Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Der, hvor et Væsens Modstand imod et Medvæsen udgør et "livsbetingende Nødværge", udgør Væsenet et "Forsvarsvæsen". Saadanne Væsener udgør "Krigen"s anden Part. Uden denne Part kan der ikke manifesteres "Krig". Men det er altsaa ikke denne Part, der er "Krigen"s Aarsag, denne vil aldrig kunne ligge andre Steder end hos "Angriberen". Da "Forsvarsmentaliteten" saaledes er "Næstekærlighed" eller "Uselviskhed" er den af en ædlere Karakter end ''Angrebsmentaliteten". Men da den benytter sig af de samme Vaaben, de samme Krigsmidler, har den samme Vrede som "Angrebsvæsenerne", har man kaldt denne Vrede for "hellig Vrede" eller "retfærdig Harme", ligesom enhver "Krig" set fra "Forsvareren"s Side er "hellig" og dens Domæne udtrykkes som "Ærens Mark". Og hermed har vi naaet de to Former for mental Tilstand, hvis Reaktion i Dag udgør Jordmenneskehedens Skæbne. Og der, hvor kun disse to Former for Bevidsthed eller mental Tilstand eksisterer, eksisterer "Krigen" eller "Ufreden". Her er Livets Smeltedigel. Hvis der ikke skete en ny mental Forvandling, vilde der aldrig nogensinde blive "Fred" i Verden. Men ud af Smeltedigelens Flammer, ud af Krigens Rædsler, Skrig og Pine fødes en tiltagende Længsel efter en Modsætning til Krigen, nemlig en absolut "varig Fred".

"Angrebs-" og "Forsvarsmentalitet" gør det saaledes ikke. Disse to mentale Tilstande er ikke Livets Fylde eller Maal. Men netop paa Grundlag af Reaktionerne af disse to Former for mentale Indstillinger opstaar der en hel ny Bevidsthedsform eller mental Tilstand, en Tilstand som i sig selv hverken udgør "Angreb" eller "Forsvar", men derimod en inderlig "Kærlighed" til alle Væsener uafhængigt af disse Væseners eventuelle heldige eller uheldige, deres primitive eller intellektuelle Fremtræden. Væsener med denne mentale Indstilling hylder ikke Medvæsenerne for deres mørke Handlinger, men de føler en udstrakt Medlidenhed med disse Mørkevæsener, idet de føler den ulykkelige Tilstand, som disse Væsener med deres primitive eller saakaldte "forbryderiske" Væremaade er i Færd med at afstedkomme for dem selv. De "dømmer" saaledes aldrig nogen til "Straf", "Mørke" eller "Lidelse". De er i bedste Tilfælde totalt blottede for Hævnfølelse. De er i en tiltagende Grad besjælet af den Tanke, at kan man ikke gøre godt for et Væsen, saa skal man i alle Fald aldrig gøre det noget ondt. De udstraaler saaledes kun "Kærlighed" og lader deres Sjæls varmende Lys skinne om Kap med Solens paa "onde" og "gode", paa "retfærdige" og "uretfærdige", med andre Ord, de er lige som Solen altomfavnende, de er "Guds Billede efter hans Lignelse". I Sandhed, de er "Freden".

Men hvordan gaar det da til, at Væsenernes Mentalitet tilsidst faar en saadan Form, at de hverken "angriber" eller "forsvarer", men udstraaler Sympati eller Kærlighed til alt? – Ja, her maa vi se tilbage paa denne mentale Tilstands Tilblivelse. Vi har allerede set, at de levende Væseners første mentale Stadium er et "Angrebsstadium", er Domæne for alle Arter af Udfoldelse af "den stærkeres Ret". At en saadan Zone betinger, at Livets højeste Ideal maa være "Angreb", idet man jo ikke her paa nogen som helst anden Maade kan dokumentere eller hævde sig som "den stærkeste", er selvfølgeligt. Ligeledes har vi set, at den en Gang opnaaede eller hævdvundne "stærkeres Ret" umuligt kunde bevares uden igennem "Forsvar". Men en Tilværelsesform, i hvilken Væsenerne maa leve i "Angreb" og "Forsvar", er ikke "Fred". Den er derimod "Krig", og kan aldrig nogen Sinde blive andet, hvis ikke den netop affødte en ny Faktor, nemlig "Lidelsen" og "Erfaringen", der igen bliver til "Intelligens" og "Medfølelse" eller "Medlidenhed". "Medfølelse" eller "Medlidenhed" er igen det samme som "Kærlighed" eller Livslovens Opfyldelse for det fuldkomne eller færdige Væsen, "Væsenet i Guds Billede efter hans Lignelse".

