Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Venner! - Jeg vil i Aften gerne tale til Dem om den Jul, vi nu snart igen skal fejre. Vi vil dvæle lidt ved den almindelige Opfattelse, Menneskene har om denne Højtid. Vi ser, at to Opfattelser gør sig gældende, en materialistisk og en religiøs. For det moderne, intelligensudviklede Menneske har Julen mistet sin Inspirationsværdi. Det moderne Menneske opfatter Julefesten som en Fest, der har overlevet sig selv, og det stræber efter at komme bort fra den. For det religiøst betonede Menneske derimod er Julefesten rodfæstet i en dyb Tro paa Julens Evangelium, og det glæder sig af hele sit Hjerte til denne Højtidsstund.

Julen vil blive ved med at eksistere som Udtryk for et udødeligt Princip. Det eneste, der vil skifte, er den Form, hvorunder den manifesteres. Her paa de nordlige Breddegrader indtræder Julen jo midt om Vinteren. De vil se, hvorledes dette passer sammen med Julen som en Fest for Lyset. Selvom dette muligvis beror paa en Tilpasning til tidligere Tiders Solhvervsfester, vil De alligevel se, hvorledes denne Fests Beliggenhed midt i Vinterens Hjerte passer sammen med den Symbolik, som Julen giver Udtryk for.

De har gennem Deres Børnelærdom lært om Julen som Udtryk for Lys, og at dette Lys kom til Jorden ved Jesus Kristus. De Begivenheder eller Fortællinger, der knytter sig til Jesus Fødsel, Barndom, Liv, Korsfæstelse og Død, er kun symbolske Udtryk for de store kosmiske Principper. Dette betyder naturligvis ikke, at disse Begivenheder ikke har fundet Sted, det har de, men det betyder, at de dækkede over noget større, de blev en vældig Aabenbaring af de store kosmiske Principper, et mægtigt Forbillede for Menneskene.

Dette Forbillede udtrykker en Overføring af de kosmiske Principper til en Form, i hvilken det almindelige Menneske kan fatte dem. Efterhaanden, som Udviklingen skrider frem, faar Menneskene større og større Evne til selv at se det Lys, som de først lærte at kende igennem Symbolerne. Saadan er det ogsaa med Juleevangeliet. Det var jo ikke det, at Jesus fødtes. Der fødes jo Tusinder og atter Tusinder af Børn. Naar Menneskene holder Jul, er det for at udtrykke deres Længsel efter Lyset, deres Tro paa og deres aldrig slukte Haab om en Tid helt anderledes end den, vi nu oplever. I deres Hjerte har Mennesket forlængst erkendt, at Livet bestaar i at give, ikke i at tage. Og vi ser da ogsaa, hvorledes Julen er blevet en Gavernes Tid. Alle Vegne ser vi Mennesker komme ilende med Pakker, de har alle en dyb Trang til ved Hjælp af en Gave at give Udtryk for det menneskelige i dem selv. Og vi ser, hvorledes Skæbneloven her virker næsten omgaaende. Vi kan ikke modtage en Gave uden at føle en dyb Trang til at besvare denne med en Gave fra os selv. Dette Gaveprincip er i sin dybeste Natur ædelt, det skal blot udvikles paa alle Livets øvrige Felter.

Vi ser da ogsaa, at Julens dybeste Mission er den, at give os Forstaaelsen af, at den Dag vi evner at se paa vore Medvæsener med en langt større Sympati og Forstaaelse end nu, vil Livet være langt skønnere og rigere for os selv. Julen befordrer en stor Bølge af Sympati mellem Menneskene. Vi har Juletræ med mange Lys, og vi har mange skønne gamle Sange, der alle i Ord og Toner giver Udtryk for vor Længsel efter en skønnere og renere Tilværelse. At Julen er blevet umoderne for en Mængde Mennesker, forandrer ikke de Principper, paa hvilke den hviler. Det er jo ikke Ordene, men Lyset bag Ordene, der er det afgørende.

