Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinas afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag d. 17. Februar 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Hvad er dette, at spise af "Livets Træ"? – Det er, at udvikle eller tilegne sig Kundskaben om selve "det levende", Kundskaben om "Jeg'et, Kundskaben om det, der behersker Materien, Kundskaben om Skaberen eller det villieførende "Noget" bag alle ydre Manifestationsformer, saavel bag Naturen som bag "det levende Væsen". Vil denne Tilegnelse af Viden om "det levende" ikke være det samme som at nyde af "Kundskabens Træ"? – Nej, det vil det ikke. Man kan nemlig i al Evighed blive ved med at søge Kundskaber om Materien og faar derved kun Kundskaber om Materien. Man kan blive ved med at iagttage saa og saa mange Lysaar ud i Verdensrummet uden at komme til nogen Ende og uden at komme til nogen Kundskab om sit "Jeg", saalænge man kun tror eller fatter Maal- og Vægtfacitter. Nydelsen af "Kundskaben"s Træ giver saaledes Maal- og Vægtfacitter, men den giver ikke noget Udtryk for Udødelighed. At en Ting repræsenterer den eller den umaadelige Afstand eller vejer saa eller saa meget, har den eller den Koncistens, beviser ikke, at det levende Væsen har en evig Tilværelse. Saa Udødeligheden eller Kundskaben om Livet kan umuligt tilegnes igennem den blotte og bare Kundskab om Materien. Den gør bare Individet til "eet med Materien" og dermed til "eet med den kosmiske Bevidstløshed" eller den "Død", der blev bebudet som en Følge af "Syndefaldet".

Der skal altsaa en hel anden Slags Facitter til end de, der udgør "Æbler" paa "Kundskabens Træ", nemlig de Facitter, der er at udtrykke som "Æbler" paa "Livets Træ". Disse Facitter har intet med Maal og Vægt at gøre, men fremtræder derimod som identiske med alle de Foreteelser, der udgør Kendetegn paa Liv. Og de udtrykkes i Aandsvidenskaben eller i mit Hovedværk "Livets Bog" som "Livsytringsfacitter". Paa disse Facitter kan der ligesaa godt opbygges en Videnskab, som der kan opbygges en Videnskab paa Maal- og Vægtfacitter, men Forskellen bliver, at man i det ene Tilfælde analyserer Materien, der igen er det samme som "Døden", medens man i det andet Tilfælde analyserer "Jeg'et" eller Livet. Frugterne af "Kundskabens Træ" fører altsaa Væsenet imod "Døden", medens Frugterne af "Livets Træ" fører Væsenet imod "Livet".

Og nu er Jordmenneskene altsaa kommet dertil, at de kulminerer i Viden eller Videnskab om Materien. De er blevet saadanne Eksperter i "Døden"s Manifestationer, at de er ved at være mætte af denne Tilstand, ja de føler ligefrem Lede ved den og i større eller mindre Grad opfatter den som "Helvede" og raaber efter en "varig Fred".

Dette Raab eller Jordmenneskehedens Begær efter en "varig Fred" gør det altsaa til Kendsgerning, at den ikke har "Fred". Og naar den ikke har "Fred" lever den i Ufred eller Disharmoni. Da Universet eller Verdensaltet i sig selv er straalende fuldkomment, er en evigt kulminerende Kærlighed, vil alle levende Væsener og dermed ogsaa Jordmenneskeheden umuligt kunne eksistere uden at "leve, røres og være" i denne Kærlighed. Dette vil altsaa igen sige, at de til en hvilken som helst Tid, Dag eller Nat, Sommer eller Vinter, Foraar eller Efteraar og paa et hvilket som helst Sted, det være sig i Øst eller Vest, Syd eller Nord, i Afgrundene eller paa Tinderne, eller i en hvilken som helst Tilstand, saasom i Sorg og Glæde, i Ulykke og Velvære, altid maa være i denne Kærlighed. Denne er saaledes det absolut eneste, der kan røre ved det levende Væsens Sanser, det eneste, der kan faa disse til at reagere. Alt, hvad der overhovedet kan opleves, er saaledes udelukkende kun denne altdominerende Kærlighed eller Universets kosmiske Vibrationstilstand eller mentale Straalekraft.

