Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17. September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Tør Væsenet nu lige straks officielt overgive til Henrettelse eller Undergang "Barrabas", hvilket vil sige: "Flokken"s Mening, ved helt at sværge til det ny Lys, den ny Moralitet og dermed "frigive Jesus"? – Nej, det almengældende er, at Væsenet giver "Barrabas" fri og "korsfæster Jesus". Ja, saa almengældende er denne Tradition, at der maatte rejses tusinder og atter tusinder af autoriserede "Renselsesstæder" Verden over i Form af Templer, Kirker og Altre for Sakramenter, ved hvilke den moderne "Pilatus" kunde "vaske eller tvætte sig fri" af sin daarlige Samvittighed med Hensyn til sit Forhold til "Jødernes Konge" og "Barrabas" i sit eget Indre.

Nej, det er ikke saa let at forlade "Flokken"s Mening, dens Skik og Brug eller dens vedtagne autoriserede Livsopfattelse og Moral. Kun den, der kan gøre dette i en endnu højere Moralitets og Livsopfattelses Favør, er ikke mere en "Pilatus", men en "Jødernes Konge", hvilket altsaa vil sige: en "Sandhedens Fyrste". Han behøver ikke mere at suggerere "daarlig Samvittighed" bort med "Vaskning af Hænder" eller paa anden ydre Maade betjene sig af "Syndsforladelsessakramenter". For ham eksisterer der ingen anden Indstilling overfor Guddommen end denne ene: "Ske ikke min, men din Villie". Han er blevet Inkarnationen af "Guds Villie" og er dermed Inkarnationen af "Sandheden". Og det er i en saadan Inkarnation af "Sandheden", at vi finder det allerdybeste Grundlag eller udløsende Moment for al "Kongeværdighed", "Majestæt" eller guddommelig Magtfylde. Begrebet "Konge" dækker noget langt dybere og mere fremtrædende guddommeligt end det, Almenheden i Dag forstaar ved det samme Begreb. Alle de sidste Aarhundreders regerende Konger, Kejsere og Fyrster repræsenterer allerhøjest en meget degenereret og svag Afglans af det, der oprindeligt dækkede sig bag Tronernes Besiddere. "Kongen" er det oprindelige Udtryk for "Verdensgenløserne". Og man forstaar saaledes, at de regerende Fyrster af i Dag kun er Bærere af den tomme Titel. Navnet er det eneste, der er tilbage af den fordums saa overjordiske Magt og Herlighed. Ja, Fyrstehusene af i Dag er kun gyldne Ruinhobe af de fortidige største og altbeherskende Aabenbaringer af Guddommen i Kød og Blod eller i et Menneskes Skikkelse. I Dag er "Kongerne", psykologisk set, kun almindelige Mennesker med almenmenneskelige Fejl og Svagheder, der hos visse Majestæter eller kongelige Højheder i Historien ligefrem har kulmineret i Udskejelser, Laster og Forbrydelser. At "Kronen", "Scepteret" og "Kongekaaben", der tilsammen udgør Symbolet for "det treenige Princip", ikke mere er en urokkelig Legitimation for højintellektuel Indvielse eller kosmisk Viden hos Tronens Besiddere er derved forlængst blevet en Kendsgerning, ja endog indtil en saadan Grad, at man i Dag næsten har glemt, hvad en "Konge" oprindelig, i absolut Forstand, virkelig var.

