Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Februar 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(sluttet).

Bag alle levende Væsener, fra de mindste til de største, eksisterer der et Jeg, saaledes ogsaa bag den største af alle Organismer, selve Universet. Dette Jeg knytter alle levende Væsener sammen til en Enhed. Denne Enhed er Guddommen. Denne Guddom manifesterer sig ikke gennem et "Intet", den maa bruge alle levende Væsener for at manifestere sig. Guddommen har Brug for hvert eneste levende Væsen, ligegyldigt hvorledes det er eller ser ud. Det lyder maaske mærkeligt for Dem, men Guddommen er i Virkeligheden afhængig af alle levende Væsener. Paa samme Maade som De og jeg skal han bruge Sanser, naar han vil opleve noget, og Guddommen sanser Livet gennem de levende Væsener.

De levende Væsener er altsaa Guddommens Sanseredskaber. Det er dette Syn paa det levende Væsen det tyvende Aarhundredes Mennesker vil komme til at leve paa. Det levende Væsen er saaledes noget langt større end Mennesket i Almindelighed er vant til at mene. Men naar Guddommen skal bruge alle levende Væsener for at kunne skabe, saa bliver Spørgsmaalet: Gennem hvilke levende Væsener sanser Guddommen os? For at kunne faa Svar paa dette Spørgsmaal er det nødvendigt for os, at vi gaar et Stykke tilbage i Udviklingen. Vi ved, at Dyret i Dødsøjeblikket udstøder et Angstskrig. Dette Angstskrig er en Henvendelse til et ukendt Forsyn. Længere fremme i Udviklingen ser vi det jordiske Menneske udstøde et næsten tilsvarende Skrig, det kalder vi "Bøn". Saavel Dyrene som Naturmenneskene er instinktivt indstillet paa, at der eksisterer et Forsyn. Men naar vi kommer længere frem i Udviklingen, frem til det saakaldte Kulturmenneske, ser vi, at paa dette Trin benægter man et Forsyns Eksistens, fordi dette Forsyns Eksistens tilsyneladende ikke kan bevises. Denne Opfattelse beror imidlertid blot paa en Illusion. Oplevelsen af Gud beror paa andet og mere end en blot og bar intelligensmæssig Definition. Selv det mest intelligensmæssigt udviklede Menneske vil en Dag komme til at længes efter at møde Forsynet. Denne Længsel er illustreret i Lignelsen om den fortabte Søn, der længtes efter at se sin Fader igen. Jo mere udviklet Mennesket bliver rent videnskabeligt set, desto dygtigere vil det blive til ogsaa at forske i aandelig Materie. Denne Forskning vil bringe dem til at se alle Bevægelsesarter som Udtryk for Livsytringer. Igennem Forstaaelsen af, at alt er Livsytringer, vil det blive til Kendsgerning, at der bag Naturens Kræfter maa eksistere et levende Væsen. Igennem Studiet af den uhyre Planmæssighed Livet i Naturen afslører, vil man komme paa Sporet af, at denne Planmæssighed udtrykker Bevidsthedsudfoldelse og dermed vil man naa ind til Erkendelsen af Guddommens Eksistens som realistisk Virkelighed.

