Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Januar 1942, bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

Kære Venner!

Jeg vil gerne tale til Dem om det sande Gudsforhold. Da hele vor Skæbne er et Resultat af tilbagevirkende Reaktioner fra den os omgivende Natur, ja af alt hvad vi kommer i Berøring med - og alt dette i sin dybeste Analyse er Guddommen, - bliver vor Skæbne saaledes et Resultat af vort Forhold til Guddommen. Det er derfor af stor Vigtighed for os at være klar over, hvorledes man skal bære sig ad med at naa frem til det rette Gudsforhold, thi kun igennem dette kan vi opnaa en fuldkommen lykkelig Skæbne, en fuldkommen Fred i vort Sind.

I det, vi kalder "Dyreriget", møder vi for første Gang i Spiralen en Tendens hen imod et begyndende Gudsforhold. Planterne har, som De ved, kun Anelsesbevidsthed her paa det fysiske Plan. Ogsaa Dyret lever i overvældende Grad paa Anelse. Naar det kommer i Livsfare udstøder det et Angstskrig, men dette Skrig udstøder det først, naar dets egne Kræfter ikke længere slaar til, og det ikke ser nogen Udvej for Redning. Dette Dødsangstskrig udstøder det rent instinktmæssigt, og det er i sig selv en ubevidst Henvendelse til en Autoritet, et Forsyn, om Hjælp. Naar jeg bruger Udtrykket "ubevidst", er det, fordi Dyret ikke har nogen dagsbevidst Viden om, at der eksisterer et Forsyn, der kan hjælpe det. Det er her vigtigt at være klar over, at Dyret først skriger, naar alle Udveje for Redning er forsøgt, det viser os, at Skriget intet Formaal har her paa det fysiske Plan. Da alle Dyr, som har Stemme, imidlertid udløser et Dødsangstskrig før deres Undergang, har dette Skrig ingen anden Analyse end, at det er en ubevidst Henvendelse til Forsynet om Hjælp. Men en Henvendelse til et Forsyn er - selv om den er ubevidst, - en Bøn, og Dyrets "Bøn" er da den første spæde eller latente Form for et Gudsforhold.

Efterhaanden som Dyret Liv efter Liv oplever at komme i Dødsfare og udstøde Angstskrig, bliver det gradvis mere bevidst i sin fysiske Tilværelse. Gennem Angsten vækkes der Impulser til Live i dets Bevidsthed, og disse udvikler sig til gryende Forestillinger om et eksisterende Forsyn. Naar det i sin Udvikling er naaet hertil, er det ikke længere et "Dyr", men et begyndende Jordmenneske i den Form, vi kalder et "Naturmenneske".

Naar det levende Væsen i sin Udvikling fra Dyr til Menneske er naaet frem til Naturmenneskestadiet, har det efterhaanden faaet Evne til at anvende Intelligensen saa meget i Selvopholdelsesdriftens Tjeneste, at det har faaet tilegnet sig den Magt og Overlegenhed, der skal til, for at det selv kan beskytte sin Organisme mod Angreb og Overfald fra Omgivelserne. Dette ændrer dog ikke den Kendsgerning, at det stadig, i Kraft af Vanebevidsthed rent automatisk har et inderligt Forhold til Guddommen. Det er endnu afskaaret fra rent intelligensmæssigt at begribe Guddommens Eksistens, men det har fremragende Evner til at tro paa, at den eksisterer. Paa dette Stadium lever det endnu paa rent udefinerede følelsesmæssige Sanseoplevelser. Paa Basis af disse danner det sig et Billede af Forsynet, der passer ind i dets Erfaringer. At dette Billede maa blive et Billede af et Menneske, giver sig selv. Ganske vist et Menneske i forstørret Maalestok og udstyret med alle de Egenskaber, der for Naturmennesket Staar som de mest eftertragtelsesværdige. Naturmennesket forestiller sig Naturen som besjælet og tror, at Guddommen bor i et Træ, en Sten, et Bjerg o.s.v. Uanset disse Forestillingers Primitivitet udtrykker de et eksisterende Gudsforhold, en Forestilling om noget større og højere, end dets egen Tilværelse. Fra de primitiveste Mennesker og frem til det Trin, vi selv Staar paa, ser vi, at alle Mennesker lever i Troen paa og i Haabet om en højere Tilværelsesform end den, det enkelte Menneske i Øjeblikket oplever. Uden dette Haab vilde Livet for et overvældende Flertal af Menneskeheden være uden Værdi.

