Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus Foredrag 28. April 1942.

Referat bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(fortsat)

Disharmonien med det dræbende Princip tiltog i samme Grad som Længslen efter Humanitet blev det fremherskende Element i Bevidstheden.

Længslen efter Humanitet støttedes i overvældende Grad af Verdensgenløsningen. For alle Verdensgenløserne, de saakaldt hedenske saa vel som den kristne gælder det, at de lærer, at man skal manifestere større Fuldkommenhed og større Kærlighed til Omgivelserne, til Menneskene, saa vel som til Dyrene. Den Praksis som disse Religioner forkyndte, har bibragt Menneskene en hel Del ædle Tanker, som alle gaar i modsat Retning af at dræbe, og som derved har bidraget uhyre meget til at forfine Bevidstheden og Nervesystemet. Med den kristne Religions Indtræden i Kulturhistorien blev der skabt Betingelser for den tekniske Udvikling. Denne rent materialistiske Udvikling var dybest set til det bedste, fordi Mørket skulde opleves til en saadan Grad af Fuldkommenhed, at Menneskene ikke et eneste Øjeblik kunde nære Skygge af Tvivl om, hvad der er det rigtigste og kærligste, enten at "komme til Valhal", eller "at stikke Sværdet i Skeden". Igennem Arbejdet med Materien udvikledes Intelligensen. Menneskets Forstand vilde aldrig have naaet den Udvikling som Tilfældet er, dersom det ikke havde arbejdet med rent haandgribelige Ting. Østens Religioner adskiller sig fra Kristendommen derved, at Tilhængerne af disse søger Lyset udenom de materielle Ting, som de foragter. I sig selv er denne Søgen efter Lyset lige saa skøn som den Kristnes, men da Materien skal besejres, fører denne Vej ikke til Oplevelsen af den totale kosmiske Bevidsthed. Mange Orientalere har store psykiske Evner, men er, trods disse, uden Evne til at gøre sig det virkelige Verdensbillede begribeligt. Den materialistiske Udvikling har været en absolut Nødvendighed. Menneskene maatte begynde med at faa Kendskab til de fysiske Stoffer og de haandgribelige Ting, for igennem dette Kendskab at kunne gaa videre og lære de højere Former for Energier, der befordrer Bevidsthedslivet, at kende.

Det vil sige, at den kristne Verdensreligion ved at skabe Betingelser for en materialistisk Udvikling forandrede Kulturen, ja skabte faktisk en helt ny Kultur. I denne nye Kultur - den kristne Kultur - findes den "Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes". I denne Kultur har Menneskene udviklet sig til at kunne skabe geniale Kunstværker, men ogsaa geniale Krigsmaskiner, som er rene tekniske Vidundere. Da imidlertid intet kan fødes voksent, maa ogsaa Kulturen have et Barnestadium. Paa dette Stadium befinder Mennesket sig og gør i Øjeblikket de Erfaringer, igennem hvilke det bliver indstillet paa Korrespondancen med højere mentale Energier. Igennem Korrespondancen med disse Energier opstaar Mennesket som Kunstner. Vi oplever idag at se en Mængde Mennesker skrive, spille, komponere, digte, male osv. Hele denne Virksomhed har forfinet deres Bevidsthed og deres Nervesystem saaledes, at de i Tanken har bestemt sig for en højere og ædlere Kultur end Drabets. I deres Børnelærdom har Menneskene lært, at de skal elske deres Næste som sig selv. og denne Lærdom indpodes dem stadigt fra Tusinder af Prædikestole Verden over. At denne stadige Paavirkning uundgaaeligt forfiner Nervesystemet, siger sig selv. Og dog har den ikke sat dybere Spor i Menneskenes Levevis. Menneskene har faaet forfinede Organismer, men lever under den kristne Kultur paa samme Maade, som de gjorde under den Kultur, der var bygget over Læren om Odin, Loke og Thor.

