Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har lært, at Jesus var født af jomfru Maria og således havde en materiel eller fysisk mor, men vi har også gennem vor børnelærdom fået at vide, at han ikke havde nogen fysisk far. Det hedder sig, at Josef ikke var far til Jesus, men at det var Vorherre selv, der gennem den "hellige ånd" fik Maria til at undfange og føde Jesusbarnet. Nu må man ikke tro, at beretninger om jomfrufødsel er noget specielt for kristendommen. Det er blevet sagt om mange af fortidens store åndelige ledere, konger og indviede, at de var jomfrufødte, at de var direkte sønner af Gud. Det var dog ikke ensbetydende med, at de, der skabte udtrykket jomfrufødsel, selv mente, at de indviede ikke havde nogen fysisk far. Ideen om jomfrufødsel var en del af fortidens mysterier. Ved mysterierne forstod man den direkte åbenbarede sandhed i den form, det var datidens højest udviklede jordmennesker muligt at modtage, men som det var umuligt at videreføre på samme måde til den ganske uintellektuelle og primitive almenhed. Over for almenheden måtte man forklare sandheden ved symboler og lignelser, som den kunne fatte og i mange tilfælde tog ganske bogstaveligt. Alle de mange ægyptiske guder f.eks., som er fremstillede med dyrehoveder og andre mærkværdigheder, er symboler på kosmiske principper, som det var umuligt at videreføre til almenheden i videnskabelig form. Efterhånden degenererede både kongeværdighed og præstestand, og det virkelige kendskab til sandheden bag mysterierne gik tabt, så de, der skulle lede og styre folket, efterhånden var lige så naive på det religiøse område som folket selv. Man troede på lignelserne og symbolerne i bogstavelig form, og religionen blev til ceremonier og dogmatik. Medens en konge eller ypperstepræst fra fortiden, der virkelig var indviet i mysterierne, vidste, hvad der lå gemt i udtrykket jomfrufødsel, og at der bag dette udtryk slet ikke var nogen hentydning til den fysiske fødsel, så vidste senere tiders præster, som ikke havde en sådan indvielse, og dermed også vor tids gejstlige autoriteter, intet om disse mysterier og har derfor troet og tror endnu, at det drejer sig om en virkelig fysisk begivenhed, som, da den ikke er almengældende, må betragtes som et mirakel.

I en længst forsvunden fortid var menneskehedens førere og gejstlige autoriteter altså virkeligt indviede væsener, som havde kosmisk bevidsthed eller i alt fald havde haft meget stærke kosmiske glimt. For dem var religionens inderste kerne videnskab, og mange af de mirakler og såkaldte overnaturlige fænomener, de til tider frembragte, har været resultater af deres videnskabelige indsigt og altså ikke spor overnaturlige. Moses, om hvem der er skrevet, at han var oplært i al Ægyptens visdom, har også i nogen grad haft kendskab til visse elektriske fænomener m.m, og har brugt dem bl.a. for at styrke sin autoritet og position over for det ofte genstridige og ulydige jødefolk. Man kaldte det naturligvis ikke elektricitet, man kaldte det "Guds ånd", og det var ikke, hvad mange af nutidens mennesker måske vil tro, noget bedrageri, hvormed man førte folket bag lyset. Man vidste, at det var guddommelige kræfter, og der vil atter komme tider, hvor man vil forstå, at alt det, vi kalder elektricitet, men i virkeligheden ikke ved hvad er, er guddommelige kræfter, ja, selve universets livskraft, der som Guds ånd "svæver over vandene", hvilket vil sige dirigerer alle partikler i verdensaltet, hvad enten disse partikler er elektroner eller atomer, om de er menneskers og dyrs organismer, eller de er kloder, solsystemer og mælkeveje.

Men hvorfor blev jordmenneskeheden i en længst forsvunden fortid ledet af indviede væsener, medens de gejstlige og verdslige ledere, der står i spidsen for den jordiske menneskeheds forskellige samfund og religioner i dag, er absolut uvidende om de åndelige realiteter, der ligger bag den fysiske virkelighed? Man kunne jo synes, at der i så fald ikke er tale om udvikling, men blot om degeneration og tilbagegang. Dette er dog ikke tilfældet. Hele den forvandling, der er sket igennem årtusinder fra de indviede kongers tid og til vor moderne materialistiske civilisation og kultur, er tværtimod en del af en gradvis udvikling. Det er en udvikling af almenheden. Derfor måtte noget degenerere, og noget nyt udvikles. Det, der degenererede, var netop mysterierne og kongeprincippet og dermed religionerne og den blinde tro. Almenheden skulle ikke vedblivende ledes af indviede, som måtte forvandle de kosmiske sandheder til symboler og lignelser, dogmer og ceremonier, en slags åndelig søbemad for den barnlige menneskehed. Det var nødvendigt en tid, men ligesom barnet vokser fra modermælk og søbemad og efterhånden også fra børnehave og skole og må ud i livet og lære at stå på egne ben, voksede menneskeheden også fra sit åndelige barnestadium ind i en "lømmelalder", hvor det er nødvendigt at gøre erfaringer og selv lære af livet og dets love. De åndelige værdier, der var skjult i de gamle mysterier, mistede naturligvis ikke dermed deres værdi, de er evige sandheder, men den form, hvori de blev manifesteret, var ikke mere tidssvarende. Almenheden skulle nu føres ind i en udvikling, der modnede det enkelte menneske til at modtage viden om universet og dets fysiske og psykiske love – uden mystik og uden at være ledet af et religiøst diktatur.

