Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Januar 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(fortsat)

Og dog er det for Tænkeren aldeles indlysende, at Menneskeheden ikke kan blive virkelig lykkelig, før dens Forhold til Guddommen bliver fuldkomment. Og det er det ikke, saalænge man blot er tilfreds med at være dygtig til at forske i den fysiske Materie og derigennem har erhvervet sig en saakaldt vældig god Forstand. Dette er ikke nok til at forebygge Sorg og Lidelse. Vi ser da ogsaa, at Videnskabsmænd saavel som Genier er undergivet de samme Lidelser som alle andre. De kommer ud for de selv samme Besværligheder, økonomiske saa vel som legemlige, som alle andre. Dette viser os, at deres eget Liv ikke er blevet fuldkomnere end vort, og at al deres Viden ikke har gjort Verden lysere og lettere at leve i. Tilsyneladende har de Mennesker Ret, som hævder, at Verden bliver værre og værre at leve i. Men det mentale Mørke, De nu oplever, har sin dybe Mission. Det skaber i alle normale Mennesker en Længsel efter sin Modsætning. Mennesket længes idag inderligt efter Fred, og denne Fred vil komme. Mennesket længes efter "et Rige som ikke er af denne Verden", og dette Rige er i Færd med at fødes. Som den nuværende Verden er et Resultat af en mental Indstilling, vil en ny Verden ogsaa blive et Resultat af en mental Indstilling. Men denne Indstilling vil være anderledes end den, der ligger til Grund for alt det, vi oplever idag. Denne nye Indstilling er Menneskeheden nu paa Vej til. Gennem alle de nu eksisterende Forhold, der iler deres Opløsning i Møde, vil Menneskene komme til at se, at deres tidligere Idealisme ikke var tilstrækkelig. De vil komme til at se, at de maa have et nyt aandeligt Fundament at staa paa. Mennesket er paa Vej mod en ny Opfattelse af Tilværelsen, paa Vej mod Oplevelsen af et nyt Forhold til Guddommen.

De kender alle fra Biblen Beretningen om Adams og Evas Skabelse, men dette maa ikke forlede Dem til at tro, at Mennesket er "skabt" færdigt. Skabelsesberetningen er symbolsk og affattet i en Form, der passede til ældre Tiders Mentalitet. Hvis det ikke havde været saaledes, vilde Fortidens Mennesker ikke kunne være blevet inspireret deraf. Disse Mennesker, der kun havde Evne til at tro, forestillede sig Guddommen som en mægtig Autoritet i Form af et højtstaaende, almægtigt Væsen et eller andet Sted ude i Verdensrummet. Og naar han var almægtig, maatte han jo ogsaa kunne skabe Mennesket færdigt paa een Gang. Men et saadant Billede af en Guddom som en Autoritet med overnaturlige Evner kan det udviklede Menneske ikke leve paa. Det maa have et Billede af Guddommen, som baade kan tilfredsstille dets Følelse og Intelligens, dets logiske Sans. Og et saadant Billede er da ogsaa blevet forjættet Menneskene gennem "Talsmanden, den hellige Aand". "Den hellige Aand" er, som jeg ofte har sagt, ikke nogen Person, men en Bevidsthedstilstand. "Aand" er det samme som "Bevidsthed". Den hellige Aand er den Bevidsthedstilstand, i hvilken man er i Stand til - saavel følelsesmæssigt som intelligensmæssigt - at begribe den Viden eller Kundskab, der danner Mellemledet mellem Kristendommens store Grundfacitter og det daglige, praktiske Liv. Det er dette Mellemled, der idag mangler i det kristne Samfund ude i Verden. Uden dette vil det ikke være muligt at finde Mening eller Retfærdighed i den daglige Tilværelse. Det er da ogsaa Manglen af dette Mellemled, der har faaet Menneskene til at vende den officielle Kristendom Ryggen og vende sig til den materielle Videnskab. Men da den materielle Videnskab kun giver Maal- og Vægtfacitter, og dens Dyrkere tror, at man kun kan naa til Sandheden ved at veje, maale og registrere, er der en hel Del Mennesker, der heller ikke kan faa deres Hunger efter Løsning paa Livsmysteriet tilfredsstillet hos den materielle Videnskab. Disse Mennesker søger da Aandsvidenskaben. Da den rent materielle Videnskab midlertidigt er blændet af sine egne Forskningsresultater og ikke vil anerkende Aandsvidenskabens Paavisning af det manglende Mellemled som det, der giver den endelige Sandhed, vil der indtil videre være næsten Fjendskab mellem den materielle Videnskab og Aandsvidenskaben.

