Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Men naar Væsenerne overtræder de Love, hvis Opfyldelse udelukkende er Betingelsen for Skabelsen af "Himmeriges Rige", saavel i Væsenernes eget Sind som for deres Omgivelser, er det soleklart, at nævnte Rige umuligt kan opstaa. Og det er da ikke saa mærkeligt, at Jordmenneskenes Skæbne i Dag netop er, som den er. Det er ikke blevet almengældende at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre." Heller ikke er det almengældende at tro, at "den, der ombringer ved Sværd, selv skal omkomme ved Sværd". Derfor er Individerne i stor Udstrækning med til at raabe højt om at faa Straffe og Dødsstraffe indførte over Næsten eller Medvæsenerne. De fornemmer eller sanser slet ikke, at de igennem denne deres Handlemaade er med til at praktisere nøjagtig den samme "Forbrydelse" som den, de ønsker hævnet eller straffet til Døde hos "Forbryderen". Er "Døden" ikke "Døden", hvadenten den er frembragt af legale eller illegale Myndigheder? – Bliver Princippet ikke i begge Tilfælde urokkeligt dette, at "slaa ihjel", dette at myrde og dræbe? – Er det ikke netop denne mentale Tilstand, der gør det totalt umuligt at komme i "Himmeriges Rige"? – Men da "Himmeriges Rige" ikke er et Rige hinsides Skyerne, men er noget, som skal udvikles indeni Væsenerne, og dette noget er en paa Næstekærlighed baseret Fred, Harmoni eller Glæde ved at være til, kort sagt, en Tankeindstilling eller sjælelig Opfattelse, en Fornemmelse af Livet eller Næsten, der overflødiggør ethvert Begær om Straf, Hævn eller Gengældelse hos et hvilket som helst Medvæsen og saaledes udgør Opfyldelsen af det evige Bud, "Du skal elske din Næste som dig selv", er det her aabenlyst for enhver udviklet Aandsforsker, at "Freden" og dermed Livets højeste Lykke eller Salighed eller det virkelige "Himmeriges Rige" umuligt kan være et Samfund af dræbende, hævnende og hadende Væsener, ligegyldigt hvadenten denne myrdende Tilstand bliver foretaget af "legale" eller "illegale" Myndigheder.

At de legale Myndigheders Mord- og Straffemanifestationer som Regel manifesteres under Begrebet "Retfærdighed", hvilket altsaa i dette Tilfælde vil sige, at den er udløst som "Forsvar" for Samfundsordenen eller for en i Øjeblikket paakrævet eller nødvendig drastisk Justits for at holde Individerne i den Ave eller Hensyntagen til Medvæsenerne, der gør et moderne Samfunds Levevilkaar taalelige, forandrer ikke denne Justits Identitet som Overtrædelse af Livets højeste Love, tværtimod. At den er paakrævet modbeviser jo ikke, at den er en Overtrædelse af Kærlighedsloven, men derimod at Samfundet er en Flok Individer paa et saa lidet fremskredent Udviklingstrin eller kulturelt Niveau, at dets Myndigheder saavel som dets menige Væsener er besjælede af Mediumitet for Angrebs- eller Mordenergi, ja, denne Mediumitet er saaledes Fundamentet for deres eneste virkelige realistiske Forsvarsevne. Det er denne Væsenernes sjælelige Tilstand, der stadfæster deres Identitet som tilhørende Dyreriget. Det er denne Mediumitet, der fuldstændigt farver Jordmenneskenes Selvopholdelsesdrift med de samme blodige Principper som de, der kendetegner Dyrenes Selvopholdelsesdrift. Det er denne Mediumitet, der er symboliseret i