Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Kosmos Feriebys Foredragssal
Fredag den 5. Juli 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(sluttet)

Om Jeg'et ved denne Handlemaade har kunnet skabe et Gode af et saadant Format, at det har kunnet opveje nævnte Legemes Undergang, saaledes som det skete med Hensyn til Jesu Skæbne eller Korsfæstelse, er jo en Sag for sig. Men den berettiger ikke til Vrede eller Hævn imod de primitive Væsener, indenfor hvis Terræn Begivenheden fandt Sted og for hvem samme Begivenhed kun kunde opfattes som en Underminering af de Traditioner, der for dem var det eneste hellige eller absolutte.

Vi er saaledes her ved Karma- eller Gengældelseslovens inderste Kerneprincip. Vi er ved et Felt, i hvilket næsten alle uindviede eller uintellektuelle Mennesker dømmer forkert og derved saboterer deres egen aandelige Frihed eller stækker deres Villie og gør deres Skæbne til et mentalt Fængsel, i hvilket de ønsker Alt og alle indkapslet. Deres Forhold til Næsten eller Omgivelserne bliver saaledes i Virkeligheden, uden det er dem bevidst, det samme som det, der er mellem en Fangevogter og hans Fanger. Ja, netop dette Forhold bliver det i sin allerværste Forekomst. Fangerne vil nemlig her i dette kosmiske eller mentale Fængsel i en overdaadig Grad bryde ud. "Fængslet" her er nemlig Individets Bevidsthed eller Tankeverden. I denne Tankeverden har Individet en hel Serie af Rum eller Terræner. I disse Rum eller Terræner har det placeret Alt og alle, alt efter dets Sympati og Antipati. Og Kilden til denne Sympati og Antipati vil saaledes være Fundamentet for Individets Forhold til sin Næste og Omgivelserne. Den vil betinge, hvilken Dom, hvilken Fangecelle, hvilken Favorisering eller Fredløshed nævnte skal have indenfor dets Tankeverden eller Bevidsthedsomraade.

Det, der saaledes er en stor Gene for det almindelige Jordmenneske, er den Omstændighed, at det paa Forhaand stiller et Begær eller et Krav til alle Væsener og Ting, det kommer i Berøring med. Det har som Regel dannet sig et særlig bestemt Billede af, hvordan Væsener og Ting skal se ud. Hvis det, det møder eller kommer i Berøring med, ikke svarer til dette Billede, bliver det paagældende Væsen mere eller mindre skuffet. Og denne Skuffelse kan igen føre til Ærgrelse, som atter igen fører til Indignation eller Vrede og dermed til Forfølgelse af eller Krig imod de paagældende Væsener eller Ting. Og det er denne Forfølgelse eller Krig, der sluttelig bliver en Sabotage af dets egen Livslykke eller Glæde ved at være til. Det, der saaledes er et saadant Væsens Ulykke, er alle disse Fordomme imod Væsener og Ting, som det efterhaanden har ladet sin Bevidsthed komme til at bestaa af. Og jo flere saadanne Fordomme eller forstenede Forhaandsindstillinger til Væsener og Ting, et Væsen har, desto mere upassende kommer disse Væsener og Ting, hvilket igen vil sige dets Omgivelser og dermed dets Næste, til at forekomme det at være. Og det vil overfor denne "Næste" være fyldt med en højst ukærlig og forfølgende Kritik, der saa igen bliver til Bagtalelse eller Sladder om vedkommende "Næste". Det er denne "Kritik", Verdensgenløseren advarer imod med sit Paabud: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes! Thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad Maal I maale, skal Eder maales igen." Og er det ikke ogsaa i Samklang hermed, naar han siger: "... dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, saa vend ham ogsaa den anden til".