Men selv om hverken den materielle Videnskab eller den officielle Kristendom har kunnet tilfredsstille det virkeligt søgende Menneske, saa er det ikke desto mindre en Kendsgerning, at Kristendommen, trods det manglende Mellemled, har været en umaadelig bærende Kraft ned gennem Tiderne. Vi skylder Kristendommen, at vi har kunnet bygge Hospitaler, Sanatorier, Aandssvageanstalter, Sindssygehospitaler, - der er Princippet i Beretningen om den barmhjertige Samaritan omsat i moderne og forstørret Form, - samt at vi har et organiseret Samfund med Politi, Brandvæsen, Universiteter, Skoler etc. Alt dette er Frugten af Kristendommens Forvandling af Menneskene fra Vikinger og vældige Krigere til Kulturmennesker. Ganske vist er der en stor Skare, der endnu ikke er naaet igennem denne Forvandling. Denne Skare er kun naaet dertil, at den stadig hylder det dræbende Princip med alle de derindunder hørende illusoriske Æresbegreber. Men disse Mennesker vil igennem Livets egen Tale blive belært om Tilværelsens Love. Saalænge man hylder det dræbende Princips Æresbegreber, er man i Disharmoni med Tilværelsens Love. Naar man dræber, avler man Drab. Men derved formerer man Krigen. Og man afskaffer ikke Krigen ved at formere den. Krigen kan kun afskaffes igennem een eneste Faktor - Kærlighed -. Kærlighed er det modsatte af Krig. At manifestere Kærlighed er bl.a. at vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre. Et Menneske, der gør dette, gør meget mere til at afskaffe Krigen end en hel Armé. Det er Forstaaelsen af dette, der er Formaalet med mine Analyser. Naar jeg har skabt mine Analyser, er det for at give Dem et Indblik i Tilværelsesmysteriets Løsning, der kan hjælpe Dem til et lykkeligere og mere fredfyldt Liv. Formaalet med mit Arbejde er bl.a. at give Dem en Viden, ved Hjælp af hvilken De kan faa den Velvære, De hungrer efter, samt finde Mening i meget af det, De ikke før kunde finde Mening i. Men først og fremmest er Formaalet med mit Arbejde at skabe det manglende Mellemled mellem den officielle Kristendom og det daglige Liv. Dette Mellemled er de kosmiske Analysers Belysning af de store Facitter: Reinkarnation og Udødelighed, saa at man kan se deres Forgreninger ned i det praktiske Liv. Formaalet med mit Arbejde er endvidere at tilskynde Dem til at arbejde med Dem selv, samt paavirke Deres Tankegang og Viljeføring saaledes, at De mere og mere kommer til at tænke og handle logisk. Thi naar De opdager, at den og den Handlemaade er logisk, kan De ikke i det lange Løb handle imod den uden at være abnorm, og abnorme Menneskers Handlemaade kan man ikke regne med. Et logisk handlende Menneske er sundt, et abnormt handlende er sygt.

Naar jeg derfor genskaber det manglende Mellemled, som jeg er i Færd med at gøre, er det for at det skal være muligt at føre Kristendommens Verdensbillede videre. I Kristendommens Terminologi findes der Side om Side med de store Facitter Begreber som "Daab", "Syndernes Forladelse", "Naade" o.s.v. Disse Begreber udtrykker spagfærdige Forsøg paa at bygge Bro mellem de store Sandheder og det daglige Liv, men de er kun Surrogater for det Mellemled, der mangler. Men Surrogater kan ikke give intelligensmæssig Tilfredsstillelse. De kan derimod give en midlertidig Beroligelse og en - ganske vist ogsaa midlertidig - Fred i Sindet hos Mennesker, der endnu er i Stand til at tro. Det samme gælder Tankeforestillingen "Guds Veje er uransagelige".

