Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 10.December 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

I Sandhed, der er Forskel paa et forretningsmæssigt Stormagasin og et Museum. "Forretningshuset" eksisterer i Kraft af Køb og Salg af Jordmenneskers Liv, hvilket i tilsvarende Grad i Princip vil sige "Slaveri". Museet derimod eksisterer i Kraft af store Mestres uselvisk frembragte, geniale Kunstværker, i hvis betagende Inspirationskraft og oplivende intellektuelle Straaleglans det søger at indhylle og kærtegne alle sine Besøgende. Staar vi ikke her ved disse to Slags Varehuse eller Magasiner ved Portene til to Verdener? – Er ikke Indgangen til Forretningshuset eller Stormagasinet Porten ind til Koncentrationen af den Verden, hvor Livet er pantsat som Betaling for de Timer, man nødvendigvis maa have til at sove i og befordre Artens eller Slægtens Forplantning og Videreførelse, og hvor man derfor "i sit Ansigts Sved maa æde sit Brød". Derfor er Spørgsmaalet her ikke, hvilket Arbejde man helst vil udføre, men derimod hvilket Arbejde, der giver flest Penge eller størst økonomisk Vinding, idet den her tilegnede Valuta udgør det "Halmstraa", som alle økonomisk slavelænkede Jordmennesker med Begærlighed griber efter i den Tro, at de med dette kan hæve sig op af det materielle Fangenskab og købe sig deres Sjæles tabte Frihed tilbage. Og paa denne Overtro er Stormagasinets eller Forretningsverdenen baseret. Og jo flottere rustfri Staalsøjler, Spejlglasdører og Marmorfacader de brillerer med, desto vældigere bekræfter og udtrykker de denne Overtros Triumf. Men ligesom en Druknende ikke kan redde sig ved et Halmstraa, saaledes kan heller intet som helst Væsen købe sig virkelig Sjælefrihed med Valuta, Kroner, Sterling eller Dollars. Rigdommen er ligesaa stor en materiel Fængsling af Sjælen som Fattigdommen. Fortalte Verdensgenløseren ikke sine Disciple, at "det var ligesaa umuligt for den rige Mand at komme i Himlen som for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje"? – Nej, Forretningsverdenens store Paladser, Magasiner og Bankhuse repræsenterer ikke Vejen frem til Juleevangeliets store og varige "Fred paa Jorden" og den heraf følgende "Velbehagelighed for Menneskene".

I de store Museer, Biblioteker og andre for Almenheden tilgængelige intellektuelle Centrer faar man derimod Adgang til at se nogle af Verdens største og skønneste intellektuelle Frembringelser, hvormed man kan berige sin Aand, blive stimuleret, besjælet med inderlig Længsel efter at kunne naa op til en saadan Fuldkommenhed i Skabelse som den, der Straaler fra Galleriernes Vægge, Reoler og Montrer. Er alle disse geniale kunstneriske Frembringelser, det være sig i Bøger eller Billeder eller Skulptur ikke en eneste stor Samling "Kærtegn"? – Er de ikke netop beregnede paa at skulle live op, forskønne og forherlige de Vægge, de Sale, de Gallerier og øvrige Omgivelser, de kommer til at befinde sig i? – De er dog ikke fremstillede for at gøre deres Omgivelser stygge, mørke og triste. Men naar de saaledes skal live op, forskønne Tilværelsen og Omgivelserne for Beskueren, er de jo i allerhøjeste Grad en "Kærtegnen" af denne Beskuer. Og da de nævnte kunstneriske Frembringelser, navnlig hvad Billed- og Skulpturværkerne angaar, forlængst er ophørt med at være en "Handelsvare", være et Middel ved hvilket man kan gøre andre Væseners Levetimer til "Slaveri", og saaledes udelukkende er hundrede Procents "Kærtegn", er de jo den absolutte hundrede Procents "Næstekærlighed", der her varmende og livgivende Straaler os i Møde fra Museets store Ovenlyssale. Her ser vi Produkter, der er skabte af deres Ophav udelukkende i Glæden over at skabe noget, der kan varme og lyse op i Menneskesindet uafhængigt af, hvad det saa end kostede af Sult eller Korsfæstelse, og uden noget som helst Henblik paa økonomisk Berigelse. Hvem har en større Kærlighed end den, der ofrer sit Liv udelukkende for at kunne være med til at gøre andres Liv lykkeligt? – Naar Geniet eller Mesteren saaledes trodser Sult, Nød og Elendighed, Haan og Spot og uden Udsigt til nogen økonomisk Vinding, blot fordi det betyder Livet for ham at faa sin Frembringelse saa fuldkommen som muligt, og denne Frembringelse er en Foreteelse, der vil blive ved med at "kærtegne" Beskueren, fylde hans Mentalitet med Beundring, Inspiration og Længsel efter selv at naa Fuldkommenheden, kan man ikke komme uden om, at Kunstproduktets eller Mesterværkets Skaber dog har elsket eller gjort mere for denne Beskuer, end han har gjort for sig selv. Selv trodsede han alle Besværlighederne for at skabe sin Manifestation saadan, at den netop kunde blive et permanent "Kærtegn" for Beskueren. I Sandhed, er det ikke "Næstekærlighed"? –

