Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

At tro, at man i Stedet for Skabeevne kan sætte Guld eller døde Materier og i Kraft at dette Bytte være et "Overklassemennske", er den Overtro, der gennem alle Tider har skabt Krig og Lemlæstelse og dermed lagt Roden til det Ragnarok, der i Øjeblikket raser mellem alle Klodens Nationer. Og det er denne Overtro, der udgør den Modsætning til "Ydmyghed", vi kalder "Hovmod".

Det er jo med Nationerne som med de enkelte Individer. De samme Love, de samme Vildfarelser og det samme "Hovmod", som behersker en Nations enkelte Individer og skaber Slid, Uretfærdighed, Sagsanlæg og Forfølgelse imellem disse indbyrdes, vil ogsaa være skæbnebestemmende i denne Nations Forhold til de øvrige Nationer eller Stater paa Kloden. Vi ser derfor, at Nationerne fremtræder med "Karakter" ligesom Individerne. Nogle Nationer er overlegne med stor social og materiel Magt og Position, erhvervet ved de samme autoriserede og uautoriserede "Plyndringsmetoder" som de, der har gjort smarte eller dygtige "Forretningsmænd" til "rige" eller "store Mænd". At disse Nationer derfor ligesom den rige Matador optræder i Troen paa deres egen Ufejlbarlighed i Moral saavel som i Handel og Vandel og tror sig berettiget til at bestemme over Mednationer og gøre dem til Offer for nye "Udplyndringer", er ogsaa kun, hvad der er ved at blive til Kendsgerning for den vaagnende Almenhed Verden over. At Nationernes Skæbne derfor kommer til at ligge under for Virkningerne af denne deres Overvurdering af dem selv eller Troen paa den falske Autoritet, og at "Hovmodet" her staar for Fald ligesaa godt som for det enkelte Individ, er naturligvis en Selvfølge. Vi ser derfor ogsaa Nationer, der lever i Luksus og Overflod, og Nationer, der lever i Armod og Fattigdom. Hos den "rige Nation" saavel som hos den "rige Mand" manglede totalt Forstaaelsen af den sande Værdi i Verden. For dem begge var Værdimaaleren Guldet, Materien i Stedet for Skabeevnen, der udelukkende er det eneste, der kan give Materien Værdi, det eneste, der kan gøre "Noget" til et "levende Væsen". Skabeevnen er saaledes den absolut eneste Form for sand Rigdom. Den kan ikke tilegnes ved Plyndring eller Forarmelse af andre Væsener. Man kan heller ikke faa den foræret, ligesom man heller ikke kan give den bort til nogen som helst anden. Den kan ikke købes, og den kan ikke sælges. Den har intet med Penge at gøre. Den er det eneste, der kan være absolut "Privateje". Den er ogsaa det absolut eneste der kan være medfødt, og det eneste, man kan tage med sig igen ud af det fysiske Liv, ind gennem den aandelige Verdens Sfærer og tilbage igen til det ny fysiske Liv. Kun den er virkelig, urokkeligt og absolut "rig" og repræsenterende virkelig "Overklasse", der har en udviklet og fuldkommen Skabe- eller Manifestationsevne.

Naar et saadant Væsen trods dette i vore Dage ikke altid bliver erkendt som saadan, saa skyldes det jo netop den herskende Overtro, der gør Guldet til Værdimaaler og i al Almindelighed kun stempler Mennesket som "Overklassevæsen" alt efter dets Guldbeholdning eller Bankkonto. Kosmisk set kan Rigdom saaledes kun udgøres af Aandsevner. Og kun i det særlige Fag eller Manifestationsfelt, hvor disse Evner kan komme til Udfoldelse, er Væsenet "rigt". Der, hvor det endnu kun har ufuldkomne Talenter, er det stadigt "fattigt".