Det er her vigtigt at gøre sig klart, at Daaben og de øvrige Sakramenter har hjulpet de Mennesker, der har Evne til at tro. Derfor er Sakramenterne guddommelige, hvad der igen vil sige, at der absolut ingen som helst Grund er til at fordømme dem, tværtimod. At modtage Sakramenterne er ogsaa en Form for Gudsdyrkelse, og som Aandsforsker kan man derfor kun forsvare dem, aldrig angribe dem. Man maa her hele Tiden erindre, at intet kan fødes voksent. Alt maa, som det lille Frøkorn, have Tid til at vokse. Saaledes maatte ogsaa det levende Væsens Gudsforhold begynde i det Smaa, hvad vi jo netop saa i dets første Fremkomst som Dyrets Dødsangstskrig. Fra dette Angstskrig har det udviklet sig videre frem gennem Overtro. Afgudsdyrkelse, Erfaringer og Overtrædelser af forskellig Art, indtil en skønne Dag Spørgsmaalet om Sammenhængen mellem de store religiøse Grundfacitter og det praktiske Liv blev aktuelt. Naar dette Spørgsmaal er blevet aktuelt, skyldes det altsaa, at Evnen til at anvende Intelligensen nu er blevet saa fremragende, at den kristne Forkyndelse i sin nuværende Form er blevet forældet, grundet paa det manglende Mellemled. Dette manglende Mellemled bestaar, som jeg allerede har sagt, i Analysen af Reinkarnationen. Da Kristendommens Forkyndere helt har udeladt denne, opstod der den uheldige Konsekvens, at alle de store og evige Grundfacitter i Kristendommen, f.Eks. "Du skal elske din Næste som dig selv", "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", "Jeg vil betale enhver efter sine Gerninger, siger Herren" maatte forekomme det tænkende Menneske ganske ulogiske, hvilket i dette Tilfælde vil sige, at disse Sætninger er blevet berøvet den Magt, de ellers i Tilknytning til Reinkarnationen vilde have haft. Men uanset Kristendommens nuværende Terminologi er dens store Grundfacitter evige Realiteter, og de danner et saa fast Fundament at bygge videre paa, at Kristendommens Kerne i sig har alle naturlige Forudsætninger for at være "den Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes". Naar alle forældede Opfattelser falder bort, og det manglende Mellemled bliver indskudt, vil Kristendommen være den Basis, paa hvilken en ny Kultur vil blive skabt, saa vel som den vil danne Grundlaget for en virkelig varig Verdensfred.

De Ting, der idag er forældet i den kristne Forkyndelse, blev skabt fordi man ingen klar Viden havde om Reinkarnationen. Uden denne Viden maatte man skabe midlertidige Opfattelser, der kunde retfærdiggøre Gud. Naar man undersøger de Ting, hvormed man søger at retfærdiggøre Gud: Daaben, Korsfæstelsen, Syndsforladelsen m.m. ser man, at disse Ting ikke længere har Magt over det menneskelige Sind som før, og derfor ser man, at Kirkerne langsomt tømmes. En Mængde Mennesker kan ikke tro paa disse Ting, deres Forstand gør Oprør, og Præsternes Ord bliver derfor for disse Mennesker "Stene for Brød".

Men tilbage til de store Facitter. Spørgsmaalet bliver nu, om disse Facitter kan bringes i Overensstemmelse med det daglige Liv uden om Genfødslen. Det kan de ikke. Intet Menneske kan finde en intelligensbegrundet Mening med eller Retfærdighed i Tilværelsen uden om Reinkarnationen. Derfor bliver det Analysen af ens eget Liv, Analysen af Genfødslen, Analysen af at man har eksisteret før denne Tilværelse i en evig Fortid og skal fortsætte i en evig Fremtid, der sejrer. Først naar man føjer Analysen om Reinkarnation og Genfødsel til Kristendommen, kan man faa denne til at stemme overens med det virkelige Verdensbillede, der er logisk paa alle Omraader, og først da naar man til at se, at det store Facits: "Alt er saare godt" baade er sandt og kærligt.