Der er Mennesker, der mener, at det er en Livsbetingelse for Menneskene at spise Kød, men det er i Virkeligheden saadan, at Dyrene ikke behøver at blive dræbt, for at vi skal kunne leve. Denne Sandhed er imidlertid ukendt for det store Flertal idag. De fleste tror, at de ikke vilde kunne leve ret mange Aar uden animalsk Føde. Paa denne Urindstilling lever Menneskene endnu i en meget stor Udstrækning. Men Mennesket af idag har en Organisme, der er meget forskellig fra Vikingernes. Ganske vist findes der enkelte, der er robuste nok til at bade mellem Isflager, men det er ikke det normale. Menneskene spiser og drikker i stor Udstrækning i Overensstemmelse med den oldnordiske Kultur og tænker i stor Udstrækning i Overensstemmelse med den kristne Kultur. Derved opstaar der Disharmoni i Form af Sygdomme. Det er kun en meget lille Procentdel af Menneskene, der dør af Alderdom. Tuberkulose, Kræft, Forkalkning osv. bevirker, at Menneskene faar ødelagt deres Organismer, der efterhaanden er blevet saa forfinede, at de ikke kan taale den barbariske Levevis, der idag er almengældende. Jeg siger ikke dette for at kritisere dem, der spiser Kød, men kun for at advare og vejlede. For at kunne repræsentere en højere Kultur, maa der være Overensstemmelse mellem Tænkning og Levevis. Oplevelsen af Sygdom fører til Erkendelse af denne Sandhed. Alle vil blive bragt frem til at faa Føden bragt i Kontakt med den forfinede Organisme, de har faaet.

Ogsaa de materialistiske Videnskabsmænd, der benægter Guds Eksistens, har meget forfinede Organismer. Hele den intelligensmæssige Tankegang, der er en nødvendig Betingelse for at kunne dyrke Videnskab, bevirker, at Blodet bliver forfinet. Men med denne Forfinelse af Blod og Nervesystem kan det ikke undgaaes, at disse Mennesker kommer i Konflikt med Livets Love, naar de samtidig med deres Forskning dyrker grovere Tankearter og lever af primitiv Føde. Medens Dyret i Kraft af sin enkle Levevis, som ydermere er i Harmoni med dets Bevidsthedsliv, ikke kommer i Konflikt med Tilværelseslovene, i hvert Tilfælde ikke paa en saadan Maade, at det rammer dets fysiske Organisme i tilnærmelsesvis samme Maalestok, som vi kender det hos det jordiske Menneske, ser vi, at Mennesket netop i Kraft af dets Evne til at tænke, oplever store fysiske og psykiske Konflikter. Mennesket har i sig en Tendens til at ville have enhver Gaade løst. Hele den Proces, der skal til for at løse Livets Gaader, befordres ved Hjælp af Hjernen, Nervesystemet og Blodet, og derved er det, at Organismen bliver forfinet.

Men Mennesket har andre Tendenser i sig end blot Trangen til at forske. De store Konflikter fremkommer der, hvor de ædlere Tendenser krydses af de lavere, med andre Ord der, hvor Mennesket ikke anstrenger sig for at tæmme sine Urkræfter. Det drejer sig blandt andet om den Tendens, Mennesket har til at blive hidsig. Denne Tilstand kan komme over et Menneske rent uvilkaarligt, naar det f.Eks. møder en, det nærer Antipati imod. Denne Hidsighedstrang maa bekæmpes, idet den virker direkte ødelæggende paa Organismen, der ikke længere er i Stand til at taale de mentale Energier, der er naturlige for Rovdyret. Hvis et Menneske er uærligt og bedrager, vil det paa den Maade stadig komme i Konflikt med sine Medmennesker, ligeledes hvis det albuer sig for brutalt frem. Naturligvis kan man lige i Øjeblikket godt have baade Held og Medgang, hvis man anvender disse Metoder, men det fører den kedelige Konsekvens med sig, at det uvægerligt før eller senere vil gaa galt, nemlig naar de udsendte Skæbne- eller Energibølger vender tilbage.

Alle bedrageriske Transaktioner er baseret paa forældede Instinkter og maa bekæmpes. At der har været en Tid, hvor meget af det, der idag er forbudt, har været tilladt, berører ikke den Kendsgerning, at Urkræfternes Virkeomraade maa begrænses. Denne Begrænsning er i høj Grad stimuleret af Religionernes Idealforskrifter, der alle vender sig imod de fra Dyreriget nedarvede Tendenser.

