Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(sluttet)

Og Facittet bliver saa i Stedet for uselvisk Idealisme kun en ren primitiv, dyrisk Selvopholdelsesdrift. Man søger nu at sværte de virkelige Kapaciteter, for at deres stærkere Lys ikke i altfor høj en Grad skal bringe ens eget Lys til at blegne. Tællepraasen konkurrerer med Solen. At det ikke bliver Tællepraasen, der i en saadan Situation gaar af med Sejren, tør vel forudsættes som aabenlys Kendsgerning for ethvert normalt Jordmenneske. Hovmodet er altsaa i sin værste Udfoldelse det samme som "Tællepraasen", der ønsker at udgive sig for intet mindre end Solen, af hvilken Grund den derfor maa kæmpe med at sværte Solens altfor faretruende og for "Tællepraasen" kompromitterende Lys. At "Tællepraasen", jo mere den kæmper i denne sin Forfængeligheds Favør, desto mere kommer til kort, saaledes at ikke blot dens Flamme bliver ganske betydningsløs i Solens stærke Skin, men ogsaa paa unaturlig Maade faar smeltet sin fysiske Krop, saa denne flyder ud fra Vægen, og dens Lys derved bliver endnu mere ustabilt eller vaklende, er den Naturlov, der uundgaaeligt betinger, at "Hovmod staar for Fald". Og det er dette "Fald", der efterlader "Ydmygheden", hvilket altsaa vil sige: den absolutte Selverkendelse af egen Ufuldkommenhed i Individets Bevidsthed. Det er denne Selverkendelse, der faar "den fortabte Søn" til at vende tilbage til "Faderen", hvilket vil sige: tilbage til en normal Vurdering af sig selv og dermed til en naturlig Indstilling til Livet eller "Næsten". Uden dette "Fald" ingen Selverkendelse og uden Selverkendelse ingen Oplevelse af den virkelige eller absolutte Sandhed, og uden Erkendelse af den absolutte Sandhed vil man altsaa stadig vandre rundt i Eventyrets "bare Skjorte", mere eller mindre til Latter, Haan og Spot for sine Omgivelser.

Jeg har altsaa i det her nævnte givet et lille Omrids af de mest yderliggaaende Repræsentanter for og Repræsentationer af "Hovmodet". De har erfaret, hvorledes denne "Ydmygheden"s diametrale Modsætning i enhver Situation er en Overvurdering eller falsk Opfattelse af sit eget Jeg og en herpaa baseret altfor stor Tilbedelse og Dyrkelse af det samme Jeg eller Selv. At man med denne illusoriske eller falske Indstilling af Bevidstheden og Sanserne umuligt kan være i Overensstemmelse med Næstekærligheden er naturligvis givet. Med en saadan altbeherskende Dyrkelse og Tilbedelse af sig selv kan man naturligvis kun gøre sin "Næste" til "Stedbarn". For at tilfredsstille denne Dyrkelse, for at "ophøje" sig selv, maa man i tilsvarende Grad "undertrykke" sin "Næste". At være Undertrykker af "Næsten", hvilket er det samme som at være Undertrykker af Livet, er at være imod Universets Skabelse eller Forsynets Kræfter, det er at gaa i Rette med Lyn og Torden, det er at ville forandre Solens Løb og Jordens Bane, det er at ville belære, undervise og diktere det evige Forsyn eller Guddommene. At man med en saadan Bevidsthedsindstilling absolut uundgaaeligt vil komme til at spærre sig selv ude fra Livets højeste og skønneste Virkelighed, behøver man altsaa ikke at have Klarsyn for at skue. "Hovmodet" er den mest effektive Form for Tillukkelse af Sanserne for Beskuen af enhver Form for højere kosmisk eller intellektuel Indsigt i Livet. Hvorledes skulde det vel gaa til, at et "hovmodigt" Væsen skulde faa Adgang til et andet Væsens dybeste Fortrolighed i Situationer udenfor det rent ægteskabelige eller Forelskelsesprincippets Omraade? – Det er dog ikke til storpralende, selvglade Mennesker, man henvender sig med sin Sorg og Ulykke. Det er da heller ikke de samme storpralende Selvdyrkere, man søger som intime Venner og Medarbejdere. Og hvem kan undervise, vejlede eller paa anden Maade yde intellektuel Støtte til Væsener, der i deres Praleri og forloren Selvsikkerhed kun kan opfatte deres egen Primitivitet og ufærdige Tilstand som Intellektualitet og Fuldkommenhed, ja, endog i en saadan Grad, at de undertiden fornemmer sig selv som overlegne Kapaciteter overfor hvem som helst og hvad som helst? – Hvem kan undervise Elever, der tror, de er klogere end Læreren? –

