Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Da mit Foredrag i Dag er det sidste paa denne Side af Paasken, har jeg valgt at tale om en af de bibelske Traditioner eller Beretninger, der har været med til at gøre "Bibelen" udødelig eller til en uudslettelig Sandhedsaabenbaring. Den bibelske Beretning, jeg saaledes vil tale om, er den, der ligger til Grund for den kristne Verdens "Paaske". Den kristne Paaske har jo sit Udspring eller sin Rod i den bibelske Beretning om Jesu Lidelseshistorie. Selve Paaskefesten er jo kun en Ceremoni, en særlig Gudstjeneste med Sakramente, Sang, Orgelbrus, tændte Lys, smukke Farver etc., der altsammen tjener til at gøre nævnte Gudstjeneste til en religiøs, opbyggende, glæde- og livslystbefordrende Fest for de inderligt troende Deltagere til Minde om Verdensgenløseren. Det er ikke denne højtidelige Ceremoni omkring Paaskeevangeliet, der gør dette til et stedsevarende Budskab, ikke blot til de religiøst Troende, men ogsaa til de i høj Grad materialistisk Vantroende.

Hvis Paaskeevangeliets Bevarelse kun eksisterede i Kraft af en Ceremoni og dennes udsmykkede og for Sindet opbyggende Detailler, vilde nævnte Evangelium forlængst have været forsvundet i Glemselens store Intet. Thi alle saadanne Ceremonier eller Foreteelser, og de her ind under henhørende Detailler er kun forgængelige Traditioner, som bliver udlevede og derfor efterhaanden maa vige for andre Traditioner eller mere moderne Former for Skik og Brug saavel paa det religiøse som paa det materielle Omraade.

Naar Paaskeevangeliet ligesaavel som andre Beretninger fra "Bibelen" har kunnet bevirke, at denne Bog er blevet en tusindaarig Realitet, der med en altbeherskende Kraft den Dag i Dag endnu kan henrive Millioner af Mennesker i aandelig Betagethed og Inspirationsfylde, saa skyldes det udelukkende den Omstændighed, at de nævnte Beretninger udtrykker evige absolutte "Sandheder". Og en absolut "Sandhed" kan aldrig nogen Sinde blive til absolut "Usandhed". En absolut "Sandhed" udtrykker nemlig en evig Lov, hvilket igen vil sige: et af de evige Principper, hvorpaa Verdensaltets evige Eksistens er funderet. Det er Overtrædelsen af et eller flere af de evige Principper, der gør det levende Væsen til en saakaldt "Synder". At overtræde disse Principper skaber altsaa en Modsætning til den evige Fuldkommenhed, som Opfyldelsen af de nævnte Principper betinger eller afstedkommer. Denne Modsætning bliver igen det samme som "et ufuldkomment Liv". Dette "ufuldkomne Liv" kan ifølge "kosmisk Klarsyn", kun udløses af indsnævret Bevidsthed, hvilket vil sige: en Bevidsthedstilstand, i hvilken det levende Væsens højere aandelige Evner og Sanser mere eller mindre er nedsat til den mindst mulige Ydeevne og derved har sat det evige Væsen i en Slags "kosmisk Hviletilstand". Princippernes Opfyldelse vil derimod altid kun være befordret af de "kosmiske Sanser"s mere eller mindre fremtrædende højeste Udfoldelsesevne. Nævnte Opfyldelse kan saaledes kun eksistere som et Produkt af Væsenets allerhøjeste Sansebegavelses Kapacitet og den heraf affødte højeste Viden. Princippernes Opfyldelse og den heraf affødte Tilværelsesform kan saaledes udelukkende kun være at udtrykke som Tilværelsens eller Livets absolut fundamentale. At opfatte den Tilværelsesform, der affødes af en mental Tilstand, i hvilken Væsenet er i sin mentale Mindsteudfoldelse, er mindst uvidende, som "den fuldkomneste" eller "mest fundamentale" og dermed opfatte den Tilværelsesform, der er et Resultat af den Tilstand, i hvilken Væsenet er i sin højeste Mentaludfoldelse, er i sin højeste Viden, som "den ufuldkomneste", som "den primitiviste, kan jo kun afsløre sit Ophavs Erkendelsesevne som abnorm. Desuden kommer jo ogsaa hertil de to Livsformer eller Resultater af Mentaludfoldelsen og bekræfter eller stadfæster deres egen Position eller Kapacitet paa en absolut ufejlbarlig Maade, idet den, der er Resultatet af Væsenets Mindsteudfoldelse af aandelig Mentalitet eller Viden og den heraf følgende Overtrædelse af Livslovene, kulminerer i den Fornemmelse, vi kalder "Smerte", medens den, der er Resultatet af Væsenets højeste Viden og den heraf affødte Overholdelse af Livslovene, udelukkende afføder Kulminationen af den Fornemmelse, vi kalder "Velvære", "Glæde", "Lykke" eller fuldkommen "Salighed". At erkende Fuldkommenheden eller Saligheden for at være "det Ufuldkomne", og "Ufuldkommenheden", Primitiviteten" og "Smerten" for at være "det Fuldkomne", kan saaledes absolut kun være identisk med en Aabenbaring af "Usandheden". Ethvert levende Væsen, der baserer sin Tilværelse paa denne "Usandhed", vil saaledes uundgaaeligt havne i Kulminationen af "Smerte" eller Modsætningen til "Lykken" eller "Saligheden".