Igennem Studiet af vor egen Organisme ser vi, at den indtil de mindste Detaljer afslører Logik i Sammensætning og Opbygning. Og som det er her, er det overalt i Tilværelsen. Hvert eneste levende Væsen tjener sit særlige Formaal i Tilværelsen. Denne uhyre Planmæssighed er ikke frembragt af et Menneske. Vi tvinges derved til at erkende, at der findes en langt højere Bevidsthed end vor bagved alt. Denne Bevidsthed betjener sig af alle levende Væsener som Sanseredskaber. Vi faar efterhaanden Erfaring for, at Guddommen er allestedsnærværende. Naar Guddommen sanser igennem alle levende Væsener, betyder det, at vi intet Sted kan skjule os for denne Guddom. Da alle Former for Materie, den fysiske saavel som den aandelige, er Udtryk for Guddommens Sanseredskaber, kan vi ikke paa noget som helst Omraade komme uden for Guddommens Sansesæt. Vore egne Sanser tilhører Guddommens Sansesæt, vore Mikrovæsener hører ligeledes med til Guddommens Sansesæt. Vi er alle en Del af Guddommens Fornemmelsesevne. Vi kan ikke opleve noget, uden at denne Oplevelse gaar ind i vor Overbevidsthed. Men da vor Overbevidsthed er en Del af Guds Overbevidsthed er det øjeblikkeligt "i ham". Derfor kan vi ikke lyve for Guddommen; thi vi er evigt stedet for hans Bevidsthed. Naar vi saaledes igennem vore Erfaringer kommer til Erkendelse af, at alle levende Væsener er Guds Sanseredskaber, og at Gud igennem disse Redskaber svarer paa vor Henvendelse til ham, saa sker der det, at vi forandrer vor Indstilling til disse Redskaber. Da disse Redskaber tilsammen udgør alt det, vi kalder "Naturen", vil dette altsaa sige, at vor Indstilling til Naturen bliver en anden end før. Naar man først begynder at forstaa, at alle levende Væsener samlet udgør Guds Organisme, er det indlysende, at Guddommen bliver mere levende for en end før, hvor han var noget uden for Materien. Mange Mennesker opfatter Naturen som noget, de skal kæmpe imod. I vor Børnelærdom fik vi forkyndt, at "Djævelen" søgte at friste Menneskene o.s.v. Men i den Form er Kristendommen Hedenskab. Saalænge man har den Indstilling til Guddommen, viser det blot, at man ikke har nogen virkelig Forstaaelse, af Livet. Mennesket af idag har en Anelse om, at der maa være et Forsyn, et eller andet højere Væsen, som ordner alt. Men de har ingen virkelig Forstaaelse af dette Forsyn, saalænge de tror, at Menneskene, Dyrene etc. ikke er en Del af Guddommen, men derimod noget, der godt kan gaa til "Helvede" eller gaa til Grunde. Det er givet, at en saadan Indstilling maa influere paa Menneskets Viljeføring. Naar man derimod begynder at indstille sig paa, at alle levende Væsener samlet udgør Guddommens Legeme, er det indlysende, at Gud bliver mere levende for en. Denne Indstilling giver en langt større Forstaaelse af selve Livet og Tilværelsen. Saa begynder man at faa den samme Indstilling til Livet, som de store Vise har haft. Det er ganske udelukket, at Gud kan blive ved med at være noget usynligt, en skønne Dag vil han kunne sanses klart. Og man vil da se, at alle Væsener er Guds Sanseredskaber, og at alt hvad der manifesteres, skal manifesteres, fordi det er uundværligt i den store Opbygningsproces, vi er midt i. Naar Mennesket ikke kan lide et eller andet, er det, fordi det har en forkert Indstilling til det, som det ikke kan lide. Men naar det begynder at kunne se, at Gud er identisk med alle levende Væsener tilsammen, vil det se det Væsen, det ikke kan lide, som et Led i den store Opbygningsproces. Et Eksempel herpaa har De i Deres eget Liv. De har næppe ligefrem elsket dem, der i deres Opdragelse af Dem selv maatte nægte Dem det, De gerne vilde, fordi disse Mennesker kunde se, hvad Deres Ønsker vilde føre til, hvis de ikke nægtede Dem det. Men senere hen har De sikkert mange Gange følt Taknemmelighed