Hvis vi betragter Mennesket af idag og ser, hvor langt det er naaet i sin saa højt priste Kultur, vil vi se, at vi rent fysisk har gjort kolossale Landvindinger. Vi kan faa Lys blot ved at trykke paa en Knap. Alle Strækninger er blevet kortere takket være Jernbaner, Biler, Flyvemaskiner m.m. Mennesket har i en vældig Udstrækning overvundet Elementerne og tvunget dem til at arbejde for sig. Paa dette Felt er man altsaa naaet langt frem.

Med Hensyn til Menneskets Levevis i den daglige Tilværelse ser vi imidlertid et skrigende Misforhold mellem glimrende Evner og Væremaade. Det har aldrig vist sig tydeligere end nu, at Mennesket ikke har formaaet at bruge sin Intelligens til at skabe et kærligere Forhold mellem sig og sin Næste. Vi oplever jo netop nu at se Kulminationen af denne Tilstand lige for vore Øjne. Der har aldrig nogen Sinde været, og der vil aldrig mere blive en saa vældig Demonstration af det dræbende Princips Virkninger som de, vi er Vidne til. Denne Demonstration er i Virkeligheden en vældig Understregning af, at Mennesket maa forandre sin Levevis og bringe sine Urinstinkter under Viljens Kontrol. Utæmmede Urinstinkter foraarsager Lidelsestilstande, og disse Lidelsestilstande bevirker igen, at Mennesket kommer til at spekulere over Aarsagerne til og Hensigten med Lidelsestilstandene. Det er en absolut Kendsgerning, at Menneskene slet ikke er lykkelige trods deres glimrende Læreanstalter, Skoler og Universiteter. Naar man betænker, i hvor stor Udstrækning Menneskene har Adgang til at studere, skulde de jo kunne leve som i et Paradis. Men Jorden er intet Paradis.

Paa denne Klode, paa hvis Overflade vi lever, rejser vi igennem Verdensrummet. Den er at ligne ved en Slags Himmelvogn med en Kupe. Hvordan teer Menneskene sig saa i denne Kupe? Som kultiverede Mennesker? Nej! De slaas, river, flaar og flænger i hinanden. De bekæmper hinanden i en saadan Grad, at de slet ikke faar Tid til at se ud af Kupeens Vinduer. Tænk Dem, de Herligheder i Form af Stjernebyer, Solsystemer o.s.v. som Menneskene gaar Glip af, blot fordi de er optaget af at slaas om at faa en Plads i Kupeen. Nogle er fulde og støjende, andre tarveligt klædt paa, medens andre igen er klædt i Silke. Nogle har en Gud, som de er parat til at udgyde Strømme af Blod for, blot for at faa ham anerkendt som den største. Andre finder Tanken om Gud direkte latterlig og saadan fremdeles. I Virkeligheden er det en Luksuskupe, Menneskene rejser i, men de fylder den med Stank.

Menneskene i denne Kupe er alle forskellige Væsener, som staar paa højst forskellige Udviklingstrin, hvorfor de alle vil noget højst forskelligt. Saadan kan det imidlertid ikke fortsætte, i hvert Tilfælde ikke i samme Grad som nu.

I Virkeligheden raaber alle Mennesker paa Tid til at faa Lov til at se ud af Kupeens Vinduer. Men saa snart en kommer hen til Vinduet for at kigge ud, kommer der straks en anden og siger, at det maa han ikke. Denne Tingenes Tilstand er højst uheldig, thi Menneskene vil blive højst forundrede den Dag de alle faar Adgang til at betragte Udsigten. For at dette imidlertid kan ske, maa alle Rejsens Deltagere opleve og opdage det Misforhold, der er mellem Pladsen og Mulighederne i Kupeen. De maa opdage deres manglende Evne til at enes om Pladsen og lære at udnytte Mulighederne.