I Dag er en "Konge" kun blevet "Konge" i Kraft af, at han var i Familie med en "Konge". Nogen virkelig "Indvielse", hvilket vil sige: medfødt kosmisk Kvalifikation og den heraf affødte kosmiske Værdighed, er totalt udelukket og kræves ikke mere. Det er nok, at man er af "Kongeslægt". Er man Søn, Broder, Onkel, Fætter eller Nevø i et Kongehus eller er Fyrstefamilie, er man, uanset Begavelse, Arving til "Kongetronen". At man er i Familie med en "Konge" giver altsaa i paakommende Tilfælde Adgang til "Kronen", "Scepteret" og "Kongekaaben". Man bliver iklædt dette Livets højeste Symbol eller det i fysisk Materie fremtrædende højeste "Billede af Gud". Fra ens Hoved funkler Kronens gyldne Skær om kap med Glansen i dens ædle Stene. Er ikke denne straalende Pryd det fornemste Symbol, der overhovedet findes i fysisk Materie? – Er den ikke Udtryk for Kulminationen af det højeste "Noget" i et Folks Villie og Magt? – Hvem i et Folk er højere eller mere Suveræn end den af dets Individer, der retmæssig bærer dets "Kongekrone"? – (Her tænkes naturligvis ikke paa de nuværende fyrstelige Regenter, hvis "kongelige" Værdighed forlængst er undermineret af et stadigt voksende Magtsvind, der i tilsvarende voksende Grad gør den mere og mere afhængig af Folkets Villie). Men naar "Kongekronen" saaledes er Symbolet for "det højeste Noget" bag "Magt og Villie", er den jo Udtryk for selve "Jeg"et i det levende Væsen eller "X.1.". "Kongekronen" udtrykker eller symboliserer saaledes, at dens Bærer eller "Kongen" er "det guddommelige Noget" bag Folket.

Fra "Kongen"s Haand funkler og glimter "Scepteret", der er Symbol eller Tegn for "Kongen"s "Magt og Villie", hvilket igen i Virkeligheden vil sige: hans "Skabeevne". Men naar "Scepteret" er Udtryk for selve "Skabeevnen" i det levende Væsen, er det jo Udtryk for "X.2.". "Scepteret" i "Kongen"s Haand udtrykker eller symboliserer saaledes, at den retmæssige "Konge" er Folkets "Magt og Villie" eller dets "Skabeevne".

Endvidere ud over "Kongen"s Legeme og helt ned ad Tronens Trin lyser "Kongekaaben"s Farver, Folder, og Bræmmer og markerer Resultatet af hans Skabeevne: den "kongelige Værdighed", hvilket igen vil sige: selve hans særlige ophøjede individuelle Bevidsthedsstruktur og den heraf følgende Standard for Villen og Kunnen. Men idet "Kongekaaben" saaledes er Udtryk for Resultatet af hans Skabeevne eller "det skabte", udtrykker eller symboliserer den "X.3.". "Kongekaaben" udtrykker dermed, at "Kongen" er Kulminationen af Folkets Bevidsthed. Hans organiske og mentale Struktur er Kulminationen af Folkets Skabe- eller Sanseevne, hvilket i absolut Forstand igen vil sige, at "Kongen" er det højeste, Folket med sin Tanke kan forestille sig. Hvad der er over "Kongens" Bevidsthed kan kun være Guddommen selv og er dermed ganske utilgængelig for "Kongen"s sande "Undersaatter". "Kongen" er saaledes for de samme "Undersaatter" Guddommens allerhøjeste Repræsentation paa det fysiske Plan. Ingen kommer til Guddommen uden ved "Kongen". "Kongen" er Guddommens Stedfortræder paa Jorden.

Naar dertil kommer, som vi lige har set, den Omstændighed, at "Kongen" er det "guddommelige Noget" i Folket samtidig med, at han er dets "Magt og Villie", bliver han dermed identisk med selve Verdensaltets eller Universets allerhøjeste Analyse, der ogsaa er det levende Væsens Grundanalyse, nemlig: "Det treenige Princip", de tre "X"er: "Jeg"et, "Skabeevnen" og "det skabte", der igen henholdsvis i "Bibelen" er udtrykt som "Faderen", "Sønnen" og "den hellige Aand". Man forstaar saaledes her, at "Kongen" i sin oprindelige Bestemmelse og Fuldkommenhed var identisk med "den absolutte Sandhed" inkarneret i Folket. "Kongen" var "Sandheden"s Aabenbaring i Kød og Blod.