Vi er her igennem Beskrivelsen af Stormagasinet og Museet blevet Vidne til to Verdener. Stormagasinet eller Forretningshuset var udelukkende kun et Centrum for "Køb og Salg" af Liv. Dets elegante Udstyr, dets Marmorfacader, sølvskinnende Staalsøjler, dets Neonillumination og blændende Lyseffekter m.m. er kun en forgyldt Ramme om dette "Køb og Salg" af Liv eller Timer af Liv, camoufleret og omdannet til "Brugsgenstande". Disse "Brugsgenstande" er alle Foreteelser, der har kostet saa og saa mange "Arbejdere" saa og saa mange Timer af deres Liv. Disse omdannede "Livstimer" faldbydes nu igen til Publikum for det eller det Pengebeløb. "Penge" er jo endnu Jordmenneskehedens egen Maalestok for "Livstimer".

Da alt Liv i Stormagasinet saaledes udmaales i "Penge", vil "Penge" ligesaa udelukkende være det samme som saa eller saa mange "Livstimer". I Form af "Brugsgenstande" sælger Stormagasinet eller Forretningen "Livstimer" og faar i Form af "Penge" "Livstimer" tilbage som Betaling. Man "køber" altsaa "Livstimer" for "Livstimer". Og dette Princip er i sig selv guddommeligt, thi det udtrykker jo det sande "Forretningsprincip": "Den samme Værdi for samme Værdi". Det er dette Princip, hele Universet er baseret paa. Ethvert levende Væsen maa saaledes give sit Liv for at faa sit Liv. Det er nævnte Princip eller den samme Lov, der betinger, at "man skal elske sin Næste som sig selv". Men Jordmennesket, repræsenteret igennem Stormagasinet, kender intet til denne det sande "Forretningsprincip"s Guddommelighed. Det "køber og sælger" "Livstimer", og giver saaledes nok "Livstimer" for "Livstimer", men absolut kun paa den Betingelse, at det faar flere "Livstimer" tilbage, end det giver. En "Brugsgenstand", der eventuelt har kostet "5 Livstimer", sælges ikke for "5 Livstimer", men derimod allerhelst til mindst det dobbelte. Ja, man vil maaske ikke engang blandt "Sagkundskaben" kalde en saadan Handel for en "god Forretning".

Men hvorfor skal "5 Livstimer" koste mere end "5 Livstimer"? – Jo, for derved kan man nemlig leve højt paa andre Medvæseners Liv. Desto flere "Livstimer" man paa denne Maade i Form af "legaliseret" "Handel" eller "Forretning" kan frarøve eller fratvinge sine Medvæsener, desto vældigere kan man selv blive fri for at opfylde Betingelsen for sin egen Eksistens eller Opfyldelsen af Loven for Livet. Man vil saaledes i en tilsvarende Grad blive fri for at betale sine egne "Livstimer" med tilsvarende "Livstimer".