Det er rigtigt, at der findes en Zone i Tilværelsen eller paa Udviklingsstigen, hvor man netop tror at finde den højeste Lykke ved at overtræde Livslovene og bevidst skabe Lidelse og Smerte for alle de Medvæsener, man betragter som "Fjender", ja, ligefrem opfatter denne Handlemaade som Gudsdyrkelse, som en Nødvendighed for at komme i "Himlen", blive "salige". Er det ikke netop det, der er gældende i den nordiske Gudelære med dens Himmerige "Valhal" for alle de største og stærkeste Dræbere eller Mordere? – Men er det ikke ogsaa en Kendsgerning, at de paagældende Væsener netop tror at opfylde de højeste Love med denne deres Væremaade? – De kender jo intet til "Klarsyn", de kender slet intet til de virkelige Love bag Livet, de er "kosmisk-sovende". Det eneste, de kender til, er kun det materielle Liv, der rører sig i deres dagsbevidste Omgivelser. Og dette Liv er jo som skabt til at bibringe dem Troen paa overlegen materiel Styrke og Magt som de eneste Saliggørelsesmidler. Uden disse Midler kunde de ikke hævde sig i den Zone, der var blevet deres midlertidige Hjemsted paa Udviklingsstigen. Men da denne Zone kun udgør en lille Lokalitet i deres virkelige evige Liv, ja, er saa lille, at de slet ikke var i Stand til, indenfor denne, at se de endelige Virkninger af deres dyriske eller dræbende Livsform, der i mangfoldige Tilfælde først ramte dem i efterfølgende Liv, kunde de intet vide om, at disse efterfølgende endelige Virkninger af deres smertebringende og dræbende Tilværelse overfor deres Omgivelser engang vilde ramme dem selv. De maatte derfor nødvendigvis handle ud fra det Forhold, der i Øjeblikket gjorde deres Handlemaade tilsyneladende berettiget eller logisk. De maatte saaledes rydde deres generende Fjender af Vejen for selv at faa Mulighed for at komme frem og paaførte sig derved omend ubevidst en ulykkelig Skæbne. Men da denne ulykkelige Skæbne ikke var umiddelbar, men først kom i senere Liv, var det jo umuligt for dem at opfatte deres Handlemaade paa anden Maade end som logisk.

