Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Men da denne Filosofi udgør lige akkurat Modsætningen til det Facit, der udtrykker den absolutte Vej til Lykken, nemlig dette: "Enhver er sin næste nærmest", vil ethvert Væsen, der lever efter det førstnævnte Begreb, før eller senere komme til at kollidere med de Love, der er en Betingelse for Jordmenneskets fremtidige og fuldkomne Lykke. Der melder sig Sygdomme. ulykkelig Kærlighed, Splid i Famillieskabet, økonomiske Kampe eller mange flere af de i det daglige Liv forekommende Besværligheder og hvis Bekæmpelse langt overstiger, hvad de kan magte at raade Bod paa med deres Intelligens. Og Resultatet heraf er den Situation, vi kender fra Lignelsen om "Den fortabte Søn", og hvor denne "gaar i sig selv" og opdager sin egen aandelige Uformuenhed, der igen bringer alt det selvglade og hovmodige i ham, der bragte ham bort fra Fædrenehjemmet, til at kapitulere. Han ser, at hans egen af ham selv saa lovpriste eller tilbedte Viden ikke engang kunde give ham en Tilværelse saa fuldkommen og attraaværdig som den, hans Faders Daglejere sidder inde med. Og den Ydmyghed, der kun fordrer at blive en af disse de ringeste i hans Faders Hus, fylder hele hans Bevidsthed. Han staar op og gaar tilbage til Faderen. Og takket være denne ydmyge Indstilling, hvilket igen vil sige: denne hans Opdagelse af hans egen Hjælpeløshed, fandt han Lykke og Glæde i sin Faders Arme ved Tilbagekomsten til sit Hjem.

Vi har saaledes her et glimrende Billede af Materialistens Situation. Saalænge Materialisten ikke har prøvet sin egen Intelligensevnes Utilstrækkelighed i Skabelsen af den sande Lykke, vil Fædrenehjemmet, hvilket vil sige: alt det religiøse i Tilværelsen, al Tale om en Guddom, om et Liv efter Døden o.s.v. ikke være noget for ham. Han vil i de fleste Tilfælde føle sig meget frastødt af disse Bevidsthedslivets højeste Emner. Og hvis han endelig er naaet saa langt frem, at han virkelig har nogen Interesse af disse Emner og i en Række Tilfælde med sin Intelligens kan se, de indeholder Sandheden, vil han alligevel dominere i saadanne Tilfælde, hvor han endnu ikke har opdaget sin Intelligensevnes Begrænsning, men tror at alle Livets Problemer udelukkende løses med denne Evne. Og her i disse Felter gaar han da, takket være hans overdrevne Tillid til eller Forestilling om sin Intelligensevnes Kapacitet, i Rette med hvilke som helst absolutte Autoriteter paa disse Omraader, han saa end maatte møde paa sin Vej, ja, Verdensgenløseren vilde ikke blive nogen Undtagelse, hvis det faldt i hans Lod at møde denne Sandhedens virkelige Autoritet. Han gaar saaledes i Rette med "Faderen" og maa derfor endnu et Stykke Tid leve borte fra "Fædrenehjemmet", hvilket vil sige: borte fra den absolutte Sandhed i sit Hjerte og dermed borte fra den virkelige Glæde ved Livet, selv om han teoretisk kan jonglere med nogle af dens Analyser i sin Hjerne.

Men at leve borte fra den virkelige Sandhed i sit Hjerte er det samme som hovedsageligt at være uden Evne til at kunne praktisere dens særlige Væsen i det daglige Liv. Og da et hvilket som helst Liv, der ikke er en Praktisering af den absolutte Sandhed, kun kan eksistere som en Kollision med Livets Love, og disse Kollisioner igen kun kan resultere i en saakaldt "ulykkelig Skæbne", vil Materialisten eller det gudløse Væsen uundgaaeligt møde eller være indhyllet i denne Skæbne. Og her er det, at "den fortabte Søn" opdager sin egen Magtesløshed og igen faar Brug for den evige Fader. Og paa dette Stadium af "den fortabte Søn"s Kredsløb finder vi i Dag en stor Part af de saakaldte "moderne" Mennesker. Disse er saaledes Væsener, der forlængst har forladt "Fædrenehjemmet", hvilket vil sige: Troen paa det religiøse, har gennemlevet en gudløs Tilstand og den heraf følgende Smærtens og Lidelsens Zone og dermed deres egen sjælelige Uformuenhed i en saadan Grad, at de intuitivt fornemmer en Længsel efter Guddommen. Men denne Længsel er ikke et stærkt Begær efter at spille en stor ydre Glansrolle i Faderens Hus, være "Søn af Huset" eller lignende. Begæret er totalt blottet for Forfængelighed. Nej, saa højt var den "fortabte Søn" i sin Fornedrelse kommet til at elske sin himmelske Fader, at blot dette, at være denne Faders ringeste Tjener eller Daglejer, var den fulde Livslykke eller højeste Attraa for nævnte Søn. Og her begynder Bønnens Mysterium for første Gang virkeligt at afsløre sig. Medens den stærkt religiøst troende sender sine brændende Bønner op hinsides Himlen til et tænkt straalende Væsen og venter sig dette Væsens mirakuløse Indgriben i dette eller hint Felt til Gunst for Bønnens Opfyldelse, er den tilbagevendte "fortabte Søn" udelukkende kun indstillet paa at bringe – ikke sit eget Ønske – men Faderens Ønske til Opfyldelse. At han ønsker at være "Daglejer" og ikke "Søn af Huset" viser jo, at han ikke kom tilbage for at "lade sig tjene", men "for at tjene". Det var ikke saa mærkeligt, at Faderen blev glad og gjorde Gæstebud