Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Onsdag den 5. Juli 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(sluttet)

Da denne "Aarsag" nødvendigvis maa være udløst inden vort Møde med de nævnte Begivenheder og deres Ophav, i modsat Fald vilde dette Møde jo aldrig kunne have fundet Sted, kan nævnte Ophav saaledes, som allerede tidligere paapeget, umuligt være vor Skæbnes sande Ophav eller "første Aarsag".

Men da Jordmenneskets "Sind" ikke desto mindre er baseret paa den Tro, at Næsten er Ophavet til dets Skæbne, bliver det "ond" eller "god" imod Næsten, alt eftersom det tror, han er "ond" eller "god" imod det selv. Og da denne "Tro" er den absolut førende Kraft i det ufærdige Jordmenneskes "Sind" og derved bliver den virkelige førende eller styrende Faktor bag samme Væsens Villie, er vi her kommet til den inderste Analyse af den Magt, der befordrer Alverdens ulykkelige Skæbner, der befordrer Krigens og Lidelsernes Kulmination og Eldorado indenfor det jordiske Menneskesamfund. Det er denne fuldstændig fejlagtige "Tro" eller falske Forestilling om sin Næste og sig selv, der udgør den altbeherskende Magt bag Villien og dermed bag Væsenets materielle Virkeliggørelse af denne Villie. At denne "falske Tro" paa sin Næste umuligt kan gøre Sindet venligt, lyst og lykkeligt stemt overfor denne Næste turde vel være aabenlyst. Men da den ikke desto mindre udgør den hemmelige Magt bag Væsenets Villieføring, bestemmer absolut alt, ja, former Væsenets Sind, skaber dets Modtagelighed og Immunitet, dets Antipati og Sympati og dermed hele Udformningen af dets Skæbne, er vi her ved Roden til absolut alt "Ondt". Sindet, formet som en Udløsning af denne "falske Tro" paa Næsten og denne heraf følgende Tro paa sig selv som "Martyr" som "uretfærdigt" behandlet af denne Næste er saaledes den absolut inderste Magt bag alle ydre dræbende, lemlæstende og ødelæggende Vaaben eller Redskaber. Det er ikke saa mærkeligt, at Verdensgenløsningen igennem Verdens største Vise og de af dem skabte Religioner og Moralforskrifter koncentrerer sig i det store og ene Bud, "Du skal elske din Næste som dig selv", og forkynder, at dette er "al Lovens Fylde". Den "falske Tro" paa Næsten er saaledes Jordmenneskets største "Onde". Det er "Frøet" eller "Kærnen" til dets egen ulykkelige Skæbne, ligegyldigt hvilken Art af Ulykke eller Ubehag denne Skæbne saa end udviser. Hvis Mennesket naar at faa udviklet Evnen til at elske sin Næste saaledes, at dets Forhold til denne bliver det samme som hundrede Procents Kærlighed, vil det udelukkende betinge, at det kommer til at leve i et Tilværelsesplan, hvor Sygdomme og Ulykker ligesaa lidt kan forekomme, som Krig eller Forfølgelse og Lemlæstelse af Næsten i det samme Plan kan finde Sted. Til en saadan hundrede Procents Kærlighed hører naturligvis ogsaa Ophøret af Myrderierne af vore Medvæsener paa det animalske Plan, de saakaldte "Dyr". Disse Væsener hører jo til de Medskabninger, som Gud ogsaa velsignede efter Skabelsen og paabød: "Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden".

Tror man ikke, det er Guds Mening her, at det menneskelige Sind skal være opfyldt af at være med i Forstaaelsen og Udfoldelsen af denne guddommelige Villie? – Han sagde aldeles ikke, at disse skulde være "Føde" for Jordmennesket. Tværtimod, var det ikke netop denne "Føde", der hører med til den "forbudte Frugt"? – Den guddommelige Villie angaaende Jordmenneskets Føde staar udtrykkeligt klart i den bibelske Overlevering. Siger Gud ikke her til Adam og Eva: "Se, jeg har givet Eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og allehaande Træer, i hvilke Træers Frugt, som have Sæd, de skulle være Eder til Føde"? – Stemmer dette ikke overens med det femte Bud "Du skal ikke dræbe"? – Den fuldkomne Adam eller det fuldkomne Menneske behøver saaledes ikke at dræbe for at leve. At spise Træers Frugt, i hvilke der er Sæd (Kerne), er altsaa det samme som at spise Frugtkødet, der er omkring Kernen. Men derved sker der jo ikke noget som helst Drab paa selve Træet. Da Kernen netop bliver fri, ved at man borttager Kødet omkring den, bliver der jo dermed skabt Mulighed for, at den kan saas eller plantes og dermed bringes til at spire og udvikle sig. Og hvad selve Frugtkødet angaar, faar det jo den Fordel af at blive "spist" eller optaget som Næring i en Organisme, at dets Mikroliv (det levende i Stoffet) faar Lejlighed til paa en naturlig Maade at fortsætte sit Liv i den Organismes Stofverden (dens Blod og Kød), i hvilken det er indgaaet som "Føde" og kommer derved til at opfylde sin guddommelige Plan og Hensigt. I modsat Fald vilde nævnte Frugtkød være prisgivet den saakaldte "Forraadnelsesproces", der for dets Mikroliv uundgaaeligt betyder unaturlig Død og Undergang. Alle Betingelser for paa normal Maade at leve videre, bliver samme Liv derved afskaaret fra. At Jordmennesket endnu ikke kan leve udelukkende ved dette fine og levende Stof forandrer ikke Princippets Rigtighed eller den guddommelige Befaling. Det viser derimod bare, at "Adam"s Skabelse endnu ikke er færdig. Han er endnu ikke udgørende "Mennesket i Guds Billede". Men selv om Jordmennesket endnu ikke er saa langt fremme i sin Udvikling eller den guddommelige Skabelse saa er det dog urokkeligt fremtrædende i en saadan Situation eller omgivet af saadanne Muligheder for vegetabilsk Føde, at det slet ikke paa nogen som helst Maade er en Livsbetingelse for det at dræbe Dyr.