En meget stor del af den jordiske menneskehed gled efterhånden ind i et materialistisk og ateistisk tankeklima, og deres intelligens blev udviklet til at beherske naturens kræfter gennem videnskab og teknik og bruge disse kræfter, bl.a. elektriciteten, til praktiske og nyttige formål. Religionen degenererede så stærkt, at den kom til at betyde mindre og mindre i folkets daglige liv og i dag kun er et rudiment af, hvad den har været i fortiden. De kosmiske sandheder fra fortidens vise, hvis kerne er gået tabt, men hvis skaller stadig eksisterer som myter og dogmer, skal den jordiske menneskehed nu lære at kende på en måde, som er tilpasset den intelligens, som dels gennem kampen for tilværelsen, og dels gennem den tekniske og videnskabelige udvikling efterhånden er blevet den dominerende faktor i bevidstheden, eller i al fald en faktor, som det enkelte menneske lægger mere og mere vægt på. Det er jo også på grund af den udviklede intelligens, at flere og flere menensker kan se det absurde i et dogme om jomfrufødsel og uvilkårligt spørger, hvorfor Jesus ikke lige så godt kunne være født på naturlig måde og være lige guddommelig endda. Selvom mange mennesker således tager afstand fra religionens ydre form, som de ikke kan inspireres af, er det dog ikke dem alle, der er irreligiøse. Adskillige ville gerne tro, hvis bare de kunne, de savner et fast punkt i tilværelsen. Men deres tænkeevne forhindrer dem i at acceptere en religion, som på så mange måder er fuld af ulogiske beretninger og modsigelser, og som forlanger, at man blindt skal tro på dens bogstav. For disse mennesker, som er ved at glide ud af materialismens tankeklima og længes efter noget, de kan forstå og ikke bare skal tro på, bliver den moderne åndsvidenskab skabt, og i fremtiden vil der blive flere og flere af disse mennesker. Åndsvidenskaben vil afsløre de gamle kosmiske sandheder, som helt eller delvis er gået tabt, på en sådan måde, at det ikke mere drejer sig om mysterier med hemmelige indvielser, men om en analyserække, som ethvert søgende menneske vil have mulighed for at komme i kontakt med og, hvis de føler sig på bølgelængde med disse tankerækker, også vil have mulighed for at søge at praktisere i hverdagen og dermed lidt efter lidt skabe den tilstand i sit eget sind, der bringer det mere og mere i kontakt med "den hellige ånd" eller universets grundtone, hvilket vil sige den evige Guddoms bevidsthed og væremåde.

Det som før var dogmer, der kunne tilfredsstille et religiøst instinkt og en primitiv følelse, men som blev det rene nonsens, når intelligensen skulle tage dem bogstaveligt, afløses nu af kosmiske eller universelle analyser, der henvender sig til menneskets intellektualiserede følelse, dets humane evne og dets tænkeevne, og ligeledes til dets begyndende intuition. Naturligvis må begrebet jomfrufødsel også analyseres, så den moderne åndsforsker kan se, hvad fortidens vise i virkeligheden har ment med dette udtryk.

Begrebet jomfrufødsel dækker over et mysterium, der var knyttet til de væsener, som adskilte sig fra almindelige jordmennesker på grund af en medfødt åndelig suverænitet. Det var væsener, i hvem den virkelige sandhed om livet og dets love i større eller mindre grad åbenbarede sig i sin videnskabelige form. Disse væsener blev kendt som store faraoner og ypperstepræster, som folkeslags åndelige ledere, profeter og verdensgenløsere. De havde i større eller mindre grad evne til selv at opleve den virkelige sandhed ved egne dagsbevidste vågne sanser. Det var en evne, som var forbeholdt ganske enkelte mennesker, medens den store almenhed var ganske blottet for evner til at kunne opleve på en sådan måde. Folket modtog fra disse indviede en fortolkning og tilpasning af de store sandheder, som passede til dets åndelige niveau. Disse "jomfrufødte" har været den jordiske menneskeheds lærere, vejledere og til tider også revsere gennem dens barndomsstadier, som har strakt sig over tusinder af år. Buddha, Kristus og Muhamed er de tre sidste lærere af en sådan art, hvis virksomhed har haft verdensomspændende betydning. Hvor havde alle disse indviede deres viden fra? Hvad var det for et mentalt område i deres bevidsthed, der helt adskilte dem fra det almene jordmenneske? Dette mentale område var "den hellige ånd", det var en guddommelig bevidsthed og viden, det var evner, de ikke havde arvet fra deres forældre eller forfædre, som var ganske almindelige mennesker, der ikke ejede sådanne evner eller besad et sådant mentalt område i deres bevidsthed. Det var imidlertid en kendsgerning for alle, at de var født af en kvinde. Men hvordan kunne et barn af almindelige jordiske forældre komme til at udvise en himmelsk eller guddommelig bevidsthed og væremåde?