Hvordan kan det da være, at Jordmenneskeheden raaber efter "Fred", der jo i Virkeligheden er det samme som "Kærlighed", naar der overhovedet ikke er andet, der fra Universets Side kan virke paa dets Sanser end netop en altdominerende Kærlighed? – Ja, dette Raab kan jo kun afsløre eller vise, at der er noget i Vejen med et saadant Raabs Ophavs Sanser. Disse Sanser reagerer ikke for Universets Helhedsenergi (Kærligheden), men derimod kun for nogle enkelte af de lokale Detailler eller Vibrationsarter, af hvilken den er sammensat. Vedkommende Væsener tror derfor, at disse enkelte Vibrationsarter er Helheden og indretter sit Liv efter denne Tro. Men at indrette sit Liv eller sin Tilværelse paa en Detaille eller en Lokalitet i Helheden i den Tro, at nævnte Detaille eller Lokalitet netop er Helheden, kan jo kun føre til en større eller mindre Katastrofe. Det er saadanne Katastrofer, der gør det levende Væsens Skæbne ulykkelig.

Og da Jordmenneskehedens mentale Sfære saa at sige er et Eldorado af ulykkelige Skæbner, ja ligefrem er de ulykkelige Skæbners Hjemstavn eller Sfære, ja, er selve "Helvede" eller Mørkets Rige, er det naturligvis almengældende her, at Væsenerne kun opfatter rent lokale Detailler eller Vibrationsarter i Universets eller Verdensaltets Struktur. De funderer derfor deres Liv, deres Moralitet og Villieføring eller deres Forhold til Næsten paa disse lokale Detailler i den Tro, at nævnte Forhold er funderet paa Helheden, hvilket altsaa vil sige "den absolutte Sandhed". Derfor bliver Jordmenneskene saaledes Udtryk for et Væld af højst forskellige Opfattelser af Helheden eller Sandheden. Men forskellig Opfattelse af Sandheden skaber tilsvarende forskellig Moral eller Levevis. Og forskellig Opfattelse af Moral eller Levevis danner jo Grundlaget for Intolerance, Konflikt eller Krig, idet hver især tror om de anderledes opfattende, at de er "umoralske" at de er i Konflikt med Sandheden, er "Forbrydere", er "fortabte Sjæle" eller lignende. Er det ikke netop i saadanne Situationer, vi finder de religiøse Sekter og Bevægelser? – Har de ikke ned igennem Tiderne udløst overordentlig store Omraader af indbyrdes Intolerance, Krig og Forfølgelse. Har ikke selve den statsautoriserede "Kristendom" med sine inkvisitoriske Heksebaal, Terrorhandlinger og Bandbulletiner været med i Intolerancens forreste Række, endog i hans Navn, der bad for sine Bødler eller Mordere og sagde: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", samt til "Røveren" paa Korset sagde: "I Dag skal du være med mig i Paradis", og overfor dem, der vilde stene Kvinden, der var grebet i Hor, paabød: "Den af Eder, som er uden Synd, kan kaste den første Sten paa hende", rent bortset fra hans Ord til Peter om, at man "ikke indtil syv Gange, men indtil syvti Gange syv Gange" skal "forlade" de yngre Brødre, der "synder" imod os. Og hvordan er det med den samme "Kristendom" i Dag? – Har vi ikke fornylig under Besættelsen set, hvordan autoriserede Præster afslørede, at deres Tro paa "Thors Hammer" (den moderne Maskinpistol) var stærkere end paa "Jesu Kors" (dette "at vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre)? – De glemte totalt det store Kald i Jesu Fodspor, de paa højtidelig Maade var blevet indviet eller velsignet til at skulle udføre. De gik "under Jorden" for at "ombringe ved Sværd" og var saaledes de første til at ignorere eller ringeagte den Advarsel, de af Verdensgenløseren havde faaet til Opgave at viderebefordre til