Hvori ligger da denne Fare ved at "dømme" eller med ond Kritik at forfølge andre? – Faren ved, med forfølgende Dom og Kritik at genere sin Næste, ligger udelukkende deri, at denne Næste er, som han netop i det givne Øjeblik skal være og udelukkende kun kan være, nemlig Repræsentant for sit Udviklingstrin. Men hvem kan være anderledes? – Maa ikke selve Verdensgenløseren, Mesteren eller det højintellektuelle Væsen være det? – Tror man ikke, det er ligesaa umuligt for en "Bandit" at være en "Kristus", som det er umuligt for en "Kristus" at være en "Bandit"? – Men hvorfor saa forlange, at en "Bandit" mere eller mindre skal være en "Kristus"? – Er det ikke netop dette Forlangende, der er Kærnen i enhver forfølgende eller ond jordmenneskelig Kritik af Næsten? – Er ikke Kritikken netop en Paaberaabelse af, at vedkommende Næste ikke opfylder de eller de Idealer, som Kritikeren synes, han skulde opfylde? – Men da Næsten til enhver Tid umuligt kan repræsentere andet end sit Udviklingstrin, akkurat som Tigeren til enhver Tid maa udvise sit, og Lammet sit, bliver det ikke "Næsten", der er noget i Vejen med, men derimod i allerhøjeste Grad Kritikeren. Jo mere ond og brutal hans Kritik eller Dom over Næsten er, jo mere har han afsløret sin egen Uvidenhed eller Ufuldkommenhed. Han har dømt – ikke Næsten – men sig selv.

Og det bliver saaledes denne hans Tro paa, at Næsten eller Omgivelserne er forkerte og burde være anderledes, der lukker ham ude fra det virkelige Syn af Næsten eller Omgivelserne. Denne hans Tro eller Overtro er blevet hans Livs eller hans Bevidstheds Fængsel. At han saaledes mentalt set befinder sig i et Fængsel, forstaar han ikke og forstaar derfor heller ikke, at det, han ser ud fra dette sit Fængsel og den heraf følgende Kritik og Handlemaade overfor Næsten eller Omgivelserne, bliver naturstridig og bringer ham til at være i en permanent Konflikt med selve Livsloven eller Næstekærlighedsloven. Han vil hele Tiden mere eller mindre være optaget af at føre Krig med Næsten eller Omgivelserne. Han begærer eller forlanger, at de skal være saaledes, som han ud fra sin Bevidsthed eller Tankeverden mener er rigtigt. Han er i Princip faktisk optaget af at fordre, at Tigeren skal være blid som et Lam, og Banditten fuldkommen som en Kristus. I det mentale Fængsel i Form af Uvidenhed og Overtro, han befinder sig i, kan han ikke se, at de animalske, levende Væsener faktisk udgør et i Udviklingen videreført Blomstertæppe paa en Eng. Engen er det daglige Liv. Ligesom Blomsterne paa en Eng repræsenterer højst forskelige Farver og Arter, saaledes repræsenterer ogsaa de jordiske Mennesker højst forskellige mentale Farver og Arter. Ligesaa taabeligt det vilde være at forbande en Blomst, fordi den har den eller den Farve og tilhører den eller den Art, ligesaa taabeligt vil det jo ogsaa være at forbande eller fordømme et Jordmenneske, fordi det har den eller den mentale Farve og tilhører den eller den Art. Ligesom Blomsten ikke kan gøre ved, at den tilhører den eller den Art og Farve, saaledes kan det jordiske Menneske jo heller ikke gøre ved, at det tilhører den eller den mentale Farve eller Karakter. At straffe og fordømme et Jordmenneske, fordi det ikke er en Engel eller et moralsk Geni, vil jo være det samme som at straffe en Hund, fordi den netop er en Hund og ikke et andet Væsen. Det er at straffe et "Dyr", fordi det ikke er et "Menneske". En saadan Optræden kan kun manifesteres af det Væsen, der i sin Uvidenhed vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde. Det jordiske Menneske ved udmærket godt, at det ikke kan nytte noget at blive vred paa en Tidsel, fordi den ikke er en Rose, naar det gælder Planteriget, men ikke desto mindre forlanger det, at alt og alle skal