for denne Søn, ligesom det heller ikke var saa mærkeligt, at den anden Søn blev fornærmet over denne Faderens Glæde og Gæstebud for den hjemvendte. Det er jo intet mindre end selve Livets to store Kontraster, der kolliderede i de to Brødres Mentalitet. Det er igen Livets egen Demonstation af Analysen af det levende Væsens Forhold til Guddommen. Dette Forhold er naturligvis først og fremmest det bærende Grundlag for Væsenets Indstilling med Hensyn til at bede. Den første af de to Brødre, han, der havde levet hjemme hos Faderen hele Tiden og saaledes endnu ikke havde prøvet at være borte fra Fædrenehjemmet og gennemlevet Fornedrelsen, havde ikke Ydmyghedens Evne. Han var kun indstillet paa at tjene sig selv. I sin Egenskab heraf blev han vred, da han saa, at den fattige, lazaronagtige Broders Hjemkomst skulde fejres med Gæstebud og denne stodderagtige Person saaledes ligefrem hædres. Han følte, at der ligesom gik noget fra ham, ja, at al denne Hæder egentlig tilkom ham selv, fordi han trofast var blevet hjemme hos Faderen. Vi ser saaledes her tydeligt, at saalænge der ikke gik ham noget imod, der hjemme hos Faderen, hvilket vil sige: saalænge han ikke havde opdaget, at Faderen kunde dele ligesaa megen Sympati og Kærlighed ud til den "uværdige" Broder som til ham selv, den værdige, havde han følt sig lykkelig nok i sit Forhold til Faderen. Men nu kom Kollisionen. Og tror man ikke, det var Begyndelsen til det Brud med Faderen, der vilde betinge, at det nu blev denne Søns Tur til at forlade Fædrenehjemmet? – Han havde altsaa ikke hverken forstaaet eller lært, at Kærligheden, der jo er det samme som den absolutte Retfærdighed, ikke er noget, der kun uddeles som en Gunstbevisning for det eller det. Ligesom Solens Lys skinner paa den uretfærdige saavel som paa den retfærdige, saaledes er Kærligheden noget, der fra os skal udstraale til Forbryderen, Lazaronen, Stodderen saavel som til Guddommen, Verdensgenløseren eller alle dem, der ellers er i vor Yndest eller Gunst. Saalænge vi ønsker at blive særligt begunstiget med Guddommens Kærlighed for den eller den Handling, og vi endnu ikke har opdaget, at vi ikke faar dette Ønske opfyldt, kan vi jo sagtens være tilfredse i vort Forhold til denne Guddom. Da føler vi ikke noget som helst Grundlag for at skulle forlade "Fædrenehjemmet" og vandrer efter dette vort eget Retfærdighedsbegreb. Man deler Gunstbevisninger ud til alle dem, der er i vor Yndest og sparker til alle dem, vi ikke kan lide, ligesom vi venter os store Fortjenester eller Fordele af dem, vi har begunstiget og føler det knugende uretfærdigt, at vi bliver forfulgt af dem, til hvem vi har sparket. Og her er det, at Sønnen er Faderens største Modsætning, her er det, at vi kapitulerer i Styringen eller Føringen af vort eget Liv eller i Skabelsen af vor egen Skæbne. Her er det, at vi opdager, at Kærlighed ikke er en Handelsvare. Den kan ikke erhverves som Betaling for Gunstbevisninger. Ja, er det ikke hændt, at de af os begunstigede Væsener undertiden er blevet vore Forfølgere? – Kærligheden er Guddommens egen indre straalende Ild, som gennemstrømmer alt og alle, ja er selve Verdensaltets indre bærende Aand og Kraft. Det er Guddommens Fornemmelse af Gudesønnen. Og denne Fornemmelse er i en saa overvældende Majoritet, at alle mulige eksisterende andre Kræfter eller Foreteelser i Livet eller Verdensaltet udelukkende kun kan udgøre dens underordnede Detailler, dens Materie, Organer og Redskaber. Den er enhver Tings Begyndelse, Kulmination og Afslutning, den er dens Alfa og Omega. At en saa altgennemtrængende og altbeherskende Kraft eller evigt straalende Lysvæld ikke kan svækkes eller forstærkes af en Gudesøns Fornægtelse eller Acception af dens Eksistens er ligesaa selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at Solens Lys er ganske uhindret af, hvad det eller det Jordmenneske mener om dets Natur. Det var denne Faderens straalende Kærlighedsudfoldelses Uafhængighed af forudgaaende Tilbedelse eller Gunstbevisninger eller kort sagt dens Identitet med den totale Uselviskhed den hjemmeværende Søn ikke kunde fatte eller begribe. Men den tilbagevendte Søn var til fulde blevet klar over, hvad den betød, hvad den var værd. Han havde jo ved Troen paa sin egen Selvretfærdighed lukket sig selv ude fra dens Straaler og derved set, hvorledes Livet saa tabte sin Glans, blev til den Fornedrelse og Kapitulation, der viste ham, at alt i Faderens Hus var fuldkomment, ja, selv Tilværelsen som Faderens ringeste Arbejder eller Daglejer var en lysende, attraaværdig Fuldkommenhed. Og Vejen tilbage til Faderen blev saaledes det altoverskyggende straalende Lys. Men tænk, hvis Faderen havde jaget ham tilbage ud i Mørket! Ja, saa var Faderen naturligvis kommet i Yndest hos den anden Søn. Men saa havde denne Søn umuligt kunne opdage sin egen Fejlbarlighed eller Disharmoni med selve Kærlighedsloven. Og den anden Søn var gaaet til Grunde ude i Fornedrelsens Sumpe og mentale Mudderpøle.