Naar man naar til denne Indstilling, har man en ganske anden Forestilling om Gud og forstaar ham helt anderledes end tidligere. Jeg forsøger gennem mine Analyser at vise Dem, at Gud ikke er et Væsen, der sidder oppe i en Himmel, et eller andet Sted henne, men at han derimod er allestedsnærværende saaledes, at De virkelig kan komme til at følge Kristus, hvor han siger, at "man skal dyrke Gud i Aand og Sandhed". Derved gjorde han det umuligt for de Mennesker, der vil følge ham, at dyrke Guddommen i Afgudsbilleder, i et Træ, en Sten, et Bjerg eller en anden fysisk Foreteelse. At dyrke Gud i "Aand" vil Sige at dyrke ham med en ren Bevidsthed, og at dyrke Gud i Sandhed kan ikke udtrykkes ved nogen som helst fysisk Foreteelse, fordi enhver fysisk Form vi vil dyrke ham i, aldrig nogen Sinde kan blive Udtryk for mere end en Brøkdel af Guddommen. Guddommen er jo alt det, der eksisterer: Naturen, Mennesker, Dyr, Planter, Kloder, Sole, Mælkevejssystemer m.m. At blive indstillet paa, at alt, hvad der eksisterer, er Gud, er Begyndelsen til at dyrke Gud rigtigt. At denne Indstilling i Begyndelsen volder Vanskelighed, skyldes den Kendsgerning, at Menneskene endnu ikke er vant til at anse Tingene for andet end det, de rent fysisk ser ud til at være. Men en Dag vil man komme til at se, at alle "Hansen'er", "Petersen'er" og Jensen'er er noget andet og mere end det, de ser ud til at være. Det De ser af mig idag, er ikke andet end en Serie fysiske Redskaber, en lille Brøkdel af den Materie, som jeg bruger i en Brøkdel af min evige Tilværelse. Det, jeg ser af Dem, er kun et ganske flygtigt Glimt af den evige Tilværelse, De lever i. Der er noget helt andet bag Deres fysiske Organisme, som virkelig er Dem, nemlig Deres "Jeg". Det er det, der er Guddommen i Dem. Og det er Guddommen, De skal komme til at opleve i Deres Medmennesker, efterhaanden som De udvikler Dem. Jeg kan hverken give Dem eller noget andet Menneske denne Oplevelse, den maa De naa frem til igennem egne Erfaringer. Denne Oplevelse beror paa en Forandring af visse af Deres Hjerneceller, en Udvikling eller Opvaagning af de latente Hjerneceller, De har til at opfatte denne Oplevelse med. Men i Kraft af min egen Oplevelse af Guddommens Identitet med alt eksisterende kan jeg igennem min Vejledning af Dem give Dem Kendskab til de Love, hvis Overholdelse er Forudsætningen for denne Oplevelse eller Fornemmelse. Oplevelsen af denne Fornemmelse er at fornemme Naturens Love. At fornemme Naturens Love er det samme som at fornemme Guds Vilje. Naar De undervises i Guds Vilje, kommer De til at kende Guds Mentalitet, og det var jo Mentalitet, der var det samme som "Aand og Sandhed".