Menneskene. Men naar de, der fremtræder som de "kristne" Staters specielt uddannede og autoriserede Præster, altsaa Jesu officielle "Disciple" eller" Apostle" af i Dag, ikke tror paa Verdensgenløserens Ord: "Den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", hvem skal da tro paa dette evige Ord. Og hvem skal i det hele taget faa Interessen og Forstaaelsen af nævnte højeste guddommelige Advarsel vakt til Live i Folket, i Myndighederne, i de styrende og regerende Autoriteter i Verden, naar de, der er Statens specielt uddannede Autoriteter i Moralitet, Humanisme eller "Kristendom", ignorerer det evige Kærlighedens Bud, paa hvilket sand Kristendom udelukkende er baseret? – Hvordan skal der blive Fred i Verden, naar disse "Kristendommens" Præster, Nutidens autoriserede Repræsentanter for Udbredelse af Jesu store Næstekærlighedsbudskab eller Fredsvidenskab fra Prædikestolene Verden over velsigner Krigeren, Mordvaabnet og Sabotagen og "under Jorden" med sit tekniske Vidunder af et moderne Mordvaaben bygger sig Bro til Valhals Gudehjem af sine Næstes Lig? – Vidner alt dette ikke om en endnu manglende Forstaaelse af Universets Helhed? – Hvad er det, der bringer Jordmeneskene til saaledes at bekæmpe hverandre? – Bunder Situationen ikke netop i, at de alle hver især har deres egen lokale Forestilling og tror, at denne dækker Universets Helhed? – Er Krig ikke netop en Reaktion imellem to Parter, der hver især har deres egen, fra den anden Parts Forestilling afvigende Forestilling. Naar en "Kristen" kalder en "Muhammedan" en "Hedning", en "Afgudsdyrker" eller lignende og regner med, at Muhammedaneren vil være "evigt fortabt", hvis han ikke "omvender" sig til "Kristendommen" og gennemgaar dennes Daabsceremoni, og naar Muhammedaneren regner den "kristne" for at være en "Vantroende", der ikke er i Guddommens Yndest, saaledes som Tilfældet er med Muhammedaneren, er det jo tydeligt nok, at de hver især ser deres egen Opfattelse som den absolutte Sandhed og betragter den andens for at være Udtryk for Uvirkeligheden eller Overtro. Men er det ikke netop paa denne Maade, at alle eksisterende Uoverensstemmelser opstaar? – Og hvordan skal saadanne Uoverensstemmelser fjernes uden ved, at Parterne kommer til at faa et fælles Syn? – Men hvordan faar en Muhammedaner og en Kristen et fælles Syn? – Hvordan bliver to kontrære Parter i Kontakt med hverandre? – Hvordan bliver der Fred mellem to krigsførende Magter? – Sker dette ikke ved, at den ene Part, i Kraft af sin Styrke eller Overlegenhed, overvinder den anden Part og bringer denne til Acception af sin (Sejrherrens) Forestilling? – Nej, absolut ikke. Det er rigtigt, at den ene Parts Styrke og Overlegenhed naturligvis kan bringe den anden til Tavshed eller Acception af sin Forestilling eller sit Begær, men det er jo ikke "Fred", selv om det ganske rigtigt kan udtrykkes som "Ro". En "Ro", der opretholdes i Kraft af Tvang, er jo det samme som indestængt Kraft. Og indestængt Kraft er i Virkeligheden det samme som en "Bombe". Men en "Bombe" rummer jo altid i sig Eksplosionsfare, der igen kan betyde "Katastrofe". Der hvor to Væsener faar bragt deres kontrære Sider til Ro eller Tavshed i Kraft af den ene Parts overlegne Magt og Diktatur, der er den anden Part altsaa kun skabt om til en "Bombe". Og jo mere Kraft der er indestængt, desto større bliver nævnte Væsens Eksplosionsevne. Og jo større Eksplosionsfare desto større Vagt og Agtpaagivenhed betinger nævnte "Bombe" af Sejrherren.