Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kultur er den Samling Talenter, Evner eller Karakteregenskaber i Bevidstheden, der er Resultatet af vor planmæssige, viljesledede Indsats for at tvinge Urkræfterne i os ind i Kontakt med Livets Love. De ved, at vi baade har mentalt Mørke og Lys i vor Bevidsthed. I mit forrige Foredrag viste jeg Dem, at Mørket var kulminerende i det jordiske Menneskes Mentalitet. Der hvor det er besejret, har et Menneske Kultur, der raader Lyset i dets Tankeverden. Det er altsaa en Kendsgerning, at Mørket eller det dræbende Princip eksisterer i os som Urkraft. Ved at iagttage Dem selv vil De se, at De oplever at blive irriteret, ja maaske endog vred eller opfarende uden at skulle tænke Dem til disse Tilstande. Mennesket er først kultiveret, naar det har faaet underlagt sig disse Tilstande. En Undersøgelse af vor Bevidsthed vil vise os, at der er Omraader i den, som er bragt under Kultur, Omraader, hvor vi behersker Livet, og andre Omraader, som endnu henligger som Jungle, og hvor Livet behersker os. Det er disse uopdyrkede Felter, som vi skal mobilisere vor Forstand og Vilje imod, saa at vi kan faa hele vor Bevidsthed under Kultur.

Dyrene har ingen Kultur. Dette betyder imidlertid ikke, at de lever i Konflikt med Livets Love, men blot at deres Tilværelse ikke er saa kompliceret som Menneskenes, hvorfor de ikke behøver Kultur paa samme Maade, som Menneskene gør det. Dyrene har ingen andre Interesser end Forplantning, Ernæring, Afkommet og Magen. Disse Interesser har de medfødt som Urkræfter. Naar Dyret gaar paa Rov, spørger det ikke, om Byttet tilhører den eller den. For Dyret er det Natur at tage Føden, hvor det finder den. Hos Mennesket derimod er Tilværelsen langt mere kompliceret. Det kan ikke uden videre gaa hen og tage Føden, hvor den findes. Ej heller de øvrige Ting, det har Brug for. Der er nogle, der gør det i en vis Udstrækning, men det er Mennesker, der ikke har bragt Urkræfterne i dem selv under den Kultur, der er Forudsætningen for Dannelsen af det, vi kalder et ordnet Samfund. Hvorpaa beror nu denne Forskelligartethed mellem Mennesker og Dyr? Paa det, vi kalder "Udvikling". Mennesket har gjort langt flere Erfaringer end Dyret og er derved vokset frem til en langt mere kompliceret Livsoplevelse. Erfaringsophobning vil altid være det samme som Udvikling. Fra at have levet i Dyrets umaadeligt primitive Tankeverden er det jordiske Menneske vokset frem til et Stadium, hvor det har Evne til bevidst at skelne mellem det behagelige og det ubehagelige og til at bekæmpe det, som gaar paa tværs af dets Begærs Tilfredsstillelse. Dyret er ikke naaet til dette Stadium. Det er fra Naturens Haand udstyret med Midler til at klare sig i de Situationer, det kommer ud for. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at Dyret ikke gør Erfaringer. Det gør, som alle levende Væsener, sine Erfaringer og forandres derigennem ganske langsomt. Det bliver ikke ved at staa paa det samme mentale Trin, men faar lidt efter lidt vækket sin Intelligens til Live, saaledes at det kan begynde at spekulere paa, hvorledes det skal faa forbedret sin Tilværelse og derved undgaa de Ubehageligheder, det kommer ud for. Naar det er naaet til dette Stadium er det ikke længere noget almindeligt Dyr, men fremtræder som det, vi idag forstaar ved et Fortidsmenneske, hvilket vil sige et Menneske paa et langt lavere Trin end det, de nulevende Naturmennesker befinder sig paa.