Væsenerne i "Forsvarszonen" ligger altsaa nærmere Fuldkommenhedsstadiet end Væsenerne i "Angrebszonen", idet de allerede har begyndt at blive paavirket af "Erfaringen" og "Lidelsen". Det er ogsaa derfor, at vi her finder, at "Forsvarerne"s Objekt ikke altid udgøres af deres egne "Fjender", men derimod af Væsener, der "angriber" deres Venner og Paarørende, ja, undertiden behøver det slet ikke at være Paarørende, men helt fremmede Mennesker, Væsener fra "Forsvarszonen" "forsvarer". Og i et saadant "Forsvar" ser vi den begyndende "Næstekærlighed", men denne forekommer her nærmest som en begyndende "Retfærdighedssans". Man fornemmer, at "Angrebet" eller "Overfaldet" er "uretfærdigt" og træder derfor hjælpende til. Men selv om "Forsvarsvæsenerne" er længere fremme i Udviklingen end "Angrebsvæsenerne", betyder det naturligvis ikke, at de i alle Situationer helt er udrensede for "Angrebsmentalitet", ligesom "Angrebsvæsenerne" heller ikke alle kan bedømmes som totalt blottede for "Forsvarsbevidsthed", men denne er blot ikke almengældende eller bærende her i "Angrebszonen", saaledes som Tilfældet er med den i "Forsvarszonen", ligesom "Forsvarsbevidstheden" jo ikke er almengældende eller bærende i "Angrebszonen". Med disse to Gruppers Væsener har vi her det fuldstændige Billede af Jordmenneskehedens nuværende herskende Psyke. Den er saaledes en Blanding af "Angrebs-" og "Forsvarsmentalitet", og Væsenerne befinder sig i en permanent Krig, der undertiden slaar ud i lys Lue, skaber voldelige, mentale Vulkaner i Form af de saakaldte "Krige" eller "Verdenskrige", hvor Millioner af Mennesker dræbes, og andre Millioner lemlæstes til livsvarige, hjælpeløse Invalider, atter andre Millioner gaar under i Sorg og Fortvivlelse, Armod, Subsistensløshed, Livslede og Selvmord. Dette er "Angrebs-" og "Forsvarsmentalitetens" direkte fysiske, synlige Reaktion. At denne Reaktion maa skabe Længsel efter en bedre Tilværelsesform, en bedre Samfundsordning, ja kort sagt, efter alt, hvad der kan skabe den varige absolutte "Fred", hvilket vil sige "Tryghed" i og Beskyttelse af Glæden ved at være til, bliver her synligt som selvfølgelig.

Men hvordan faa "Angrebs-" og "Forsvarsvæsener" til at ophøre med at være "Angrebs-" og "Forsvarsvæsener"? – Det lader sig umuligt gøre ved Diktatur eller juridiske Love. Disse Foreteelser er jo kun "Spærreforanstaltninger", er en Slags "Pigtraad", en Slags "Mur" eller "Indhegning" til Beskyttelse imod Jungelens vilde Dyr, men de forandrer ikke Dyrene. Tigeren bliver ved med at være "Rovdyr", og Slangen bliver ved med at være "giftig". Er man et "Angrebsvæsen", maa man leve sit Liv som "Angrebsvæsen", ligesom et "Forsvarsvæsen" jo maa leve sit Liv som et "Forsvarsvæsen". Det er en Natur i hver af de to Væsensarter, som ikke er en blot og bar Villiesakt, der kan ledes og skræmmes ved Trusel og Straf. I saa Fald vilde en "forbryderisk Underverden" jo være totalt umulig i det moderne civilicerede Samfund. Nej, man lægger ikke pludselig en Alen til et Væsens Vækst ved at give det Klø eller ved at true det med Død og Ulykker. Hvis Tingene blot var en Villiesakt, vilde Jordmenneskehedens Liv allerede for Hundrede Tusinder af Aar siden have været paradisisk eller fuldkomment paa Jorden. Og for de nulevende Generationer vilde "Krigen kun have været et taaget, abstrakt Begreb og ikke den blodige Realitet, som i Dag behersker Verden.