være Roser og Liljer, naar det gælder dets Medvæsener og Omgivelser. Det forstaar ikke, at disse Væsener og Omgivelser kun er Planteriget eller Blomsterverdenen i en længere fremskreden Form i Udviklingen, og at der her i denne Form, hvor Planterne fremtræder i animalsk Tilstand, i Kød og Blod, ligesaa naturnødvendigt maa forekomme en Mangfoldighed af Farver og Strukturer som i Planterigets vegetabilske Form. Det er rigtigt, at Farver og Struktur hos de animalske "Planter": Dyr og Jordmennesker mere er af en indvendig Art end hos de vegetabilske Planter, der har hele deres Kolorit i ydre, fysiske Farver. Hos de animalske "Planter" har Udviklingen forlængst omdannet de ydre fysiske Farver til en indre, mere eller mindre fysisk usynlig, Kolorit. Denne usynlige Kolorit er det, vi kalder Væsenets Tankeverden og den heraf fremtrædende Psyke eller den saakaldte "Karakter" eller "Moral". Det, der saaledes i Dag er "Moral" hos de animalske Væsener, er det samme som det, der hos de vegetabilske Væsener eller Planterne er ydre, fysiske Farver eller Kolorit. Men selv om disse Plantens ydre Farver er blevet til noget psykisk, noget mentalt, og derfor ikke er direkte fysisk synlige hos det animalske Væsen, maa man derfor ikke tro, at de er blevet "ensrettede" og derved betingende, at de animalske Væseners Psyke eller Moral er nøjagtig ens som Soldater i Geled eller som Figurer, støbt i samme Form. De animalske Væsener viser nøjagtig samme Mangfoldighed i Forskel paa Psyke eller Moral som den, Planterne eller de vegetabilske Væsener udviser i deres ydre Farver og Struktur. Og ligesom Planternes Farver og Struktur for hver enkelt Art er naturlig og selvfølgelig, saaledes er ogsaa hver enkel Arts mentale Farve og Struktur i Form af Moral naturlig og selvfølgelig. Men her er det, at det uindviede Jordmenneske kommer i Konflikt med Livet. Medens det udmærket ser Planternes ydre Farver og Struktur og finder disse for hver enkelts Vedkommende selvfølgelige og naturlige, kan det derimod ikke altid se, at dets Medvæseners særlige mentale Struktur eller Moral, der jo er Plantens Farve og Struktur paa et højere Plan, er ligesaa naturlig og selvfølgelig. Det kniber her meget stærkt, hvis det da ikke ligefrem er helt umuligt for et saadant Væsen at se, at en Moralitet eller Livsopfattelse, der er afvigende fre dets egen, skulde være ligesaa naturlig og selvfølgelig som denne. Det forstaar endnu ikke, at Væsenerne, selv om de har det samme fysiske Ydre, ikke desto mindre endnu psykisk eller mentalt maa være "Roser" og "Tidsler", "Liljer" og "Mælkebøtter" o.s.v. Det tror, fordi Medvæsenerne har samme Art fysiske Legeme som det selv, saa skal det ogsaa have samme Art Karakter eller Psyke som den, det selv lever paa eller bliver behersket af. Og her er det, at det forlanger, at "Løven" skal være blid som et "Lam", ja, forlanger i det hele taget, alle andre Jordmennesker skal være ligesom det selv. Det tror, at Livsopfattelse og Moralitet udelukkende kun er Villiesakter. Det forstaar ikke, at det kun er ens eget Trins Moralitet, vi kan opfylde i Kraft af vor Villie, medens det vil være totalt umuligt for os at opfylde en Moralitet, der tilhører et Udviklingstrin, der ligger over vort eget paa Udviklingsstigen. For at kunne opfylde dette Trins Moralitet, kræves der Udvikling. Det nytter saaledes absolut intet, at vi gerne "vil" opfylde et højere Trins Moralitet, hvis vi ikke netop har den Udvikling, der skal til for at gøre os identisk med det nævnte højere Trins Væsener. Intet Væsen kan med sin Villie mirakuløst pludseligt hæve sig op paa et højere Udviklingstrin. Løven, Tigeren eller med andre Ord "Dyret" bliver ikke til "Menneske" blot ved en Villiesakt. Denne Omskabelse eller Forvandling er