Kan Afbrydelsen eller Spærringen af Vejen mod selve Livets virkelige Erkendelse være mere effektiv eller realistisk end netop i et saadant Tilfælde? – Kan "Tærskelens Vogtere" være mere virkelige end netop der, hvor Væsenet er stivnet i Indbildningen af sin egen "Ufejlbarlighed" eller "altoverstraalende Fuldkommenhed"? – At det er den modsatte Bevidsthedsindstilling, hvilket vil sige: "Ydmyghed", der skal til, for at man i det hele taget kan blive modtagelig for baade fysisk og mental Støtte og Klarhed og derved faa Adgang ad Kundskabens eller Højintellektualitetens Vej mod Erkendelsen eller Aabenbaringen af det virkelige og sande Liv: "Kærligheden", bliver ligeledes her til Kendsgerning for det udviklede Menneske.

For det kærlige Væsen er alle Livets Porte aabne paa vid Gab. Er det ikke til det kærlige Væsen, man gaar, naar man er bedrøvet, eller Sjælen er tynget af Sorger, Lidelse og Ulykke? – Er det ikke det kærlige og fuldkomne Væsen, man helst vil have til Medarbejder? – Er det ikke det samme fuldkomne og kærlige Væsen, man helst vil se i sin Ægtefælle, i sin Ven, i sin Nabo, i sin Overordnede og Underordnede, i sin Raadgiver eller Lærer eller i enhver anden Form for Væsener, der kommer til at fremtræde for os som vor "Næste"? – Er det ikke for det formodede kærlige og forstaaende Væsen, man lukker sig op, skænker Tillid og Fortrolighed? – Hvem tror man, der vil vise denne Hengivenhed for et aabenlyst storpralende, ufølsomt Væsen, der fra sit indbildte "Høje" kulturrelle Stade, der som oftest kun er markeret ved en stor Checkkonto, allernaadigst nedladende vender det døve Øren til enhver Bøn og beklager ikke at være i Stand til at hjælpe samtidigt med, at det takker Gud, fordi det ikke tilhører Proletariatet eller den "ubemidlede" og primitive "Underklasse", men heldigvis hører til den "bemidlede" og "kultiverede" "Overklasse". Lad mig her med det samme indskyde, at Ovennævnte ikke i nogen Maade skal udtrykke Bitterhed imod det hovmodige Væsen, hvilket jo kun vilde være lidet sømmeligt, eftersom "Hovmod" ligesaavel som enhver anden Form for det, vi kalder "det Onde", er noget, vi alle i absolut lige Grad maa passere i vort evige Spiralkredsløb eller Udvikling. Hvis vi derfor i Dag kan sige os fri for at være "hovmodige", er det kun fordi, vi engang absolut har været det. Og har vi ikke været det, er vi ligesaa absolut paa Vej til at blive det. Der bliver saaledes ikke noget som helst Grundlag for noget Væsen til at udløse Bitterhed eller Hoveren over "hovmodige" Væsener af i Dag. Naar nærværende Analyser af "Hovmodet" ikke desto mindre her er sat op i sin yderliggaaende Konsekvens er det udelukkende fordi, de er beregnet som Materiale for Aandsforskning. Og i denne Opsætning er det ikke om at gøre at udsmykke, camouflere eller tildække Tingene, men er derimod mere rigtigt at kendetegne dem i deres nøgne Absoluthed for dermed at lade dem være et saa let kendeligt og sandfærdigt Billede af Virkeligheden som muligt.