Da Naturmennesket lever i en Verden, i hvilken det i høj Grad betjener sig af det dræbende Princip, ser vi da ogsaa, at dets Guddom er et Væsen, der er udstyret med de mest fuldkomne dræbende Egenskaber. Det er Krigens Gud, ikke en Kærlighedens Gud. Og det er Dønningerne fra en saadan religiøs Kultus, vi idag kender under Udtrykkene "Retfærdig Harme" og "Hellig Vrede". Men Naturmennesket havde et langt fuldkomnere Gudsforhold, end Menneskene nu har. Dets Tænkeevne var ikke saa vidt fremskreden, at dets Sind kunde rumme Tvivl om Guddommens Eksistens. Da Naturmenneskets Liv imidlertid formede sig som en stærk Overtrædelse af Tilværelseslovene, blev det meget lidelsesfyldt. Naar man saar Had og Drab, høster man Had og Drab. Naar man hader og forfølger, bliver man selv forhadt og forfulgt. Igennem disse Lidelser udvikles Tænkeevnen, idet det forfulgte Menneske tvinges til at bruge sin Forstand for at undgaa Forfølgelsens Virkninger. Totalvirkningen af Lidelsen i Dyreriget bliver altsaa udviklet Intelligensevne. Og ved Hjælp af den udviklede Intelligens blev Naturmennesket i Stand til at danne sig fuldkomnere og fuldkomnere Billeder af den Guddom, det til at begynde med kun kunde ane. Denne stadige Ændring i Opfattelsen af Guddommen fortsatte lige op til Kristendommen, der skabte det foreløbig mest fuldkomne Billede af Gud.

Det moderne Kulturmenneske kalder svundne Tiders Form for Gudsdyrkelse for hedensk, men hvor hører Hedenskabet op? Kristendommen er endnu hedensk, saalænge dens Tilhængere ikke er kommet i direkte Kontakt med Guddommen. Saalænge man ikke er kommet til at opleve selve Guddommen, kan Gudsdyrkelsesformen ikke være fuldkommen, og naar den ikke er det, er den hedensk. Den kan være mere eller mindre nær det fuldkomne Stadium, men Saalænge den ikke er fuldkommen, er den uren.

I vor Børnelærdom har vi faaet at vide, at Gud er et stort og almægtigt Væsen, der sidder oppe i Himlen. Himlen er imidlertid ikke noget, der er "et Sted henne". Himlen er en mental Tilstand, som vi kan være i i dette Øjeblik. Vi har ogsaa lært, at Gud har forskellige Bevidsthedstendenser, han kan blive vred, han kan straffe, han kan formildes, og han kan give os Forladelse for vore Synder. Hvis vi studerer alle disse Forestillinger, vil vi finde, at det er Trosforestillinger analoge med det Trin, de paagældende Mennesker, der har udbredt Kristendommen, selv har repræsenteret. I en saadan Forestilling gøres Gud til et stort Menneske, som har alle de Egenskaber, Menneskene kan ønske sig, men ikke deres Skavanker, i al Fald ikke de Egenskaber almindelige Mennesker anser for Skavanker. Men heller ikke Kristendommens Billede af Guddommen er det endelige. Menneskets Intelligensudvikling fortsætter videre, og i Lyset af sin voksende Forstand ser det jordiske Menneske, at det troende Menneske lige saa godt er hjemsøgt af Sorger, Bekymringer og Lidelser som det ikke-troende. Kristendommens Gud har ikke kunnet beskytte sine Tilhængere for en ulykkelig Skæbne. Mørket raser stadig i Verden, og det dræbende Princip manifesterer sig i overdaadig Udfoldelse. Menneskeheden er aldrig nogen Sinde før i sin Historie blevet i den Grad belært om sin egen Væremaades Disharmoni med de Love, som skal overholdes, for at Livet kan være lykkeligt, som netop nu. Afstanden mellem det Liv, de tænker sig, at Gud har og deres eget, er større end nogen Sinde.

