Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Kosmos Feriebys Foredragssal
Fredag den 5. Juli 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Tror man ikke, at den "Sejr", der vindes med "Atombomben" eller andre Mord- og Lemlæstelsesmaskiner, i en endnu større Grad bringer sit Ophav til i kvalfuld Samvittighedsnag at skrige det ud eller raabe mod Himlen: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det Onde, jeg ikke vil, det gør jeg"? – Men kan det gavne dem, man har lemlæstet og dødet? – Kan man dermed give de forældreløse Børn de Forældre og de Forældre deres Børn tilbage, man eventuelt med sin højere Dødsteknik har myrdet? – Og kan man faa Fred i sit Sind, blive fri af Samvittighedskvalerne ved Hjælp af endnu mere Dødsteknik? – Tror man, at Selvmord er Livets Mening eller Vejen til Lykken? – Er en Selvmorder ikke det ynkeligste og mest kapitulerende Væsen i Verden? Kan et Væsen i højere Grad gøre Forsøg paa at unddrage sig sit Ansvar og overlæsse det paa andre? Ikke engang Dyrene benytter sig af en saadan mental Flugt fra deres Ansvar og Skæbne. Tror man, det er den Form for Mentalitet, der er bestemt for den smukke, oprejste "menneskelige" fysiske Organisme, Jordmennesket har faaet, og igennem hvilken dets Øje permanent kan være vendt opad mod Stjernerne, Solene og Guddommen? – Nej, Jordmennesket er bastet og bundet i sine egne "dyriske" Forestillinger, baserede paa dets selviske eller egoistiske Begær. Disse Begær og Forestillinger danner dets sande Livsbillede eller Verdensopfattelse. I dette Livs- eller Verdensbillede udgør det selv i Virkeligheden Hovedpersonen. Og som saadan stiller det temmelig omfattende Fordringer til Omgivelserne, Fordringer, der som Regel ikke staar i noget rimeligt Forhold til det, det selv mener at kunne yde Omgivelserne. Det fordrer saaledes mere af Omgivelserne end det, det selv vil afse til Gengæld overfor de samme Omgivelser. Det vil altsaa "hellere tage end give". Og der, hvor dette Begær eller Ønske ikke bliver opfyldt, føler det sig forurettet af Livet eller Omgivelserne.

Da Loven for Livet eller Betingelserne for Oplevelsen af det fuldkomne Liv eller den sande og virkelige Lykke udelukkende kun kan manifesteres eller befordres igennem Praktiseringen af dette, "hellere at give end at tage", er det paa Forhaand givet, at et Væsen, der "hellere vil tage end give", og som praktiserer denne Levemaade, ikke kan opnaa den sande Lykke eller absolut fuldkomne Form for Oplevelse af Livet. Det vil alle Vegne møde Hindringer for Tilfredsstillelsen af dette sit Begær og i dem se en "Uretfærdighed". Det bliver saaledes i mange Situationer tvunget til "at give i Stedet for at tage". "Kejseren skal nemlig have, hvad Kejserens er, og Gud skal have, hvad Guds er", hvilket igen vil sige, at det evige Livsprincip eller Loven for Livet, dette "hellere at give end at tage" skal før eller senere bringes til Overholdelse. Ingen kan derfor slippe uden om. Alt, hvad de paa selvisk Maade har taget fra Næsten, skal før eller senere betales tilbage. Sker det ikke frivilligt, vil Livet selv befordre det ved Magt. Og det er denne Manifestation fra Livets Side mod den uvidende Egoist, der bliver opfattet som "Uretfærdighed". Denne Livets egen Tilbagekrævning af de af Individet paa egoistisk Maade tilegnede for mange Besiddelser, sjælelige saavel som fysiske, sker i tilsvarende Grad som en sjælelig og fysisk Fallit eller Sammenbrud. Der opstaar Uheld her og der. Intet er der tilsyneladende Velsignelse ved. Og i en Masse Forhold synes de opnaaede Resultater slet ikke at staa i Forhold til de Kampe og Besværligheder, de har kostet. At et saadant Menneske befinder sig i et kosmisk Fængsel og ikke i kosmisk Frihed er her selvindlysende. At dette Fængsel kan være af en temmelig uhyggelig Karakter, kan synes uovervindelig, bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at mange saadanne ulykkelige griber til Selvmord og tror hermed at slippe ud af Fængslet. De tror dermed at have hjulpet dem selv ind i en total Udslettelse af Livet, og hvilken Udslettelse de mener er langt at foretrække fremfor denne tilsyneladende haabløse Tilværelse. Og længere nede i Mørket, mere bastet og bundet og dermed fjernet fra sin oprindelige guddommelige suveræne Tilstand, kan et levende Væsen vel ikke være? – Og er det ikke her aabenlyst for det tænkende Menneske, at det ikke kan være en saadan Skæbne, der kan være Livets sande Mening. Er det ikke indlysende, at vi her er stedet for en mislykket Skæbne? – Og det er da heller ikke disse Skæbner, der er almengældende. Det almengældende er dog dette, at selv om Skæbnerne ikke er fuldkomne eller helt lykkelige, saa er de dog paa et højere Plan end det her nævnte, ligesom der da ogsaa er Skæbner, der nærmer sig det helt fuldkomne, og hvis Ophav allerede fremtræder som helt frie eller kosmisk suveræne. At det maa være denne sidste Form for Skæbne eller Oplevelse af Livet, der maa være Livets Mening, og ikke den, der gør Individet kosmisk slavelænket eller trælbundet, er selvfølgeligt.