Som før berørt er det altsaa ikke Ufølsomhed, Pral og Hovmod eller Tilbedelsen af et camoufleret eller falskt Udviklingstrin, vi hungrer efter at finde hos "Næsten". Det er udelukkende "Kærligheden". Det er "Kærligheden", der er det store og dybe Maal bag enhver jordmenneskelig Søgen. Men "Kærligheden" kan ikke eksistere uden at være identisk med "Ydmygheden! Og som tidligere nævnt er "Ydmygheden" det samme som den absolutte Selverkendelse af sit eget Væsens "Fuldkommenhed" og "Ufuldkommenhed", hvilken Selverkendelse igen er det samme som den absolut retmæssige Erkendelse af "det levende Væsen". Hvis man kender sin egen "Ufuldkommenhed", bliver man ærbødig overfor alle dem, der har naaet en "Fuldkommenhed", der ligger over vor egen "Fuldkommenhed". Man kommer til at elske dem som Idealer og Forbilleder for vor egen Stræben frem imod "Fuldkommenhed" og aabner dermed disse Væseners Energi, Lyst og Glæde ved at have os som Proselytter, Elever og Medarbejdere. Vi har altsaa her sat os i Forbindelse eller Kontakt mod selve Udviklingen og Livet. Vi har koblet os selv til Udviklingens egen store Kraftkilde og bliver af denne baaret fremad og opad mod Mentalitetens eller Livets højeste Tinder.

Hvis vi kender vor egen "Ufuldkommenhed" vil vi derved vide, at denne slet ikke udgør nogen som helst Merbegunstigelse eller Favorisering af os fra Forsynets eller Guddommens Side, ligegyldigt hvor straalende og funklende, den samme "Fuldkommenhed" saa end maatte være i Skabelse og Højintellektualitet. Vi vil saaledes, hvis dette Kendskab til vor Fuldkommenhed er virkeligt og absolut, være klar over, at det kun vil være et Tidsspørgsmaal, naar de andre skal passere det samme Trin som det, vi har naaet, akkurat som det ogsaa kun vil være et Tidsspørgsmaal, hvornaar vi selv skal passere de over vort eget Trin fremtrædende fuldkomnere Trin, som andre allerede har passeret i Dag. Denne fuldkomne og absolutte Selverkendelse forhindrer os saaledes i at faa selv det mindste Grundlag eller Støtte for Fornemmelsen af at være højere eller mere begunstiget af Livet, Forsynet eller Guddommen end andre Væsener. Den efterlader saaledes intet som helst i os, der kan afføde farisæisk Selvtilbedelse over eget Udviklingstrin og den heraf følgende Ringeagt for dem, der endnu ikke har det samme Trin som vi. Og det er denne for Stimulans af Selvtilbedelsesgrundlag totalt udrensede Bevidsthedstilstand, vi kalder "Ydmyghed".