Naar man først kender Mentaliteten bag alle fysiske Foreteelser, ser man den overdaadige Fuldkommenhed bag alt det, der sker, og saa faar man en helt anden Indstilling til Livet. Og det er først med denne nye Indstilling, at man har Mulighed for at kunne opleve Guddommen. Og det er kun gennem Oplevelsen af Guddommen, at man bliver et fundamentalt frit Væsen, totalt bevidst i sit eget Jeg. Denne Oplevelse kan man ikke faa, saalænge man kun ser Omgivelserne som "døde" Ting. Man maa komme dertil, at man ser sine Medvæsener, Naturen, de "døde" Materier som Guds Legeme. Og naar man ser alt som Guds Legeme, saa bliver den logiske Konsekvens heraf, at alt hvad man gør imod den eller den, gør man imod Gud. Jeg kan ikke gøre noget, uden at det kommer til at ramme os allesammen. Hvad De laver, vil komme til at berøre hele Verden. Saa umaadeligt er vi knyttet sammen, saa umaadeligt afhængige af hverandre er vi, at vi ikke kan røre os, uden at det kommer til at indvirke paa vore Medvæsener. Hvert Suk, der udgaar fra os, vibrerer i Verdensaltets fjerneste Egne. Igennem det kosmiske Klarsyn er man i Stand til at faa den Indstilling, igennem hvilken man ser den vældige Enhed, vi udgør. Men den rigtige Indstilling har De først, naar De er naaet dertil, at ethvert Indgreb i Deres Medvæseners Kød og Blod fornemmes som et Indgreb i Deres eget Kød og Blod. Deres Medvæsener og alle Deres Omgivelser er det sande Billede af Guddommen. De maa lære at forstaa, at alt hvad der rammer Dem, alt hvad der hænder Dem, alt hvad der bliver sagt til Dem og om Dem, alt hvad De oplever som Lidelser eller som Velvære, at alt dette udtrykker en samlet Korrespondance mellem Dem og Guddommen. Denne Korrespondance bliver manifesteret gennem Deres Omgivelser, saa naar De skal indstille Dem paa det rette Gudsforhold, maa De ikke tro, at Gud er et straalende Væsen et eller andet Sted henne, der en skønne Dag vil vise sig for Dem, thi saadan former Oplevelsen af Guddommen sig ikke. At se Guddommen som et straalende Væsen er at se en Gudesøn. Det er et tænkt Billede i Guds Bevidsthed. At "se" Guddommen er derimod at se Omgivelserne som Udtryk for en Bevidsthed. Men at komme til en saadan Oplevelsesform tager naturligvis Tid og kræver Øvelse, Tænkning og Erfaringer. Hvis De er tilbøjelig til at blive vred paa den eller den, hvis De er tilbøjelig til at lade alt, hvad De oplever af Ubehag gaa ud over den eller den, saa viser dette, at De ikke er klar over, at det i alle Tilfælde er Guddommen selv, De har med at gøre. Vi har disse primitive Hævntendenser fra dengang vi levede paa et meget lavt mentalt Stadium og fører dem nu med os som Vanebevidsthed. Vi tror, at hvis en eller anden forfølger os, og vi saa bliver indigneret paa vedkommende Menneske, at saa er det bare et eller andet Medmenneske, vi har med at gøre. Men i Virkeligheden er det Guddommen, som igennem denne Oplevelse ønsker at meddele os et eller andet. Og forfølger vi saa Vedkommende, er det i Virkeligheden Gud, vi forfølger. Med en saadan Indstilling er vort Gudsforhold endnu af hedensk Natur. Hedenskab er nemlig Udtryk for de Tilstande, hvor vi endnu forfølger den sande Gud, - selv om denne Forfølgelse er af ubevidst Natur. I sig selv er det ligegyldigt, om man er bevidst eller ubevidst i Guddommens Eksistens, men naar man er bevidst i, at alt, hvad man har med at gøre, er Gud, saa kan man ikke mere forfølge ham. Betingelsen for det rette Gudsforhold er at indstille sig paa, at alt, hvad der sker, ikke er noget, der er lavet for at forfølge og pine os. Vi er ikke Syndere, der er slet ikke noget, der hedder "Synd". Vi kan aldrig komme til at lave noget, vi ikke har Lov til at lave. De husker sikkert alle Ordene: "Gør du ondt, da ligger Synden for Døren, gør du godt, da se frit op!" Det er det samme som: "Du kan gøre, hvad du vil, men du maa tage Konsekvenserne af dine Handlinger!" Vi er evige kosmiske Kemikere, vi har, inden for det Omraade, vi har Viden, en fri Vilje til at blande de mentale Energier, som vi ønsker det, men vi maa finde os i, at den Materie, vi bruger, virker efter haarfine Love, og at vi selv kommer til at opleve de Reaktioner, vore Blandinger afstedkommer. Det er Udtryk for den største Kærlighed, at vi selv faar Lov til at blande Energierne efter vore Ønsker, og at vi derigennem kommer paa Sporet af vore Tankeblandingers Reaktioner. Reaktionerne udgør vore Erfaringer. Erfaringsskabelse er saaledes vort Liv. Paa vore selvoplevede Erfaringer bygger vi vor Skæbne. At det er saaledes, er guddommeligt og har intet med Straf at gøre. Men naar man forstaar, at det er guddommeligt, ser man Kærligheden i det, og saa forstaar man ogsaa, at alt det, vi kalder Hindringer og Modgang, er noget andet, end det ser ud til at være. Mange klager f.Eks. over Kulden og alle de Besværligheder, den afføder. Vi oplever, at Fuglene lider Nød, og at Mennesker omkommer i Snemarkerne, og mange mener, at det er "djævelske" Kræfter, der er sluppet løs. Men hvad er det, der dør? Det er ikke det levende Væsen, for det kan aldrig dø. Det, der "dør", er kun det fysiske Legeme, en Samling Materie, der undergaar en Forvandling.