Hvilken Forskel er der da i det kosmisk fængslede og det kosmisk frie Væsens Indstilling til Livet? – Det kosmisk fængslede Væsen ønsker, at Livet skal være i Kontakt med dets Begær og bliver derfor skuffet. Livet retter sig ikke efter Individet. Det er Individet, der maa rette sig ind efter Livet. Det kosmisk frie Væsen begærer eller ønsker at være i Kontakt med Livet og baserer sit eget Liv paa dette sit Ønske og opnaar dermed den allerhøjeste Glæde, Lykke eller Salighed i sin daglige Tilværelse. Det føler sig fri af alle hæmmende og snærende Baand. Hele dets organiske og sjælelige Struktur er kun indstillet paa at befordre Manifestationen af Princippet "Hellere at give end at tage". Og her bliver det ikke skuffet. Denne Manifestationsudfoldelse er der altid Brug for, ligesom der er uendelig mange, der trænger til Sympati eller Kærlighed. Det kosmisk frie Menneskeer naaet saa langt frem i Udvikling, at det ejer den guddommelige Egenskab: ikke at vente sig Verden eller Væsenerne anderledes, end den og de netop er. Det er denne fornemme kosmiske Egenskab, der totalt fritager det indviede Væsen for Skuffelser. Møder han et Væsen, der er sympatisk, glæder han sig over det. Og hvis han møder et Væsen, der er usympatisk, ja, maaske endog generende, saa forstaar han et saadant Væsen. Han ved, at det er dets Natur, dets Udviklingstrins særlige Manifestationsform. At denne her er primitiv, kan jo ikke lægges Væsenet til Last. Det kan jo umuligt manifestere en Tilstand eller Væremaade, der tilhører et Udviklingstrin, det endnu ikke har naaet. Det indviede eller aandsfrie Væsen er fuldstændigt indforstaaet med dette og venter sig derfor slet ikke nogen anden Manifestationsform end netop den, der er nævnte Væsens Udviklingstrin. Og det er jo ud fra lige akkurat den samme Forstaaelse eller Viden, at Kristus paa Korset udtrykker: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Han saa, at hans Bødlers Handlemaade hørte med til deres Udviklingstrins Natur, paa samme Maade som Tigerens Handlemaade er dens Natur. Han vidste, at det var ligesaa taabeligt at blive vred paa dem, fordi de fulgte deres Trins Natur, som det vilde være at blive vred paa Tigeren, fordi den følger sin Natur. Det indviede Væsen ved, at man ikke med Vrede, Vold og Magt kan lave andre Væseners Natur om, flytte dem fra et Udviklingstrin til et andet, men at denne Omplantning af Væsenet fra et Trin til et andet udelukkende kun kan besørges af Livet selv igennem en større eller mindre Udviklingsepoke. At man med Magt kan tvinge Væsenet en liden Tid til i et eller andet Felt at følge ens Villie er ikke det samme som at man har hævet det paagældende Væsen op til et højere Trin. Thi denne Dyrets Efterkommelse af Tvang er jo kun "Dressur". Det er en Manøvre, det maa udføre for at blive fri af Dressørens Pisk. Men hvorfor Manøvren netop skal være saadan eller saadan, har det dresserede Dyr absolut ingen som helst Mening eller Ide om, og kan derfor ikke være blevet højere udviklet. Hvis et Menneske bliver overfaldet af en Tiger, er det ikke en Fejl hos Tigeren, thi dette Overfald er jo kun Tigerens livsbetingende Natur, men derimod en Fejl hos Mennesket. Det ved i Forvejen, hvilken Risiko der er forbundet med at færdes i et Terræn, der er Tigerens Domæne. Hvis et fremskredent udviklet eller indviet Væsen bliver overfaldet eller generet af et primitivt Menneske, ligger Ansvaret herfor i Virkeligheden slet ikke hos det primitive Menneske, men derimod hos det udviklede eller indviede Væsen. Det vidste i Forvejen hvilken Risiko, der var forbundet med at færdes i det primitive Væsens Domæne, og kunde have garderet sig. Hvis en oplyst eller civiliceret Missionær tager ned i Urskoven for at omvende Menneskeædere og bliver ædt af disse Væsener, ligger Ansvaret herfor ikke hos Menneskeæderne, men udelukkende hos Missionæren selv. Menneskeæderne levede jo i deres eget Terræn og fulgte ganske normalt deres Trins Natur. Med Hensyn til Missionæren vil der være det at sige, at han ogsaa fulgte sin Natur. Men naar Begivenheden kom over hans Hoved, var det jo fordi, det var ham og ikke Menneskeæderne, der forlod Terrænet for sin Naturs eller sit Udviklingstrins særlige erobrede Skueplads og begav sig ind i Terrænet for de andre Væseners Trins Manifestationsomraade. At han ikke her kunde undgaa i større eller mindre Grad at blive udsat for dette Terræns Beherskeres kontrære Manifestationsmaade, er jo lige saa naturligt, som det er naturligt, at han i større eller mindre Grad vilde blive lemlæstet, hvis han fandt paa at springe ud fra 4. Sal og ned paa Gadens Beton- eller Granitbrolægning. Denne Lemlæstelse af hans Legeme gør ikke Brolægningen unaturlig eller forkastelig, men derimod den Handlemaade, hvormed Jeg'et bragte sit Legeme i den Situation, hvor det uundgaaeligt mere eller mindre maatte lemlæstes eller knuses.