Da Julehøjtideligheden blev formet, blev dens Hovedsymbol en Stjerne. Denne Stjerne udtryker den inderste Kerne i Juleevangeliet. At der maaske har været en særlig klar og lysende Stjerne paa Himlen omkring den Tid, Jesus blev født, er ikke udelukket, men det er ikke det væsentligste for os. Det væsentlige er, at vi i denne Højtid er stillet overfor et direkte Udslag af Menneskenes Længsel efter en anden Form for Liv end den almindelige. Det Lys, der her er Tale om, er saaledes ikke af udvendig Natur, men derimod af indvendig Natur. Modellen til dette Lys er Jesus af Nazareth. Med hans Fødsel udløste de Begivenheder sig, som mere end noget andet blev den stimulerende Faktor i Menneskets og dermed Samfundets Omskabelse fra dyrisk Primitivitet til den Civilisation, vi i Dag kender.

Gennem Kredsløbet indenfor det store Udviklingsafsnit jeg kalder en "Spiral", kan vi følge Lysets Udvikling. Samtidig med dette kan vi følge et andet Princip, der degenererer og forsvinder. Dette Princip befinder sig i Øjeblikket i sit Kulminationsomraade. Denne Kulmination opleves, som alt det vi kender under Navn af Krig i alle dens forskellige Afskygninger. Forholdet mellem disse to store Principper, som vi kender under Navn af Lys og Mørke, er nu af en saadan Natur, at vi kan se, at dette at føre Krig i Virkeligheden ikke længere er i Kontakt med det jordiske Menneskes Indreverden. Det kæmper ikke længere for Kampens egen Skyld. Naar saa mange i Dag befinder sig paa Kamppladserne rundt omkring i Verden, maa man ikke tro, at det er, fordi disse Mennesker begærer at være der. De er der ikke i Mørkets Interesse, men fordi de tror, at deres Tilstedeværelse der befordrer den Fred, som er Julens inderste Væsen.

Det er jo ikke Meningen, at Julen, som det nu er Tilfældet, kun skal vare nogle faa Dage i Vinterens Mørke. Det er Julens Formaal, at dens Aand skal vare hele Aaret rundt. De Mennesker, som i Dag mener, at Julen har overlevet sig selv, er blevet forældet, har blot stirret sig blind paa dens Form. Ethvert intellektuelt udviklet Menneske vil være i Kontakt med dens Aand. Intet normalt Menneske ønsker i Dag, at Mørket, hvilket vil sige alle uintellektuelle Tankearter, skal beherske Livet og Udviklingen. I Dag dræber man ikke af Begær efter at dræbe men derimod, fordi man tror, at det er i Lysets Interesse. Det er det ogsaa, men paa en ganske anden Maade, end man tænker sig. Selvfølgelig kan Lyset ikke opleves hundrede Procents realistisk paa Jorden, saalænge der ogsaa skal være Plads til Mørket. Mørket skal fjernes, men ikke med Mørke. Den eneste Maade man fjerner noget virkeligt, er ved at lade det udleve sig selv. Mørket er i sig selv en Energibølge, en Brand, som maa brænde op, før Lyset kan udfolde sig totalt. Hele Jorden over er Menneskene i Dag indstillet paa, at Lyset skal herske og gaar saaledes paa en Maade alle i samme Retning. Men denne Retning kan have flere eller færre Afvigelser. Og det er i Virkeligheden disse Veje, man kæmper om i Dag. Den ene Part mener, at hans Vej er den bedste, den anden, at det er hans, der er det.

I sin kosmiske Analyse er Julen selve det rigtige Menneskeriges Tilværelsesforms Inkarnation her paa Jorden den Bevidsthedsform, hvorfra det levende Væsen i Lyset af de kosmiske Analyser ser, at alt er saare godt. Denne Bevidsthedsform stiler De alle henimod. Naar et Menneske benægter Lyset i den Form, som Kristendommen forkynder det i, er det i Virkeligheden kun selve Formen, han har noget imod. Havde han noget imod Indholdet, vilde det jo være sin egen Undergang, han var Tilhænger af, og denne Tilstand har intet med noget normalt at gøre. Da alle normale Mennesker saaledes er indstillet paa Lyset, er dette i Virkeligheden meget mere udbredt end de fleste tænker sig. Alle ser hen til "Julen" som et Lys, der skal komme, men hver enkelt har de Forestillinger om dette Lys, som passer bedst ind i hans Idealer.