Det er ganske rigtigt nødvendigt for Vegetaren at nyde vegetabilsk Føde, der ligger lidt udenfor de foreskrevne Rammer, saasom Rødder, Blade og Stilke, ja, endog i visse Tilfælde Kerner, og hvorved Situationen ikke bliver helt i Kontakt med en hundrede Procents Opfyldelse af det guddommelige Bud. Men en "Adam", der f. Eks. indtil 90% overholder dette Bud, er nærmere sin Fuldendelse og mere i "Guds Billede" end en "Adam", der indtil 90% overtræder det. At Virkningen heraf ikke udebliver er naturligvis en Selvfølge. Var det ikke netop denne Virkning af den "forbudte Frugt", der betød, at Jorden skulde være "forbandet", hvilket vil sige: fuld af Disharmoni, Smerte og Lidelse? –

Hvorfor bringer det da mindre Lidelse at "dræbe" Planter, hvilket jo mere eller mindre sker i de Situationer, hvor det drejer sig om at spise Rødder, Stilke og Kerner? – Da Planten ikke har den fundamentale Del af sin vaagne Dagsbevidsthed paa det fysiske Plan, dens højeste Sansebegavelse her er udelukkende kun en svag begyndende "Anelsesevne", er den i det væsentlige et endnu "ufødt" Væsen paa det nævnte Plan. Den har derfor ikke noget Nervesystem af en saa udviklet Standard, at den kan lokalisere en Læssion i sin fysiske Organisme paa anden Maade end som en mere eller mindre fremtrædende "Ubehagsanelse". Ja, man kan her rent billedligt udtrykke, at i dens Forhold til Dyrets hundredre Procents Evne til at fornemme Smerte, har Planten kun en fem Procents Evne. Hvad der saaledes ligger udenfor disse fem Procent af Plantens Oplevelsesevne kan jo umuligt paaføres den som Oplevelse af bevidst Ulykke- og Lidelse og er dermed ganske udenfor dens Skæbne. Og det er jo disse fem Procent (Ubehagsanelse), der totalt ophører for Planten i Situationer, hvor kun dens rene Frugtkød eller modne Frugter bliver antastet eller beslaglagt som Føde for en animalsk Organisme.

Naar Jormenneskene ikke desto mindre svælger i deres animalske Medvæseners eller Dyrenes Organismer, Kød og Blod, ja, endog i visse Tilfælde har gjort Dræbningen af disse Medvæsener til "Tidsfordriv", til Sport, til Fornøjelse i Form af "Lystjagt", Lystfiskeri" og lign. og saaledes er hundrede Procents Overtrædere af selve "Loven for Livet", er det altsaa ogsaa her "Sindet", der er den altbesejrende Magt i dette "lystmorderiske" Væsens Mentalitet. At dette Væsen her dækker eller camouflerer sine overtroiske Formodninger eller indbildte Forestillinger om, at det har Ret til at dræbe, bag Flertallets autoriserede "Skik og Brug", "Mode", "Dannelse" eller saakaldte "Kultur" paa samme Maade, som det dækker saa mange andre Konflikter med eller Udskejelser overfor "Loven for Livet", forandrer ikke Princippet eller samme Lovs urokkelige Krav om Opfyldelse. At Flertallet overtræder "Loven for Livet" gør jo ikke Overtrædelsen til en Overholdelse og fjerner saaledes ikke Overtrædelsens Virkninger, men gør derimod Overtrædelsen til en Magt. Den "autoriserer" Overtrædelsen med de mange Overtræderes Enstemmighed. Den enkelte Overtræder faar Flokkens Magt og dermed dens Velsignelse bag sin Overtrædelse. Og tænk, hvad der saa opstaar, naar "Magten" velsigner Overtræderen af "Loven for Livet", velsigner Undermineringen af selve det fuldkomne Livs Eksistens. Er det ikke denne Flokkens Velsignelse og samtykke, der gør Tobaksrygning, Nydelse af alkoholindholdige Drikkemidler, Nydelsen af Kød og Blod eller andre animalske Produkter til uundværlige Foreteelser eller Faktorer i den saakaldte "God Tone". En enlig "Ikke-Ryger", "Ikke-Dranker", "Ikke-Kødspiser" i et Selskab paa f. Eks. 50 Personer tilhørende nævnte "God Tone" eller den heraf fremtrædende "autoriserede" moderne "Dannelse" og "Kultur" er nærmest udsat for dette Selskabs Medynk og Beklagelse, hvis han da ikke er udsat for dets Haan, Latter og Vittigheder. Han er og bliver dette Selskabs eller denne Floks "sorte Faar". Tænk, hvilken raa Magt der saaledes skjuler sig i den moderne "Kultur" og "Dannelse", den autoriserede "God Tone".