Det Guddomsbillede, som er Kristendommens, er ikke fuldkomment, selv om det er det mest fuldkomne, der har været forkyndt hidtil. Tilhængerne af Kristendommen forestiller sig Gud som noget ganske andet og helt forskelligt fra deres Medvæsener, fra Naturen, Energierne og Stofferne. Alle disse Ting, tror de, er noget andet end Guddommen. Ja bortset fra Mennesker og Dyr og maaske ogsaa Planter, tror de, at det er døde Kræfter. De tror ogsaa, at der er et andet Væsen, Djævelen, som Gud har til Fjende. Naturligvis maa han for disse Mennesker have en Fjende, naar de selv har en. Mennesket er vant til at hade, hævne, straffe og tilgive. Det er derfor ganske naturligt, at det har maattet danne sig Forestillinger om en Gud med samme Tendenser. Derfor blev Kristendommens Forestilling om Guddommen et Udtryk for en Menneskebevidsthed, ja oven i Købet for et primitivt Menneskes Bevidsthed.

Saadan som jeg her har forklaret Dem, er altsaa det primitive Menneskes Opfattelse af Gud. Men det er udelukket, at der kan bygges en ny Kultur op paa en saadan Opfattelse. Efterhaanden som al den Oplysning, der gennem Aviser, Radio, Tidsskrifter, Bøger, Foredrag o.s.v. gaar ind i Menneskets Bevidsthed og oplyser dem om det dræbende Princips ene store Ufuldkommenhed efter den anden og efterhaanden som de vældige Erfaringsmasser, som de praktiske Oplevelser giver Menneskene, udvikler dem videre frem, vil det ikke kunne undgaaes, at det Guddomsbillede Kristendommen har opstillet forældes og bliver utidssvarende. Kristendommens Gudsbilledes Struktur kan ikke bære en ny Verdenskultur. Og vi oplever da ogsaa, hvorledes Kirkerne tømmes mere og mere. Vi ser, hvorledes det bliver vanskeligere og vanskeligere for Præsterne at faa Menneskene til at tro paa et "evigt Helvede" og til at tro paa, at naar de ikke er gode, skal de lide en "evig Straf". At vi fra vor Dødsstund og helt ind i Evigheden skal bøde for et enkelt Fejltrin, har Mennesket svært ved at se som et Ideal. Hvis man kan betragte dette som rigtigt, maa man selv Staa paa et Trin, hvor man kan hade meget dybt. Det kan umuligt være rigtigt, at der skal være et saadant Misforhold mellem Brøde og Straf. Hvis Præsterne endda lærte, at der var et rimeligt Forhold mellem Forseelse og Straf, kunde de maaske endnu faa Menneskene til at tro paa "Helvede" som noget virkeligt. Dertil kommer, at et Menneske som foregives at være skabt, og altsaa ikke har levet før, og altsaa ikke paa nogen Maade kan siges at have ønsket dette Liv, heller ikke paa nogen Maade kan bebrejdes sin medfødte Karakter. Hvis det kristne Gudsbillede er rigtigt, og Gud er almægtig i almindelig Forstand, maa han jo paa Forhaand vide, naar han skabte et Væsen, hvordan det vilde blive, og saa maa han jo have ønsket, at dette Menneske skulde fordømmes til en forfærdelig Lidelsestilstand, medens andre Væsener skulde opleve en umaadelig lykkelig Tilværelse. Hvis det kristne Guddomsbillede er rigtigt, maa Konsekvensen blive, at Gud er i Stand til at skabe Mennesket fuldstændig planmæssigt efter sin Vilje. Men naar det saa hævdes, at Mennesket ikke har levet før, og følgelig intet Ansvar har for, at det fødes vanskabt, med daarlige Sanseevner og i fortvivlede Omgivelser, ja maaske opdrages til at blive Forbryder, er det saa Udtryk for Retfærdighed at forlange, at disse Mennesker skal være gode, da de i modsat Fald ellers skal straffes i et evigt Helvede? Det er let at se, at en saadan Tankeindstilling er hjemmehørende i en primitiv menneskelig Bevidstheds Forestillingskreds. Saalænge Mennesket tror, at det største Væsen er et hadende, straffende Væsen, der eventuelt nok kan formildes ved et stort Offer, ved en Gudesøns Korsfæstelse, for at de skyldige kan gaa fri, er det undergivet en primitiv Forestilling, en Følelsestilstand, der intet har med logisk Tænkeevne at gøre. Det maa være soleklart, at man ikke kan retfærdiggøre en begaaet Forbrydelse ved et lade et uskyldigt Menneske lide. Man maa synes, at det er besynderligt, at Guddommen ønsker et saadant Offer for at lade sig formilde. Og kan han lade sig formilde paa den Maade, kan han vel ogsaa fritage den, der har begaaet Forbrydelsen for Straf, uden at en uskyldig skal lide derfor.