Vi ser saaledes her, at et saadant Tilfælde, hvor man gør selve "Usandheden" til Religion, til den højeste Moralitet og Gudsdyrkelse, udelukkende kun kan eksistere i Kraft af "Uvidenhed". En højere Sansebegavelse og den heraf følgende højere Viden vilde saaledes have vist dem deres Handlemaades Ufuldkommenhed og derved sat dem i Stand til at undgaa den efterfølgende ulykkelige Skæbne, som denne deres ufuldkomne Handlemaade vilde afstedkomme.

Al ufuldkommen Tilværelse er saaledes baseret paa "Uvidenhed". At en aandelig eller kosmisk Horisontudvidelse og den herfor betingende Udvikling af højere Sanser derfor var en absolut uundgaaelig Foreteelse for Opnaaelsen af en virkelig Kontakt med Livets højeste Love, blev efterhaanden mere og mere til Kendsgerning eller til en uomstødelig Overbevisning for Menneskeheden. De ulykkelige Skæbner, Mord, Drab, Sygdom, Sorg, Nød og Elendighed var stadig over Menneskeheden i en saadan Grad, at Troen paa den dræbende sejrrige Forfølgelse af sin Næste og Erobringen af materiel Magtoverlegenhed som eneste Saliggørelsesmiddel eller Nøglen til Gudernes Yndest og "Valhal" i Længden slet ikke kunde holde Stand. Man begyndte her at blive "vantroende" paa samme Maade, som man i Dag indenfor Kristendommen begynder at blive "vantroende" overfor Kirkens Forkyndelse af "Syndernes Forladelse ved Jesu Blod" som det absolutte Reningsmiddel overfor "Guds Vrede" og den heraf følgende guddommelige "Hævn" eller "Straf" i Form af "evig Fortabelse", "Helvedes Ild", Tilværelsen i "Graad og Tænders Gnidsel" og lignende. Som et fundamentalt Led i Befordringen af denne, Menneskehedens vaagnende Tvivl paa de fortidige Guder og deres dræbende Moral, er Kristendommens "Bibel" og de andre store nuværende Verdensreligioners "hellige Bøger". De indeholder alle Ord og Sætninger, hvis Virkninger mere eller mindre er i en højere Morals, hvilket altsaa vil sige: i en kærligere og mere human Tilværelses eller Livsførelses Favør end den fra Fortiden nedarvede, der betinges af den materielle Magtoverlegenhed og egoistiske Udnyttelse og Undertrykkelse af sin Næste.

Den fortidige Gudemorals bloddryppende Natur er ganske vist i Dag paavirket af "Kristendommen", men den er dog i en vældig Udstrækning endnu autoriseret i Form af civile og militære "Straffelove", "Krigsinstitutioner", "Soldatervæsen", "Tugthuse" og "Straffeanstalter", "Elektriske Stole", "Guillotiner", "Galger" og "Skydevaaben". Saalænge disse Foreteelser er nødvendige indenfor en Kultur, skal man ikke helst altfor højt proklamere denne som eksemplarisk "Kristendom". Kulminerende "Kristendom" hviler jo udelukkende paa hundrede Procents "Næstekærlighed" eller dette, at "man skal elske sin Næste som sig selv", "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", og at "den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Der staar ingen Steder vedføjet disse højeste Idealer, at autoriserede Mord og Drab ved Hjælp af "Elektriske Stole", "Guillotiner", "Galger" og "Skydevaaben" er en Undtagelse.

Naar disse Foreteelser i Dag ikke desto mindre i en kolossal Udstrækning behersker de "kristne" Nationer eller "civilisrede" Stater, kan det absolut ikke bebrejdes dem. Disse Foreteelser er jo et særligt bestemt Udviklingstrins Udslag eller Kendemærker. Hvis disse ikke forekom indenfor Civilisationen eller Kulturen, vilde det betyde, at den stod paa et højere Trin for Udfoldelse af "Kristendom", og hvor "Næstekærligheden" blev opfyldt til Fuldkommenhed.