Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Med Hensyn til denne Autoritet, da er den meget mere udbredt, end De maaske i Almindelighed aner. Den udsender sine underminerende Dunster i et stort Omraade, saavel indenfor den religiøse som indenfor den materialistiske Verden. Vi ser, hvorledes primitive Opkomlinge, hvilket i dette Tilfælde vil sige: "smaa Mænd", der altfor hurtigt er blevet til "store Mænd", i den Grad er blevet betaget af eller beundrende sig selv, at Hovmodets Dunster faar dem til i værste Tilfælde at benægte deres oprindelige Herkomst og Stand, ja, faar dem til at købe sig et nyt Navn, fordi deres Fødsels- eller Daabsnavn ikke er flatterende nok og for at skjule, at de stammer fra den eller den fattige Lazarus. (Her maa naturligvis undtages de Tilfælde, hvor Grunden til Navneforandringen er af rent praktiske Grunde med Hensyn til Telefonbog og Vejviser etc. ) Men i al Almindelighed er Navneforandring ikke nødvendig, blot fordi man er blevet en "stor Mand". Der er ingen Fare for, at den virkelig "store Mand" eller absolutte Kapacitet i en eller anden Retning skal drukne i Mængden, blot fordi han har et almindeligt Navn. Er H. C. Andersen ikke kendt over hele Verden? – Eller tror man, han var blevet mere berømt, hvis han havde taget Navneforandring og kaldt sig ved et eller andet mærkværdigt Paafund af et Navn? – Tror man, hans Bøger vilde være blevet oversat til flere Sprog, hvis han havde skjult at han var af fattig Herkomst eller stammede fra "Underklassen"? – Nej, Geniets eller det virkeligt store Menneskes Lys kan ikke skjules, ligegyldigt hvilket Navn og Herkomst, det ved sin Fødsel saa end repræsenterer, tværtimod, Navn og Herkomst tvinges jo med Geniet op i et højere Plan, bliver ombrust af dets Hæder og Glans.

Men noget helt andet er, at det virkeligt "store Menneske" forlængst har passeret det Stadium, hvor det er Begæret efter Menneskers Beundring og Dyrkelse, der er Drivkraften i dets Liv. Det føler derfor slet ikke Trang eller Lyst til at være eller blive kendt. Det gaar med sin Aand helt op i sin Skabeevne og har udelukkende kun dette ene Ønske at lægge dens Produkter for Menneskehedens Fødder, skønt dets Ydelse af denne Gave undertiden kan koste det baade Sult og Savn, Kritik og Forfølgelse. Findes der ikke netop i Dag store Kunstværker, der kun gav deres Skaber eller Frembringer en Sultetilværelse, men i Dag vurderes til Tusinder af Kroner og giver smarte Forretningsfolk, der totalt mangler Evnen til at skabe noget lignende, en Indtægtsmulighed eller Levevej, der økonomisk set staar himmelhøjt over den kummerlige Tilværelse, der blev deres oprindelige Skaber til Del? –

Nej, det er ikke Tanken om Rigdom og Fortjeneste, de virkelige "store Mennesker" har været opfyldt af. Derfor har de i den hidtil ufærdige eller ufuldkomne Verden naturligvis ikke kunnet staa Maal med de Væsener, for hvem Guldet, Berigelse og Matadorglorien har været det altopslugende, eftertragtede Maal, der skulde naas, ligegyldigt hvad det saa end maatte komme til at koste Deres Medvæsener af Slid, Blod og Taarer. Og er det ikke endnu i Dag i stor Udstrækning saaledes? – Bliver ikke i mange Tilfælde Udbyttet af Geniers Arbejder eller Frembringelser i en altovervejende Grad erobret af smarte Forretningsmatadorer? – Er ikke Udbyttet af tekniske Opfindelser i mange Tilfælde havnet i Saadanne Matadorers Pengepung i Stedet for i Opfinderens? –