imod dem, De dengang rasede imod. Man elsker ikke Modgangen, saalænge man er midt i den, men derfor er den ligefuldt vor bedste Læremester. Som Livet er idag, viser det, at Mennesket ikke har den Indstilling, at Gud eksisterer bag alt det ubehagelige, det oplever. Naar det kommer ud for noget ubehageligt, det være sig Arbejdsløshed, Fattigdom, Sygdom eller Sladder og Giftighed fra andre Mennesker, er det i Virkeligheden Gud, det oplever. Alle disse Ubehageligheder er i Virkeligheden Kærlighedsmanifestationer, men Mennesket ser det kun som konstant Mørke, det ser ikke det tilsvarende Lys og dømmer derfor forkert. Livet vil lære os, at vi ikke paa een Gang kan lave vor Tilværelse om. Alt er i Øjeblikket saa fuldkomment, som det kan være. De vil engang forstaa, at ingen, absolut ingen, kan være anderledes, end de er i Øjeblikket. Forstaaelsen af dette vil give den Fred og Ro i Sindet, De længes efter. Det vil en Dag staa ganske klart for Dem, at alt hvad der sker i Verden, alt det De er omgivet af, er alle de Sanseredskaber, Guddommen anvender i sin Samtale med Dem. Den bedste Forbindelse med Gud opstaar der, hvor man er paa "Bølgelængde" med ham. "Lige Børn lege bedst", hedder det i Ordsproget. To Mennesker forstaar hinanden, men en Fugl og et Menneske forstaar derimod ikke hinanden saa godt, thi der er for stor Afstand imellem dem. Skal Guddommen tale til en Fugl, maa det blive igennem en anden Fugl. Skal han tale til et Menneske, maa det blive igennem et andet Menneske. Naar vi ønsker at tale med Gud, maa vi ikke tro, at det er noget, der først kan finde Sted i "Himlen", det kan finde Sted, hvor vi gaar og staar. Gud oplever os igennem vore Omgivelser, og naar han skal svare os, svarer han igennem vore Omgivelser, igennem vor Næste. Naar man ved dette, bliver det mere forstaaeligt, at man skal elske sin Næste som sig selv. Det er uhyre nødvendigt for vor Lykke, at vi kommer til at elske vor Næste, vore Omgivelser, som jo er Guddommens Sanseredskaber.

Der var engang, hvor Menneskene ikke havde denne Indstilling. Da var dette at dræbe sin Næste et Ideal. Jeg tænker her paa Vikingetiden. For Dyrene er det endnu et Ideal at dræbe, ja en Livsnødvendighed. Men for Menneskene, der har gennemlevet denne Tilstand indtil Vederstyggelighed, er det ikke længere et Ideal, en Livsnødvendighed. Og alle normale Mennesker længes da ogsaa mod den modsatte Tilværelse. Men for at denne Længsel kan blive tilfredsstillet, er det nødvendigt, at man lærer Midlerne dertil at kende. For at ens eget Liv kan blive anderledes, maa man ønske det først. Ikke taaget, men klart. Naar der i Deres Tanker opstaar et Ønske om et eller andet, handler De i Retning af Deres Ønskes Opfyldelse. Det er Deres Tale til Guddommen. Hvis De tænker, ønsker og handler forkert, maa Guddommen fortælle Dem det. Hvis De gør et eller andet og tror, at det er det rigtige, og det saa alligevel i Virkeligheden er forkert, saa maa Guddommen fortælle Dem det, og det kan ikke ske paa nogen fuldkomnere og bedre Maade end ved at lade Dem opleve Virkningerne af Deres Handlemaade. Vort Bevidsthedsliv bestaar i en Jongleren med forskellige Tankearter og Energier. De Manifestationer, der er Resultatet af denne Blanding af Tankearter indvirker paa vore Omgivelser, som er Guds Sanseredskaber. Saaledes er vi hele Tiden i Korrespondance med Guddommen. Vi faar hele Tiden noget at vide af Guddommen. Vi lærer efterhaanden alt det at kende, der ikke er rart. Vi lærer at fornemme, hvordan det er, naar andre har Sorg eller er kommet til Skade. Alt det, der sker, tjener os til vort eget Bedste, saaledes at vi sluttelig kommer til at elske Gud fuldt bevidst. Hele Menneskehedens Ønske gaar nu i Retning af at skabe en Jord, hvor alt er fuldkomment, og hvor intet gaar