Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Noget af det første, det tænkende menneske begynder at opleve, er, at det befinder sig som midtpunkt i et uendeligt ocean af kræfter, der skaber bevægelse og udløser en række forvandlingsprocesser. Det opfatter dog ikke straks alle disse kræfter som bevægelse, tværtimod. Mange bevægelsesarter opfattes som stilhed, som noget, der er i ro. Når vi bliver vidne til en stor sten, der ligger på marken, opfatter vi den ikke som udtryk for bevægelse. Klippeformationer og bjergtoppe fornemmes også gennem vore sanser som noget, der udtrykker absolut stilhed. Overalt hvor vi betragter mineralverdenen, opfatter vi dens detaljer som ubevægelige, ja, næsten som uforanderlige, som en død verden. Mineralverdenen adskiller sig gennem vore sanser fra alt, som vi kan se er i bevægelse og under forvandling. Vi ser vandets bevægelse gennem bække, åer og floder, havets brænding og skyernes flugt over himlen. Vi fornemmer den lette brise eller stormens jag over land og hav, ligesom vi også efterhånden er blevet klar over himmellegemernes bevægelser gennem verdensrummet. Vi oplever, hvorledes vand fordamper, og damp fortættes, og hvorledes andre stoffer forvandles ved særlige varme- og kuldegrader. Vi erkender, at stoffernes forvandling kan inddeles i fire store afsnit eller fire hovedformer for tilstande: faste, flydende, luftformige og stråleformige.

Naturmenneskene havde en urokkelig instinktiv fornemmelse af en usynlig verdens eksistens, oven i købet befolket med levende væsener. De var endog helt sikre på, at i denne usynlige verden eksisterede der væsener, som var endnu mægtigere end de fysiske væsener, både på godt og ondt. Guder og gudinder, engle og djævle, skytsånder og dæmoner opfyldte deres forestillingsverden. Og ganske vist var alle disse åndelige væsener så at sige "skabt i menneskets billede" i den forstand, at menneskets forestillingsevne og fantasi gjorde sig gældende, når det dannede sig billeder af dem for at tilbede dem eller digte myter og fortællinger om dem. Derfor har man i senere tider ment, at en åndelig eller usynlig verden med usynlige væsener udelukkende var et produkt af primitive menneskers fantasi. Men millioner af mennesker har ikke gennem årtusinder kunnet leve og dø i troen på noget, der overhovedet ikke eksisterer. Troen er en evne, og en evne kan ikke eksistere uden at være en organisk funktion. Og da en organisk funktion umuligt kan blive til uden en påvirkning fra naturen, må naturen have påvirket de levende væsener således, at denne evne er blevet til. Den åndelige verden er ikke en "opfindelse" af primitive mennesker, den er ikke et produkt af deres fantasi. Men derimod er menneskets tro på den åndelige verdens eksistens et produkt af den påvirkning af stråler og bølger, som menneskene på denne klode har været udsat for i form af kosmiske impulser, lige siden de som primitive dyremennesker begyndte at kunne skelne bevidst mellem "jeg" og "det". At menneskene med deres fantasi iklæder den åndelige eller stråleformige verden og dens væsener ganske bestemte former, f.eks. skikkelser med vinger, betyder blot, at de har svært ved at forestille sig den stråleformige verdens natur og lovmæssighed. Derfor har de for en stor del forestillet sig den som en himmel, eller luftverden, hvis beboere måtte have vinger for at kunne bevæge sig, som de så, fuglene havde det. De måtte bruge den fantasi og logiske sans, de var i besiddelse af. Først når mennesket er udviklet til i vågen dagsbevidst tilstand at kunne sanse de stråleformige materier, behøver de ikke mere at danne sig forestillinger af mere eller mindre overtroisk karakter, men oplever den stråleformige verden og dens væsener som noget lige så naturligt som den fysiske verden med dens væsener, der har organismer bygget op af faste, flydende og luftformige materier. Inden de bliver i stand til at få en sådan bevidst kontakt med den stråleformige verden, er der en slags overgangstilstand, efter at de har sluppet den blinde tro, som deres vågnende intelligens reagerer imod. Da befinder de sig i en slags mentalt ingenmandsland, hvor de kun tror på, hvad de kan opleve med fysiske sanser. Det er en sådan tilstand af ren materialistisk overbevisning, som så mange mennesker befinder sig i i dag.

Efterhånden som mennesket udvikles intellektuelt, begynder troen at vakle og tvivlen at sejre. Man benægter en åndelig verdens eksistens og kommer endda så vidt, at man mener, at tanker er et produkt af den fysiske materies kemiske processer. Man er ikke klar over, at man da erstatter en gammel overtro med en ny. Den åndelige verden forsvinder ikke, fordi man ophører med at tro på dens eksistens, og efterhånden som menneskene er mindre afhængige af deres intelligens alene og udvikler deres intuitive evner, vil de få overblik ikke blot over sten, vand og luft, over faste, flydende og luftformige materier, men også over begrebet ånd og de stråleformige materier, dette begreb dækker over.