Sfinksens Dyrekrop. Denne Mediumitet er saaledes en Serie Udviklingstrins særlige Kendetegn eller Udtryksform. Og saalænge Jordmenneskene passerer disse Trin og ikke i Udviklingen er naaet op over disse, er det naturligvis en Selvfølge, at de maa blive Manifestationen af disses Udtryksformer. Man kan jo ikke forlange, at noget som helst Væsen skal udtrykke et Udviklingstrin, det ikke har naaet. En Plante kan ikke være et Dyr, ligesom et Dyr, en Hund, en Løve eller Tiger ikke kan være et Jordmenneske. At Jordmenneskene dømmer, straffer, hader og myrder er saaledes en Selvfølgelighed, saalænge de befinder sig paa Mordmediumitetens Udviklingstrin. Og man kan ikke sige, at det i absolut Forstand er syndigt, at Væsenerne netop er saadanne. Det er deres normale Natur. Deres samlede Tilværelse er et Plan, en Tilværelsesform eller en mental Sfære, som alle Væsener maa passere paa deres Vej i Udviklingen opad imod det fuldkomne Menneskes Stadium. Den er et uundværligt Afsnit i Livets Kredsløb paa samme Maade, som et Klokkeslet er et uundværligt Afsnit paa Urskivens markerede Kredsløb. Før Uret kan udtrykke Klokkeslettet 24 maa det først udtrykke alle de øvrige af Døgnets Timer. Ingen som helst af disse kan springes over. Den jordmenneskelige mordmediumistiske Tilværelsesform er saaledes fuldstændig normal for Jordmennesket. At disse Væsener i stor Udstrækning har Straffe-, Mord- og Drabsmanifestationer til Moral eller Idealisme og Rettesnor for deres Samfundsorden er altsaa selvfølgeligt, idet de i disse udelukkende kun ser "Retfærdighed". At Jordmenneskene sværger til Dødsstraf eller anden Form for Straf for den eller den saakaldte "Forbrydelse" er saaledes forstaaeligt. Nævnte Væsener ser i saa Tilfælde ikke nogen som helst anden Udvej for deres egen Samfunds Bestaaen. Og det er jo paa denne Psyke, at Moseloven er baseret.

At Jordmenneskenes Psyke saaledes er identisk med Straffe-, Mord- og Drabsmediumitet eller "Det gamle Testamente"s Kerneidealer beviser ikke, at der ikke skulde findes en endnu højere Psyke eller mental Tilstand. Til hvad Nytte ellers "Det ny Testamente"s Kerneidealer? – Hvis den moralske Indstilling, "Øje for Øje og Tand for Tand", hvilket altsaa vil sige: Straf og Dødsstraf, var den højeste "Retfærdighed", til hvad Nytte saa alle de Tusinder af kristne Kirker med tilhørende Præsteskab Verden over? – Er hele denne Masseudfoldelse af humanistisk Energi ikke udelukkende baseret paa at befordre Forkyndelsen: "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", – "Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer ved Sværd skal selv omkomme ved Sværd", – "Du skal elske din Næste som dig selv" o.s v.? – At der er Væsener, der er blevet optaget i Præsteskabet uden at have forstaaet denne Præsteskabets og Kirkens virkelige Mission og derfor har kastet sig det dræbende Princip i Vold enten som "Frihedskæmpere" eller "Landsforrædere", enten som "Forsvarere" eller "Angribere" forandrer jo ikke Kristendommens sande Struktur eller Jesu Idealer. Hvis Straf og Mordgengældelse er den højeste "Retfærdighed", da er Moseloven uoverstigelig, hvad Mentalitet angaar, og hele den kristne Forkyndelse, Jesu Væremaade og Moralideer den rene Fanatisme eller Overtro.