Og "Kongen" var fysisk, vaagen dagsbevidst i denne, sin Identitet, idet han var et "indviet Væsen" og oplevede derfor sig selv som værende "Vejen, Sandheden og Livet" og dermed værende "eet med Faderen". Og vi har her for os den Kendsgerning, at "Sandheden"s første fundamentale Aabenbaring paa Jorden var i Form af – ikke videnskabelige – eller intelligensmæssige Analyser, men derimod i Form af et ved Udvikling og Indvielse ophøjet levende Væsen i Kød og Blod. Dette Væsen bar altsaa i sit Hjerte og i sin Hjerne som vaagen Dagsbevidsthed Universets og det levende Væsens Analyse formet til et "Billede af Gud", som dets samtidige mindre intellektuelle eller enfoldige Medmennesker kunne fatte og acceptere. Dette "Billede af Guddommen" udgør saaledes det, der oprindelig fundamentalt dækkede sig under Begrebet "Kongen", ligesom de Medvæsener, der opfattede "Guds Billede" i Kongens lysende Skikkelse, var hans Folk, var hans "Undersaatter". Og det var denne hans ophøjede Identitet og guddommelige Væsen, der symboliseredes ved Tronregalierne eller Kronen, Scepteret og Kaaben.

Tronregalierne var saaledes kun en ydre symbolsk Iklædning af det kongelige Væsen. Under dette ydre højeste materielle Symbol dækkede der sig et Væsen, hvis Bevidsthed var vaagen dagsbevidst i den absolutte højeste Sandhed, som nævnte Iklædning symboliserede. Og kun den, der besad disse Kvalifikationer eller denne aandelige Kapacitet, kunde være den retmæssige "Konge". "Kongen" i denne sin højeste og virkeligste Fremtræden var saaledes ikke en blot og bar ydre materiel Pragt og Luksusudfoldelse, saaledes som Tilfældet mere eller mindre blev med senere Tiders Bærere af Kongekaaben, Kronen og Scepteret. Den virkelige og retmæssige Bærer af de kongelige Symboler var en "Sandheden"s Lyskilde, var en stedsebrændende livgivende og varmende Ild, en evig rindende Strøm af Kærlighed og de herfra udgaaende Aspekter: Vidom, Retfærdighed og Ydmyghed. Og der bliver saaledes her Mening i Jesu Ord til Pilatus, hvor han udtrykker sig selv som "Konge" i Kraft af hans Forhold til "Sandheden" og til "dem, som hører hans Røst" grundet paa, at "de var af Sandhed". Han udtrykte saaledes i Virkeligheden overfor Pilatus, at han var den "fødte Konge", og de, som var af Sandhed og derfor hørte hans Røst, var hans "Undersaatter". Han var og er stadig disse Væseners højeste Autoritet. Han er den for dem tilgængelige højeste Synlighed eller Aabenbaring af Guddommen. At Kristi Ord til Pilatus om sin egen Kongeværdighed og Pilatus"s Erkendelse af denne Værdighed hos Kristus ikke var tom Fantasi, men realistisk Kendsgerning er vel nok til Fulde blevet bekræftet af de efterfølgende Aarhundreder. Millioner og atter Millioner af "Undersaatter" har sværget hele deres Liv til denne "Konge" selv efter hans fysiske Død. Slægt efter Slægt har tilbedt og knælet i Bøn og dyb Ærefrygt for denne Aandens virkelige "Fyrste". Kendskabet til ham blev indprentet dem med Modermælken. Og han var i deres Tanker og formede deres daglige Liv, var deres Trøst og Hjælper i Sorgens Stund, var deres Midtpunkt og Glæde i lykkelige Timer, ligesom hans Navn vibrerede henover deres Læber sammen med deres Dødsstunds sidste stille Suk. I Sandhed, her er vi endnu Vidne til Forholdet mellem en "virkelig Konge" og hans "Folk".