Og hvad er saa denne "Kultur" og "Dannelse" eller "God Tone"? – Ja, er den ikke slet og ret "Flokkens Sind?" – At være et "fint Menneske", at være "kultiveret" eller "dannet" vil altsaa være dette, at have "Flokkens Sind" ganske uafhængigt af, om dette "Sind" i sin Natur er Udløsningen af den værste Mordudskejelse. Tænk, hvor farligt det altsaa kan være, kun at eje "Flokken"s Sind og Tanke, og hvor guddommeligt det til Gengæld uundgaaeligt er at eje et Sind, der, uafhængigt af "Flokken"s Mening, efter Evne tør opfylde "Loven for Livet". Uden disse Væsener vilde "Flokken" aldrig nogen Sinde komme længere fremad eller opad i Kultur, men maatte forsumpe i Moral og Væremaade. Kun den, der tør overholde "Loven for Livet" paa Tværs af "Flokken"s Mening, er dens aandelige Fører, selv om han er dens fysiske "sorte Faar". Dens Haan og Forfølgelse er kun det sikre Kendetegn paa, at han virkelig er i Færd med mentalt at løfte "Flokken". Det markerer, at han har Tag i den. Den føler sig allerede ilde berørt af dette hans Tag, derfor Haan og Spot, derfor Forfølgelse med den formastelige, der, om end ikke ved Propaganda eller Trang til at erhverve Proselytter, dog ved sin blotte Væremaades mere eller mindre fremtrædende Opfyldelse af Livspligten, fornemmes som en Fare for "Flokken"s Overtro, indbildte "Kultur" og "Dannelse", dens fortsatte Tilfredsstillelse af unaturlige og dræbende Begær og Lyster.

Som vi her har set, er "Sindet" saaledes den absolutte altbeherskende Magtfaktor bag Villieføringen. Det er ikke blot paa det rent fysiske Omraade i Forholdet til andre Mennesker, men ogsaa i allerhøjeste Grad i Forholdet til "Dyrene", til den "Føde" vi indtager. Alt, hvad vi foretager os, er et Udslag af vort "Sind". Men da "Sindet" igen kan reguleres i Kraft af aandeligt Lys, hvilket vil sige Intellektualitet, Kundskab og Viden om Tingene, vil det "ene store Fornødne" for det jordiske Menneske af i Dag udelukkende være: aandeligt Lys, Lys og atter Lys. Dette Lys er ikke blot en Kundskab om Maal og Vægt, det er ikke et Spørgsmaal om, hvor langt der er til Solen, eller hvor meget Jorden vejer. Det er ikke et Spørgsmaal om, hvad der i Dag er "Skik og Brug", eller hvad man i Dag anser for "God Tone" eller "Flokken"s Mening angaaende Moral, ligesom det heller ikke er et Spørgsmaal om, hvordan ens Næste lever, eller hvad han gør eller ikke gør imod en selv. Det er derimod et Spørgsmaal om Kundskab til Overholdelsen af "Loven for Livet" og Evnen til at praktisere denne Overholdelse. Men da "Loven for Livet" ikke kan eksistere uden samtidigt at være identisk med "Loven for Væsenets Forhold til sin Næste", idet denne "Næste" ogsaa er identisk med "Livet", ligger hele vor Skæbnedannelse, vor Mulighed for Opnaaelse af virkelig Lykke eller Glæde ved at være til, saaledes udelukkende i vort daglige Forhold til denne "Næste". Hans Liv er den Mark, i hvilken vi nedplanter vort "Sind"s Frugter, dets Kerner eller Frø. Denne Mark vil saa efterhaanden overfor os blive fyldt med giftige, dræbende Urter, blive en Krigens, Dødens og Lemlæstelsernes Valplads, eller en guddommelig Have, overdaadigt fyldt med livgivende og salighedsbefordrende skønne Træer, Blomster og Frugter, blive et Lysets Hjemsted, alt eftersom vort "Sind" overfor "Næsten"s Liv eller paa nævnte Mark var en Nedplantning eller Saaning af Had eller Kærlighed.

Naar "Sindet" eller denne "den hemmelige Magt bag Vaabnene" bliver til Kærlighed, gaar Lysets Porte op for Menneskeheden. Dødens Overtro er ikke mere. Graad og Tænders Gnidsel, Skrig og Pine er ogsaa fjernet fra Menneskehedens Kontinenter. Og Jordens Bevægelse i Tid og Rum er blevet en Fredens lysende Bane i Universet.