Jeg saa to Duer, der havde Rede i et Træ her udenfor. De havde ingen Bekymringer eller Sorger. Selv den haarde Vinters Rædsler tænkte de ikke paa eller rugede over. Det er kun Menneskene, der kan ruge i Aarevis over deres Oplevelser og gaa og ryste af Angst for at miste noget af deres Ejendom. Jo rigere de er, jo større Tendens til Ængstelse har de. Aarsagen til denne Ængstelse er den, at Mennesket ikke lever i Kontakt med Livets Love. De spiser og drikker f.Eks. noget der i Virkeligheden slet ikke er beregnet til Føde. De ryger Tobak og forpester Luften dermed. Har forskellige Drikke, hvis Virkninger de søger at fjerne med Pulvere uden derfor at komme Ubehagets Aarsag nærmere, - de bedrager kun sig selv.

Men da dette Selvbedrag ikke ophæver Lidelserne, ser vi, hvorledes disse Lidelser efterhaanden afføder Spørgsmaal, hvis Svar bevirker en forandret Ernæring. Vi ser paa alle Omraader Virkningerne af den aandelige Vækst, der er Lidelsernes uundgaaelige Resultat. Vi ser, hvorledes Lov- og Retsvæsen med visse Mellemrum bliver ændret i en mere kærlig og human Retning. Vi ser hvorledes det sociale Liv stadig forbedres. Mennesket vokser i Viden. Det lærer visse Naturlove at kende, og vi ser, hvorledes dets Raab efter mere Viden, efter mere "Lys" stadigt vokser.

Vi ser med andre Ord, hvorledes vi er omgivet af en Kultur, som er i Vækst, og hvis vi undersøger Problemet til Bunds, ser vi, at det eneste, der hindrer denne Kultur i at komme i fuld Blomstring, er de uopdyrkede Felter i Menneskets egen Bevidsthed. Disse uopdyrkede Felter udgøres af alle de Tendenser, der var gældende Ret i en forsvunden barbarisk Periode i Menneskehedens Barndom, og som nu kommer til Syne i det enkelte Menneske som ubeherskede Urinstinkter.

Mennesket oplever nu Lidelseshistorien. Mørket er Korsfæstelsen, der vil føre til Opstandelsen. Denne Opstandelse er den voksende Kultur. Endnu er der ingen Verdenskultur. Hver enkelt Nation har sin egen Kultur og tror, at netop den har fundet det verdensfrelsende Middel, de Vises Sten. Sandheden er den, at der virkelig er nogen Sandhed i det, hver især har fundet, de har allesammen noget af det rigtige, men ogsaa alle noget, der er galt. De famler sig alle frem imod Lyset i den Tro, at deres System er det rigtige og det eneste saliggørende. Derfor albuer de sig frem, maser sig med hensynsløse, blodige Midler i en vældig Fart frem mod Freden, Roen, den fuldkomne Verdenskultur, hvor Menneskene kan leve i Fred, have Arbejde og dyrke deres Interesser, helt fri for alle de forfærdelige Tilstande, som de idag sukker og stønner under.

Menneskenes Higen er hver især at ligne ved en lille Bæk, der løber sammen med andre Bække, der allesammen iler imod deres Ligevægt. Ifølge Loven for Bevægelse kan de ikke standse, før de er naaet frem til deres Ligevægtstilstand. Derfor er det let at se, at Verdenskulturen er under Vækst frem imod Lyset. Endnu eksisterer der ikke nogen Verdenskultur paa Jordkloden, den er først under Opbygning. Den befinder sig i Øjeblikket i en nebuloseagtig Tilstand og er ved at fortætte sig, saaledes at samtlige Nationer kommer ind under samme Kultur - Verdenskulturen. Det er nødvendigt, at Nationerne faar en fælles Verdenskultur, idet den danner Forudsætningen for, at de enkelte Mennesker kan komme ud af det med hverandre. Vi ser da ogsaa, hvorledes Udviklingen nu fører Menneskene frem imod det Trin, hvor hver især har erkendt Nødvendigheden af fælles Samarbejde. Igennem svære Lidelser opstaar Jorden over Ønsket om fredeligt Samarbejde, et Ønske, der forceres igennem de Lidelser, det samlede Menneskesamfund idag gennemgaar.