Naar jeg nævner disse Problemer her, er det jo ikke for at kritisere selve Personen bag den "rige Mand". En saadan Kritik vilde ikke være paa sin Plads, idet den "rige Mand" ligesaa lidt som den "fattige Mand" i Dag kan være anderledes, end han netop er. Begge Parters Tilstand er jo Udtryk for et Trin eller et Stadium paa Vejen fremad, hvilket Trin jo maa passeres af alle, for at de i det hele taget kan naa videre. Men hvert af de to Trin viser os en særlig Mennesketype. I Forretningsmatadoren ser vi den af den store Almenhed opfattet "store" eller "rige Mand", om hvem Kristus siger, det er lige saa umuligt at komme i "Himmeriges Rige", som det er for en Kamel at komme igennem et Naaleøje. Og i den anden Type (jeg tænker her paa Opfinderen, Kunstneren, der udnyttes af Matadoren og derfor maa leve i Fattigdom) ser vi Geniet, der skænker sin rige Gave til Menneskeheden selv der, hvor dette endog kun giver ham en Sultetilværelse i Savn og Lidelse. I den første Type har vi altsaa et Væsen, der er blevet "stor" i mange Menneskers Øjne og derfor bliver "æret" og "agtet". Hans store Palads og Luksusvogne, Tjenere og Chauffører, hans Position paa Børsen og landsomspændende Forretning o. s. v. gør ham selvskrevet til at blive betragtet som en Samfundets "Bedsteborger". Og hvis han saa af sin fabelagtige Overflod lader tilflyde Samfundet nogle ganske faa Procent i Form af Gaver til Kunst og Videnskab, ja, saa bliver han eventuelt dekoreret med Statens eller Nationens fornemste Ordener, hvorved endnu flere af Snobberiets Døre aabner sig for ham og faar hans Indbildningskraft til at svulme i Tanken om, hvilket vældigt "Overmenneske" han i Virkeligheden udgør i Forhold til sine Medmennesker.

At denne krystalliserede Tanke eller Indbildningskraft lader ham forestille sig selv som ufejlbarlig Kapacitet saa at sige i alle Livsspørgsmaal, i religiøse saavel som materielle, er kun altfor almindelig en Kendsgerning.

Og hvad er det saa, han er Matador i? – Ja, var det ikke netop i at "udplyndre" sine Medmennesker økonomisk? – Og var det ikke med det erobrede Resultat: Guldet, han prydede sin Tilværelse? – Guldet lyste jo omkring ham i Form af det fine Hjem, de fine Luksusvogne, de fine Tjenere, de fine Ordener og de "fine Forbindelser" o. s. v. –