Og Jordmenneskeheden har endog legaliseret dette camouflerede "Livsrøveri" og gjort det til det bærende Fundament for sin Tilværelse, ligesom den moderne Opdragelse og Skolegang derved i en overordentlig stor Udstrækning er baseret paa at gøre Individerne til Genier eller Eksperter i dette Fag for derved i det mindste at give dem Evne til at beskytte deres egne "Livstimer" overfor "Livsrøveriet" og det hermed forbundne "Slaveri". Hvis man ikke netop er geniale Eksperter her, bliver ens egne "Livstimer" jo røvet af andre. Og det er derfor ikke vanskeligt at se, at Jordmenneskehedens Livsførelse netop kulminerer i at overtræde selve Livets højeste Lov, den der fordrer "een Livstime for een Livstime" eller "samme Værdi for samme Værdi" og ikke "mere Værdi for mindre Værdi". Men naar den absolutte Betingelse for Livets fuldkomne Eksistens slet ikke opfyldes, idet Væsenerne bevidst udvikler sig til at blive Genier i at kunne camouflere den daglige Tilværelse saaledes, at de endog "legalt" kan modtage "mere Værdi for en mindre Værdi" og saaledes tilegne sig "Livstimer", de slet ikke yder nogen som helst "Livstime" for igen, maatte dette jo nødvendigvis føre dertil, at nogle Væsener i Tilværelsen slet ikke faar deres egne "Livstimer", idet de er beslaglagte af andre Væsener, ja endog undertiden inden de er fødte. Og disse andre Væsener kan derved ikke alene besidde deres egne "Livstimer" uden at yde noget som helst til Gengæld, men lever ogsaa højt paa de fra Medvæsenerne tilranede "Livstimer". Det bliver derfor selvfølgeligt, at Jordmenneskeheden under disse Omstændigheder umuligt kan opleve det absolut fuldkomne Liv. Det er da ogsaa derfor saaledes i Dag, at alle er tvungne af alle til at koncentrere sig om, hvordan de bedst skal kunne beskytte sig imod dette overhaandtagende "Livsrøveri". Alle er saaledes mere eller mindre tvungne til at gøre sig til Eksperter i "Livsrøveriet".

Men jo mere man tror at kunne beskytte sit Liv i Kraft af denne Udvikling, desto vældigere kommer Verden, hvilket her vil sige: Jordmenneskehedens virkelige normale Oplevelse af Livet, af Lave. Dette giver sig saa igen Udslag i Krige af enhver Art, saasom: Krige mellem Nationer, Krige imellem Arbejdere og Arbejdsgivere, Krige imellem religiøse Sekter, Krige mellem politiske Bevægelser, Krige Mand og Mand imellem. I Sandhed, der trængte virkeligt til et "Juleevangelium" eller en Lysets Aabenbaring eller et Væsen, der kunde demonstrere for Jordmenneskene, at "det er saligt at give hellere end at tage", og at man skal "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", ligesom man ved at give sit Liv for andre kommer til at eje det. Det gælder saaledes slet ikke om at forlange to eller flere "Livstimer" men at man derimod meget hellere maa give to eller flere "Livstimer" for een, idet man i Virkeligheden slet ikke er kommet til Verden for at lade sig tjene, men for at tjene, og i Særdeleshed da man netop udelukkende kun kan tjene Jordmenneskeheden, Medvæsenerne og Verden ved "at tjene" og ikke ved "at lade sig tjene" eller ved paa anden Maade at gøre sig til Snyltere eller skadelige Abnormiteter og dermed være en Hindring i den guddommelige Skabelse eller Manifestation af Verdensfreden.