Imidlertid udtrykker alle disse Forestillinger blot en primitiv Terminologi, som maa styrte i Grus for et Menneske med en nogenlunde udviklet Intelligens. Mon den har haft sin Mission over for de Mennesker, der kom direkte fra Barbariet og skulde ind i Kristendommen. For den, der har levet mange Liv i mentale Tilstande, hvor det var primitivt og uværdigt at dø en naturlig Død af Alderdom, og hvor man skulde dræbe for at være Idealist, lader det sig ikke gøre lige pludselig at springe over til en saa høj Livsindstilling, som den Jesus lærte Menneskene. Derfor er Jesus og de øvrige Verdensgenløseres Ord blevet forvandlet og tilpasset efter den Forestillingskreds, de Væsener, der skulde omvendes, havde. Man har søgt at raade Bod paa de forskellige uheldige Konsekvenser, det overleverede Guddomsbillede havde. Man kan ikke blive ved at redde det, det maa styrte i Grus, for at Guddommen virkelig kan blive aabenbaret i Verden. Naar Mennesket naar frem til et Stadium, hvor det selv føler Ubehag ved at skulle hade og hævne og i langt højere Grad føler Trang til at tilgive og forstaa, kommer det uvægerligt i Konflikt med den overleverede Forestilling om Guddommen. Da kommer det i Tvivl, og da det endnu ikke har Tænkeevne nok til selv at løse det opstaaede Problem, bliver det Fritænker. Det udforsker nu kun Livet inden for de rent materielle Omraader og haaber der at finde Livsmysteriets Løsning. Man kan komme saa dybt ind i den materielle Forskning og blive saa betaget af de mange store Problemer, der aabenbarer sig her, at man tror, at den fysiske Materie - her ogsaa Straaler og Bølger - er alt, hvad der eksisterer. Man er da kommet længere bort fra Guddommen, end da man var Naturmenneske.

Naar man over for Mennesker, der er dybt inde i den materielle Forskning, nævner Ordet "Gud", kan man høre dem sige; "Ih Vorherre bevares!" Det religiøse er blevet naivt, er blevet noget, man er "vokset" fra. Den materielle Videnskabsmand mener at have arbejdet sig bort fra det religiøse Omraade, han dyrker kun det materielle Omraade, hvad der dybest set ogsaa er Gudsdyrkelse, - men det hedder det sig blot ikke. Men al vor Oplevelse, al vor Tænkning, al vor Manifestation er Gudsdyrkelse. Vi kan simpelthen ikke leve uden bevidst eller ubevidst at være i Kontakt med Forsynet. Det store Flertal ser ikke, at det er Forsynet, det er omgivet af, naar det ser skønne Landskaber, beundringsværdige videnskabelige Opfindelser, Kunst eller hvad nævnes kan. Alle disse Ting er skabt paa Grundlag af den Viden, Mennesket har erobret fra Naturen. Denne tankeløse Glæde over Tingene kan for et Stykke Tid i Udviklingen være dem nok, al denne Betagelse kan for et Stykke Tid fylde Bevidstheden, saaledes at de ikke savner Guddommen. De tror, at Begrebet Guddommen er noget, der hører primitive Mennesker til.