Sand "Ydmyghed" er saaledes ikke en falsk Undervurdering af vort eget Selv eller Jeg, der faar os til at leve i en krybende Slavetilværelse i Snobberiets Lænker. "Ydmyghed" er derimod den eneste absolut sande og modne Indstilling til enhver Form for Berigelse af al højere Kundskab eller "Okkultisme". Den er saaledes enhver fuldkommen "Okkultisme"s eller højintellektuel Tilværelses første betingende A.B.C. Den, der ikke er blevet "ydmyg", blevet en Erkender af sin egen "Fuldkommenhed" og "Ufuldkommenhed", kender ikke sin Sanse- eller Manifestationsevnes Begrænsning og kan saaledes umuligt paa okkult eller sand og retfærdig Maade vurdere eller bedømme de Væsener og Ting, han møder. Han begynder derfor i sin egen Selvforgudelse at ville omvende de højeste Kapaciteter af Vise eller virkelige højintellektuelle Væsener, ja, endog en Verdensgenløser, hvis han fik Lejlighed til at møde en saadan. Han erklærer Religioner, Sekter, Samfund og Personer, der ikke hylder ham, Krig, ligesom han ikke viger tilbage for at snobbe for amorale Væsener og paa mange andre Maader vandrer trygt, "der hvor Engle ikke tør træde", naar blot han mener, at denne Vandring er i hans indbildte "Ophøjethed"s Favør. At denne Vandring, som "Kosmisk Kemi" betragtet, er et Eksperiment med ukendte eksplosive Kræfter, er en Sammensætning af kosmiske Kemikalier, Tankearter, der tilsammen danner en Væremaade, der uigenkaldelig maa kollidere med Kærlighedsloven eller den guddommelige Verdensordning, er naturligvis ligesaa givet, som det er givet, at enhver forkert Sammensætning af stærke fysiske Kemikalier maa resultere i en Skabelse, der kun kan blive til Katastrofe, Skuffelse, Smerte og Lidelse i Stedet for den Glæde og Tilfredsstillelse, der vilde være opstaaet, hvis Kemikalierne var blevet sammensat i den rigtige Forordning. Denne Katastrofe er intet mindre end Opdagelsen af Hulheden og Tomheden i den indbildte "Ophøjethed" og Ufejlbarlighed", i Tillid til hvilken Væsenet saa stolt har udslynget sine falske Domme over Medvæsener og Ting. Med denne Opdagelse kommer nævnte falske Domme over Væsenets eget Hoved. Det ser nu, at den Dom, det fældede over Omgivelserne, Væsenerne og Tingene passer bedre paa dets eget Selv og Væsen, end den passer paa Omgivelserne og Medvæsenerne. Det mærker nu igennem dets egen okkulte Nøgenhed "Hovmodet"s eller Egoismens iskolde Nattefrost. Og det er i denne sin mentale Frysen eller Gennemisnen, det raaber til sin himmelske Fader eller Guddommen om dog blot at maatte blive en af hans "Daglejere". Og her holder "Ydmygheden" sit sejrrige Indtog i "den fortabte Søn"s Bevidsthed. Han skal nu ikke mere have "omvendt" hverken Profeter eller Vismænd eller paa anden Maade gaa i Rette med Solens Løb. Han har opdaget sin egen mikroskopiske Lidenhed midt i det store Univers. Han har opdaget, at han ikke er den Storhed eller Kapacitet, han troede at være. Han har erkendt, at han i Virkeligheden ingen Ting ved, kosmisk set. Og med denne Viden er han først nu klar eller udviklet til at kunne lytte til Guddommens, hvilket vil sige: "Næsten"s Tale. Og nu bliver denne Tale pludselig til en Interessesfære, han meget gerne og ærbødigt lytter til. Og "Næsten" glæder sig over denne ærbødige Interesse og Tillid, den Forstaaelse og Imødekommenhed, han nu finder hos det Væsen, der før, mentalt set, haanligt sparkede ham til Side som en primitiv "Proletar" og "Underklassevæsen", uværdigt til at være i hans Nærhed, og aabner glad sit Hjerte for ham. Og den "fortabte", men nu "ydmyge" Søn ser lige lukt ind i det aabne Hjerte og Sind og ser der Livet og Skønheden, Fuldkommenheden og Guddommen. Og i den før saa ringeagtede "Proletar" eller primitive "Underklassevæsen" møder den "fortabte" Søn atter sin evige Fader. "Ydmygheden" fjernede "Tærskelens Vogtere". Himlens Lys funkler og straaler ham derefter i Møde fra Alt og Alle. Hjemvendelsen blev en Indvielse og aabnede Adgangen til Livsgaadernes Løsning. "Ydmygheden" er saaledes "Nøglen" til al Visdom og dermed "Nøglen" til al Oplevelse af at være "eet med Faderen" eller fremtrædende i "Guds Billede efter hans Lignelse". Uden "Ydmyghed" er Kærlighedens Porte stængede. Og uden Kærlighed ingen Visdom, ingen Salighed, ingen Guddom.