For de indviede var det ikke noget problem, de vidste, at deres åndelige indsigt var et resultat af en udviklingsproces gennem mange fysiske inkarnationer, hvorigennem de var blevet modne til at modtage en åndelig befrugtning fra Guddommen i form af kosmiske impulser, så de selv i vågen dagsbevidst tilstand kunne føle sig ét med universets kræfter og beherske dem både i deres eget sind og i naturen omkring sig. Hvilket Kristus jo også har udtalt med ordene: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen igennem mig". Men hvorledes forklare denne realitet for almenheden, der var ude af stand til at fatte den virkelige sandhed? Ja, når der er egenskaber hos et barn, der ikke ligner forældrenes egenskaber, vil primitive mennesker let give sig til at spekulere over, hvem der mon kan være far til barnet. Moderskabet er der jo aldrig tvivl om. Og selvom ægtemanden er far til barnet, kan dette udmærket godt være i besiddelse af egenskaber, det har udviklet i tidligere inkarnationer, men som ingen af forældrene besidder. Josef kan udmærket have været Jesu fysiske far og har sikkert også været det. Man vil jo se, hvordan man i opremsningen af Jesu slægtsregister i det ny testamente overhovedet ikke bekymrer sig om den mødrene slægt, men udelukkende om, at Josef så og så langt tilbage var af Davids æt. Vi kalder Jesus for Jesus Kristus, og det sidste navn er betegnelsen for messias, dvs. den salvede eller den indviede. Vi kan da sige, at Josef var far til Jesus, dvs. til den fysiske person med det almindelige jødiske navn, men han var ikke far til Kristus, han var ikke ophav til den kosmiske bevidsthed, der efterhånden, som den unge nazaræer voksede op, fik magten i hans sind og fik ham til at føle sig ét med den himmelske Far, hvis bevidsthed omslutter alle, men som det almene jordmenneske endnu ikke bevidst er på bølgelængde med, før end det tager sit kors og følger i nazaræerens fodspor.

Fortidens mennesker accepterede den fortolkning, at de indviede var direkte sønner af Gud, og der lå da også den kosmiske sandhed bagved dette symbol, at den del af deres bevidsthed, der netop gjorde dem til indviede væsener, var noget, de ikke havde i arv fra forældre og slægt, det var ikke af denne verden. Flere og flere af nutidens mennesker kan ikke godtage den gamle bogstavelige opfattelse, og nogle af dem kan naturligvis heller ikke fatte analysen af begrebet "jomfrufødsel". Det må vente, til de er modne til det. Flere og flere vil dog med tiden kunne fatte analysen, men så opstår naturligt det spørgsmål: "Hvilken betydning har det for vor tids mennesker, der ikke mere ledes og styres af "jomfrufødte" konger, profeter eller verdensgenløsere, at disse fortidens store vismænd var guddommeligt inspirerede eller ligefrem "ét med Faderen", kan det hjælpe os i vor nuværende situation? Kan det ikke det, har det jo ikke så stor betydning". Men det kan det, når man forstår det og ser det i åndsvidenskabens lys. Det er en ny udviklingsfase, den jordiske menneskehed nu er ved at glide ind i. Når mysterieprincippet og den guddommelige suggestion fra ledende konger og ypperstepræster degenererede, var det netop, fordi den jordiske menneskehed var vokset fra barnestadiet ind i pubertetsalderen. En stor del af samme menneskehed er nu ved at vokse ud af denne kosmiske pubertetsalder og er modne til at stå på egne ben, dvs. til at modtage den kosmiske indvielse. Men nu skal det ikke mere ske ved tempelindvielser eller pyramide indvielser, hvor der skulle bestås vanskelige fysiske og psykiske prøver. Nu foregår indvielsen midt i "hverdagens pyramide", og de gejstlige lærere afløses af den åndsvidenskab, der er tilgængelig for ethvert søgende menneske. "Jomfrufødslen" er ikke blot noget, der hører fortiden til, alle jordiske mennesker skal i virkeligheden med tiden opnå den bevidsthedstilstand, som har fået dette navn i den dogmatiske religion og er blevet sådan misforstået. Det jeg i mine kosmiske analyser kalder "den store fødsel" eller opnåelsen af kosmisk bevidsthed, er i virkeligheden "jomfrufødslen". Det er ikke en fødsel, der består i, at et væsen fødes ud af et hun væsen eller en moders organisme ni måneder efter en fysisk undfangelsesproces, det er en indre fødsel i et væsens egen bevidsthed og organisme, som gør dette væsen til et Kristusvæsen, der er ét med Faderen og udstråler "den hellige ånd" eller den guddommelige næstekærlighed i tanker, ord og handlinger mod alt og alle.