og berøver dem flere år af deres liv. Nu opdrætter man en hel masse dyr, som hele livet må sidde i nogle små kasser, og når de når den unge alder, hvor de skulle nyde deres tilværelse, bliver de slået ihjel og flået, fordi der er damer, der gerne vil gå med pelse. Det er ikke for at kritisere disse damer, de ved ikke bedre. De tænker slet ikke på, at det kan have nogen betydning. Men det betyder, at disse mennesker skæbnemæssigt får en del af denne tilstand til gode. Denne fængselstilstand og denne flåning får de med. "Det vi sår, kommer vi til at høste".

Mange mennesker er behersket af tusindårige vanetilstande og gamle fejlagtige traditioner, og de tror ikke, man kan skabe fred og kultur uden disse vældige, dødbringende atombomber, der kan udslette millionbyer i løbet af sekunder. Men det er et fejlagtigt talent, her virker sanserne også helt forkert. Det eneste, der kan skabe fred, er mordvåbnenes afskaffelse. Det er disse dræbende tankearter, indbildninger og forfærdelige overtroiske forestillinger i den menneskelige bevidsthed, der skal fjernes. De bliver ikke fjernet, ved at man træner sig op og udvikler dem og laver mere og mere geniale mordvåben. Derved optræner man talentkerner for at blive en vældig dræber, der langt overstiger dyrenes konge. Dyrenes konge skal dræbe, men mennesket har ingen hæder af at kunne overtrumfe dyret i dets dyriske tilstand.

Mennesket kan veje solene, måle lysets hastighed og binde naturens millioner af hestekræfter, men det har et felt, hvor det er så afvigende, så afsporet, at man kan sige, at "det lever og æder sammen med svinene". Dette at gå på jagt, dette at myrde og slagte, dette at lave hele fabrikker for myrderi er dyrets princip i overdimensioneret tilstand. Hvordan tror man, at sådanne væsener kan skabe kultur? Men i menneskene er der en vældig trang til at komme ind i andre forhold. De begynder at opdage, at der er noget galt, der er noget forkert, og de må komme til at forstå, at ingen politik kan løse problemerne. Politik er i vældig grad trådt i stedet for religion. Nu er de religiøse kræfter i mennesket gået over i politik. Politik søger at råde bod på skavankerne, og politik kan også jævne noget ud og sløjfe noget og lave en glat overflade. Men under denne overflade eksisterer der endnu vulkanske kræfter i en vældig grad, så længe menneskene ikke forstår, hvor farligt det kan være at tænke forkert.

Man kan ikke pludselig lave disse forskellige menneskers forestillinger om til det rigtige. Det må tage sin tid. Der vil blive lavet skoler, universiteter og læreanstalter, hvor man udelukkende vil blive uddannet i åndelig videnskab, i psyke, tankegang og tankematerier og i at lære at se, hvordan disse reagerer for derved at komme til klarhed over, hvad man skal tænke, og hvad man ikke skal tænke. Her får man evne til at regulere sit liv og tankegang, når man kan se, hvor man tænker forkert om andre mennesker, hvor man har en giftig tankegang. Det er ikke blot giftigt for de væsener, der er objektet for ens tanke, det er også giftigt for ens egen organisme. Vor tanke består af forskellige slags tankeenergier. Nogle af disse energier virker direkte på mavesystemet, nogle på lungesystemet, hjertet og blodsystemet, nogle på hjerne- og nervesystemet, nogle på kønsorganerne, nogle på skelettet og nogle på hud og muskulatur. Alle tankearter har en reaktionsevne inde i organismen, og hvis de forekommer i overdimensioneret eller i underdimensioneret tilstand, så breder de sig ud til de andre områder, hvor de ikke har noget at gøre, og der begynder de mange forskellige sygdomme. En ond tanke eller et permanent had imod en person kan til sidst udvikle sig til en vældig kræftsvulst.

Åndsvidenskaben er et vældigt studium, og der er det store plus ved det, at lige så snart De begynder at beskæftige Dem med åndsvidenskaben og analysere tingene ud, kommer De til de gode tankematerier, som bliver til strålende livskraft i organismen. De kommer til at føle glæde og velvære ved det, og der er det gode ved det, at De ikke behøver at vente på de andre. De kan nå verdensfreden inde i Dem selv og blive hævet ud over karma og sygdomme og blive immun over for alle de besværligheder og bekymringer, som menneskene i almindelighed går med. Det kan man hæve sig ud over ved at lære at tænke rigtigt. Og hvad vil det så sige at tænke rigtigt? – Ja, det kan indbefattes i denne nøddeskal, at "man skal lære at elske sin næste som sig selv, det er alle loves fylde".