Et fysisk menneske fremtræder som en kombination af fire tilstande. Det har i sin organisme en materie, vi udtrykker som fast, skelettet. Den flydende tilstand repræsenteres af adskillige væsker i organismen foruden blodet. At også den luftformige tilstand er repræsenteret, mærker hvert eneste menneske, når det trækker vejret. Disse foreteelser i det levende væsen er tilgængelige for direkte sansning og bliver derfor naturligvis ikke benægtet. Men de fleste mennesker vil sikkert indrømme, at de består af mere end mineraler, væske og luft. Ja, de består også af den såkaldte organiske materie, som kirtler, hjerte, lunger, nyrer osv. er bygget op af. Men de består yderligere af noget, som tænker. Er det den organiske materie, som tænker? Er det hjertet, lungerne eller nyrerne, der tænker? "Nej, det er hjernen", vil nogen svare. Hjernen er et instrument, som er bygget op af organisk materie, og det vil i virkeligheden sige særlige kombinationer af "sten, vand og luft". Den gennemstrømmes af elektriske impulser, og uden disse impulser er den død og vil snart gå i opløsning, hvilket vil medføre menneskets død. Når en organisme er blevet til et lig, er det fordi de elektriske eller stråleformige impulser er ophørt med at gennemstrømme organismen. Tilbage er så blot kroppens bestanddele, "sten, vand og luft", som også de organiske materier er opbygget af. Hvad er det, der er borte fra liget? Det er den stråleformige materie, der gav liv til organismen. Det er den materie, hvori der dannes tanker, erfaringer, oplevelser, ligesom det er den materie, der sætter den fysiske materies bevægelser i gang, hvad enten det er de bevægelser, som er den fysiske organismes indre funktioner eller kroppens bevægelser i det ydre rum, eller de bevægelser, som udfoldes som væsenets evne til at arbejde og skabe. Da den fysiske krop kun får liv og bevægelse gennem individets bevidsthedskraft eller evne til at jonglere med den stråleformige materie, er det ikke så svært at se, at den fysiske materies sammensætning til en organisme er en virkning af den stråleformige materie, og at fast, flydende og luftformig materie tilsammen udgør noget sekundært i forhold til strålematerien. Den stråleformige verden er det levende væsens egentlige hjemsted, og at det inkarnerer i fysisk materie betyder blot, at det midlertidigt gennem sin stråleformige materie også skaber virkninger i "sten, vand og luft".

Igennem al materiens bevægelse, dens omformning og forvandling og den her igennem afslørede planmæssighed eller logik, der er den fuldkomne ånds eller bevidstheds kendetegn, afsløres det for den udviklede forsker, at der er mere mellem himmel og jord end "sten, vand og luft". Det menneske, der har mistet den blinde tro, og som måske en tid har befundet sig i tvivlens mellemtilstand, men har formået at gøre tvivlen til noget positivt i stedet for en ensidig negativ tilstand, vil efterhånden opdage, at selve livets virkelighed eller eksistens er en tilstand eller væsensnatur, der kan gennemtrænge alt. Det er en natur, der kan gøre ånd til luft og luft til vand og vand til sten. Og omvendt gøre sten til vand og vand til luft og luft til ånd. Det lyder som trylleri eller mirakler, men det er baseret på kosmiske kredsløbslove, som menneskene endnu ikke har kendskab til. Den Guddom, som er selve det levende univers, hvori vi lever, røres og er, gør sine tanker til sten, vand og luft, og sten, vand og luft til tanker eller stråleformig materie. Alle bevægelser, al skabelse, alt hvad der foregår omkring os og i os, er i virkeligheden tankekredsløb på forskellige stadier. Det er ånd eller tanke i færd med at forme fysisk materie og derved blive til erfaring og oplevelse, altså igen til tanke eller åndelig materie. Selv bag de for menneskets fysiske sanser utilgængelige bevægelser i den "faste" mineralmaterie er der tanke og hensigt. Al manifestation eller bevægelse i hvilken form den end forekommer – som himmellegemers baner, som elementarpartiklers bevægelse i mikrokosmos eller som et jordisk menneskes tanker og handlinger – alt er det tanker, der er på vej fra deres respektive Jeg'ers åndelige stade til omformning til luft, vand og sten og tilbage til vand, luft, sten og tanke for at berige de levende væsener i universet med nye impulser og variationer af livsoplevelse. Med sin egen tankeverden og sit bevidsthedskredsløb oplever det levende væsen eller "gudesønnen" lidt efter lidt åbenbaringen af Guddommens liv og bevidsthed. Det lærer at se "det onde" som det ubehagelige gode på et særligt stadium i kredsløbet, og at intet kan gå til grunde, intet fortabes, intet kan være unyttigt, men alt er tankeberigelse, livsfornyelse og fuldkommengørelse, og dermed bliver livets højeste kosmiske facit, at alt er såre godt.