Lyset har sine egne Love, og disse er i Kontakt med Livets højeste Logik. Mange Mennesker længes efter Lyset, men udelukkende paa en rent materialistisk Maade. Denne Længsel er ikke i Kontakt med de Love, hvorpaa Oplevelsen af Lyset beror. Ved at benægte en Tilstedeværelse efter Døden, kommer det jordiske Menneske i et skrigende disharmonisk Forhold til sine egne Ønsker om en lys og skøn Tilværelse baade for sig selv og andre. Denne Benægtelse af Livet udover Døden, har intet med Logik at gøre. I Virkeligheden ønsker alle normale Mennesker at leve, ogsaa udover Døden. Det er rigtigt, at et Menneske paa Grund af Sygdom eller anden Modgang kan være i en Situation, hvor det ønsker at dø, idet det da anser Døden for at være en Befrielse, men ethvert sundt og normalt Menneske har intet Ønske om at dø, og skal dog alligevel opleve Døden. Her er det, at Julen kommer med sit Budskab om, at vi er evige Væsener. Vi kan forlade den Form, under hvilken vi i Dag holder Julefest, men Julens inderste Væsen kan vi aldrig forlade. Thi den Stemning, som hører Julen til, er nemlig den mentale Tilstand, i hvilket Lyset alene kan vokse.

Aaret rundt har Mennesket saa mange materielle og egoistiske Ønsker, det kræver opfyldt, at det Gode i deres Væsen ligesom presses sammen af alle disse Ønskers Tryk. Saa er det, at Julen indfinder sig, og den betyder, at det Gode i Mennesket ligesom for en kort Tid har Overherredømmet. Det sammenpressede Krav om Menneskelighed faar Luft og udløser sig i en Trang til at være kærlig, at gøre noget for andre, til at give Gaver. Det der sker i Julen er altsaa, at Menneskets dybeste Ønsker og Hjertelag kommer op paa den fysiske Overflade. Havde De kosmisk Klarsyn, vilde De se, hvorledes dette koncentrerede Begær efter at udløse Kærlighed og Godhed lyser og funkler i Jordens Atmosfære. Men selv uden kosmisk Bevidsthed kan man ikke undgaa at føle, hvorledes Atmosfæren i Dagene ind under Jul bliver gennemtrængt af Kærlighed, hvilket blandt andet giver sig Udtryk i Ønsket om, at ingen Juleaften skal fryse eller sulte.

Hele denne Atmosfære skal udvikle sig til at faa langt større Magt, end Tilfældet er nu. En stor Hindring herfor er den Side af det jordiske Menneskes Sind, som endnu er i Kontakt med de Principper, der hører hjemme i Dyreriget. Denne Hindring maa fjernes, og det er denne Fjernelse, vi oplever som "Dommedag". Denne "Dag" har altid været beskrevet som en Modsætning til Julen, og det ses ingen Sinde tydeligere end i vor egen Tid, hvor vi netop oplever Kontrasterne stærkere end nogen Slægt før har oplevet dem. Men jo tættere Mørket bliver, desto klarere skinner Lyset. I Dag kan alle se, hvor skønt Livet vilde være, dersom Menneskeheden havde haft en anden Indstilling end den, der førte til Krigen. Men den Indstilling, Menneskene havde, var, selvom maaske nu de fleste ser, at den var forkert, alligevel et Led i den Udvikling, der skal føre dem frem til den totale Oplevelse af Lyset. Samfundet saavel som det enkelte Menneske maa jo til enhver Tid handle saaledes, som det har Forstand til. Er Handlemaaden saa forkert, udløser den den Gnidning, der fører til det Erfaringsmateriale, paa hvilket en ny Væremaade kan bygges. Paa denne Maade skabes Visdom. Visdom er Lys, og Lyset er Julens Evangelium.