Men at være aandelig "fattig" betinger, kosmisk set, ikke fysisk Fattigdom, Armod, Hunger, Sult og Lidelse. Ser vi ikke netop, at Dyrene ude i Naturen, der jo staar langt under Menneskene i aandelig Henseende, dog i det store og hele faar deres Tilværelse dækket med det livsnødvendige Behov, saa de baade kan formere sig, lege, tumle og glæde sig ved Livet? – Her er der ingen "rige Mænd" eller "fattige Lazaroner". Her er ingen Krøsustilværelse paa Grundlag af Monopolisering af Livsfornødenheder. Her ses det tydeligt, at det ikke er Livets Mening, at Væsenerne skal monopolisere Materierne eller Livsfornødenhederne i en større Udstrækning, end det naturlige Behov og med de overflødige Materier skabe "kunstige" Standsforskelle eller gøre sig til "kunstige" Overklassevæsener. Det er jo netop denne Sandhed, der bekræftes igennem det gamle Ord: "Hovmod staar for Fald". "Hovmod", der jo er "Ydmyghedens" diametrale Modsætning, er udelukkende kun identisk med Forestillingen om eller Troen paa, at man i Kraft af sine tilegnede Værdier eller ophobede Materier er et langt større og fuldkomnere Væsen end den "Næste", der ikke er i Besiddelse af saadanne Ophobninger eller Rigdomme. Og da man endnu slet ikke er moden eller aandelig kvalificeret til at bære Fornemmelsen af Overlegenhed overfor Medvæsenerne, bliver man ukærlig overfor den "Næste", der ikke har naaet den samme materielle Position som en selv. Man regner ham kun for at være et "primitivt" Væsen, man har Ret til at udnytte. Og i mange Tilfælde har den "rige Mand" et saadant Væsen helt i sin Magt. Hans økonomiske Eksistens er helt afhængig af den Udnyttelse, nævnte "rige Mand" har indspundet ham i. Ja, Betalingen for det store Arbejde, ahn eventuelt fra Morgen til Aften udfører for ham er naturligvis skruet saa langt ned, som det overhovedet har kunnet lade sig gøre, bliver endog undertiden af den "rige Mand" betragtet som en "Naadens Gave". Og da den fattige Mand grundet paa denne sin Situation ikke kan hamle op med den "rige Mand" med Hensyn til at klæde sig eller omgive sig med Luksus, men undertiden maa tage til Takke med den "rige Mand"s aflagte eller kasserede Klæder og Brugsgenstande og angaaende Bolig er henvist til Kvist eller Kælder, bliver der yderligere skabt en tydelig eller kraftig materiel Markering af hans Identitet som "Underklassevæsen".

Det er let for den "rige Mand" her at brillere som "Overklassevæsen". Men da hans "Overklassetilværelse" er en kunstig Position, som han slet ikke er moden for, (ingen kan nemlig være moden for Fornemmelsen af anden Overklasseidentitet end den rent naturlige, hvilket vil sige Aandsoverlegenheden) regner han ikke med "Mennesket" eller "Ånden" bag "den fattige" eller "Underklassevæsenet", men behandler dette Væsen udelukkende efter den ydre "fattige" Fremtræden, det repræsenterer. Hans Omgang med dette Væsen er i stor Udstrækning kun "naadigt" "nedladende" der, hvor den ikke ligefrem er brutal og inhuman. At denne "fattige Mand" undertiden kan være et "Overklassevæsen" i absolut Forstand kommer ikke her i Betragtning. Denne hans Identitet er forlængst stagneret og holdt i Skak af hans økonomiske Afhængighed af den "rige Mand" eller "Arbejdsgiveren". Vil han regne med at faa sit Udkomme, maa han tie og taale. Hvis det ikke var saaledes, behøvede der ikke at eksistere Fagorganisationer, Politiforordninger eller lignende beskyttende Foranstaltninger, hvis Opgave netop er at modarbejde dette uhyggelige Forhold og begrænse Udnyttelsen og den mentale Nedtrampning, saa den ikke helt bliver til gement, hjælpeløst Slaveri.