til Spilde, hvor ingen er dømt til at leve i Fattigdom o.s.v. Det er det, der er Menneskehedens Længsler og Maal. Disse Længsler overbringes Gud igennem hans forskellige Hjælpere, og Gud svarer Menneskene gennem forskellige Foreteelser. Af de Væsener, han har til sin Raadighed, lader han dem manifestere det dræbende Princip, som er i Stand til det, og de, der ikke længere er i Stand hertil, lader han udføre det modsatte. Gennem denne nye Opfattelse af vore Medvæsener som Guds Sanseredskaber, vil vi komme i et mere intimt Forhold til Guddommen. Vi vil komme til at opleve, at det at tale med Guddommen ikke blot er noget, der foregaar i Løndom, men at vi taler med Gud, hver Gang vi foretager en Handling over for vor Næste. Alle de Væsener, der kommer inden for vort Sanseomraade, er vor Næste. Jo mere vi kommer i Harmoni med vor Næste, jo mere kommer vi i Harmoni med Gud. Naar vi kommer i Konflikt med vor Næste, er det i Virkeligheden Gud, vi kommer i Konflikt med. Hver eneste Gang vi gør noget forkert, vil vi komme til at opleve Smerte. Smerten er en Slags "Klokke", der ringer advarende, naar vi er i Færd med at gøre noget forkert. Hvis vi ikke hører den eller lader haant om den, vil den ringe stærkere og stærkere, indtil vi hører den og giver Agt paa den. Dette bevirker, at ingen pludselig og uden mindste Varsel kan gaa til Grunde. Naar alt saaledes er Guds Manifestation, naar alt er Guds Skabelse, vil dette i Virkeligheden sige, at vi evigt hviler i Guds eget Favntag. Vi er maaske ikke de Redskaber, vi ønsker at være, og naar vi ikke er det, kommer vi i Konflikt med os selv. Vi maa forstaa, at den eneste vi i Virkeligheden kan komme i Konflikt med, er os selv. Naar vi faar Modgang, Sorger og Skuffelser, saa er det ikke den eller den, der har Skylden, men saa er det, fordi vi paa et eller andet Felt ikke har handlet rigtigt. Gennem Lidelserne bliver vi ført frem til et mere inderligt Forhold til Guddommen, og tilsidst ser vi hans Tilsynekomst, hvorhen vi end vender vort Blik. At se alle Væsener som Guds Sanseredskaber vil føre til en forceret Kærlighedsudvikling, det vil føre til, at vi ser, at der ikke er nogen som helst Grund til at kritisere den eller den; thi gør man det, er det jo Guddommen, man kritiserer. Den Dag De ser alle Væsener som Guds Sanseredskaber, har De samme Indstilling som Jesus havde, da han sagde: "Fader! Ske ikke min, men din guddommelige Vilje!" I Lyset af denne Indstilling ser man alt som guddommeligt, og saa tænker man ikke paa, hvad man selv vilde have gjort. Det er Livets Mening, at man skal være lydhør over for Guds Tale. Det vil være klogt at komme bort fra den taabelige Tilstand at tage alt det ubehagelige, andre gør imod en, højtideligt. Saa længe man er optaget af denne Tilstand, ser man ikke andet. Den Dag De naar frem til en Tilstand, hvor De kan tage en Fornærmelse med et Smil, begynder Livet. De kender Budet, om at man skal vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre. Men dette Bud skal naturligvis ikke tages bogstaveligt. Hvis vi har en Fjende, og han slaar os paa den højre Kind, skal vi ikke uden videre ogsaa lade ham slaa os paa den venstre. Men Budet betyder, at vi skal vende vor Forstand til. Hvis nogen slaar os, skal vi lade være at slaa igen. Vi skal gaa vor Vej eller paa anden Maade lade ham gaa til venstre, naar vi gaar til højre eller omvendt. Gør man dette, er man i Kontakt med Tilværelsens højeste Love. Selv den, der slaar os, er vor Næste og en Del af Guddommen. Forbander vi denne vor Næste, er det Gud, vi forbander. Over for al Vold er det klogt at holde sig Jesus Ord for øje, hvor han fra Korset siger: "Fader forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre!" Disse Ord udtrykker den højeste Manifestation af Livsforstaaelse.