Men "Plyndring" af sin Næste er jo det modsatte af "hellere at give end at tage", det er det modsatte af at "elske sin Næste som sig selv", og det er saaledes det modsatte af Kærlighedslovens Fylde. Og det forandrer jo ikke sagen, om denne "Plyndring" er aldrig saa godt camoufleret og "autoriseret" af alle juridiske Love. Det er ikke saa mærkeligt, at dette Væsen ikke kan komme ind i "Himmeriges Rige". – Men kan man fortælle ham det? – Nej, det lader sig ikke gøre. Et saadant Væsen er jo stivnet i Beundringen af sig selv og tror paa sin egen Ufejlbarlighed i alle Spørgsmaal og navnlig i hans eget Hovedspørgsmaal: "Plyndringen af Næsten", som naturligvis ikke betegnes ved dette ligefremme Udtryk, men derimod udtrykkes ved Begreberne: "Forretning", "lovlig Handel", herunder ogsaa alle Slags Obligations- Rente- og Laanevirksomheder o. s. v. – Kan nogen mon faa ham bort fra den Forestilling, at han ikke i dette Spørgsmaal skulde være selve "Sagkundskaben"? – Er denne hans Forestilling ikke netop baseret paa en klippefast forstenet eller krystalliseret Filosofi, der lader ham se sit eget omfattende Foretagende som den højeste Idealisme og sig selv som en Samfundets Velgører og sine Ofre (Arbejderne eller andre, hvis Arbejdsevnes Produkter han udnytter), som et nødvendigt Onde, Krapyl eller Kreaturer, der netop skal "holdes nede"? – Nej, tro endelig ikke, at han ikke skulde opfatte sig selv som den "bedrevidende" i denne Sag. Enhver kan jo se, hvilken vældig Position han har naaet. Nej, "Naaleøjet" er uigennemtrængeligt for ham. Rigdommen er for ham blevet "Tærskelens Vogtere". Det skal dog bemærkes, at Typen her er optegnet i sin Kulmination eller værste Fremtræden, og at ikke alle, der i daglig Tale betegnes som "rige Mænd", udgør ovennævnte Type. "Tærskelens Vogtere" sætter jo ogsaa efterhaanden sit Præg paa den "rige Mand", saa han nødvendigvis ligesom alle andre Væsener er Udvikling underkastet. Derfor finder vi selvfølgeligt ogsaa "rige Mænd", der er i Konflikt med denne deres "Krøsustilværelse", ser Hulheden eller Tomheden og Ukærligheden i dens Væsen og derfor, saa godt de kan, søger at raade Bod paa denne deres sjælelige Konflikt ved at bringe sig selv i Kontakt med Kærlighedsloven og ligesom Geniet begynder at ofre sig helt og holdent for Medvæsenernes naturlige eller normale Velvære. Og tænk, hvilken Lykke og Velsignelse en saadan stor eller lille Krøsus da kan lægge i sine Fodspor hen over Terræner, hvor den autoriserede og uautoriserede Plyndrings Slavepisk fra mangen en Krøsus endnu kuer Menneskene, holder dem nede i Primitivitet, Armod og Fornedrelse, skabende Kimene til Revolution, Krig og Lemlæstelsen.

Hvad er da "Plyndring", og hvad er "sand Rigdom"? – "Plyndring" er en Foreteelse, der behersker eller martrer den endnu ufærdige Menneskehed under to Former, nemlig den "uautoriserede" og den "autoriserede". Man kan saaledes "plyndre" aabenlyst paa tværs af alle Samfundets Love, og "Plyndringen" bliver da kaldt "Røveri" og stemplet som "Forbrydelse" og fører sit Ophav til Statens Fængsler og straf. Men "Plyndringen" kan ogsaa være camoufleret, hvilket vil sige: være organiseret saaledes, at den er i Kontakt med Samfundets juridiske Love og bringer da dens mest dygtige Kapaciteter og Udøvere, hvad vi lige har set, Beundring, Hæder, Ordener og social Position. En saadan "autoriseret Plyndring" er i stor Udstrækning Staternes eller Nationernes nuværende Penge- eller Finanssystem, Obligations- og Rentevæsen, saavel i offentlig, som i privat Fremtræden. At dette System er "Plyndring", saalænge det skaber "Fallit, Tvangsauktioner, Forarmelse, jager Folk fra Hus og Hjem, gør dem til Stoddere og Tiggere samtidigt med, at det gør sine Ophav til hæderkronede Matadorer, svælgende i Luksus og Overflod, skabende Fraadseri og Dovenskab for deres Paarørende og Indbildningen af at udgøre en Samfundets "Overklasse", kan umuligt bortforklares, rent bortset fra, at den eneste absolutte kosmiske Værdi eller "Rigdom" i Livet eller Tilværelsen, der kan gøre Væsenet til "Overklassemenneske", er dets Skabeevne eller Arbejdskraft. Den Arbejder, der kan præstere et selvstændigt, fuldkomment Arbejde, er langt mere "Overklassemenneske" end den Arbejdsgiver, han staar under, og hvis Overklasseposition udelukkende kun betinges af dette, at han er Besidder af en "arvet" Formue eller en ved Held eller Spekulation tilegnet Rigdom. Uden en fuldkommen Skabeevne vilde selve Livet og Tilværelsen være totalt værdiløst, end ikke engang Guldet vilde være blevet hævet op over Skarnet, ja, der vilde jo slet ikke eksistere noget som helst Liv.