Helt anderledes optræder den "rige Mand", naar det gælder hans saakaldte "Standsfæller". Kun disse Væsener og i Særdeleshed dem, der er endnu mere "velhavende" end ham selv, betragter han med "Ærbødighed", ja undertiden kan denne endog blive helt unaturligt overdreven og kendes da som det, vi kalder "Snobberi". Her kan han udvise overdreven Elskværdighed og Beundring, hvis han da ikke ligefrem ligger under for Misundelse over de andres større Rigdom og Position, hvilket navnlig er Tilfældet i Situationer, hvor han ikke kan have nogen særlig Fordel ved Bekendtskabet, og dette saaledes ikke kan være Midlet for ham til at naa en endnu større Tilfredsstillelse af sin Begær- og Magtsyge, sin umættelige Hunger efter at være "Overklassevæsen".

Den rent sociale "Over-" og "Underklasse" er saaledes udelukkende baseret paa og opretholdt i Kraft af "Hovmod" eller den Overtro, at Forskellen i Besiddelse af materielle Værdier er det samme som en virkelig, naturlig og dermed kosmisk "Standsforskel" mellem Individerne, og giver "Overklassen" Ret til at byde og befale over og udnytte "Underklassen".

Som vi her ser, var det et virkeligt kosmisk Klarsyn, der lod Frelseren udtale Erkendelsen af Umuligheden for den "rige Mand" at komme i "Himmeriges Rige". Det er ikke saa mærkeligt, at Menneskehedens største Vise paaberaaber "Ydmyghed" som den eneste absolutte Vej til Gud, thi "Ydmyghed" er jo den absolut eneste Indstilling af Bevidstheden, der udelukker Individet fra at falde for en "kunstig" Overlegenhed eller indbildt Ophøjethed. "Ydmyghed" er det eneste, der kan fritage Jordmennesket fra, ligesom Kejseren i H. C. Andersens Eventyr, at gaa rundt i bar Skjorte og være til Latter for hele Folket, fordi han levede i Indbildningen af at vandre rundt i Verdens fineste Klæder. Et bedre Billede af Hovmodets og Forfængelighedens Tomhed eller Hulhed end dette guddommelige Eventyr kan vel næppe tænkes. Den indbildte Ophøjethed eller Standshøjde, som Hovmodets Natur i sig selv er, kan ikke i Længden holde Stand overfor den absolutte Virkelighed. Omgivelserne ligger jo ikke helt under for den samme Indbildning, og skal nok før eller senere afsløre Væsenets sande Nøgenhed. Kun igennem "Ydmygheden", der jo er det samme som Væsenets rette Erkendelse af sin mentale Nøgenhed eller virkelige aandelige Standard, kan det beskytte sig imod den farlige "Nøgenvandring", som Hovmodet og Forfængeligheden i sig selv er, og som Kejseren i Eventyret netop laa under for.

Men det er ikke blot den "rige Mand" i sin værste Fremtræden, der ligger under for "Hovmodet" eller Indbildningen af at tilhøre den virkelige "Overklasse". En meget stor og omfattende Gruppe af Jordens Mennesker nærer ogsaa Opfattelsen af, at dette at være Besidder af store materielle Værdier er Udtryk for virkelig moralsk Storhed eller "Rigdom" i absolut Forstand. Og da de ikke er i Besiddelse af denne materielle Rigdom og ikke har Evne til at skabe sig en saadan, men alligevel hungrer og tørster efter at kunne nyde den samme Beundring og "Ære" som den, der bliver den "rige Mand" eller "Overklassen" til Del, søger de med de forholdsvis beskedne Midler, de har til Raadighed, at kopiere den "rige Mand"s Fremtræden, saa godt de kan, for dermed at indgyde Omgivelserne den Forestilling, at de netop tilhører den "rige Mands" Stand eller førnævnte "Overklasse". De omgiver sig saa vidt muligt med et Skin af samme Luksus og Elegance, som den "rige Mand". Forskellen bliver blot den, at medens den "rige Mand" ejer den Luksus, han omgiver sig med, er den hos den anden Part kun – lejet – eller i det højeste erhvervet paa aarelange Afbetalinger, og bliver saaledes ikke Vedkommendes rette Ejendom før den næsten er slidt op.