Naar jeg ser Dem, ser jeg Guddommens øjne i Dem. Akkurat paa samme Maade som De staar alene over for Gud, staar jeg alene over for Gud. De har Guddommen omkring Dem, i Dem, ja allevegne finder De Gud. De kan være i en Situation, hvor De ikke kan komme i Kontakt med Guddommen d.v.s. at De kan være i en Situation, hvor ingen af de Mennesker, De kender, kan forstaa Dem. Men naar ingen af de Mennesker, De kender, kan forstaa Dem, maa De søge Kontakt med andre "Redskaber", hvorigennem De kan faa Forbindelse med Gud. Her i det daglige Liv kan man være omgivet af Mennesker, der er mere eller mindre fjernet fra den "aandelige Bølgelængde", man selv repræsenterer. Dette bevirker, at mange Mennesker kommer i Situationer, hvor de føler sig forladt af Mennesker, alle de Steder de henvender sig, finder de ingen Medfølelse. Saa er det, at mange Mennesker begaar Selvmord. At begaa Selvmord er noget, der er ganske meningsløst, thi man er ikke forladt af Gud, fordi man er forladt af Mennesker, og man kan henvende sig til Gud paa anden Maade end igennem Mennesker. Gud har mange andre Redskaber end dem, der er synlige for Menneskene. Side om Side med de jordiske Mennesker findes der paa det psykiske Plan Myriader af levende Væsener, der udelukkende har til Opgave at befordrede jordiske Menneskers Bønner om Hjælp. Naar man vil bede, kan man, som der staar skrevet "gaa ind i sit Lønkammer". Men dette skal ikke tages bogstaveligt. Det behøver ikke at være et Rum med 4 Vægge og en Dør, det er ikke det, der er det afgørende. Det "Lønkammer" der menes, har vi alle Steder, hvor der ikke er Mennesker, vi kan henvende os til, saa at vi maa rette vor Bevidsthed ind mod det Ukendte, der hvor vi siger: "Fader vor, du som er i Himlene". Vi maa ikke tro, at denne Bøn gaar lige ud i Luften. Den gaar til det psykiske Plan, hvor der findes Myriader af Væsener, hvis daglige Liv bestaar i at hjælpe de Mennesker, der ikke kan hjælpes paa anden Maade. Denne Hjælp sker ad telepatisk Vej. Der findes Væsener paa det aandelige Plan, der har til Opgave at befordre vore Bønner videre. Hver eneste Dag bliver vi hjulpet af disse Væsener. Disse Væsener repræsenterer alle Erfaringsfelter saaledes, at man ikke kan komme i en Situation, hvor der ikke er nogen af disse Væsener, der forstaar en. Hvis Vedkommende Væsen, der "hører" ens Bøn, ikke har til Speciale at hjælpe paa det Felt, man trænger til, vil det tilkalde andre Væsener, som netop har deres Speciale paa det Felt, hvor man har Hjælp behov. Men det er ikke altid, at Bønnen bliver opfyldt, det er ikke altid, at Livet kommer til at forme sig saaledes, som man selv ønsker det. Men det, der sker, er det bedste for os selv. Paa denne Maade er vi i intim Forbindelse med Guddommen, og Fremtidens Syn paa det levende Væsen vil blive det, at de levende Væsener er Guds Sanseredskaber i de kærlige Felter i samme Grad som de føler sig eet med deres Medvæsener. Men paa samme Maade som der findes Væsener til at udløse Kærlighedsmanifestationer, er der Væsener, der evner at udløse det modsatte. Der er f.Eks. Lande, hvor man endnu maa have