ikke en Villiesakt, men et Udviklingsspørgsmaal. Og paa samme Maade er Overgangen fra en Livsopfattelse eller Moralitet til en anden ikke en Villiesakt, men et Udviklingsspørgsmaal. Man forstaar saaledes her, hvor taabelig og skrigende imod al Retfærdighed det vil være at forlange, at ens Medvæsener absolut skal manifestere samme Moralitet eller Livsopfattelse som en selv. Det er denne Taabelighed, der er det uindviede Jordmenneskes største underminerende Skæbnefaktor. Da det i Princip jo stadigt er en Plante i en Mangfoldighed af Plantearter paa en Eng, kan det jo umuligt blive lykkelig, saalænge det lever i den Illusion, at alle de øvrige Planter eller Medvæsener skal have nøjagtig den samme Farve eller Psyke som det selv. Denne Indstilling eller dette Begær vil det aldrig nogen Sinde kunne faa opfyldt. Skuffelse, Martyriefornemmelse og Nedtrykthed vil fylde dets Sjæl, thi Markens Blomster forandrer ikke Farver eller lader sig endrette, fordi der er en enkelt lille Blomst, der i sin Taabelighed ønsker det. Og den lille Blomst, der hedder "Jordmennesket", maa derfor hurtigst muligt lære at forstaa, at det drejse sig ikke om at faa alle Medvæsenerne, Blomsterengens Mangfoldighed af Farver og Skønhed ensrettet efter ens Taabelighed, Uforstand eller Illusion, men at det eneste Fornødne derimod er dette, hurtigst muligt at faa bortelimineret denne Illusion eller Taabelighed ved at søge at komme til Forstaaelse af, at Blomsterengens Mangfoldighed af Farveorgier, enten i Form af Medvæsener eller i Form af Planter, udelukkende eksisterer for at være en guddommelig Belæring af Individet, og ikke for at Individet derigennem skal belære Guddommen. Saalænge Individet hader og forfølger alt, hvad der ikke forekommer i dets eget Billede eller eget Favør, er det med til at ødelægge og udslette alt, hvad der i Livet danner "Guds Billede". Da den højeste eller den fuldkomneste Form for Lykke er dette, i Alt og alle, hvilket vil sige: i alt, hvad der er tilgængeligt for Sansning, udelukkende kun at se "Guds Billede", er det klart, at man er nødsaget til at leve ulykkeligt der, hvor man, om end ubevidst, er med til at sabotere dette "Guds Billede". Og der, hvor man er ulykkelig, er man spærret ude fra det virkelige Liv, der jo udelukkende er den allerhøjeste Lykke. Og der, hvor man er spærret ude fra det virkelige Liv eller den sande Lykke, er man altsaa mentalt fængslet. Og da Indespærringen i dette mentale Fængsel udelukkende opretholdes gennem det paagældende Væsens Begær efter at ensrette Verden eller fordre, at alt og alle skal være anderledes, end nævnte netop i Øjeblikket er, vil man umuligt kunne blive lykkelig. I denne Fordring er man i en fuldstændig Kontrast til Guddommen. Man ønsker Verden i sit "eget Billede". Men Verden kan kun være i "Guds Billede". Derfor vil Livet og Verden være en mental Fængsling og Modgang med den heraf følgende fysiske Lidelse eller ulykkelige Skæbne, indtil Individet forstaar, at det ikke er "Guds Billede", der skal laves om til dette Individets Billede, men derimod dettes Billede, der skal omformes til at være i "Guds Billede". Og Nøglen til at komme ud af Overtroens og Illusionens mørke mentale Fængsling ligger altsaa udelukkende i dette, at komme til at forstaa, at "Alt er saare godt", og at vore Medvæsener umuligt kan manifestere andet end det, der er deres Udviklingstrins Kendetegn, og at denne Manifestation som Følge heraf umuligt kan være berettiget Grundlag for Intolerance, Had eller Forfølgelse overfor der paagældende Væsen. Og i den fulde Forstaaelse heraf vil man i Samklang med Verdensgenløseren "vende den højre Kind til naar man bliver slaaet paa den venstre" og raabe imod Himlen: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".