Men naar Forandringen af "Angrebs-" og "Forsvarsvæsener" ikke er en Villiesakt, der kan holdes i Skak af Diktatur og Trusler om Straf, Ulykker og Rædsler, hvordan skal Jordmenneskeheden saa blive forvandlet, blive omformet til det bedre? – Hvordan skal det "Angreb" og "Forsvar" bringes til det fuldstændige Ophør, der udelukkende betinger "en virkelig varig Fred" eller den Lykke og Glæde ved Livet, som Menneskene af al Kraft hungrer og tørster efter? – Ja, her maa vi straks stille os ind paa de usynlige Foreteelser, der skjuler sig under den tilsyneladende tilfældige, fysiske Overflade. Findes der da saadanne usynlige Kræfter, der kan forvandle Jordmenneskenes Mentalitet og dermed hæve dem til den absolutte Fuldkommenhed i Bevidsthed, Tankestyring eller Villieføring. Ja, bliver dette ikke netop til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at vi ser, at ikke alle Mennesker befinder sig paa det samme Trin i Udviklingen? Hvordan skulde nogle Væsener ellers kunne være foran andre i Udfoldelse af Humanitet eller Næstekærlighed? – Dette, at Væsenerne saaledes i mental Fuldkommenhed ikke befinder sig paa samme Trin, men viser sig paa forskellige fra hverandre i Fuldkommenhed afvigende Trin, saaledes at nogle Væsener befinder sig paa meget fremragende kulturelle eller højintellektuelle Trin, medens andre Væsener befinder sig paa saa primitive Trin, at de endnu maa leve i en permanent Overtrædelse af Samfundets og Næstekærlighedens Love, kan ikke skyldes hverken "Diktatur" eller "Straf", men derimod udelukkende den i dem boende "Karakter" eller "moralske Kapacitet", altsaa noget der bestaar af Kræfter, der ikke er fysiske. "Karakteren" er saaledes det samme som Væsenets særlige "Tankemetode" og den heraf følgende tilsvarende særlige Villieføring og Handling. Denne "Tankemetode" bæres af vedkommende Væsens moralske "Talentkerner", der har Sæde i Væsenets "Skæbneelement", hvilke Foreteelser igen ifølge "Livets Bog" er af ren aandelig Natur og saaledes kun direkte synlig for "kosmisk Klarsyn", men kan indirekte paavises igennem deres forskellige Udslag og Reaktioner paa det fysiske Plan. Disse nævnte Foreteelsers Eksistens bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at Væsenerne fremtræder med forskellig "Karakter", saaledes at nogle udgør de saakaldte "onde Mennesker", medens andre udgør de saakaldte "gode Mennesker", hvilke Typer igen henholdsvis betegnes som "umoralske" og "moralske" Væsener. I Virkeligheden er disse to Gruppers Bevidstheds- eller Mentalitetsforskel altsaa kun et "Udviklingsspørgsmaal". De "onde Mennesker" er mindre udviklede end de "gode Mennesker". Og vi er allerede blevet bekendt med, at det, der bevirker, at vi kalder Væsenerne for "onde", er deres Fremtræden som "Angribere" af andre Væseners Liv og Ret til at være til. De stjæler fra eller røver og udplyndrer enten aabenlyst eller camoufleret deres Medvæsener, ja i værste Tilfælde myrder disse hvis de er dem i Vejen. Ligeledes har vi set, at det, der bevirker, at vi kalder Væsenerne for "gode Mennesker", er disse Væseners Fremtræden som "Forsvarere" af deres Medvæseners Liv og Ret til at være til. Nævnte Væsener har efterhaanden faaet udviklet saa megen "Medfølelsesevne" med Hensyn til Næsten, at de bliver irriteret, naar denne bliver overfaldet eller lider Overlast fra en eller anden "Angriber"s Side.