Skarprettere. Lige saa snart de ikke er nødvendige længere, vil de blive fjernet. Vi skal derfor ikke begynde at bebrejde eller dømme dem, der er Skarprettere. Begynder vi at dømme er det Udtryk for, at vi mangler Forstaaelse af deres Mission i den store Opbygningsproces, vi er omgivet af. Mennesker, der er Skarprettere, er dette lige saa naturligt som vi er dem, vi er. Bliver vi utilfredse med det Stadium, vi befinder os paa, stræber vi naturligt hen imod et nyt. Alle de levende Væsener, der idag findes i Verden, er Guds Redskaber i Omskabelsen af vor Jord fra en materialistisk til en mere aandelig Tilstand. Alt hvad De er Vidne til, er Led i en mægtig Nedbrydnings- og Opbygningsproces. Maaske kan De ikke idag fatte, hvorledes Livet vil blive, naar alle er indstillet paa, at alle Væsener er Guds Sanseredskaber, men det bliver umaadelig guddommeligt. Naar De faar denne Indstilling, bliver Gud et Væsen, De kan tale med, som De kan blive eet med. Men dette kan ikke ske, fordi jeg har sagt Dem det. Det kan kun ske ved, at De selv Gang paa Gang indstiller Dem paa at se det saaledes. De maa komme ind paa at være 100% tolerant. Gør De dette, vil De komme til at opleve, at visse Celler i Deres Hjerne aabner sig for Korrespondance. Naar disse Celler aabner sig, vil De faa en Fornemmelse af, at alle Væsener udgør en Enhed, og saa vil Deres egen Udstraaling blive af en saadan Natur, at den forener sig med Guds Udstraaling, og De oplever at være eet med ham.

Ved at være i Kontakt med Gud, kommer De i Kontakt med alting. Saa kan De se ud over de rent materielle Begivenheder, saa bliver De hævet op paa Guds eget Udsigtspunkt og derfra ser De, at der ikke findes Skygge af Grund til at være intolerant mod nogen eller noget. Fra dette Stade ser De klart, at alt hvad der sker i Verden, er Guddommens egen Manifestation, og saa vil De trygt overlade alt det, De ikke kan lide, og som det ikke staar i Deres egen Magt at ændre, til Gud. Menneskene vil naa frem til at undersøge alt, hvad de oplever, meget nøje og se, hvad der er det bedste for dem selv og deres Omgivelser med Hensyn til Opfyldelsen af deres egne ønsker. Naar man staar paa Guds eget Udsigtspunkt, vil der ikke mere være Fejl i ens Handlinger, saa vil man altid gøre det rigtige, saa er man indstillet paa at elske sin Næste som sig selv. At elske sin Næste som sig selv betyder ikke blot Klap og Kærtegn. Den virkelige Kærlighed til Næsten har intet med Sentimentalitet at gøre. Den bestaar i altid at søge at forstaa sin Næstes Handlemaade og derfor altid tilgive ham, selv om han eller hun gør noget, der ikke er i Overensstemmelse med Tilværelseslovene. Evner De ikke at tilgive, er De inde i en midlertidig aandelig Stagnationsperiode. De kan kun fjerne Dem fra een mental Tilstand og derved komme videre frem, ved at manifestere en ny og bedre mental Tilstand. I samme Grad som De manifesterer en ny og skønnere mental Tilstand, i samme Grad bliver De hævet op paa et Stadium, hvor De kan se, at alle levende Væsener tilsammen er den evige sande Gud, saa vil De forstaa Paulus Ord: "i Ham røres, lever og ere vi."