Paa dette Stadium begynder Skabelsen af det, vi kalder Kultur. Vi ser, hvorledes det primitive Menneskes Dagsbevidsthed er bygget op af en koncentreret Samling Erfaringer, ud fra hvilken det skaber de første elementære Love, paa hvilke dets Samfund hviler. Da disse Love er skabt ud fra et Magterfaringsmateriale, bliver vi Vidne til, at der ofte opstod et Misforhold mellem den stadige mentale Vækst og de engang frembragte Love, et Misforhold, der bragte megen Lidelse med sig. De første Former for Kultur var helt i det dræbende Princips Favør. Saa langt frem som til den Tid, hvor den nordiske Gudelære var dominerende, var Mørket eller den raa Magt Idealet. Man saa paa det dræbende Princip, Mørket, som Lys og betragtede Forsynet som et Væsen, der maatte være lige saa vred, hævnende, hadende og straffende som Menneskene. For den Tids Mennesker var det dræbende Princip Idealet, og de oplevede da ogsaa ved det en vis Form for Lykke. Men enhver Ting følger Kredsløbets Love. Saaledes har ogsaa enhver Kultur sin Begyndelse, Kulmination og Afslutning, hvor den bliver forældet og erstattes af en ny Kultur. Saaledes har Menneskeheden passeret forskellige Stadier af Kulturer. Naturmennesket voksede gradvis frem til det, vi idag kalder Kulturmennesket.

Naar vi kalder det primitive Menneske for et Naturmenneske, er det, fordi det staar paa et lavere Kulturtrin end det, vi selv befinder os paa. Det lever endnu hovedsageligt paa sine Urinstinkter, paa sine medfødte Tilbøjeligheder, der endnu i stor Udstrækning gør sig gældende. Hos Kulturmennesket, der er begyndt at kæmpe mod de Ubehageligheder, som Urinstinkterne har bibragt det, bliver Tilværelsen efterhaanden saa indviklet, at det maa have et helt Lovsystem til at imødegaa Ubehagelighederne fra de Mennesker, der kun lever paa deres Urininstinkter. Hele vort Lov- og Retsvæsen er at ligne ved en Si, der udelukkende har til Opgave at tilbageholde Virkningerne af Urinstinkterne til Fordel for Udfoldelsen af den Kultur, vi igennem vor udviklede Tænkeevne har erhvervet os.

Er Menneskene nu blevet lykkeligere igennem denne Kultiveringsproces, end de var ved dens Begyndelse? Slet ikke. De er endda ikke saa lykkelige som Dyrene, der lever langt mere i Kontakt med Livets Love. Menneskene sukker og stønner under Lidelser. De kriges, myrder og lemlæster hverandre, og dog er de Kulturmennesker. Men deres Kultur er ikke fuldkommen. Den er en Blanding mellem Lys og Mørke, og før disse Faktorer er ganske anderledes adskilt, end Tilfældet er idag, vil Menneskene ikke blive lykkelige. Igennem alt det, Menneskene idag oplever, kommer de til Kundskab om det dræbende Princips virkelige Udstrækning og Karakter. Denne Kundskab er et naturligt Resultat af den Udvikling, der begyndte med Tilbedelsen af det dræbende Princip som Lys, som et Ideal, og som medførte, at det var en Skam at dø en naturlig Død af Alderdom. En saadan Leve- og Tænkemaade kunde naturligvis ikke forblive uden Virkninger. De Skæbnebølger, en saadan Levevis repræsenterer vil usvigelig sikkert komme tilbage og afføde ubehagelige Virkninger. I Kraft af Loven for Tilværelse maa man høste, hvad man saar. Dette vil sige, at en Energibølge, der udsendes ikke kan standse, men maa gaa tilbage til sit Ophav. Det der opstaar i Bevidstheden, naar Energibølgen vender tilbage, kalder vi Erfaring. I Kraft af Erfaringsdannelsen indtræder der en Forfinelse ad Menneskets Bevidsthed. Der opstaar det, vi kalder Medlidenhedsevne. Medlidenhedsevnen er Evnen til ubevidst Erindringsgenkaldelse af oplevede Lidelser, saaledes at man fornemmer sin Næstes Lidelser og kan sætte sig ind i dem paa en saadan Maade, at man reagerer til Fordel for hans Befrielse for Lidelsen.

Dette vil altsaa sige, at vi i Tilfælde af, at vi overværer en Ulykke, kan sætte os i de tilskadekomnes Sted og mærke deres Lidelser i samme Omfang som havde vi selv været ude for Ulykken. Derfor kunde det ikke undgaas, at Menneskene igennem den tiltagende Erfaringsoplevelse fik en mere og mere forfinet Bevidsthed. Denne Forfinelse af Bevidstheden medførte en stadigt voksende Visdom, en stadigt voksende Kærlighedsevne, hvilket medførte en stadigt mere dybtgaaende Konflikt mellem Fortidens og Nutidens Kulturopfattelse.

Kommentar: Dette afsnit af artiklen startede og sluttede brat i Brev nr. 18.