Men er det saaledes? – Ja, det er rigtigt, at det saakaldte "moderne Menneske" i stor Udstrækning betragter al Religiøsitet som den rene Naivitet, der kun kan udtrykke Enfoldighed eller Primitivitet. Men naar samme moderne Menneske i de allerfleste Tilfælde er Tilhænger af en eller anden politisk Ide, et eller andet politisk Ideal, og dette Ideal som Regel gaar ud paa en saakaldt "Forbedring" af Samfundsforholdene, en Højnelse af Kultur og Humanitet og dermed i samme Væsen afslører det religiøse Princip i en ny dominerende Fremtræden, taber det samme moderne Menneskes nedsættende Paastand om Religiøsiteten fuldstændigt sin Slagkraft. Og det bliver saaledes ikke Religiøsiteten eller det religiøse Princip, der er Naivitet eller Overtro, men derimod det moderne Menneskes Forestilling og Paastand om nævnte Princip. Hvad var Jesu Idealer andet end en Stimulering af en Samfundsforbedring, en Højnelse af Kultur eller Inspiration til Fremme af Humanitet (Næstekærlighed)? – Men hvis dette ikke er "Politik", er den moderne Politikers Idealer absolut heller ikke "Politik". Og hvis samme moderne Politikers Idealer ikke er "Religiøsitet", er Jesu Idealer absolut heller ikke "Religiøsitet". Mellem Verdensgenløserens Idealer og den moderne, humanistiske Politikers Idealer er der absolut ingen Arstforskel, men derimod kun en Gradsforskel. Den moderne Politiker kan endnu ikke opfylde Idealerne i sit eget daglige Liv med en saadan Patos som Verdensgenløseren. Medens Idealerne hos Verdensgenløseren var selve hans eget Liv, hans egen Tanke, hans egen Tale og Væremaade, er de hos den moderne Politiker endnu i en overvældende Grad kun af teoretisk Art, ja, meget ofte endnu kun et Ønske, som han haaber ikke blot selv at kunne opfylde, men ogsaa at kunne faa Medvæsenerne til at opfylde. I Virkeligheden vil denne moderne humanistiske Politik kun være en Besjæling af Væsenerne med den samme Aand som den, der var Inspirationen og Fundamentet i Verdensgenløserens Væremaade. Denne Aand kommer vi saaledes ikke uden om. Da denne Aand ganske gradvis i Form af en tiltagende "humanistisk Politik" bekæmper Angrebs- og Forsvarsmediumiteten hos Væsenerne, sker der en tilsvarende mental Forvandling af disse i denne Humanismens Favør. Denne forvandlede Tilstand hos Væsenerne er altsaa en begyndende tredie mental Tilstand, en ny Tænkemaade, en ny Moralitet. Medens Angrebsmentaliteten hos Væsenerne er Tilfredsstillelsen af selviske Begær paa andre levende Væseners Bekostning, ja, paa Berøvelsen af deres Liv og Førlighed, hvis det menes nødvendigt, og Forsvarsmentaliteten er funderet paa en Mediumitet for Tilbagekastning mod sit Ophav af Næstens Angrebsenergier, er den tredie mentale Tilstand derimod en Slags Imunitet overfor Brutalitets- eller Voldsenergier, hvad enten disse er af aabenlys, fysisk, kropslig Natur, eller de er af sjælelig Fremtræden i Form af Løgn, Bedrageri eller alskens Former for Uærlighed eller camoufleret Hensynsløshed. Den tredie mentale Tilstand fremtræder altsaa i sit højeste som en Tilstand, der gør det umuligt for Væsenet at begære sit Livs Behageligheder paa Næstens Bekostning, hvilket Begær jo er den udløsende Aarsag til Angrebsmentaliteten. Den tredie mentale Tilstand forhindrer saaledes Væsenet i at blive et "Angrebsvæsen". Men da den ogsaa borteliminerer Væsenets Mediumitet for Tilbagekastning af Angrebsenergier, hvilken Mediumitet jo er Fundamentet for ethvert "Forsvar", er et Væsen, der helt er besjælet af den tredie mentale Tilstand, ganske afskaaret fra at kunne være et med dræbende fysiske eller mentale Vaaben fremtrædende "Forsvarsvæsen". Det vil hellere selv lide eller dø, end det paa nogen som helst Maade vil gøre sig skyldig i Næstens Lidelse og Død. Ja, har vi ikke netop her det fuldkomne Menneske, der ligesom Kristus hellere lader sig frivilligt korsfæste end lader sig forsvare ved nogen som helst positiv dræbende Modstand. Sagde han ikke netop til Disciplen Peter: "Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer med Sværd, skal selv omkomme ved Sværd"? – Raabte han ikke sin Uskyldighed ud, da Pilatus førte ham tornekronet, hudstrøget og blodig frem for Folket? –